Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Digte, 1803
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Hvor skjønt for en moralsk Poet
at tolke blid Humanitet,
om sveden Grød og svegne Pligter -
hvor skjønt, hvor saligt for en Digter!
Og i Afsnittet »Idyl« persifleres godmodigt denne
Digtarts for et fyrigt Gemyt utaalelig vidtløftige
Udpensling af dagligdags Detailler, saaledes som
navnlig Baggesens Ven Voss havde uddannet den i sit
berømteste Digt.
Hvad der kan bebrejdes denne Persiflage, er nogen
Overfladiskhed, en for jevnlig Tilbagevenden til
nogle enkelte Stikord, der for den unge Digter
betegne hele den gamle Tids Væsen, men jo ingenlunde
udtømme det. Det var ikke gjennem nogen indgaaende
Undersøgelse, Oehlenschläger var naaet til sin Dom
over det svundne Aarhundrede; for kort siden havde
han i alle Henseender selv tilhørt det. Umiddelbart
som han havde fattet det nyt Frembrydende, havde
han nu ogsaa i dettes Lys seet det Svindende som
dets Modsætning og maatte være med i Kampen imod
det, uden at være rustet med de dybt indtrængende
Vaaben. Der er i disse satiriske Udfald, som altid
i Oehlenschlägers Komik, en vis Grad af Barnlighed,
som bunder i hans Aladdins-Natur og er i stærkeste
Modstrid med de Fordringer, Noureddin stiller til
Satiren: at den skal være »en hvæsset Vittighed, som
træffer bittert paa sit rette Sted«. Men saaledes som
Ungersvenden her fremtræder med sit muntre Overmod,
er han just den Samme, der i Digtets øvrige Partier
lægger den jublende Naturglæde, den friske Fornemmelse
af Tidens bedste Impulser, for Dagen i den Række
af de skjønneste Poesier, i hvilke han skildrer det
mylrende Sommerliv med en symbolsk Underforstaaelse
af dets Anvendelighed paa den aandelige Blomstring,
han selv staaer midt i; vi træffe her de uforlignelige
Perspektivkassebilleder med de kjække Omrids i de
vægtfuldt beskrivende Rhythmer; Digtet om Kirsten
Piil: »Det er saa lummert og saa tungt«; Pigernes Sang
i Skoven: »I Skyggen vi vanke blandt lysgrønne Straa«;
den Blindes Sang: »Giver den gamle blinde Mand lidt«;
den lille Jødedrengs: »Dejlige Pidskebaand, røde,
blaa«; Sangen fra Teltet: »Da Oldtids gamle Guder
døde« - alt dette forbundet med de scenisk malende
Samtaler og Optrin af Hverdagslivet og afsluttet
med de romantisk - anelsesfulde Klangvirkninger:
den gamle Eg, Sankthansormen, Døden, Sankt Kirsten,
Kjærlighedens Genius, Jægeren og Fuglekoret, i
hvis forunderligt gribende samlede Harmoni dette
enestaaende Digterværk udmunder med en ligefrem
musikalsk Virkning - med en mere end musikalsk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
