Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Digte, 1803
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Men den egenlige direkte Polemik imod Oplysningstidens
Nytte-Ideal har Oehlenschläger opsparet til Slutnings-
og Hovedstykket i »Digtene«: »Sanct Hansaften-Spil«.
Denne af Ungdoms- og Skjønhedsfylde svulmende Digtnings
Dobbelthed som positivt Udtryk for den romantiske
Forherligelse af Naturen og Historien i deres Stræben
efter Enhed og som negativ Hævden af det Nye gjennem
Angreb paa det Gamle bebudes fra den første Begyndelse
af ved de to Prologer: den gamle Vandringsmand, der
byder »Velkommen i den røde Morgenstund« til »det lette
Spil, som flygtig Fantasi har sammenføjet«, og Harlekin,
som advarer mod »den gamle Kjællingepræst«, der
formodenlig har ført »en lang Konferens om Komposition
og en høj Tendens - en høj Tendens i et Dyrehavsspil!«
De efter Prologerne følgende Scener fremstille et
borgerligt Hjem, hvor det smukke Sommervejr lokker til
Udflugt i det Frie, en spæd lille Kjærlighedsintrige
samt Udtouren, som den gik i de Tider, ad Lyngbyvejen
(derfra Skildringen af »den pløjede Fure«, de Bønder
»saa friske og sunde« og »den gothiske Kirke«) og
Christiansholmsvej ned igjennem »Hulvejen ved Havet«,
hvor Emiliekilde sender »de Bølger fra Land langt ud i
den himmelblaa Strand«; herfra havde man »saa langsomt
i Sandet« det sidste Stykke Vej tilbage til Dyrehavsporten,
hvor man under »Bøgenes Kroner« alt kunde fornemme den
fjerne Lyd af de »spøgende Toner«; snart efter skimtedes
»Teltene hvide, den hvirvlende Røg« paa Dyrehavsbakken.
Her, hvor slig Skjemt hører hjemme, indflettes nu
mellem de vexlende Scener Udfaldene mod den gamle
Tidsaand. Linedandseren skuer højt fra sit farlige
Stade ned paa »den satte Flok«, der rynker Næse
ad hans hensynsløse Kunst. »Gavner jeg ikke nok?«
spørger han haanligt, og de civile og militaire,
betitlede og ubetitlede Tilskuere kjende for Ret,
at han er en impertinent Knægt, medens et ungt
Menneske, med Ungdommens Sympathi for det Dristige,
bemærker: »Det er Skade, han svæver dem for højt«. -
Marionetspilleren opfører et borgerligt Skuespil i
Ifflands og Kotzebues Smag:
At gavne, medens vi fornøje,
har vi bestandig havt for Øje,
da det er Kunstens Hovedsag,
som I skal faae at se idag.
Her seer I intet Sværmeri -
med Sligt har vi ingen Maskepi
og endnu mindre Sympathi.
Akkurat som det i Livet gaaer,
til Eders Fryd I skue faaer.
Det er det rene gedigne Guld.
Af Moraler Stykket er pærefuld.
Humanitet og Dyd og Gavn
og fremfor Alt Poesiens Savn,
kort, Alt, hvormed en ærlig Mand
en oplyst Tidsalder glæde kan.
Kunstkjenderne paa Tilskuerpladsen finde Stykket
med dets Riposter mod Shakspeare, Goethe, Tieck
og Schlegel »fuldt af sandt Geni, den pure, klare
Livsfilosofi« - »som er og bliver dog den bedste, de
maa sige, hvad de vil, de Heste«, tilføjer en Kollega
med et kritisk quos ego. - Harlekin foreviser den
beundrede Digter Poppe, der »synger kun om Fornuft
og Pligter«, og hvis store Plan er den, ved sin Sang
»at forædle Menneskeheden« , hvilken han til dette
Øjemed anbefaler »den ædle Middelmaadighed«, endog
i Poesien:
I ret fornuftig Poesi
bør aldrig spores Fantasi.
Hvad Djævlen rager Fantasien
den mindste Smule Poesien?
Hvi skriver nu en sand Poet?
Af Iver for Humanitet,
for vor Moral at understøtte,
i Korthed: for at gjøre Nytte.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
