Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Steffens og Oehlenschläger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
det, Steffens og jeg blive de bedste Venner. Lad ham
ogsaa have Uret i Noget; men hvilken Veltalenhed,
Ild, Forstand! hvilken Begejstring og Vittighed har
han!« - Dermed vare nu de Andre kun lidet tilfredse;
men jeg søgte ham snart op.«
En Formiddag Kl. 11 gjorde Oehlenschläger Besøg
hos Steffens, og der begyndte nu mellem dem en
Samtale, som under Vandring til Frederiksberg og i
Søndermarken, under Maaltiderne og tilsidst hjemme
hos Steffens varede til Kl. 3 næste Morgen, da
Oehlenschlager ved Sommerdagens frembrydende Skjær
gik tilsengs hos sin Vært, men kun fandt en urolig
Slummer. Efter Frokosten gik han hjem til sit Logi paa
Vestergade, tog Pen og Blæk og skrev - »Guldhornene«,
dette fra saamange Sider mærkelige Digt, hvormed
den danske Litteraturs romantiske Periode tager sin
Begyndelse.
Om Oehlenschlager end ikke Tanke for Tanke har kunnet
følge Steffens’ Udvikling af den nye Lære, saa vidner
»Guldhornene« dog klarlig om, at han ligesom i en Vision
har skuet hele den Totalitet, der blev afsløret for ham
under den lange Samtale, og at den nye, vidtstrakte,
vidunderlige Verden, der saaledes med Et laa udbredt for
hans Blik, prægede sig saa dybt i hans Hu, at han nu ikke
kunde slippe den mere. Meget kunde der endnu være at
spørge om i det Enkelte, Meget at lære, men Grundsynet
var eengang for alle erhvervet, Forvandlingen var skeet.
Derfor griber Oehlenschläger strax Emnet til sit første
romantiske Digt med genial Sikkerhed, uden at tøve, uden
at vrage, uden at famle, og udfører dets Tanker paa den
nye Skoles Vis som en øvet Mester. Han tager sit Stof
ud af selve Dagens Historie: de to berømte slesvigske
Guldhorn - fundne i det 17. og det 18. Aarh. i
Tønderegnen af en fattig Kniplepige og en Bonde - vare
for kort Tid siden forsvundne fra Kunstkamret i
Kjøbenhavn, hvor de opbevaredes. Begivenheden
forvandler sig flux til Symbolik for den nyvakte
Digter: de gyldne Horn med deres gaadefulde Skrift
og sælsomme Figurer ere Gudernes Gaver, sendte med
et Aarhundredes Mellemrum til Menneskenes Slægt som
Manere om dens halvglemte Sammenhæng med de fjerne
Tider, med det guddommelige Udspring. Kløgt og
Granskning har stræbt at efterspore denne Sammenhæng:
de higer og søger
i gamle Bøger,
i oplukte Høje med
spejdende Øje,
paa Sværd og Skjolde,
i muldne Volde,
paa Runestene,
blandt smuldnede Bene.
Men den forskende Forstand forslaaer ikke til
Udgrundeisen af den gaadefulde Forbindelse - »i Mulm
de sig hylle, de gamle Skrifter. Blikket stirrer, sig
Tanken forvirrer, i Taage de famle«. Kun en umiddelbar
Forstaaelse kan gjennemskue Hemmeligheden (som Schiller
har sagt:
Und was kein Verstand der Verständigen sieht,
das übet in Einfalt ein kindlich Gemüth).
Denne Umiddelbarhed er tilstede, hvor Tankens medfødte
Uskyld er bevaret jomfruelig ren. Derfor findes det
første Guldhorn af »det skjønneste Skjønne, en Mø«:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
