Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Adam Gottlob Oehlenschläger
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
lod ham som sædvanlig følge sit eget Hoved. Han blev
antagen som Elev, undervist i Sang, Dands og Fægtning
og betraadte Scenen første Gang i December 1797, atten
Aar gammel. Hans Debutroller vare i Schröders Komedie
»Fændriken«, i Todes »Søofficererne«, som Slotsherren
i Samsøes »Dyveke« og som Lieutenant Cederstrøm i
Kotzebues »Armod og Højmodighed« — Rosing’ske Roller
i Elskerfaget; men Oehlenschlager fyldte kun daarligt
i sin Lærers Klæder, kejtet og uerfaren i Kunstens
Teknik, som han var. Han befandt sig mindre og mindre
vel ved Theatret, skjøndt han var vel seet blandt
Kameraterne og betegnedes af dem som »Manden med de
skjulte Talenter«, hvem man havde mere end mistænkt
for digteriske Bidrag til »Minerva« og »Tilskueren«,
efter at man i Dreiers Klub havde seet Rahbek opsøge
ham og naturligvis strax drikke Dus med ham. Da den
ærekjære Ungersvend nu tilmed maatte døje en officiel
Reprimande for Forsømmelse i Tjenesten, tilstillede
han Direktionen følgende om hans krænkede Sind ligesaa
fyndigt som kortfattet vidnende Opsigelse: »Grunde
have bevæget mig til at forlade Theatret. Den første
og sidste Godhed, Direktionen viser mig, er jo før
jo heller at skaffe mig min Afsked.« Baggesen, der
jo var en af Direkteurerne, kom en Dag godlidende hen
til det unge Brushoved og sagde, at dennes Brev havde
været ham paafaldende i to Henseender: først fordi
han ikke længe havde seet saa smuk en Haandskrift —
og her var Baggesen en kompetent Dommer — og dernæst
fordi han aldrig havde seet et Brev til Direktionen
i den Tone. Oehlenschlager gav et mut Svar og fik
saa sin Afsked i de første Dage af 1800.
Blandt de i Afskedsbegjæringen antydede Grunde, der
bevægede Oehlenschläger til saa brat at bryde Broen
af efter sig, var ogsaa den, at han øjnede en ny Vej
til Fremtiden. Ved Middagsbordet i sit Logis hos en
Farverenke paa Vestergade havde han gjort Bekjendtskab
med Husmoderens to Brodersønner fra Rudkjøbing,
beskedne unge Mennesker, der holdt inderligt sammen og
altid saaes paa Gaden Haand i Haand — og Haand i Haand
fulgtes de ad til videnskabelig Berømmelse, ligefra de
som Studenter vandt Universitetets Guldmedailler, og
til hele Danmark og en Del af den øvrige Verden kjendte
deres Navne: Hans Christian og Anders Sandøe Ørsted.
Det var i Selskabet ved den Førstnævntes Doktorgilde,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
