Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Poesien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
hvorefter der fortsættes med de smeltende
smukke Toner fra Barndomsminderne:
Ak, thi Hyrdinders Dans til Hjertets Kvad
ved Arnos Bred er tvungen mod de Lege,
hvori for Høgen vore Duer vege;
thi Heloises Lund seer tornet ud mod Krattet,
hvor, omsnært af Brombærranken,
Du favnede som Barn din første Brud;
og Skrækhorns Himmelspids er dog ej høj som Banken,
hvorpaa jeg efter Maanen greb, og Tanken,
den første Tanke, tabte sig i Gud.
Ogsaa adskillige Rimbreve bleve til i disse Vandreaar,
og enkelte af dem offentliggjordes, men de fleste
gjemtes til den senere udkommende Samling.
Op og ned slyngedes den af Naturen alt noksom
sensible Digter i Livets Bølgegang. Hans Skjæbne
skulde ikke bringe hans Temperament til Ro. Med
smerteligt Skarpblik for sin Ulykkes Omfang
fremstiller han dens Udspring og Følger. »At jeg
af Naturen fik et farligt Overmaal af Fantasi,«
skriver han til Augustenborgeren, der var nærved at
tabe Taalmodigheden med ham, »at jeg ligesom med
Modermælken indsugede en umaadelig Irritabilitet,
at Armodens Elendighed i mine første to Decennier
nærede denne sørgelige Egenskab, at overdreven
Vaagen og Studeren, unaturlig Anstrengelse og en halv
zigeuneragtig Levevis forhøjede den, at min usalige
Verseskriven og Smigrerierne, som var en Følge deraf,
gjorde det Onde værre, at min senere Existens uden
Plan, uden Hvilepunkt, snart hist, snart her, med en
sværmerisk, altfor lidenskabelig elsket, efterhaanden
hendøende Hustru, og en vedvarende Sygdom, der alene
var tilstrækkelig til at forgifte et Menneskes
Tilværelse - ikke var skikket til at bringe mit
oprørte Jeg i Ligevægt, at jeg med eet Ord ved Natur,
Kunst og Skjæbne er ble ven et svagt, fantastisk,
uordenligt, besynderligt, lidenskabeligt Menneske:
derom tvivler vel Ingen, der har kjendt mig.«
Saaledes klager Baggesen, naar han seer sin Skjæbne
sortest. Men just hans let bevægelige Fantasi, hans
lidenskabelige Hengivelse i Øjeblikket, hans Drift
til at smedde Planer og slippe dem halvudførte,
yder ham atter en Trøst, som tungere Naturer
have vanskeligere ved at finde. Paa St. Bernhard -
undervejs til Milano - tænker han i et mørkt Øjeblik
paa at blive Munk blandt Brødrene paa Bjerget, men
efterhaanden »bortgrønner« Foraarsskjønheden det
Gule i hans Galdefeber; han morer de Vandrende
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
