Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Poesien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Rolf er Skuldes og hendes Mand Hiartvars Angreb blevet
tilbageslaaet af Hother og Fjenden dreven paa Flugt;
nu skulle Rolf og hans kjække Forsvarer afgjøre deres
personlige Mellemværende, idet Hother har at hævne
sin Faders Død for Helges Haand ved at dræbe dennes
Søn Rolf. Replikskiftet falder saaledes:
ROLF.
Det er ikke med Hidsighed, at den Mandige kæmper,
unge Helt! Jeg skylder Dig en Kamp, fordi jeg maa
opofre min egen Tilbøjelighed til en almindelig Skik,
som aldrig har behaget mig; dog ønskede jeg, at Du
vilde skaane dit Liv til nyttigere Bedrifter.
HOTHER.
En almindelig Skik bliver til Pligt, naar man udsætter
sig for et evigt Vanrygte ved at overtræde den. Jeg
tilstaaer Dig, at det Liv, som Du er saa medlidende
og vil at jeg skal skaane, er mig langtfra ikke saa
kostbart som min Ære; men hvortil de mange Ord?
ROLF.
Vel! Du vil saa have det; dog en Ting maa
Du love mig først.
HOTHER.
Ha! hvor vil Du begraves?
ROLF.
Du sælger Huden, førend Du slogst Bjørnen, dristige
Sønnesøn af Svanvide. Men det, Du skal love mig, er,
at om jeg falder - thi det staaer i Alfaders Haand,
hvem der skal falde - men da skal din Hævn være
død. Mine Undersaatter og mine Søstre og Brødre skal
Hother ikke hade.
HOTHER.
Ikke Skulde og ikke Hiartvar?
ROLF.
Denne Nats Raseri kan jeg ikke indse; men en vis
Stolthed var altid min ældste Søsters [Skuldes]
Hovedfejl, og Hiartvar - han tilbeder hende som
en Gudinde og følger hendes første Vink. De ere
unge begge, og jeg tvivler ikke, at de jo ligesaa
hastig vil fortryde deres onde Gjerning, som de har
besluttet den, og hvis ikke, da overlad Straffen til
dem selv. Da ere de straffede nok foruden Dig. Men
de ere ædle, og overalt - Helges Børn.
Under deres Tvekamp stormer Hjartvar med sine svenske
Kæmper ind og anfalder Rolf, der modtager Dødsstødet
af sin Svoger og forlader Livet med følgende Tale:
»Jeg døer - og Danmark! - mine Undersaatter, mine
Børn. Dersom jeg endda var vis paa, at Hiartvar
vilde elske Eder, som jeg elskede Eder, saa kunde jeg
tilgive ham; men det kan han ikke. Ha, maatte han dog
kunne det! Retfærdige Guder! I ere mine Vidner, at jeg
tænkte Dag og Nat paa at gjøre dem lyksalige, og jeg
havde tusinde smigrende Forslag til deres Lyksalighed;
men disse glade Drømme ere forsvundne - Jeg døer. Det
har saaledes været Alfaders Villie. Beskyt min Rude
og min Bjarke, om de leve, og siig til Hiartvar,
at Danmark - (Han døer).«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
