Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Poesien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Rigsforsamlingen paa Ejdsvold. I hans sidste Leveaar fik
Melankoli og Sygelighed fuldstændig Magten over ham,
og han døde som en affældig Særling, enogtresindstyve
Aar gammel.
En udpræget Modsætning til ham var hans jevnaldrende
Ven, »Glædens muntre Sanger« JENS ZETLITZ (1761-1821),
i tredive Aar Præst paa forskjellige Steder i sit Fødeland.
Som han af Personlighed var en livlig, let bevægelig
Natur, saaledes berører ogsaa hans Digtning Poesiens
forskjellige Regioner uden Tvang, om end med
vexlende Held. Som Cl. Frimann skrev han »Sange
for den norske Bondestand«, men maa her mangengang
erstatte den folkelige Grundklang i sin Forgængers
Sange med en ydre Samrnenhobning af Bygdeudtryk,
der dog tilsammen hverken give Almuen eller det
dannede Publikum noget prægnant Helhedsbillede.
Han var komisk Epiker og satirisk Heroide-Forfatter
og har her en saa ustadig Lykke i sin Produktion
som den, der betegnes ved Afstanden mellem
det ypperlige Digt »Væddeløbet« og den heltigjennem
matte Morsomhed i »Nille Volmersdatter til
Peder Paars«. I sine Nationalsange finder han snart
et jevnt og kjønt Udtryk for Folkets Tilfredshed
med nøjsomme Livskaar, men kan til andre Tider
istemme saa kraftpatriotiske Toner, at de buldre
i Ørerne. Med størst Egalitet bevæger Zetlitz sig
paa Drikkevisens Omraade og kan næsten siges at
betegne denne Digtarts Fuldendelse i dens heldigste
Retning, med Afstrejfning af det Sentimentale,
med Undgaaelse af de plumpere Nydelsesmomenter,
med Bibeholdelse af den joviale Grundtone og
det gratieuse Foredrag. Stundom kan han hæve
sig næsten til Bellmansk Humor, som i Skildringen
af Lukas fra Piseck, der blev 115 Aar gammel
og havde havt 25,700 Perialer i sit Liv; men
hyppigst er det den lettere Leg med Øjeblikkets
Stemning, Zetlitz lader komme til Udtryk: en klædelig
Frivolitet, der dandser hen ad Livets Overflade
og opfanger dets Fænomener i Lunets Hulspejl.
Hans Sange vandt overordenlig Udbredelse og ere
tildels endnu den Dag idag godt kjendte: »Hvor
saare Lidet vil der til, for lykkelig at være«,
»Mit fulde Glas og Sangens raske Toner«, »At
Slyngler hæves til Ærens Top«, »Jeg synger gjerne
om Kongers Magt« o. s. v. I Digtet »Til en Ven«
priser Zetlitz »den gyldne Nøjsomhed« som den sande
Levevisdom
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
