Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Poesien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
fædrelandske Emner og lod sig forstaa med, at Brun
ikke kunde vente Præstekald, før han havde faaet et
nationalt Sørgespil fuldført. For den selvtillidsfulde
unge Digter var dette en smal Sag, og han skrev
»Einar Tambeskjelver« »til Brug for den kongl. danske
Skueplads«. At denne imidlertid ikke fik Brug for
dette Drama, havde sine let begribelige Grunde,
thi det nye Sørgespil, der allerede i Tilegnelsen
til Arveprindsen aabenbarer, hvad WELHAVEN kalder
»den besynderligste Blanding af Smiger og brammende
Norskhed«, hævede ved Emnets Fremstilling heltigjennem
Forfatterens snevrere Fædreland i Modsætning til
Rigets Hovedland, hvis Historie Guldberg vel nærmest
havde tænkt paa, da han ønskede et »fædrelandsk« Sujet
behandlet i patriotisk Aand. Den norske Særfølelse
faaer hos den unge Digter, der forøvrigt var en
hengiven Tilhænger af Rigs-Fællesskabet, ligefrem
en polemisk Karakter, som Emnet og hans egen stærke
Personlighed uvilkaarlig paatvinger ham; men Repliker
som den, at »de danske Sletter snart adlyde norske
Fjelde«, eller Einars Bravade:
Med Sværd jeg Dannemark skatskyldig gjøre skal
og lære dem, som bo der paa de lave Sletter,
at man omsonst med os om Herredømmet trætter -
skulde et dansk Publikum dengang havt Vanskelighed ved
at modtage med objektiv Ro, søgende deres Berettigelse
i Handlingens og Personskildringens Fordringer, hvor
den da forøvrigt heller ikke er at finde; det var
forklarligt, at Kritiken betragtede Forfatteren som
»en Undersaat, der vil oppuste skadelige nationale
Fordomme«, og spurgte, om det var for Skuepladsen
i Stockholm eller i Kjøbenhavn, dette Stykke var
bestemt. Præstekald fik Brun dog alligevel i sin
Fødeegn og forflyttedes kort efter til Bergen, hvor
han 1793 blev Stiftsprovst, 1797 konstitueret og 1804
virkelig Biskop. Som Prædikant drog Brun Nytte af
sin ubestridelige poetiske Begavelse og vandt et Ry
for Veltalenhed, som vel neppe er blevet fordunklet
af nogen senere norsk Kirketaler; som Embedsmand og
Theolog af den selvsikre orthodoxe Retning udfoldede
han sin storslagne Naturs kraftigste Egenskaber, altid
kampfærdig til Forsvar for Troen, myndig og ildfuld
i sin kirkelige Styrelse, en norsk Kingo, hvem Folket
skuede op til i Farens Time som til Den, der sad inde
med frelsende Raadsnarhed og fyrig Handledygtighed.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
