Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Poesien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Hvi blev Kong Henrik ikke borte,
da de Forpligtelser alt vare gjorte?
Hvi skal jeg være Aarsag i
en Mened, som dog aldrig kan
for Straffen blive fri ?
Men har jeg mig saa højt forsyndet derudi,
at jeg mit Hjerte gav til Gram i Ubesindighed,
retfærdig Himmel! gjør Du da min gamle Fader fri;
straf ene mig, som dog desuden kjedes ved
et Liv, som mig langt fælere end Døden er.
Send, store Odin! dog en Tordenstraale
paa mig, som uden Frygt vil taale
min Straf for mine Overtrædelser - - -
Jeg alt et Forbud for den visse Død fornemmer!
Jeg mærker, at
min Gejst blier mat
og med Fornøjelse sin Svane-Sang istemmer.
Arie.
Naar alt Haab er rent forsvundet,
har man og en Ende fundet
paa sin Jammer og sin Kval.
Naar man intet haver mer
til at haabe, man da leer
til Alt, hvad som hænde skal.
(Hun sætter sig ned og falder i Søvn.)
Bredal gik med Opfinderens Selvfølelse videre
ad den ind-slagne Vej og skrev kort efter sin
dramatiske Debut i Anledning af Kongens Fødselsdag
»Eremiten, et nyt Musikalsk Hyrde-Spil, indrettet
som en Pastorelle«, der ligeledes opførtes i
en Privatkreds. Her er Bredal selv Opfinder af
Stykkets Fabel, der er højst snurrig: Philedor er
Menneskehader og boer som Eremit i en Skov; hans
Ven Licander opdager hans Skjulested, men kan ikke
ved sit Venskab formaa ham til at vende tilbage til
Menneskene, og Skjøndt han faaer en stærk Allieret i
Philedors Kjærlighed til Melisse, som gjengjælder hans
Følelse, er den menneskeforagtende Eneboer dog endnu
ved Udgangen af første Akt fast i sin Beslutning. Da
optræder i anden Akt »Rygtets Gud« og giver en
straalende Beskrivelse over Frederik V.s Dyder og de
af ham styrede Landes Lykke, hvorved der hos Philedor
vækkes en saa uimodstaaelig Lyst til at bo i disse
Lande under den dansk-norske Konges milde Scepter,
at han til sin Vens og sin Bruds Glæde forsoner sig
med Menneskeheden og vender tilbage til Samfundet.
Med sine følgende dramatiske Arbejder naaede Bredal
endelig op paa den privilegerede Scenes Brædder. De
ere - tre i Tallet - tarveligere end man næsten kan
tænke sig; kun »Den tvivlraadige Hyrde eller den
vovelige Prøve« gjorde nogen Lykke ved Opførelsen, men
Bredal havde dog med alt dette erhvervet sig en saadan
litterair Anseelse og en saa virksom Protektion,
at Regeringen lønnede ham med en Udnævnelse til
Borgemester i hans Fødeby. Han rejste derop 1761 og
vendte først tilbage til Hovedstaden ti Aar efter, da
han blev det ufrivillige Centrum i en stærk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
