Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Folkeskribenter og Polemikere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
den enfoldige Mands Tillid og benytter sig af den
til efter Evne at ødelægge hans Ejendom: lader
Hestene dræbe og Stalden brænde, fordi et Føl er
blevet sygt, nedslaaer den øvrige Besætning under
Paaskud af, at der er udbrudt Kvægsyge iblandt den,
og tilbyder sig til Gjengjæld at ville lave Smør af
Kartofler. Da Projektmageren til Slutning afsløres
som en Skurk, der planmæssig er gaaet ud paa at sætte
Hr. v. Borgen i uventet Bekostning, for at benytte
hans Pengeforlegenhed til at spille Ejendommen over
i andre Hænder, forlader Spatzier Scenen med de Ord:
»Ha, ha, ha! die dumme Dänen! Wohlan! ich spatziere
weiter in der Welt. Ich werde doch mein Glück machen,
denn ein Mann, wie ich bin, braucht man überall. Ich
bin ein Virtuos. Ha, ha, ha! die dumme Dänen!« Inden
Tæppets Fald stilles der dog Slynglen en tilbørlig
Afbankning i Udsigt af den brave Forvalter Tøraf,
som - ogsaa paa Sprogets Vegne - er en afsagt
Fjende af Tydskerne: »Gud naade os med vores gode
Sprog! Holder det Saadanne ved i ti Aar med alle
de pluddervolske Folk, som her kommer ind i Landet,
saa bliver her ikke En tilbage, som kan tale Dansk
mere, saa maa vi tale Hessisk eller Berlinsk, hvad
det hedder, allesammen«. Denne Side af Tydskeriet
har Forfatteren ramt i Skildringen af Hr. v. Borgen,
der føler sin Forfængelighed smigret ved at tale
Tydsk med Eventyreren daraussen fra og stemmer i med
et »Ja derin haben Sie Recht«, da Spatzier erklærer
Dansk for »ret en garstig, abscheulich Sprog«.
»Virtuosen« optoges et Par Aar senere i andet Bind
af P.A. Heibergs Skuespil , i hvilken Anledning
Forfatteren i Fortalen kom ind paa Emnet for sin
Satire: »Da jeg ved adskillige Lejligheder har
yttret min egen og - jeg tør frit sige det, thi det
er Sandhed - Nationens Misfornøjelse over de krogede
Veje, hvorpaa en Hoben Fremmede, og især Tydskere,
have vidst, endogsaa til Trods for Indfødsretten,
at indsnige sig i fordelagtige og fede Embeder her i
Landet, hvortil ingen større Duelighed kræves end den,
som man kan finde hos tusinde af Landets egne Børn,
saa troer jeg det ikke upasseligt her at aflægge
min Troes Bekjendelse desangaaende. Naar jeg altsaa
nævner tydske Vindmagere, saa forstaaer jeg derved
ingen Andre end netop Vindmagere, men ingenlunde
saadanne Folk, hvis Kundskaber og Duelighed gjøre ikke
alene dem selv, men endogsaa de Mænds Skjønsomhed
Ære, der have været Midler til ved deres Evner og
Indsigter at skaffe Fædrenelandets Kundskab-Masse en
betydelig Tilvæxt. . .". Enhver Fremmed, der ikke
ejer udmærkede Kundskaber og fortrinlig Bekvemhed
til det Fag, hvori han er sat; enhver Fremmed,
der er enten for stolt eller for ligegyldig til at
gjøre sig bekjendt med vores Sprog og Sæder; enhver
Fremmed, der vover at foragte og forhaane den Nation,
der saa moderlig har optaget ham iblandt sine Børn;
enhver Fremmed, der praler af de Kundskaber, som han
ikke besidder, er netop en af dem, som jeg har sigtet
til med den ovenanførte Benævnelse .... Jeg anseer det
virkelig som et aldeles værdigt Foretagende, ja endog
som en Komedieskrivers Pligt at gjøre Alt, hvad der
staaer i hans Magt, for at helbrede sit Fødeland for
en Sygdom, hvoraf Danmark næsten til alle Tider har
laboreret, og hvorfor den dog virkelig saa let kunde
helbredes, da de hertil udfordrede Medikamenter voxe
i den fornødne Mængde i Landet selv.«
Omtrent samtidig med »Virtuosens« Fremkomst brød den
nationale Animositet stærkt igjennem i den saakaldte
»Holgerfejde« (1789-90). Mod den tiltagende Smag for
Operaen som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
