Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Videnskaberne: Filosofi, Rets- og Statsvidenskab
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
vandt Universitetets Guldmedaille for sin Afhandling
»over Sammenhængen imellem Dyds- og Retslærens
Princip«; han var overhovedet den bedst rustede
blandt Kantianerne og beviste dette ved sin Polemik
mod Lærens Modstandere og overfladiske Kjendere
(O. HORREBOW), men frigjorde sig senere for Systemets
Lænker og vil ikke have disse sine tidligste Skrifter
tillagt noget blivende Værd. I Norge foredroges Kants
Lære af Rektoren i Kristiania NlELS TRESCHOW, der 1803
blev Risbrighs Efterfølger som filosofisk Professor
i Kjøbenhavn og dermed, efter sin Tilslutning til
Spinoza og Schelling, indledede et nyt Afsnit af
Filosofiens Historie i Danmark.
Imod Kant og hans Pligtlære stillede Rektoren i Nakskov
JOHANNES BOYE (1756-1830) sin Lyksalighedslære, udviklet
i hans 1792 udgivne Skrift »Statens Ven«, hvortil der
senere som 2. og 3. Bind slutter sig Skrifter om Rettens og
Statens Ophav, om Næringsveje, Folkemængde og Rigdom. Det
er en overfladisk Eudaimonisme, Boye forkynder,
idet han sætter »Fornøjelse« som det Væsenlige i
Lyksaligheden og bestemmer denne som Udsigt over
en varig Række af Fornøjelser. Af disse gives der
to Arter: de sandselige og de aandelige, samt »en
tredie Art, blandet af begge«, og de have deres Sæde
i Sjælen. Fælles for alle Sjælens Handlinger er en
uophørlig Bestræbelse efter at tænke, og fra denne
udgaa de intellektuelle Fornøjelser, medens Dyden
bestaaer i »Færdighed og Smag paa moralske Fornøjelser;
Den kaldes dydig, som finder Fornøjelse i at befordre
ligesaa vel Næstens Lyksalighed som sin egen«. Dette
er en Opofrelse, som ingen Lov kan foreskrive, og »kan
Mennesket ikke finde Fornøjelse i at være dydigt,
saa er han vist heller ikke forbundet dertil«, thi
»man kan ikke bevise, at Den, der har en medfødt
Drift, er pligtig at opofre noget af denne Drifts
Tilfredsstillelse for en Andens Skyld« - »Naturen
kan ikke synde; har den givet mig Drift til en Ting,
saa synder jeg ikke, om jeg følger denne Drift«. Til
Lyksaligheden er Oplysning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
