Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Oplysningens Tidsalder. Indledning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Sider opladt Skarpblik, et rammende og snertende Vid,
der altid bragte ham Latterens Sejr, en uovertruffen
sproglig Virtuositet, der blev dobbelt smidig under
polemisk Benyttelse, og ved Siden af de Kundskaber,
han besad, den størst tænkelige Ugenerthed i deres
tendentieuse Anvendelse ved Hjælp af hensigtsmæssig
Gruppering, Fremhævelse og Fortielse. Offentlig ved
sine Skrifter og privat ved sine Breve animerede han
det radikale Fremskridt og betragtedes af hele den
yngre Slægt som Bevægelsens rette Centrum. Da han som
en fireogfirsindstyveaarig Olding atter gjensaa Paris,
som Regeringen ikke vovede at spærre ham Adgangen
til, hyldedes Voltaire som Personifikationen af den
moderne Tanke; men under Vægten af denne Hyldest, paa
sit Livs Triumfpunkt, sank han sammen og døde 1778.
Neppe mindre end Voltaire, men med langt mindre Larm
omkring sit Navn, har DENIS DIDEROT (1713-84)
som Aarhundredets mest negative Aand bidraget til dets
aandelige Revolution. Hans Erkjendelse er skarpere end
Voltaires, hans Dialektik mere øvet, hans Fornægtelse
mere konsekvent, hans Udtryk for den mere drastiske -
det er ham, der har versificeret J. Mesliers berygtede
Ønske om den sidste Konges Ophængning i den sidste
Præsts Tarme. Voltaire bliver staaende i Deismen -
Diderot naaer forholdsvis tidlig ind i den afgjorte
Atheisme; Voltaire bevarer trods al sin Spot en vis
Grad af moralsk Idealisme - Diderot lægger ikke Skjul
paa sin fuldt ud materialistiske Verdensanskuelse;
Voltaire forholder sig skeptisk til Troeslærdommene
- Diderot erklærer Vantroen for det første Skridt
til filosofisk Tænkning. Og medens Diderot ikke
vil anerkjende nogen Sandhed som absolut og derfor
med særlig Forkjærlighed søger at rokke ved alle de
Grundlag for det politiske, religieuse og moralske
Liv, som forudsætte Tilstedeværelsen af en saadan
absolut Sandhed, har hans personlige Liv ingen af de
Pletter at opvise, som skæmme Voltaires og Rousseaus;
han er som Menneske den mest tiltalende Skikkelse i
denne filosofiske Treenighed.
Efter nogle Skrifter, der betegne Diderots
Udviklingsgang fra Katholicismen gjennem Deismen til
Atheismen - af hvilke kan nævnes den med dramatisk
Livlighed, i et elskværdigt konverserende Sprog
skrevne »Entretien d’un philosophe avec la Maréchale
***« - træder han 1749 op som afgjort Atheist i Værket
»Lettres sur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
