Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Videnskaberne: Erik Pontoppidan
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
blive uskyldige, saa maatte derfra adskilles just det,
Almuens fordærvede Smag hænger efter, og saa faldt
de bort af sig selv, naar de af et lidet Antal bleve
daarlig betalte«. - Mod Slutningen af sin Rejse kommer
Menoza til Kjøbenhavn og skildrer sine Oplevelser
der. Det er dog her, som hele Værket igjennem,
overvejende de religieuse Forhold, han omtaler; man
faaer et levende Indtryk af den Bevægelse, der havde
grebet Samfundet, men ogsaa af den Snæverhed i Synet,
som klæbede ved Pietismen. Dette træder især frem i
den Diskussion, der fingeres at være ført i et Selskab
om den guddommelige Gjengjældelse, hvilken unægtelig
opfattes paa en højst udvortes Maade og paa et enkelt
Sted med en saa elskværdig Naivetet, at det alene
af denne Grund fortjener at meddeles: Mdm. B**,
som aabner Debatten, fortæller til almindelig
Opbyggelse Følgende som Exempel paa Styrelsens jus
talionis: »For en Snes Aar siden boede ej langt fra
Skvalder-Gaarden en Kone af det Slags, der bringer os
Fruentimmer i altfor stor Veltalenheds-Rygte. Denne
forgreb sig grovelig paa Næstens ærlige Navn. Især
bragte hun et Par meget dydige Jomfruer i det Udraab,
der falder vort Kjøn ligesaa utaaleligt, som naar man
beskylder en Soldat for Fejghed. Hvad skete? Tvende
af hendes egne Døtre kom i selvsamme Vanrygte, og den
ene beviste ved en aflagt levende Prøve, at man ej
gjorde dem den Uret, som deres Moder gjorde Andre.«
- I lange Tider var »Menoza« en yndet Folkelæsning
herhjemme og blev desuden oversat paa Hollandsk, Fransk
og Tydsk. 1860 udgaves den paany af VlLH. BIRKEDAL.
1747 blev Pontoppidan Biskop i Bergen og opholdt
sig i Norge indtil 1754, da et Besøg i Kjøbenhavn
uventet forvandledes til et endeligt Ophold, idet
han udnævntes til Prokansler ved Universitetet, en
Stilling, i hvilken han forblev til sin Død 1764. I
Norge følte han sig tiltrukken af naturhistoriske
Undersøgelser og udgav desuden et sprogvidenskabeligt
Arbejde »Glossarium Norvagicum* (Bergen 1749),
en Samling af saadanne norske Ord, som ikke tilhøre
Fællessproget, optegnede af den altid virksomme
Bisp paa hans Embedsrejser omkring i Stiftet i den
Hensigt at tilføre Modersmaalet en Forstærkning
fra Folkesproget, som kunde afløse Fremmedordene. I
Kjøbenhavn fortsatte Pontoppidan, trods sine mange og
brydsomme Forretninger som Prokansler, sin flittige
Forfattervirksomhed, dels med theologiske Afhandlinger
(Ȯldgamle
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
