Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Holberg og hans Samtid. Indledning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Kunst. Den videnskabelige Tænkning holdtes ved Folkets
ædruelige Natur og ved den humane Aand, som endnu
fra Erasmus’ Dage beherskede den lærde Litteratur,
fri for Skarpheder og Udskejelser, og de nye Tanker,
med hvilke en banebrydende Aand som Hugo Grotius
havde aabnet Statsvidenskaben, Jurisprudensen og
Historieskrivningen en videre Horizont, havde
havt saamegen Livsfylde i sig, at de endnu i
det her omtalte Tidsrum forlenede den hollandske
Videnskabelighed en Grundighed og et Frisind, der
gjorde den højst tiltalende for beslægtede Nationers
ypperste Aander (Holberg f. Ex.).
Tydsklands Bidrag til den filosofiske Diskussion i
Aarhundredets første Halvdel repræsenteres af de to Navne
Leibnitz og Wolf. LEIBNITZ (1646-1716), i hvis geniale
Hoved Differentialregningen og Monadelæren fødtes,
stræbte i hele sin Tænkning efter den samme Harmoni,
som hans Verdensanskuelse udtrykker; overalt vilde
han forsone Modsætningerne, de praktiske som de
ideelle: mellem Oldtidens og den nyere Filosofi,
mellem Protestantisme og Katholicisme, mellem det
Totale og det Individuelle, mellem Tro og Viden;
mod Locke forsvarer han Forudsætningen om de
medfødte Ideer som tilstedeværende i Sjælen, ikke
færdige og bevidste, men efter Anlæg og Mulighed;
i Modsætning til Bayle hævder han Forsoningen
mellem Troen og Fornuften som begrundet i, at Gud
er et Fornuftvæsen, og at Tilværelsens Harmoni,
fremgaaet af Tingenes egen Natur, just derved har den
guddommelige Fornuft til Grundvold. Leibnitz’ Ideer,
der mere ytrede sig som geniale Enkeltaabenbarelser
end i systematisk Sammenhæng, ordnedes methodisk af
CHR. WOLF (1679-1754), som dog ikke sluttede sig til
alle Mesterens Lærdomme og sondrede skarpere end han
mellem Theologi og Filosofi, saa at han - selv en from
og kirkelig troende Mand - hævdede Fornuftens Ret til
at drøfte religieuse Stridsspørgsmaal og fremsatte
den i Datidens Tydskland uhørt dristige Paastand,
at Mennesket ved sin egen naturlige Fornuft alene
er istand til at erkjende Fuldkommenhedens Lov,
og at derfor selv en Atheist kan leve moralsk -
et Fritænkeri, der nær havde kostet ham hans
Liv og fordrev ham fra hans Lærestol i Halle,
indtil den kongelige Rationalist Frederik II. kort
efter sin Tronbestigelse kaldte ham tilbage til
Universitetet. Wolfs Moralprincip er dette: Arbejd
paa at blive fuldkommen; med Fuldkommenheden følger
Lyksaligheden, som bestaaer i Fornuftens Billigelse
af vore Handlinger. Det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
