Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Poesien
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Muserne viede Samliv afbrødes brat ved Tage Thotts
Død 1658 og de derefter følgende alvorlige Krigsforhold.
Bording rejste til Kjøbenhavn, men hvor stort et Ry han
end nød ogsaa her som metrisk Kunstner, var der dog nu
hverken Sands for Poesi eller for Poeter i den truede
Hovedstad. Han tog efter al Rimelighed Plads i
Studenternes Rækker under Belejringen, blev efter
Fredslutningen en kort Tid Rektor i Slangerup, men
kunde ikke undvære Hovedstadens Liv med dets mange
Impulser. For at leve maatte han imidlertid stundom
laane sin Pen til Godtfolks Brylluper og Begravelser,
og endda led han Mangel:
Jeg tænker hid, jeg tænker did,
min Hu saa vide rinder,
min Sorrig tidt om Midnatstid
mig vækker op og minder.
Jeg ønsker tidt jeg kunde fly
til sidste Jordens Ende,
hvor aldrig fandtes Stad og By,
hvor mig Sletingen kjendte.
Jeg vilde Alt, hvad lides kan,
langt heller der annamme,
end i mit eget Fødeland
for Alle gaa tilskamme -
saaledes giver Digteren sin Fortvivlelse Luft i
»Forhaabnings- og Forhalings Griller«, det berømte
Digt fra 1663, som dengang cirkulerede i utallige
Afskrifter, og hvis lette, flydende Begyndelsesvers
vare paa Alles Læber:
At jeg saa Pythagorisk gaaer,
som jeg var uden Tunge,
og ikke som forgangen Aar
mig giver til at sjunge,
det synes dem, som kjende mig,
en usædvanlig Grille,
som tør vel sige mellem sig:
hvi tier han saa stille?
Han det jo nu saa vel har fat,
han har jo Gunst til Hove?
Han er blandt Alle vel omladt,
vil han sin Tid hensove?
Er han ej nu saa frisk som før?
Hvi mon han Intet skrive?
Ja, Mangen og vel spørge tør,
om jeg er end ilive?
Ak ja, jeg lever, som jeg kan,
men ikke som jeg vilde,
thi Lykken mod mig arme Mand
sig ikke vil formilde.
For nogen Tid jeg havde troed
vel store Ting at drive,
min danske Pen fik Liv og Mod
til søde Vers at skrive;
til Hove fik jeg naadigt Svar:
man skulde mig fornøje,
min Stil anseet og agtet var
blandt lærde Folk og høje.
Jeg sagde: sig Ulykken nu
tør engang have sagtet,
Jeg faaer alt det, mit Sind og Hu
har altid eftertragtet.
Jeg haabes til, jeg ej slig Gunst
forgjæves skal opbære,
jeg skal anvende Flid og Kunst
mit Fædreland til Ære,
at det, saavidt som jeg formaaer,
udbredes skal og fremmes,
og ej, som nu i mange Aar
er skeet, udyrket glemmes.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
