Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Dansk Litteratur
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
der er ej Hugorme, Øgler eller Snoge
paa nogen Mark, i nogre Kroge.
Der er en Kilde, klar og ren,
jeg Dig det siger foruden Meen,
af hende løber fire Floder,
de gjøre i Verden alle Fjorde.
I samme Floder ere dyre Stene,
bedre end noget Guld hint rene.
Der sjunger Nattergal Nat og Dag,
hun haver deraf ingen Umag.
Der er Fred og aldrig Kiv,
der kan leve saamangen en Viv,
Enok og Helias baade
de leve der med stor Naade,
saa unge ere de, som de did først komme,
de skinne i deres Ansigt som noger Blomme.
I »Paris’ Dom« behandles det bekjendte græske Sagn, men
efter latinsk Kilde (»Hilsæl, Goddag, Paris from, din
Lige findes ikke i Rom«, tiltaler Mercurius den
trojanske Prins). Stykket er nærmest en »Moralitet«
med de klassiske Skikkelser som Udtryk for Dyder
og Laster, og Moralen er da den, at Mennesket i sin
Daarskab og Fordærvelse løber efter Glæden (Venus)
og lader Visdom og ædelt Sind (Pallas og Juno) gaa
for Lud og koldt Vand.
Det var nu dog ialtfald nogen Moral. Men i »Den
utro Hustru« er der ikke Spor af den at finde: den
har simpelthen ikke existeret for Forfatteren af
denne kaade Fastelavnsfarce, og ligesaa lidt har der
været spurgt om den af hans Publikum, der kun vilde
skoggerle af den drøje, ja mer end drøje Skjemt i
Situationer og Repliker, som er af en saa usminket
Naturlighed, at den giver sit Bidrag til at forstaa
Peder Palladius’ Iver mod »Fastelavnsdjævelen« i
flere af hans Skrifter. Handlingen er tagen fra en
af de Smaahistorier, som vare Fælleseje for de
middelalderlige og en Del af den nyere Tids
Forfattere: En Mand forlader sin unge og smukke Kone,
for at gjøre en Pilegrimsrejse; af hans Fraværelse
benytte forskjellige Bejlere til hendes Gunst sig:
først en Bonde, hvem hun taler haardt til for hans
plumpe Væsen, hans lange Skjæg og fordi han selv
har en Kone, og Skjøndt han benægter dette Sidste
(»jeg havde en gammel Trold ifjor«) og tager et Bad
for at gjøre sig tækkelig, kan han dog ikke formaa
den Skjønne til Utroskab, men maa lade sig ynkelig
trække hjem ved Haarene af sin egen »Trold«, der
overrumpler ham under hans Bejlen; dernæst en Munk,
hvem Stilling og Dragt ikke volder Skrupler:
Skøder [1] ej Kappen, jeg haver paa,
jeg kaster hende vel op udi en Vraa,
saa staaer igjen en Mand fuld strunk,
i Vraaen ligger da den sorte Munk,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
