Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Christiern Pedersen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
dagige tilblods med Svøber og læste hver Dag Davids
Psaltere«. Hans Natur var saaledes forberedt til at
modtage den rensede Lære, og hans Ærlighed bragte
ham til, efterat Omslaget var foregaaet, aabent at
beklage, at han nogensinde havde givet sig af med
saadanne »Jertegn og Fabler« som dem, han lod trykke i
Paris. Ikkedestomindre var hans Bog dog en god Gave i
den fattige Tid før Luther, og den folkelige Mission,
han havde tiltænkt den, gjør hans danske Sind og hans
Følelse for Smaafolks aandelige Trang Ære. Postillen
vedblev endnu længe efter Reformationen at være yndet
Læsning, hvorover Holberg raillerer i »Peder Paars«,
idet han baade lader sin travesterede Helt føre
den med sig paa Rejsen i sin Skibskiste og lægger
Anholtmanden følgende Ros over Øens Præst i Munden:
Han ingen Bibel har, men herlige Postiller
med Kobberstykker i. Han læser uden Briller
i Kirken af en Bog, en gammel lærd Postil,
som Jertegns heder; slig en Bog er aldrig til,
den handler ikkun om sandfærdige Mirakler
og trøster, styrker dem, som udi Troen vakler.
Endnu et litterairt Arbejde udførte Chr. Pedersen i
Paris, nemlig sin Udgave af PETER LAALES ORDSPROG
(se S. 79-83, 168). Originalens latinske og danske
Text er her ledsaget af Forklaringer i det latinske
Sprog, som tillade os at gjøre et Indblik i
Udgiverens Tænkemaade og Omfanget af hans Kundskaber.
En Sammenligning med Ordbogen viser, at Chr.
Pedersen har benyttet Lustret 1510-1515 til at
udvide sit Kjendskab til den klassiske Litteratur;
han er velbevandret i sin Yndlingsdigter Virgils
Æneide saavelsom i hans »Georgica« og »Eclogae«,
han kjender Ovids Forvandlinger og »Ars amandi«,
han citerer hyppigt Horats, baade Oderne, Brevene
og »Ars poetica«, han er fortrolig med Juvenal
og Persius, Livius og Seneca og endnu mange andre
romerske Forfattere, ligesom han har Kirkefædrene paa
rede Haand, ikke at tale om Humanismens fremragende
Skribenter, først og fremmest Laurentius Valla. Af
hans Raisonnementer viser det sig, at han ikke var
nogen Ven af Flertalsvældet; »naar Noget henstilles
til Folkets Dom,« siger han, »saa staaer Dens Sag
bedst, som har de fleste Velyndere, og derfor faaer
han sit Ønske opfyldt, men en saadan Lov er tidt
ubillig, fordi Folket ofte følger Lykken og det
løgnagtige Rygte. Folkegunst er derfor Lovens første
Hinder.« Sin Tidsalders Aversion
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
