Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Folkevisen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
af hvilken den lyriske Enetale udspringer, den
forelskede Ynglings Kjærlighedsklage; Situationen
fremkalder kun en Forandring i Stemningen af saa
indvortes Natur, at her kun i uegenlig Forstand
kan være Tale om Handling eller Begivenhed. Visen
begynder endog, uden Angivelse af de Optrædende,
paa fuldkommen lyrisk Vis:
»Jeg veed, hvor en Lund hun staaer,
hun er opvoxen med Ære;
der er inde de feierste Træ,
der kan i al Verden være.
Hun løse min Tvang!
Der er inde de fejerste Træ,
man kalder dem Siljer [1] og Linde;
og der er inde de fejerste Dyr,
man kalder dem Hjorte og Hinde.
Der er inde de fejerste Fugle,
baade Nattergal og Due;
og der er inde saa stolt en Jomfru,
de kalde hende alle deres Frue.
Haar haver hun som spundet Guld,
hendes Kinder er rosenrøde;
vel er den Svend [2]den Jomfru kan faae,
forvunden er al hans Møde.
Hendes Hænder ere saare hvide,
jeg saae det Guld paa glo: [3]
leved hun udi tusind Aar,
hun turde dem aldrig to. [4]
Vare der tændt saa stort et Baal
og stode i brændende Lue,
da vilde jeg levendes igjennem det gaa
og taale for hende den Møde.
Vare der tændt saa stort et Baal
og stode i brændende Lue,
end vilde jeg levendes igjennem det gaa
alt for den skjønne Jomfrue.«
Til denne Enetale har Jomfruen været useet Vidne,
og den fralokker hende det Udbrud: »Hvi monne den
Svend saa rose mig? jeg vil hannem aldrig have«.
Da slaaer den Forelskedes Stemning om:
»Ikke haver jeg saa roset Dig,
jeg kan jo komme til at vende:
det er ikke Guld alt det, som skin,
der Fruer bær idelig ihænde.
Det er ikke Guld alt det, der gloer,
det er som Messing og Tin:
det er ikke alle Møer, der faurt have Haar,
det er som Ønskekvind. [5]
Som Slutningsdom udtaler saa Forfatteren og med ham
hans Tilhørere deres Misbilligelse af Jomfruens Adfærd
og deres Medfølelse med Ungersvenden, som gik i Skoven
ind og sørged sig selv tildøde.
Helt ublandet er den lyriske Holdning i den rørende Vise
»Klosterjomfruen«. Som det sidste Citat af Folkeviserne
og som et af de skjønneste skal den anføres ubeskaaren:
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
