Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Folkevisen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
sædelige Forfald. Et Exempel er den folkelig-burleske
Vise om »Munken i Vaande« med Begyndelsesstrofens
ypperlige Fremstilling af, hvorlunde den Gudsmands
verdslige Tanker forstyrre ham under Udøvelsen af
hans hellige Dont:
Munken stod for Altere,
og vard han vild i Primen: [1]
da kom ham den Kone ihu,
der han havde gilt for snimen. [2]
Der Munken giljed.
Sildig om Aftenen, da »Dugg driver over de Spange«,
tager Munken over sig Kaabe graa, til Bondens Gaard
at gange. Den kjønne Bondekone lader sin Mand skjule
sig under Sengen og slipper saa Graamunken ind. Han
gjør sig tilgode med Mad og Drikke, roser sig af sine
Rigdomme og rykker frem med Ringe af røden Guld, som
han vil sætte paa hendes hvide Haand.
Der stod fire Vognkjæppe op i en Vraa
og lydde [3] paa den Ting:
Bonden slog, og Hustruen lo,
og Munken sprang omkring.
Munken ud af Vinduet sprang,
over de dybe Grave;
aldrig saae jeg en usler Munk,
en værre Nat monne have.
Det var da den uselig Munk,
han kom til Klosters Led;
ude da stod den Gardian [4]
og hviled sig derved.
»Hør Du det, Du skaldede Munk!
hvor haver Du været saalænge?
hvi haver Du ikke i Kloster været
og sunget dine Ottesange?«
»Jeg haver været mig op ad Land
og skriftet den Bondes Kone;
det vil jeg for Sandingen sige,
det er ikke Liv i Vone. [5]
Jeg haver været mig op ad Land
og skriftet den Bondes Viv,
det vil jeg for Sandingen sige,
det koste saa nær mit Liv.
Jeg haver drukket Sancte Bentes Skaal,
det værker i min Mave;
jeg snakker aldrig mer med Bondens Hustru
i alle mine Levedage.«
Medens den allerstørste Del af Folkeviserne har en udpræget
episk Karakter og i djærve Spring bevæge sig fra Begivenhed
til Begivenhed, raader der i enkelte af dem en overvejende
lyrisk Stemning, som ikke sættes i Skygge af den spinkle
episke Ramme, hvori den er indesluttet. I Visen »Ungersvend
og Jomfru« er det saaledes kun en, i dæmpet Baggrund holdt
enkelt Situation,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
