Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Folkevisen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
en Havjette og baade Germands Moder og hans Fæstemø
som Valkyrier. Kongen og hans unge Dronning sejle
over salten Sø, men midt ude paa Havet bliver deres
Skib holdt fast af en usynlig Magt og er ikke til at
faae af Stedet. En Røst fra Havets Bund forlanger som
Vilkaar for Frigivelsen at faae, hvad Dronningen bær
»under Linde« o: under sit Bælte; da hun ikke bærer
Andet der end sine Nøgler, gaaer hun villig ind paa
Fordringen og kaster dem i Havet; men saasnart hun
er kommen til Land, seer hun dem ligge paa Sandet -
Trolden har havt et andet Vederlag for Øje, thi han
vidste, at hun bar et Barn under sit Belte: Germand
Gladensvend, der voxer op til en kjæk og fager Yngling
og for hvem Livet synes at ligge rigt og lyst, da han
fæster Kongens Datter af Engelland, stolten Sølverlad,
til sin Brud. I sin Moders Fjederham vil han flyve
over til sin Fæstemø, men indhentes undervejs af »den
lede Gam«, der gjør Fordring paa ham som det Pant,
han forlængst har faaet Løfte paa.
»Vel mødt, Germand Gladensvend!
hvor haver du været saa længe?
førend du varst til Verden fød,
varst Du mig given i Hænde.«
»Du lad mig flyve, Du lad mig fare
bort til min Fæstemø!
første jeg kommer tilbage igjen,
vi findes op over Ø.«
»Da skal jeg Dig mærke,
saa vel skal jeg Dig kjende:
ihvor Du kommer i fremmede Land,
Du skalt mig ikke glemme.«
Saa hug han ud hans højre Øje,
drak halvt hans Hjerteblod;
end fløj han til Jomfruens Bur,
for Villien den var god.
Gusten og bleg kommer han til stolten Sølverlad, og
hun og alle hendes Møer forfærdes ved at se ham. Han
fortæller, hvad der er hændet ham, og at hans Liv
tilhører Trolden - »den skal nu have mit unge Liv,
der drak halvt mit Hjerteblod«. Stolt Sølverlad
bereder Germand et Bad -
saa tog hun et Horn af Guld,
hun skjænked i klaren Vin:
»Nu tømmer jeg den sidste Skaal
med Allerkjæresten min.«
Saa tog hun ud en Sølverkam,
hun kæmmed hans fagre Haar:
for hver en Lok, hun redte,
hun fælded saa modige Taar.
Det var Germand Gladensvend,
klapped hende ved hviden Kind:
»I græder ikke, stolten Sølverlad!
hver bier saa Skjæbne sin.«
For hver en Lok hun redte,
hun fælded saa modige Taar:
alt banded hun hans Moder,
hans Skjæbne havde gjort saa haard.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
