Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Folkevisen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Ingen i Kongens Gaard kan tyde Drømmen, men Hagbards
Fostermoder giver ham det Raad at adspørge Elverpigen,
og af hende udlægges den saaledes:
»Det I tykte, I vare i Himmerig,
det boder (betyder), I vinder en Mø;
det I tykte, I fulde igjennem den Sky,
det boder, I skal for hende dø.
Alt er det Eder til Lykke lagt,
I vinder saa væn en Viv;
men vider det, Hagbard Kongens Søn!
for hende lader I Liv.«
»Imen det er mig til Glæde givet,
at jeg maa vinde den Mø:
saa lidet jeg det vurde vil,
skulde jeg end for hende dø.«
Dette er Indledningen - kjæk, kraftig og varslende.
Den afføder strax Hagbards raske Beslutning at ville
vinde Signe, ske hvad der vil. Skildringen af den
Maade, paa hvilken han udfører sit Forsæt, rummer en
Rigdom af korte, klare og træffende Træk, der med
fuldendt episk Kunst male Handlingen og dens
Skikkelser. Hagbard »lader sig voxe Haar og
Kvindeklæder skjære«, og rider saa »til Danemark«
for at tilliste sig Adgang til Signes Bo.
Der han kom paa Heden ud,
der tumled Hagbard sin Hest;
men der han kom til Kong Sigvalds Gaard,
han red, som en Jomfru kunde bedst.
I Kvindedragt stedes han for Signe og fremfører sin
Bøn: »Hagbard haver mig til Eder sendt, om I vilde
mig Sløgder lære«; Signes Fader finder det billigt,
at hun opfylder denne Anmodning og indvier Hagbards
Jomfru i sin Kunstfærdighed, naar hun kun vil vogte
sig for Hagbard selv. Nu følger den malerisk livfulde
Scene i Signes Jomfrubur:
Alle da sade de stolte Jomfruer
og syede hver som de kunde,
foruden Hagbard Kongens Søn,
han legte med Naalen i Munde.
Hagbard han legte med Naal i Mund,
hans Øjen de legte som Stjerner,
hvor som hun stolt Signelil var,
didhen saae Hagbard saa gjerne.
De syede Hjort og de syede Hind,
som de paa Skoven runde:
aldrig fik Hagbard saa stor en Skaal,
han drak den jo ud til Bunde.
Alle da sade de skjønne Jomfruer
og syede deres Silkesøm,
foruden hende den arge Terne,
hun gav det saa vel i Gøm.
Mælte det den arge Terne,
hendes Ord vare alle onde:
»Aldrig saae jeg nogen stolt Jomfru,
der mindre Sløgder kunde.
Aldrig saae jeg nogen skjønne Jomfru,
der mindre Sløgder kjende;
og aldrig saae jeg nogen stolt Jomfru,
der bedre kunde Øjne vende.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
