Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Vandløbslovgivning - Vandpartier i landskabelige Haver
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Havevanding endnu ikke naaet vidt (se Art.
Vanding). Principet i Lovgivningen er, at Vand skal
benytte sit naturlige Tilløb og Afløb, at ingen
Forandringer maa foretages, som skader mere end de
gavner (samfundsmæssig set), og at Naboernes
Vrangvilje ikke kan hindre en Ejers fornuftige
Dispositioner. Til at behandle Sager vedrørende
private Vandløb er der i hver Kommune af
Sogneraadene (i Købst. Byraadene) udnævnt
Vandsynsmænd (paa 4 Aar, Halvdelen afgaar hvert
andet Aar); for de større {ɔ: offentlige) Vandløbs
Vedk., for hvilke af Amtsraadene er udarbejdet
Regulativer, er Sager dem vedrørende henlagt til
Landvæsenskommissionerne (se den Art.). Appel i
første Fald for Landvæsenskomm., i sidste for
Overlandvæsenskomm.). Ifølge Lovens
Bestemmelser maa en Lodsejer ikke foretage nogen
Forandring (Regulering, Bortledning, Brobygning,
Mølleanlæg o. s. v.), hvorved Vandets frie Flugt hindres
uden Samtykke af de ineresserede eller Kendelse af
Vandsynsmænd eller Landvæsenskommission. I
Udgifter ved Vandløbs Regulering og Vedligeholdelse
deltager alle tilstødende Grundejere — i Reglen
i Forhold til Længden af det til Vandløbet
grænsende Jordstykke. I Almindelighed træffes en
saadan Ordning, at hver tilstødende Lodsejer faar et
bestemt Stykke af Vandløbet at holde i Orden.
Naar der er Tale om nye
Vandafledningsanlæg, hvor det er nødvendigt at bruge
anden Mands Grund, tilkaldes Vandsynsmændene,
men hvis Parterne ikke enes om at underkaste sig
disses Afgørelse, har Landvæsenskommissionen
Afgørelsen, og den afgør da for det første, om der
er tilstrækkelig Grund til Anlæget, og i
bekræftende Fald fastsætter den de nærmere Betingelser.
Kan Rørledninger anvendes, har Grundens Ejer
Ret til at kræve dette, og han kan forlange, at
den lægges saaledes, at ogsaa han kan benytte den
mod at deltage forholdsmæssigt i Omkostningen
efter Vandsynsmændenes eller
Landvæsenskommissionens Bestemmelser. Dannes Afløbet ved aaben
Grøft over Naboens Jord, har denne Krav paa
Erstatning for de dermed forbundne Tab og
Ulemper, men han maa tillade at fremmede færdes
langs Grøften for dens Oprensnings og
Vedligeholdelses Skyld.
Angaaende Vandingsanlæg fastslaar
Loven det Princip, at Fordelen, der opnaas, »afgjort
overvejer den Skade og de Ulemper, som ved
Anlægget ville forvoldes«, og Fordring paa
Afledning gaar altid forud for Afbenyttelse, hvis
Fordelen ved det sidste ikke er aldeles overvejende.
Intet unyttigt Forbrug eller unyttig Opstemning
til Skade for andre maa finde Sted. Ved
offentlige Vandløb maa Planer forelægges de
tilsynsførende Myndigheder. En Grundejer kan være nødt
til at finde sig i, at Vandledninger lægges over
hans Grund, og der kan endog (ved aabne Grøfter)
paalægges ham Vedligeholdelsespligt mod
Vederlag, og har hans Ejendom Nytte af Anlæget, kan
der paalægges ham Deltagelse i Udgifterne.
Landvæsenskommissionen (evt. Overlandvæsenskomm.)
fastsætter den Skadeserstatning, der muligvis kan
være at udrede til andre Lodsejere som Følge af
Anlæget. Der kan eksproprieres Grund til
Vandingsanlæg.
F. S.
Vandpartier i landskabelige Haver. I
Havekunsten er V., hvad enten de forekommer i Form af
Bæk, Aa, Flod, Dam, Park, Sø eller Hav, altid
ønskelige baade indenfor Arealets Grænser eller som
Maal for Udsigter e. l. Intet opliver Anlæget mere
end Vandet med sit Lys og Liv, sin stadige
Farvevekslen, sin rislende eller brusende Lyd, sine
Afspejlinger og sit særegne Plante- og Dyreliv o. s. v.,
og intet danner saa harmoniske Kontraster til
Havens øvrige Bestanddele som netop Vandet.
Findes V. indenfor Arealets Grænser i en god,
naturlig Form som Bæk, Aa, Flod, Dam eller Sø, bør
man, for saa vidt man vil tilvejebringe et
landskabeligt Anlæg, saa vidt muligt føje sin Plan
derefter. Findes V. i en Form, som af en eller anden
Grund ikke kan indpasses i Planen, maa man
ændre dets Form efter nøje Studium af de Former,
som vi forefinder l Naturen, og tilvejebringe den
Jordform og de Omgivelser, der fordres for at
motivere den ny Form. Kilden kan saaledes laves til
en Bæk, som snor sig ned igennem et kuperet
Terræn eller gennem en Kløft, hvor dens Løb
standses og drejes hist og her mellem Stenene. Aaen
kan opdæmmes for at danne Dam, og den Bæk,
som løber i en næsten lige, kun lidet malerisk
Rende, kan hist og her standses og deles eller
udvides, saa at den i højere Grad end før bidrager
til Forskønnelse og passer bedre ind i Planen.
Findes Vandet ikke paa Arealet, men maa ledes dertil
ad kunstig Vej fra en Aa, en nærliggende Sø el. l.,
maa man først med Terrænets Form for Øje og
med Hensyntagen til Planen vælge den Form, der
passer bedst og derefter søge at tilvejebringe den
naturlige Karakter, som det eventuelle V. kræver.
Det karakteristiske ved Bækken (se d. A.) er dens
raske, uregelmæssige Løb — dens oftest stenede
Leje, dens smaa Vandfald, Forgreninger — og paa
svagere Skraaninger dens snart smalle, snart
udvidede Løb, hvis Konturer bestemmes af Vandets
hurtige Bevægelse, under hvilken det støder paa
Hindringer, som giver Bækkens Løb snart en, snart
en anden Retning, se Fig. 1 (de punkterede Linier
angiver Strømretningen). Naar Bækken først ned
paa fladere Areal, danner den ofte bredere Vand
og Øer med aflang Form og hyppigt indskaarne
 |
| Fig. 1. |
|
| Fig. 2. |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
