Da alt er lukket og slukket paa Gaarden, og Marenstine ligger i den brede Ægteseng inde i Sovekammeret, hvor ogsaa Hans Jørgen slumrer mellem sin Vugges fede Dyner, gaar Døren fra Køkkenet forsigtig op, og en Person lister ind.
Marenstine: Er det Dig, Niels?
Niels Forkarl (der kommer fra at have røgtet sin Pligt i Stald og Lade): Ja.
Marenstine: Ja, kom kun Du.
Niels klæder sig af i Tavshed og kryber ned ved hendes Side.
Marenstine (famler efter hans Haand, finder den og siger): Ja, nu tænker jeg, a' vi aa Hans Jørgen faar leve i Fre'!
Og et Øjeblik efter er de begge falden i Søvn.
- - -
Men oppe paa Kirkegaarden ligger Lars Andersen hvid og stum i sin smalle Kiste. Jorden synker mere og mere sammen over ham, Jorden sluger ham ...
Saa lyder Skridt ude paa Vejen. Det er Søren Rosin, der gaar forbi med Paraplyen og Osten. Da han naar hen til Kirkegaardsporten, kniber han det ene Øje til, kigger ind mellem Tremmerne og siger som et Slags Trøstens Ord:
Ja vi er jo paa en Maade bli't luret allesyvsammen, bitte Lars!
