Samme Stue tidlig paa Aftenen. Meget mørkt ude. Paa Langbordet brænder en mindre petroleumslampe. For Vinduerne er der hængt hvide Lærredsstykker.
Drengen er bragt til Sengs i Sovekammeret. Men de øvrige Rollehavende er til stede med Undtagelse af Niels Forkarl.
Kvinderne sidder tæt om Lampen og strikker alle.
Mandfolkene er fordelt paa Bænkene og stolene rundt i Stuens Mørkeste Kroge. En tæt Tobaksrøg fylder Værelset, og af og til kommer Søren Rosin frem fra sit Hjørne bag Ovnen for at gaa hen og spytte i Spyttebakken ved Forstuedøren.
Man har nylig drukket Kaffe med et rigeligt Kvantum hjemmebagt Hvedebrød til, hvorfor man sidder mætte og tavse, stirrende frem for sig, syslende med sine egne Tanker.
Ude fra Gaardspladsen lyder af og til Træskotrin over Stenbroen. Og der høres et enkelt Brøl af en Ko ovre i Stalden, eller en Dørs Smælden, naar et Vindstød driver den op og i.
Det regner ikke mere. Men Stormen er taget til. Og netop nu farer den buldrende ned i Skorstenen.
Degnen (der ikke bar spist just saa meget Hvedebrød som de andre): Det er en slem Aarstid, der stunder til.
I de første to Minutter er der ingen, der svarer. Men saa siger dog endelig
Søren Rosin: Ja, I ska' se, a' jeg har spaaet rigtig?
Madam Rasmus (sukker dybt).
Madam Hans Henrik (til Marenstine): I har vel faaet kørt Træ hjem?
Marenstine: Ja-a; det er længe siden.
Tavshed.
Madam Hans Henrik. Hør, Lars Andersens Gangklæ'er ...
Madam Rasmus (dukker Hovedet som for et Slag).
Marenstine (Paa Post): Hva' di?
Madam Hans Henrik: Naa-aa ... jeg mente, hvis Du'nne hade Brug for dem ...
Marenstine: Jeg har jo da Drenget.
Madam Hans Henrik: Ja-a ...
Marenstine: Og han vokser vel tiL
Madam Hans Henrik: Jo-o ...
Tavshed.
Rasmus Gaardmand: Du ta'er Dig vel en Bestyrer til Majdag, Marenstine?
Marenstine (rolig): Jeg tænker, Niels bli'er. Han har jo ikke no'et aa klage paa.
Rasmus Gaardmand: Næi, det har han vel ikke. Men ellers er der da vor Søren Peter.
Marenstine: Jeg er vel tilfreds med Niels.
Madam Hans Henrik: Folk snakker ...
Hans Henrik (hidsig): Ja, Folk snakker, Marenstine!
Marenstine: La' dem Snakke, Hans Henrik.
Rasmus Gaardmand: Jeg er da ellers villig til at føre Opsyn med Gaarden, om Du synes.
Marenstine: Jeg har jo Søren.
Søren Rosin (elektrisk): Ja, Du har jo mig, Søster!
Degnen (forsigtig): Rasmus er dog, om det maa være mig tilladt, mere af en Landmand, Madam Andersen.
Marenstine: Vi klarer vos nok!
Hans Henrik (eksploderende): Vi er født her paa Gaarden!
Marenstine (rolig): Ja, det er I jo. Men nu er den min og Hans Jørgens.
Hans Henrik (med blodskudte Øjne): Den Horeunge!
Marenstine (hvast): Vaer Din Mund, Hans Henrik!
Tavshed.
Niels Forkarl kommer ind fra Køkkenet med sin Pibe og sætter sig paa en Stol lige inden for Døren. Hvidlap rejser sig fra Ovnen og gaar hen og lægger Hovedet i hans Skød.
Marenstine (mod Niels): Naa?
Niels Forkarl: Hun faar Kalven i Nat.
Marenstine: Tror Du, der skal Dyrlæge?
Niels Forkarl: Næi.
Marenstine: Det er da bedst, a' Krisjan Due vaager.
Niels Forkarl: Ja, jeg har sagt det.
Degnen: Marinus Hansen fik da Held til at sælge sin Hoppe i Tulstrup.
Søren Rosin (nyfigen): Fik han den solgt, hi, hi?
Degnen: Skam gjorde han saa, ja.
Marenstine: Hva' fik han?
Degnen: Fire Hundrede nok.
Rasmus Gaardmand: Den var jo lam.
Degnen: Han lod den staa fjorten Dage førend Markedet uden at bruge den.
Søren Rosin (gotter sig): Hi, hi!
Marenstine: Hvem købte den?
Degnen: Det véd jeg sandelig ikke. Den gik ud af Sognet. De siger, det var til Kammerjunkeren paa Hesselbjerg som Ridehest.
Søren Rosin (griner ilde): Hæ, hæ, hæ! Di Tampe har godt a' aa bli'e luret!
Rasmus Gaardmand: Du er saa hævngerrig, bitte Søren.
Søren Rosin: Hi!
Rasmus Gaardmand: Nu er Du jo sæl bli't en stor Hertug.
Søren Rosin: Det kreperer Dig, lille Rasmus, hva'?
Madam Hans Henrik (over Strømpen): Naa-aa Du bli'er nok hverken Nummer ét eller Nummer to, Søren Hjulmand. Du er vist for klejn i Kroppen til aa kryve i Lars Andersens Gangklæ'er!
Niels Forkarl (dukker sig paa sin Stol).
Marenstine (behersket): Du har ondt for at glemme di Klæ'er, Johanne.
Madam Hans Henrik: Jeg har ikke saa nemt for aa glemme som Du!
Marenstine (Iøfter Hovedet): Hva' har jeg glemt?
Degnekonen (lægger beroligende sin buttede Haand paa hendes Arm).
Marenstine (ryster Haanden af sig): Jeg sidder vel paa mit eget?
Søren Rosin (kry): Er der no'en, der kan bevise vos over?
Marenstine: Hold Din Mund, Søren! Jeg skal nok svare for mig sæl!
Rasmus Gaardmand: Du laver en Skandale for vos, Marenstine!
Hans Henrik (med knyttede Hænder): Vi bli'er til Grin!
Marenstine: Det er vel saa jer egen Fejl!
Degnen (rejser sig): Maatte det være mig tilladt at fremsætte et mæglende Ord?
Rasmus Gaardmand: Hum?
Degnekonen (urolig): jeg synes nu, lille Sloman, at Du skulde ikke blande ...
Degnen (med en værdig Haandbevægelse): Behag at tie et Øjeblik, Basse! ... (Med en Duvning.) Det er særlig til Dem, Madam Andersen, at jeg vil tage mig den Frihed at henvende Ordet.
Marenstine: Naa?
Degnen: ... Idet jeg mener, at en enligstillet Kvinde som De ikke bør tilbagevise den Hjælp i Raad og Daad, som gode og venligsindede Mennesker, og i dette Tilfælde oven i Købet nære Slægtninge, saa redebon er saa tilbøjelig til at yde Dem.
Madam Hans Henrik: Det er saa sandt, saa sandt!
Degnen (fortsættende, fulgt af sin Kones bange øjne): ... og jeg synes, at nu, da Lars Andersen er gaaet ind...
Marenstine (haardt): Skal vi la' Lars Andersen hvile i Fred, Sloman!
Rasmus Gaardmand: Du lider ikke aa høre hans Navn, Marenstine.
Marenstine: Død er død, mener jeg!
Hans Henrik (hvæsende): ja, og glad er Du!
Degnekonen (afsides til Manden, bedende): Sæt Dig heller ned, lille Fatter!
Degnen: Jeg maa dog tale, Basse!
Degnekonen: Nej, Du skal ikke blande Dig op i det.
Degnen (sætter sig resigneret): I Guds Navn!
Rasmus Gaardmand (efter en Pause): Det bli'er til Proces, Marenstine. Nu véd Du det.
Marenstine (rolig): Ja, tru Du bare, Rasmus.
Hans Henrik (eksploderende): Du har ligget i med Niels! Det er ikke Bror Larses Søn! Du har bedraget baade ham aa vos! Vi vil ha' vor Ret!
Marenstine (hæver Haanden mod ham): Du kan komme i Ulykke for Din Mund!
Madam Hans Henrik: Han si'er, hva' alle si'er!
Marenstine (slaar med Haanden i Bordet): Saa si'er alle osse en forbandet Løgn da! Bevis mig over, hvis I kan!
Søren Rosin (heftigt nikkende): Ja, bevis vos over! Det er det, jeg si'er!
Degnen (med fremrakte Haandflader): Venner... Venner...
Madam Rasmus (Iøfter sit lille, forskræmte Ansigt): Jeg synes, I sku' holde Fre' i død Mands Hus...
Rasmus Gaardmand (bydende): Der er ingen, der har forhørt om Din Mening!
Madam Rasmus dukker Hovedet. Niels Forkarl er for længst listet ud.
Tavshed.
Rasmus Gaardmand (pludselig til Marenstine): Vil Du gi' tusind Kroner.
Madam Hans Henrik (hurtig): Tusind Kroner til hver.
Hans Henrik: Saa la'r vi Sagen falde.
Marenstine (rolig): Hva' for en Sag?
Degnen (indsmigrende): Det skulde De gøre, lille Madam Andersen.
Marenstine: Hva' for en Sag, spør jeg. Hva' er det, I vil?
Degnen: Det er dog saa skønt, naar Slægtninge lever samdrægteligen.
Degnekonen (bedende): Aa, Fatter...
Degnen (irriteret): Saa lad mig dog være i Fred, Basse!
Madam Hans Henrik (til Marenstine): Du har forklejnet Familjen paa alle Maader!
Søren Rosin (gnækkende): Er det Gangklæ'erne, der kreperer Dig, Johanne, hæ, hæ! ... La' hende faa et Par Bukser, Søster!
Marenstine: La' vær' aa gøgl, Søren!
Rasmus Gaardmand (til Marenstine): Naa?
Hans Henrik: Tusind Kroner til hver...
Rasmus Gaardmand: Vi forlanger dem ikke paa én Gang.
Marenstine: Naa, gør I ikke det?
Rasmus Gaardmand: Næi, næi!
Madam Hans Henrik: Vi er da'nne urimelige!
Marenstine (ser paa hende): Naa, Du er osse med?
Rasmus Gaardmand: Naar Du betaler dem i Løbet a' to Aar.
Marenstine: Hum...
Hans Henrik: Fem Hundrede hver Termin.
Marenstine (rolig): Skal I'nne ha' Renter?
Rasmus Gaardmand (medgørlig): Næi, næi!
Hans Henrik: Naar Pengene bli'er betalt til Tiden!
Marenstine (tier).
Degnen: Naa, lille Madam Andersen, hvad svarer De saa Deres gode Svogre?
Marenstine (til Broderen): Hva' mener Du, Søren?
Søren Rosin (usikker): Ja-a, det er jo en hel Sum, Søster...
Marenstine: Det er det, ja. Og det kommer jo an paa, hva' man faar for den.
Rasmus Gaardmand (forundret): Faar?
Hans Henrik (med opstigende Rødme): Faar for den?
Marenstine (rolig): Ja, jeg mener, en gi'er da ikke sine Penge væk gratis, véd jeg!
Madam Hans Henrik: Du faar jo Gaarden!
Marenstine: Faar jeg Gaarden?
Hans Henrik (tænderskærende): Ja, Du faar jo Gaarden her!
Marenstine (uforstyrrelig): Jamen, den har jeg jo, Hans Henrik. Den vil Du vel da 'nne ha', at jeg skal købe a' jer?
Hans Henrik (farer rasende op): Din Tyvekvind!
Rasmus Gaardmand (trækker ham ned paa Bænken): Sæt Dig, Hans Henrik... (Til Marenstine.) Vil Du betale di to Tusind Kroner, som vi har profeteret Dig?
Marenstine (tirrende rolig): Om jeg ku' faa i mit Ho'de, Rasmus, hva' I skal ha' dem for!
Hans Henrik (op igen): Fordi Du har snydt vos op i vore aabne Øjne!
Søren Rosin: Bevis hende over! Bevis hende over!
Rasmus Gaardmand: Havde Du 'nne faaet den Søn, ha'de det halve a' Gaarden vaaren vor.
Marenstine: Jamen nu fik jeg ham! Nu er han der, bitte Rasmus!
Søren Rosin: Nu er han der, hi, hi! nu er han der!
Madam Hans Henrik: Di si'er allesammen...
Marenstine (hvast): Jeg bry'r mig ikke om, hva' di si'er! (Til Degnen.) Hvem meldte Hans Jørgens Fødsel til Kirkebogen? Sig dem nu Besked, a' di kan vide det!
Degnen: Det gjorde sandelig Lars Andersen ...
Marenstine: Naa! Og hva' sa'e han? Mon han græd?
Degnekonen (kommer sin Mand i Forkøbet): Nej, det gjorde han skam ikke! Han kom først ud i Køkkenet til mig og spurgte efter Fatter og lo over hele Ansigtet og sa'e: Kom hjem og se Drengen, Madam Sloman, han stikker Deres Mathilde! Det er et probert Stykke Ar... (Rødmende.) Nej, jeg vil ikke si'e, hvad han sa'e!
Marenstine (til Degnen): Og hva' staar der i Kirkebogen? Sig dem det!
Degnen (remsende): En Søn af Sognefoged Lars Andersen her af Sognet og Hustru Marenstine Sørine født Jeppesen!
Søren Rosin (gnækkende): Ka' I bide Spids paa den, hi, hi! hva'?
Marenstine: Nu kan I jo lægge jer Proces an, om I lyster!
Hans Henrik (blodunderløbet): Ja, det vil vi! Du har bedraget Lars! Du har snydt ham op i hans aabne Øjne! Det er Dig og Niels, der har... det er Dig og Niels ... Det er Dig og Niels...
Marenstine (lægger roligt Strikketøjet fra sig paa Bordet): Hold nu Din Mund, Hans Henrik, a' Du ikke skal forivre Dig! ... Og saa vil jeg si'e jer noget, baade Dig og Rasmus og Johanne; I som bry'er ind i død Mands Hus, før han endnu er bleven kold i sin Grav, med Skældsord aa Klammeri aa Spe'takel: Hva' jeg har bedreven lige over for Lars Andersen, det vil jeg forsvare for Gud og Mennesker; og gid min Tunge maa visne i min Mund, om jeg har traadt ham for nær i no'en Maader! Nu véd I det! Og nu kan I trække mig for Retten, om l formener, a' det passer i jert Kram. Men aldrig saa længe jeg lever, gi'er jeg mig! Og har I ikke fra den Stund, jeg gik ind her paa Gaarden som Lars Andersens Kone, lagt mig alle de Sten og Bjælker og onde Ord i Vejen, som I paa no'en Maade ku' overbekomme, bare fordi jeg var en fattig Pi'e, der ikke ejede andet uden end som den Særk, hun hade paa Kroppen? Saa længe Lars Andersen levede, saa taalte jeg det og gik til Side for jer, for Manden var gammel og sku' ha' Lov aa dø i Fred. Og alt det, I nappede og trak i ham, saa stod han dog paa min Side til det sidste. Og nu kommer I her med jerre beskidte Ord og vil svine baade ham og mig og Hans Jørgen til; og gjorde jeg jer Ret, saa viste jeg jer Døren li'e paa Stedet og forbød jer a' sætte jerre Ben her tiere; for alt det I vrider og vender jer, saa er Gaarden min! Men jeg holder hverken a' Komedje eller Skandale, og derfor kan I komme og gaa paa jer Fødegaard, saa meget I lyster. Og har I et godt Raad, saa ta'er jeg imod det. Men ellers mener jeg da som saa, a' enhver gør bedst i aa passe sit! (Hans Henrik ruller med Øjnene og ser ud, som vil han tale. Men Marenstine strækker Haanden frem mod ham og siger): Og Du holder herefter Din Kæft!
Søren Rosin (uhørligt): Hi, hi!
Tavshed og skulende Blikke.
Rasmus Gaardmand: Du er li'e haard nok, Marenstine.
Marenstine: Jeg er ikke haardere, end som kræves.
Tavshed paa ny.
Hans Henrik (med knyttede Hænder): Saa skal vi vel se aa komme hjem!
Marenstine (rejser rig): Jeg tænker, I ta'er en Bid Brød først.
Søren Rosin: Jo Tak!
Marenstine tager en Dug frem af Bordskuffen. Madam Sloman løfter Lampen og hjælper at brede Dugen. Mad bringes ind. Meget Kød, Brød, Smør og Ost, samt Øl og Brændevin.
Degnen (for at sige noget): I faar Maaneskin hjem.
Rasmus Gaardmand (løfter Gardinet): Ja, hun er kommen op.
Man sætter sig til at spise. Pludselig løfter
Rasmus Gaardmand (Hovedet op fra Maden): Vil Du gi' vos
hver fem Hundrede, Marenstine! saa er vi nøjt med det?
Alles Øjne drejer sig langsomt hen imod
Marenstine (der staar rank med Ryggen mod Dragkisten og
svarer roligt): Ikke en Sysling! Ikke saa meget, som der kan
ligge paa en Negl, skal I slæbe fra Gaarden!
En halv timestid efter Maaltidet er de fremmede borte. Kun Søren Rosin og Marenstine er tilbage i Stuen.
Søren Rosin: Ja, saa faar jeg vel osse se aa komme hjemefter, Søster.
Marenstine: Det gør Du vel.
Pause.
Søren Rosin (indsmigrende): Du ga' dem ny'eligt rent paa Søster; det storsnudede Kram!
Marenstine: Ja, naar Samvittigheden er god, Søren, saa!
Søren Rosin (slukøret): Forstaar sig!
Pause.
Søren Rosin (prøvende): Véd Du, hva' jeg har tænkt paa saa smaat, Søster?
Marenstine: Naa?
Søren Rosin: Jeg har s'men tænkt paa aa sælge mit Hus aa flytte herop i Din Lillestue. Der er jo Plads nok til en enlig Person.
Marenstine (rolig): Du faar tænke om igen, bitte Søren, aa forbli'e, hvor Du er. Naar jeg har Dig nødig, skal jeg la' Dig det vide.
Pause.
Søren Rosin (flad): Ja, saa god Nat, Marenstine.
Marenstine: God Nat, Søren... Der ligger en ha'l Ost til Dig i Dit Tørklæde ude i Forstuen.
Og Søren gaar.
