- Project Runeberg -  Bibelen /
Amos 7

(1933) Tema: Danish Literature, Christian Literature
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Amos 7

  1.  Således lod den Herre HERREN mig skue: Se, græshopper kom til
      syne, da Efterslætten var ved at gro frem, Efterslætten efter
      Kongens Høst.
  2.  Og da de var ved helt at afæde Jordens Urter, sagde jeg: "Herre,
      HERRE, tilgiv dog! Hvorledes skal Jakob stå det igennem, så
      lille han er?"
  3.  Og HERREN angrede. "Det skal ej ske!" sagde HERREN.

  4.  Således lod den Herre HERREN mig skue: Se, den Herre HERREN
      kaldte Ild frem til Straf, og den fortærede det store
      Verdensdyb; men da den vilde til at fortære Agerlandet,
  5.  sagde jeg: "Herre, HERRE, hold inde! Hvorledes skal Jakob stå
      det igennem, så lille han er?"
  6.  Og HERREN angrede. "Ej heller det skal ske!" sagde den Herre
      HERREN.

  7.  Således lod han mig skue: Se, Herren stod på en Mur med et
      Blylod i Hånden.

  8.  Og HERREN sagde til mig:"Hvad ser du, Amos?" Jeg svarede: "Et
      Blylod!" Da sagde Herren: "Se, jeg sænker Loddet i mit Folk
      Israel: jeg vil ikke spare det længer.

  9.  Isaks Høje bliver øde, Israels Helligdomme styrtes, med Sværd
      står jeg op mod Jeroboams Hus."

 10.  Men Amazja, Betels Præst sendte Bud til Kong Jeroboam af Israel
      og lod sige: "Amos stifter en Sammensværgelse imod dig midt i
      Israels Hus; Landet kan ikke bære alle hans Ord.
 11.  Thi således siger Amos: For Sværdet skal Jeroboam dø, og Israel
      skal bortføres fra sin Jord."
 12.  Og Amazja sagde til Amos: "Seer, gå din Vej og se at komme til
      Judas Land!  Der kan du tjene dit Brød og profetere.
 13.  Men i Betel må du ikke profetere længer, thi det er kongens
      Helligdom og Rigets Tempel."
 14.  Amos svarede Amazja: "Jeg er hverken Profet eller Profetlærling:
      jeg er Fårehyrde og avler Morbærfigen;
 15.  men HERREN tog mig fra Hjorden og sagde til mig: Gå hen og
      profetér for mit Folk Israel!
 16.  Så hør nu HERRENs Ord! Du siger: Du må ikke profetere mod
      Israel, ej prædike mod Israels Hus!
 17.  Derfor, så siger HERREN: Din Hustru bliver Skøge i Byen, dine
      Sønner og Døtre skal falde for Sværd; din Jord skal udskiftes
      med Snor, og selv skal du dø på uren Jord. Og bort fra sin Jord
      skal Israel føres."


Project Runeberg, Thu Dec 20 01:08:12 2012 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/dkbibel/30_07.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free