Bibelen / Klagesangene 2 (1933) Tema: Danish Literature, Christian Literature Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Klagesangene 2

  1.  Hvor har dog Herren i Vrede lagt mulm over Zion, slængt Israels
      herlighed ned fra Himmel til Jord og glemt sine Fødders Skammel
      på sin Vredes Dag.
  2.  Herren har skånselsløst opslugt hver Bolig i Jakob, han nedbrød
      i Vrede Judas Datters Borge, slog dem til Jorden, skændede Rige
      og Fyrster,
  3.  afhugged i glødende Vrede hvert Horn i Israel; sin højre drog
      han tilbage for Fjendens Åsyn og brændte i Jakob som en Lue, der
      åd overalt.
  4.  På Fjendevis spændte han Buen, stod som en Uven; han dræbte al
      Øjnenes Lyst i Zions Datters Telt, udgød sin Vrede som Ild.
  5.  Herren har vist sig som Fjende, opslugt Israel, opslugt alle
      Paladser, lagt Borgene øde, ophobet Jammer på Jammer i Judas
      Datter.
  6.  Han nedrev sin Hytte, lagde sit Feststed øde, HERREN lod Fest og
      Sabbat gå ad Glemme i Zion, bortstødte i heftig Vrede Konge og
      Præst.
  7.  Herren forkasted sit Alter, brød med sin Helligdom, hengav i
      Fjendens Hånd dets Paladsers Mure; man skreg i HERRENs Hus som
      på Festens Dag.
  8.  HERREN fik i Sinde at ødelægge Zions Datters Mur, han udspændte
      Snoren, holdt ikke sin Hånd fra Fordærv, lod Vold og Mur få
      Sorg, de vansmægted sammen.
  9.  I Jorden sank hendes Porte, Slåerne brød han. Blandt Folkene bor
      uden Lov hendes Konge og Fyrster, og ikke fanger Profeterne Syn
      fra HERREN.
 10.  Zions datters Ældste sidder på Jorden i Tavshed; på Hovedet
      kaster de Støv, de er klædt i Sæk; Jerusalems Jomfruer sænker
      mod Jord deres Hoved.

 11.  Mine Øjne hensvinder i Gråd, mit Indre gløder, mit Hjerte er
      knust, fordi mit Folk er brudt sammen; thi Børn og spæde
      forsmægter på Byens Torve;
 12.  hver spørger sin Moder: "Hvor er der Korn og Vin?" forsmægter på
      Byens Torve som en, der er såret, idet de udånder Sjælen ved
      Moderens Bryst.
 13.  Med hvad skal jeg stille dig lige, Jerusalems Datter, hvormed
      skal jeg ligne og trøste dig, Zions Jomfru? Thi dit Sammenbrud
      er stort som Havet, hvo læger dig vel?
 14.  Profeternes Syner om dig var Tomhed og Løgn, de afsløred ikke
      din Skyld for at vende din Skæbne, Synerne gav dig kun tomme,
      vildende Udsagn.
 15.  Over dig slog de Hænderne sammen, de, hvis Vej faldt forbi, de
      hån fløjted, rysted på Hoved ad Jerusalems Datter: "Er det da
      Byen, man kaldte den fuldendt skønne, al Jordens Glæde?"
 16.  De opspærred Munden imod dig, alle dine Fjender, hånfløjted,
      skar Tænder og sagde: "Vi opslugte hende; ja, det er Dagen, vi
      vented, vi fik den at se."

 17.  HERREN har gjort, som han tænkte, fuldbyrdet det Ord, han sendte
      i fordums Dage, brudt ned uden Skånsel, ladet Fjender glæde sig
      over dig, rejst Uvenners Horn.

 18.  Råb højt til Herren, du Jomfru, Zions Datter, lad Tårerne
      strømme som Bække ved Dag og ved Nat, und dig ej Ro, lad ikke
      dit Øje få Hvile!
 19.  Stå op og klag dig om Natten, når Vagterne skifter, udøs dit
      Hjerte som Vand for Herrens Åsyn, løft dine Hænder til ham for
      Børnenes Liv, som forsmægter af Hunger ved alle Gadernes
      Hjørner.
 20.  HERRE se til og agt på, mod hvem du har gjort det. Skal Kvinder
      da æde den Livsfrugt, de kælede for, myrdes i Herrens Helligdom
      Præst og Profet?
 21.  I Gaderne ligger på Jorden unge og gamle, mine Jomfruer og mine
      Ynglinge faldt for Sværdet; på din Vredesdag slog du ihjel,
      hugged ned uden Skånsel.
 22.  Du bød mine Rædsler til Fest fra alle Sider. På HERRENs Vredes
      Dag undslap og frelstes ingen; min Fjende tilintetgjorde dem,
      jeg plejed og fostred.