Bibelen / Klagesangene 1 (1933) Tema: Danish Literature, Christian Literature Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Klagesangene 1

  1.  Hvor sidder hun ene, den by så folkerig før - mægtig blandt
      Folkene før, men nu som en Enke! Fyrstinden blandt Lande er nu
      sat til at trælle.
  2.  Hun græder og græder om Natten med Tårer på Kind; ingen af alle
      hendes Elskere bringer hende Trøst, alle Vennerne sveg og blev
      hendes Fjender.
  3.  Af Trang og tyngende Trældom udvandred Juda; blandt Folkene
      sidder hun nu og finder ej Ro, alle Forfølgerne nåede hende midt
      i Trængslerne.
  4.  Vejene til Zion sørger, uden Højtidsgæster, alle hendes Porte er
      øde, Præsterne sukker, hendes Jomfruer knuges af Kvide, hun selv
      er i Vånde.
  5.  Hendes Avindsmænd er Herrer, hendes Fjender trygge, thi Kvide
      fik hun af HERREN for Mængden af Synder, hendes Børn drog bort
      som Fanger for Fjendens Åsyn.
  6.  Og bort fra Zions Datter drog al hendes Pragt; som Hjorte, der
      ej finder Græsning, blev hendes Fyrster, de vandrede kraftløse
      bort for Forfølgernes Åsyn.

  7.  Jerusalem mindes den Tid, hun blev arm og husvild, (alle sine
      kostelige Ting fra fordums Dage), i Fjendehånd faldt hendes
      Folk, og ingen hjalp, Fjender så til og lo, fordi hun gik under.
  8.  Jerusalem syndede svart, blev derfor til Afsky; hun foragtes af
      alle sine Beundrere, de så hendes Blusel, derfor sukker hun dybt
      og vender sig bort.
  9.  Hendes Urenhed pletter hendes Slæb, hun betænkte ej Enden; hun
      sank forfærdende dybt, og ingen trøster. Se min Elendighed,
      HERRE, thi Fjenden hoverer.
 10.  Avindsmænd bredte deres Hånd over alle hendes Skatte, ja, ind i
      sin Helligdom så hun Hedninger komme, hvem du havde nægtet
      Adgang til din Forsamling.
 11.  Alt hendes Folk måtte sukke, søgende Brød; de gav deres Skatte
      for Mad for at friste Livet. HERRE, se til og giv Agt på,
      hvorledes jeg hånes!
 12.  Alle, som vandrer forbi, giv Agt og se, om det gives en Smerte
      som den, der er tilføjet mig, hvem HERREN voldte Harm på sin
      glødende Vredes Dag.
 13.  Fra det høje sendte han Ild, der for ned i mine Ben; han spændte
      et Net for min Fod, han drev mig tilbage, han gjorde mig øde,
      syg både Dag og Nat.
 14.  Der vogtedes på mine Synder, i hans Hånd blev de flettet, de kom
      som et Åg om min Hals, han brød min Kraft; Herren gav mig dem i
      Vold, som, er mig for stærke.
 15.  Herren forkasted de vældige udi min Midte, han indbød til Fest
      på mig for at knuse mine unge, trådte Persen til Dom over
      Jomfruen, Judas Datter.
 16.  Derover græder mit Øje, det strømmer med Tårer, thi langt har
      jeg til en Trøster, som kvæger min Sjæl; mine Børn er fortabt,
      thi Fjenden er blevet for stærk.

 17.  Zion udrækker Hænderne, ingen trøster; mod Jakob opbød HERREN
      hans Fjender omkring ham; imellem dem er Jerusalem blevet til
      Afsky.
 18.  HERREN, han er retfærdig, jeg modstod hans Mund. Hør dog, alle I
      Folkeslag, se min Smerte! Mine Jomfruer og unge Mænd drog bort
      som Fanger.
 19.  Mine Elskere kaldte jeg ad de svigtede mig; mine Præster og
      Ældste opgav Ånden i Byen, thi Føde søgte de efter, men intet
      fandt de.
 20.  Se, HERRE, hvor jeg er i Vånde, mit Indre i Glød, mit Hjerte er
      knust i mit Bryst, thi jeg var genstridig; ude mejede Sværdet og
      inde Døden.
 21.  Hør, hvor jeg sukker, ingen bringer mig Trøst. De hørte min
      Ulykke, glæded sig, da du greb ind. Lad komme den Dag, du loved,
      dem gå det som mig!
 22.  Læg al deres Ondskab for dig og gør med dem, som du gjorde med
      mig til Straf for al min Synd! Thi mange er mine Suk, mit Hjerte
      er sygt.