Bibelen / Esajas 10 (1933) Tema: Danish Literature, Christian Literature Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Esajas 10

  1.  Ve dem, der giver Ulykkeslove og ivrigt fører Uret til Bogs
  2.  for at trænge de ringe fra Retten og røve de armes Ret i mit
      Folk, at Enker kan blive deres Bytte og faderløse kan plyndres.
  3.  Hvad gør I på Straffens Dag, når Undergang kommer fra det
      fjerne? Til hvem vil I ty om Hjælp, hvor gemmer I da eders
      Rigdom?
  4.  Enten må I knæle blandt Fanger, eller også falde på Valen! Men
      trods alt har hans Vrede ej lagt sig, hans Hånd er fremdeles
      rakt ud.
  5.  Ve Assur, min Harmes Kæp, min Vrede er Stokken i hans Hånd.
  6.  Jeg sender ham mod et vanhelligt Folk, opbyder ham mod min
      Vredes, Folk til at gøre Bytte og røve og trampe det ned som
      Skarn på Gaden.
  7.  Men han, han mener det ej så, hans Hjerte tænker ej så. Nej, at
      ødelægge, det er hans Attrå, at udrydde Folk, ikke få.
  8.  Thi han siger: "Er ej mine Høvedsmænd Konger til Hobe?
  9.  Gik det ej Kalno som Karkemisj, mon ikke Hamat som Arpad,
      Samaria som Damaskus?
 10.  Som min Hånd fandt hen til Afgudernes Riger, der dog havde flere
      Gudebilleder end Jerusalem og Samaria
 11.  mon jeg da ikke skal handle med Jerusalem og dets Gudebilleder,
      som jeg handlede med Samaria og dets Afguder?"
 12.  Men når Herren fuldbyrder alt sit Værk på Zions Bjerg og i
      Jerusalem, vil jeg hjemsøge Assyrerkongens Hjertes Hovmodsfrugt
      og hans Øjnes trodsige Pral,
 13.  fordi han siger: "Med min, stærke Hånd greb jeg ind, med min
      Visdom, thi jeg er klog. Jeg flyttede Folkeslags Grænser og rev
      deres Skatte til mig, stødte Folk fra Tronen i Almagt;
 14.  min Hånd fandt til Folkenes Rigdom som hen til en Fuglerede; som
      man sanker forladte Æg, har jeg sanket den vide Jord, og ingen
      rørte en Vinge, åbnede Næbbet og peb."
 15.  Mon Øksen bryster sig mod den, som hugger, gør Saven sig til mod
      den, som saver? Som om Kæppen kan svinge den, der løfter den,
      Stokken løfte, hvad ikke er Træ!
 16.  Derfor sender Herren Hærskarers HERRE, Svindsot i hans Fedme, og
      under hans Herlighed luer en Lue som luende Ild;
 17.  Israels Lys bliver til Ild og dets Hellige til en Flamme, og den
      brænder og fortærer hans Tidsel og Torn på een Dag;
 18.  hans Skovs og Frugthaves Herlighed skal den rydde Rub og Stub,
      og han bliver som en syg, der hentæres.
 19.  De Træer, som levnes i hans Skov, bliver det let at tælle; et
      Barn kan skrive dem op.

 20.  På hin Dag skal Israels Rest og det, som undslipper af Jakobs
      Hus, ikke mere støtte sig til den, der slår det, men til HERREN,
      Israels Hellige, i Sandhed.
 21.  En Rest skal omvende sig, Jakobs Rest, til den vældige Gud.
 22.  Thi var end dit Folk som Sandet ved Havet, Israel, kun en Rest
      deraf skal omvende sig. Ødelæggelse er fastslået, og med
      Retfærdighed vælter den frem;
 23.  thi Ødelæggelse og fastslået Råd fuldbyrder Herren, Hærskarers
      HERRE, over al Jorden.

 24.  Derfor, så siger Herren, Hærskarers HERRE: Frygt ikke, mit Folk,
      som bor i Zion, for Assyrien, når det slår dig med Kæppen og
      løfter sin Stok imod dig som fordum Ægypten!
 25.  Thi end om en føje Stund er Vreden ovre, og min Harme vender sig
      til deres Fordærv.
 26.  Så svinger Hærskarers HERRE Svøben imod det, som da Midjan blev
      slået ved Orebs Klippe; hans Stok er udrakt imod Havet, og han
      løfter den som fordum mod Ægypten.
 27.  På hin Dag tager han Byrden af din Skulder og Åget af din Nakke,
      ja, Åget brister for Fedme.

 28.  Han rykker mod Ajjat, drager uden om Migron, i Mikmas lader han
      Trosset blive;
 29.  de går over Passet: "I Geba holder vi Natterast!" Rama ryster,
      Sauls Gibea flyr.
 30.  Skrig højt, Gallims Datter! Lyt til, Lajsja! Stem i, Anatot!
 31.  Madmena flyr, Gebims Folk bjærger deres Gods.
 32.  Endnu i Dag står han i Nob; han svinger Hånden mod Zions Datters
      Bjerg, Jerusalems Høj -
 33.  Se, Herren, Hærskarers HERRE, afhugger hans Grene med Gru; de
      knejsende Stammer fældes, de stolte Træer må segne.
 34.  Med Jernet gør han lyst i Skovens Tykning, og Libanon falder for
      den Herlige.