Bibelen / Esajas 9 (1933) Tema: Danish Literature, Christian Literature Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Esajas 9

  1.  Men engang skal der ikke længer være Mørke i det Land, hvor der
      nu er Trængsel; i Fortiden bragte han Skændsel over Zebulons og
      Naftalis Land, Men i Fremtiden bringer han Ære over Vejen langs
      Søen, Landet hinsides Jordan, Hedningernes Kreds.
  2.  Det Folk, som vandrer i Mørke, skal skue så stort et Lys; Lys
      stråler frem over dem, som bor i Mulmets Land.
  3.  Du gør Fryden mangfoldig, Glæden stor, de glædes for dit Åsyn,
      som man glædes i Høst, ret som man jubler, når Bytte deles.
  4.  Thi dets tunge Åg og Stokken til dets Ryg, dets Drivers Kæp, har
      du brudt som på Midjans Dag;
  5.  ja, hver en Støvle, der tramper i Striden, og Kappen, der søles
      i Blod, skal brændes og ende som Luernes Rov.
  6.  Thi et Barn er født os, en Søn er os givet, på hans Skulder skal
      Herredømmet hvile; og hans Navn skal være: Underfuld Rådgiver,
      Vældig Gud, Evigheds Fader, Fredsfyrste.
  7.  Stort bliver Herredømmet, endeløs Freden over Davids Trone og
      over hans Rige, at det må grundes og fæstnes ved Ret og Retfærd
      fra nu og til evig Tid. Hærskarers HERREs Nidkærhed gør det.

  8.  Et Ord sender Herren mod Jakob, i Israel slår det ned;
  9.  alt Folket får det at kende, Efraim og Samarias Borgere. Thi de
      siger i Hovmod og Hjertets Stolthed:
 10.  "Teglsten faldt, vi bygger med Kvader, Morbærtræer blev fældet,
      vi får Cedre i Stedet!"
 11.  Da rejser HERREN dets Uvenner mod det og ægger dets Fjender op,
 12.  Syrerne forfra, Filisterne bagfra, de æder Israel med opspilet
      Gab. Men trods alt har hans Vrede ej lagt sig, hans Hånd er
      fremdeles rakt ud.
 13.  Men til ham, der slår det, vender Folket ej om, de, søger ej
      Hærskarers HERRE.
 14.  Da hugger HERREN Hoved og Hale af Israel, Palme og Siv på en
      eneste Dag.
 15.  Den ældste og agtede er Hoved, Løgnprofeten er Hale.
 16.  De ledende i dette Folk leder vild, og de, der ledes, opsluges.
 17.  Derfor glædes ej Herren ved dets unge Mænd, har ej Medynk med
      dets faderløse og Enker. Thi alle er Niddinger og Ugerningsmænd,
      og hver en Mund taler Dårskab. Men trods alt har hans Vrede ej
      lagt sig, hans Hånd er fremdeles rakt ud.
 18.  Thi Gudløshed brænder som Ild, fortærer Torn og Tidsel, sætter
      Ild på det tætte Krat, så det hvirvler op i Røg.
 19.  Ved Hærskarers HERREs Vrede står Landet i Brand, og Folket
      bliver som Føde for Ilden; de skåner ikke hverandre.
 20.  Man snapper til højre og hungrer, æder om sig til venstre og
      mættes dog ej. Hver æder sin Næstes Kød,
 21.  Manasse Efraim, Efraim Manasse, og de overfalder Juda sammen.
      Men trods alt har hans Vrede ej lagt sig, hans Hånd er fremdeles
      rakt ud.