Bibelen / Anden Kongebog 18 (1933) Tema: Danish Literature, Christian Literature Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Anden Kongebog 18

  1.  I Elas Søns, Kong Hosea af Israels, tredje Regeringsår blev
      Ezekias, Akaz's Søn, Konge over Juda.
  2.  Han var fem og tyve År gammel, da han blev Konge, og han
      herskede ni og tyve År i Jerusalem. Hans Moder hed Abi og var en
      Datter af Zekarja.
  3.  Han gjorde, hvad der var ret i HERRENs Øjne, ganske som hans
      Fader David.
  4.  Han skaffede Offerhøjene bort, sønderbrød Stenstøtterne,
      omhuggede Asjerastøtten og knuste Kobberslangen, som Moses havde
      lavet; thi indtil den Tid havde Israeliterne tændt Offerild for
      den, og man kaldte den Nehusjtan.
  5.  Til HERREN, Israels Gud, satte han sin Lid, og hverken før eller
      siden fandtes hans Lige blandt alle Judas Konger.
  6.  Han holdt fast ved HERREN og veg ikke fra ham, og han overholdt
      de Bud, HERREN havde givet Moses.
  7.  Og HERREN var med ham; i alt, hvad han tog sig for, havde han
      Lykken med sig. Han gjorde Oprør mod Assyrerkongen og vilde ikke
      stå under ham.
  8.  Han slog Filisterne lige til Gaza og dets Omegn, både
      Vagttårnene og de befæstede Byer.

  9.  I Kong Ezekias's fjerde, Elas Søns, Kong Hosea af Israels,
      syvende Regeringsår, drog Assyrer kongen Salmanassar op mod Sa
      maria, belejrede
 10.  og indtog det. Efter tre Års Forløb, i Ezekias's sjette, Kong
      Hosea af Israels niende Regeringsår, blev Samaria indtaget.
 11.  Og Assyrerkongen førte Israel i Landflygtighed til Assyrien og
      lod dem bosætte sig i Hala, ved Habor, Gozans Flod, og i Mediens
      Byer,
 12.  til Straf for at de ikke havde adlydt HERREN deres Guds Røst,
      men overtrådt hans Pagt, alt hvad HERRENs Tjener Moses havde
      påbudt; de hørte ikke derpå og gjorde ikke derefter.

 13.  I Kong Ezekias's fjortende Regeringsår drog Assyrerkongen
      Sankerib op mod alle Judas befæstede Byer og indtog dem.
 14.  Da sendte Kong Ezekias af Juda Bud til Assyrerkongen i Lakisj og
      lod sige: "Jeg har forbrudt mig; drag bort fra mig igen! Hvad du
      pålægger mig, vil jeg tage på mig!" Da pålagde Assyrerkongen
      Kong Ezekias af Juda at udrede 300 Talenter Sølv og 300 talenter
      Guld;
 15.  og Ezekias udleverede alt det Sølv, der var i HERRENs Hus og i
      Skatkamrene i Kongens Palads.
 16.  Ved den Lejlighed plyndrede Ezekias Dørene i HERRENs Helligdom
      og Pillerne for det Guld, han selv havde overtrukket dem med, og
      udleverede det til Assyrerkongen.

 17.  Assyrerkongen sendte så Tartan, Rabsaris og Rabsjake med en
      anselig Styrke fra Lakisj til Kong Ezekias i Jerusalem, og de
      drog op og kom til Jerusalem og gjorde Holdt ved Øvredammens
      Vandledning, ved Vejen til Blegepladsen.
 18.  Da de krævede at få Kongen i Tale, gik Paladsøversten Eljakim,
      Hilkijas Søn, Statsskriveren Sjebna og Kansleren Joa, Asafs Søn,
      ud til dem.
 19.  Rabsjake sagde til dem: "Sig til Ezekias: Således siger
      Storkongen, Assyrerkongen: Hvad er det for en Fortrøstning, du
      hengiver dig til?
 20.  Du mener vel, at et blot og bart Ord er det samme som Plan og
      Styrke i Krig? Og til hvem sætter du egentlig din Lid, siden du
      gør Oprør imod mig?
 21.  Se nu, du sætter din Lid til Ægypten, denne brudte Rørkæp, som
      river Sår i Hånden på den, der støtter sig til den! Thi således
      går det alle dem, der sætter deres Lid til Farao, Ægyptens
      Konge.
 22.  Men vil I sige til mig: Det er HERREN vor Gud, vi sætter vor Lid
      til! er det så ikke ham, hvis Offerhøje og Altre Ezekias
      skaffede bort, da han sagde til Juda og Jerusalem: Foran dette
      Alter, i Jerusalem skal I tilbede!
 23.  Og nu, indgå et Væddemål med min Herre, Assyrerkongen: Jeg giver
      dig to Gange tusind Heste, hvis du kan stille Ryttere til dem!
 24.  Hvorledes vil du afslå et Angreb af en eneste Statholder, en af
      min Herres ringeste Tjenere? Og du sætter din Lid til Ægypten,
      til Vogne og Heste?
 25.  Mon det desuden er uden HERRENs Vilje, at jeg er draget op mod
      dette Sted for at ødelægge det? Det var HERREN selv, der sagde
      til mig: Drag op mod dette Land og ødelæg det!"

 26.  Men Eljakim, Hilkijas Søn, Sjebna og Joa sagde til Rabsjake:
      "Tal dog Aramaisk til dine Trælle, det forstår vi godt; tal ikke
      Judæisk til os, medens Folkene på Muren hører på det!"
 27.  Men Habsjake svarede dem: "Er det til din Herre og dig, min
      Herre har sendt mig med disse Ord? Er det ikke til de Mænd, der
      sidder på Muren hos eder og æder deres eget Skarn og drikker
      deres eget Vand!"
 28.  Og Rabsjake trådte hen og råbte med høj Røst på Judæisk: "Hør
      Storkongens, Assyrerkongens, Ord!
 29.  Således siger Kongen: Lad ikke Ezekias vildlede eder, thi han er
      ikke i Stand til at frelse eder af min Hånd!
 30.  Og lad ikke Ezekias forlede eder til at sætte eders Lid til
      HERREN, når han siger: HERREN skal sikkert frelse os, og denne
      By skal ikke overgives i Assyrerkongens Hånd!
 31.  Hør ikke på Ezekias; thi således - siger Assyrerkongen: Vil I
      slutte Fred med mig og overgive eder til mig, så skal enhver af
      eder spise af sin Vinstok og sit Figentræ og drikke af sin
      Brønd,
 32.  indtil jeg kommer og tager eder med til et Land, der ligner
      eders, et Land med Korn og Most, et Land med Brød og Vingårde,
      et Land med Oliventræer og Honning; så skal I leve og ikke
      dø. Hør derfor ikke på Ezekias, når han vil forføre eder og
      siger: HERREN vil frelse os!
 33.  Mon nogen af Folkeslagenes Guder har kunnet frelse sit Land af
      Assyrerkongens Hånd?
 34.  Hvor er Hamats og Arpads Guder, hvor er Sefarvajims, Henas og
      Ivvas Guder?  Hvor er Landet Samarias Guder? Mon de frelste
      Samaria af min Hånd?
 35.  Hvor er der blandt alle Landes Guder nogen, der har frelst sit
      Land af min Hånd? Mon da HERREN skulde kunne frelse Jerusalem?"
 36.  Men de tav og svarede ham ikke et Ord, thi Kongens Bud lød på,
      at de ikke måtte svare ham.