Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Hall, Carl Christian, 1812-88, Statsmand, Jurist
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
det Alternativ: enten at vælge sig et Ministerium af helstatlig Farve,
som kunde antages at være velset af de udenlandske Magter og var
rede til at styre en helt forskjellig politisk Kurs, eller at bevare,
men da i uforandret Skikkelse, den Regering, som bestod og maatte
siges at have Nationens Tilslutning. Ingen af Delene skete;
Helstatsmændene vovede ikke at tage Affærer paa et saa kritisk
Tidspunkt, Kongen mente paa sin Side ikke at turde følge H.s Politik,
og Resultatet blev - Ministeriet Monrad (31. Dec. 1863).
Med hvor stor Tvivl og Bekymring H. end saa Danmarks
Skæbne lagt i Hænderne paa denne hans Ungdomsven og tidligere
Kollega, hvis Naturs stærke Svingninger han kjendte, kunde der
dog efter Stillingens Farer og efter H.s hele aandelige Ejendommelighed
ikke være Tale om nogen Opposition fra hans Side. Han
gjorde tvært imod alt, hvad der stod i hans Magt, for at fjærne
parlamentariske Vanskeligheder for dette Ministerium og ydede det
en under de givne Forhold betydningsfuld Støtte. Han vilde have
været beredt til at stille sig til dets Raadighed i en hvilken som
helst Egenskab, hvori han kunde haabe at gavne Fædrelandets Sag;
men der blev intet Øjeblik Tale om at benytte hans Tjeneste. Kun
ved én bestemt Lejlighed vides han uopfordret at have henvendt
sig til Monrad for at give ham et Raad; det var paa det mest
kritiske Stadium af Londoner-Konferencen, hvor H. var af den sikre
og bestemte Overbevisning, at det vilde være uforsvarligt at lade
de forsamlede Magter, naar de først en Gang vare samlede til en
Kongres, skilles ad uden at have naaet en Afgjørelse, og at
Danmark burde modtage ethvert nogenlunde rimeligt Forslag om en
Deling af Slesvig hellere end atter lade det komme til Fornyelse
af Fjendtlighederne. Denne Anskuelse deltes ikke af Ministeriet
Monrad, heller ikke i hint Øjeblik af det national-liberale Partis
store Flertal, som endnu nærede Haabet om en aktiv fransk-engelsk
eller dog engelsk Indblanding, hvis Konferencen trods den af Danmark
viste store Eftergivenhed opløstes uden Resultat. Da Wiener-Freden
forelaa til Repræsentationens Votum, var H. ikke i Tvivl
om, at der maatte stemmes ja, medens Monrad, hvis Politik havde
ført til denne Fred, troede at kunne svare nej. H. motiverede sin
Stemmegivning i en Tale, som med udmærket Klarhed gjorde Rede
for Udviklingen af det statsretlige Spørgsmaal siden 1851-52 og i
maadeholdne, men vægtige Ord udtalte Haabet om, at Sejerherren
vilde bøje sig for de nationale Grundsætninger, i Kraft af hvilke
Angrebet var blevet rettet imod Danmark.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
