Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Gram, Hans, 1685-1748, Filolog og Historiker
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
naturvidenskabelige Undersøgelser, som begyndte at vinde Indgang. «Han
staar derfor som Overgang fra den gamle Tid til den nye, der
begge have Del i ham.» En saa omfattende Lærdom som den,
G. besad, er nu en Umulighed paa Grund af Videnskabernes Fremskriden
og deraf følgende Deling. Hans overlegne Kundskaber i
Forhold til hans samtidige gave hans Arbejder den afgjørende
Sikkerhed, der karakteriserer dem, og skaffede hans Kritik Indgang. Der
er noget vederhæftigt ved G.s Stil, særlig naar han skriver Latin.
Man mærker, at det er en Mand, der har fast Grund under Fødderne
og derfor træder sikkert, hvor han færdes.
G. skulde ikke længe overleve Regeringsskiftet. Efter i mange
Aar at have kunnet glæde sig ved en uforstyrret Sundhed og en
ualmindelig Arbejdskraft faldt han i sit 63. Aar i en Sygdom, som
han selv ansaa for dødelig. Han var dog ikke sengeliggende, men
arbejdede indtil faa Timer før sin Død. Men da han om Aftenen
vilde se paa Uret, mærkede han, at Synet svigtede ham; «derefter
lagde han sig paa Sengen, laa nogle Timer stille og talte med sin
Gud og forlod saa denne Verden som en mæt Gjæst» 19. Febr.
1748. Hans Minde hædredes ved et meget talrigt Ligfølge.
Videnskabernes Selskab lod slaa en Erindringsmedaille, og Hjelmstjerne
holdt en Lovtale over ham i dette Selskab. – Meget efterlod han
ufuldendt; men han kunde dog med Sandhed sige: Jeg har arbejdet
uafladelig, ufortrøden; Tiden kunde jeg ikke forlænge. Mænd, som
han havde uddannet, traadte i hans Spor og optoge den Traad, der
ved hans Død var bristet.
I mange Aar havde G. ført fælles Husholdning med Lægen
Jens Bing (s. II, 272), hvis noget skarpe Væsen og raske Domme
vare en Slags Forfriskelse for G. i hans Hviletimer. Morsomt er
det at læse G.s Ytringer om, at han ikke turde lade Bing mærke
noget til sit Kvaksalveri med det Tjærevand, som han og gamle
Jørgen Fyrbøder i Arkivet i Smug tilberedte, og som han selv
drak og anbefalede sine fornemme Venner. P. F. Suhm, der i sin Ungdom
havde kjendt G. og af denne ligesom var indviet til Historikerkaldet,
siger om ham, at han ingen Fejl havde uden nogen Hastighed.
En anden samtidig har sagt om ham: Han blev til sidst noget
gnaven af det meget Arbejde. Det er vel altsaa sandt – G.
indrømmede det selv –, men lige saa vist er det, at han for øvrigt
var en ualmindelig ædelt tænkende og tiltalende Personlighed, en
Mand, der ikke søgte sit eget, gjærne vilde hjælpe andre og altid
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
