Dansk biografisk Lexikon / XIX. Bind. Vind - Oetken. Rettelser og Tilføjelser. C. F. Brickas Biografi / Zahrtmann, Peder Henrik Kristian, f. 1843, Maler (1887-1905) Author: Carl Frederik Bricka Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
	Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |

Zahrtmann, Peder Henrik Kristian,

f. 1843, Maler. Kr. Z. er født i Rønne 31. Marts 1843 som Søn af Overlæge og Fysikus for Bornholm Carl Vilhelm Z. (f. 1810 d. 1898) og Laura Pauline f. Jespersen (f. 1822). Efter at have gjennemgaaet Rønne Realskole blev han sendt til Sorø Akademi; 1862 blev han Student og tog Aaret efter anden Examen. I disse Aar boede han hos en Familie, hvor Datteren var Malerinde, og vistnok var det derved, han fik Lyst til at forsøge sig som Kunstner. I Vinteren 1863—64 tegnede han paa teknisk Institut og fik samtidig Privatundervisning af Wenzel Tornøe; derefter kom han ind paa Kunstakademiet, arbejdede der først under A. Kittendorff, malede derpaa under Marstrand og tegnede om Aftenen hos Vermehren. Efter i 1868 at have faaet Afgangsbevis udstillede han det følgende Aar «En Konfirmandinde paa Bornholm», et noget sortladent Billede, der imidlertid ved sit stærke Præg af Følelsens Ægthed og Finhed indeholdt store Løfter. Nogen Tid efter traadte han i Venskabsforhold til de to omtrent jævnaldrende Malere O. Haslund og P. Krohn (den senere Musæumsdirektør), malede i deres Fællesatelier og modtog af dem begge en frugtbringende Vejledning paa Teknikkens Omraader, uden at hans Syn paa Naturen eller i det hele hans kunstneriske Personlighed i fjærneste Maade paavirkedes uden fra. Om hans stærke Ejendommelighed vidnede allerede 1871 det første af hans Leonora Christina-Billeder (Slotsfogden skjæmter med Kvinderne i den nylig fængslede Kongedatters Kammer paa Blaataarn), der efter at have indbragt ham den Neuhausenske Præmie blev solgt til Kunstforeningen, og som senere fulgtes af en hel Række betydelige Værker over Motiver fra «Jammersmindet». Hvor mangesidig en Kunstner end Z. senere har vist sig at være, er det dog blandt disse Arbejder, man fornemmelig finder dem, der have fastslaaet hans Ry som en af den nyere Tids mest fremragende Mestere. Fra sin Ungdom havde han følt varmt for Leonora Christina; nu blev han baade hendes Forherliger og hendes Hævner. I 1873 kom «Leonora Christina forlader Fængselet», og stedse inderligere fordybede han sig nu i hendes Personlighed og Karakter, indtil det lykkedes ham at faa fastslaaet et Billede af

281

hende, som Tiderne ikke ville rokke eller ændre, saa stort er det i Opfattelsen, saa ægte og vederhæftigt i Udtryk og Form. Blandt de mange andre til samme Række hørende Kunstværker kunne nævnes «Leonora Christina i Fængselet» (1875; hun ser, liggende paa sit Leje, Rotterne æde af det brændende Lys; den Hirschsprungske Samling), «Corfits Ulfeldt og Leonora Christina», «Leonora Christina paa Maribo Kloster» (1883; Kunstmusæet), «Leonora Christina undersøges af Sophie Amalies Tjenerinder» (1888, den Hirschsprungske Saml.) og det grufuldt gribende «Dronning Sophie Amalies Død» (1882, Kunstmusæet). Men samtidig hermed dyrkede Z. Æmner fra de mest forskjellige Kredse. I 1873 udstillede han saaledes Kartonen til «Job og hans Venner», der 1887, efter at have indbragt ham den mindre Guldmedaille, blev udført som Maleri og indlemmet i Kunstmusæet, et af Mesterens Hovedværker, vældigt og gribende ved Hovedfigurens mægtige Lidenskab og Udtrykket af hans uhyre Smerte.

Med Akademiets Stipendium opholdt han sig 1875—78 i Italien, dels i Rom, dels i mindre Byer, særlig Siena, Amalfi og Saracinesco. Som Udbytte af denne hans første Sydlandsfart kan nævnes det smukke Billede af «En ung Præst, der knæler i Bøn», «En Sabinerinde, der vugger sit Barn», «Frugtbærersker fra Amalfi» og «Fem kloge og fem daarlige Jomfruer». Senere har han mange Gange været paa længere Ophold i Italien, 1882 med det Ancherske Legat, ogsaa gjort et Par Rejser til Grækenland, og bestandig udfoldet en rig kunstnerisk Virksomhed der. I en Række af Aar har han paa sine Sydlandsfarter haft sit stadige Ophold i den lille italienske Bjærgby Civita d’Antino, hvor han er udnævnt til Æresborger og har vundet stor Indflydelse paa de kommunale Sager.

Foruden de omtalte Værker har Z. dels ude, dels hjemme udfoldet en Virksomhed saa rastløs som faa af vore andre Kunstnere. Nævnes kan her fra 1873 «Scene fra Christian VII’ s Hof», hvor Dronningen og Struensee spille Skak, medens Kongen, henslængt paa en Kanapé, driller Papegøjen, det mægtige «Aspasia ved sin Søns Buste», «Det mystiske Bryllup mellem Biskoppen og Abbedissen af Pistoja», «Nero» (1903) samt de mange italienske Folkelivsbilleder, Gadepartier og Landskaber. Ligesom Z. i sine Behandlinger af historiske eller mere «ideale» Æmner viser sig som en Psykolog af meget høj Rang, forstaar han ogsaa som faa andre at lægge sin Fortrolighed med den italienske Landalmues ydre Færden og indre Liv for Dagen. Da han først begyndte at

282

gjøre sig bemærket, vakte han ofte Forargelse ved sin «Mangel paa Skjønhedssans»; nu er det lykkedes ham efterhaanden at opdrage sit Publikum til Erkjendelse af, at Skjønheden i Kunsten ikke er noget en Gang for alle vedtaget, men har sit Udspring fra, hvad den ægte Mester stærkest føler og elsker, naar han mest er sig selv. I Virkeligheden er Z. en af Nutidens mest udprægede Idealister; ikke mindst viser dette sig i hans ejendommelige Farvesyn. I sin Komposition forstaar han paa sjælden Vis at forene Skjønhed og Naturlighed.

Zahrtmann har i en Aarrække været Leder af en Malerskole og ogsaa som saadan haft stor Betydning for vor Kunst. Han var blandt Stifterne af «Den frie Udstilling», til hvilken han stadig har været knyttet.

Weilbach, Nyt dansk Kunstnerlex. S. Müller, Nyere dansk Malerkunst. Karl Madsen, Kunst IV, 1l f.
Sigurd Müller.