(1817--67).
Hun var 13 Aar ældre end sin mere berømte Søster, Banebryderen for Kvindesagen, Mathilde Fibiger, for hvem hun ligesom er kommen til at staa noget i Skygge, uden dog at være en fattigere, ringere udrustet Natur. Snarere var hun baade rigere og dybere, en lødigere Personlighed, hvis Digtning ubetinget staar over Mathildes. Ilia Fibiger har haft Hjem og Opdragelse fælles med Søsteren (se Side 63), men hun saa vistnok paa mangt og meget med andre Øjne end Mathilde, var næppe fra Begyndelsen helt enig med denne, muligvis heller ikke saa fremsynt? Kom Mathilde til at forkynde Frihedens Evangelium for de danske Kvinder, saa blev Ilias Digtning en Forkyndelse fra Kærlighedens hellige Arnested i hendes eget ædle og varmtfølende Hjerte. En aands- og viljesfast Personlighed har sat sig Præg paa alt, hvad hun har skrevet, uden at man dog derfor kan kalde hendes Værker for fuldgod Kunst. Hun holdt Ideens Fane højt, og hun var ikke ét, naar hun digtede og et andet, naar hun levede Virkelighedens Liv, men Idé og Virkelighed smeltede hos hende sammen til en sjælden skøn Forening. Hun har øvet en stor og velsignelsesrig Gerning i Kærlighedens Tjeneste, baade da hun under Koleraens frygtelige Hærgen i København (1853) frivillig meldte sig til offertro Sygeplejerdaad, og da hun senere paatog sig at være en Moder for forældreløse smaa. Her er ikke Stedet til nærmere at følge denne hendes praktiske Virken, skønt den for saa vidt er udbytterigere at dvæle ved end selve hendes Digtning.
Hun skrev en Del Fortællinger, hvoriblandt »Magdalene« (1862), der vistnok for en Del er Skildringen af hendes eget Liv med dets Kamp og Brydning, Higen og Længsler, »Løst og bundet« (1863) og en Del »Eventyr« (1859 og 66). Der er imidlertid ikke meget heri af blivende Betydning. Med særlig Forkærlighed syslede hun med dramatisk Digtning: »Tre Dramaer« (1857), »Synd og Sorg« (1862), »Niels Ebbesen« (1866), samt Lystspillet »Modsætninger« (1862). I disse Arbejder og i sine lyriske Digtninge har hun nedlagt det bedste, der boede i hende, og det er kommet frem ganske umiddelbart; alt, hvad hun har skrevet, »er Inspirationens Værk«, siger Søsteren, Mathilde, om hende i den lille Biografi, hvormed hun ledsagede de af Vilhelm Møller efter hendes Død udgivne »Digtninger« (1867). »Derfor kunde hun ikke tage mod Raad eller omarbejde noget senere.« At dette imidlertid skadede den rent kunstneriske Udformning, er der ingen Tvivl om. Grundtonen i hendes Digtning er Alvor, en melankolsk, næsten smertelig Stemning, et Suk under Livets Tryk og en Higen mod Befrielse. Tidlig skuffedes hendes Kærligheds Haab, og hun forvandt aldrig den Smerte, dette voldte hende. Men det er ikke Nutidens haabløse, knugende Pessimisme, vi møder i hendes Digte. Det rifter med Lysblink gennem Skyerne, Forsoning og Fred hviler over den, og hun havde fundet Hvile i Troen paa Kærlighedens Gud:
»Herre, løs min Kvide,
tag du mig ved Haand!
Selv jeg kan ej slide
mig af Verdens Baand.
Tag mig mod min Vilje,
lad mig græde ud,
og saa hvile stille
hos min Herre Gud!«
Mange Steder udtaler hun sin Længsel efter Døden, hun »vil være glad, naar det mod Døden stunder.« Naar denne Længsel kommer, dukker dog ogsaa Minderne frem fra Barndommens og den tidlige Ungdoms lyse Tid:
»Hvor er den Glædens lyse, den underfulde Tid,
da Livets Sol sig hæver saa straalende og blid,
da første Nyheds Morgendug i Glans indhyller alt,
og Livet er et Eventyr, nu første Gang fortalt?
Men allerede i næste Vers spørger hun:
Hvor er, o svale Dæmring, din Aftens sidste Stund,
da Døden selv saa stille mig dysse skal i Blund
og lægge mig i Fredens Arm og ved dens hulde Bryst,
mens Haabet hvisker sagtelig om Salighedens Lyst?«
Hendes Digte er ikke alle lige heldige med Hensyn til skøn Form, men man vil paa den anden Side aldrig hos hende træffe jasket Form og Godtkøbs Tankeindhold, og tit iklæder hun en smuk Tanke en knap og værdig Form som i det bekendte Epigram:
»Ingen Kvindesorg er saa stor,
den svinder jo bort for Bejlerord.
Ingen Kvindesorg er saa ringe,
den kan jo Taarer i Øjet bringe!«
Hun opnaaede ikke at vinde den Anerkendelse for sin litterære Virksomhed,
som hun havde ventet. Søsteren taler i nævnte Biografi om »den
Tilsidesættelse, hun har mødt,« og det har aabenbart smertet
Forfatterinden, der jo ejede »Inspirationens Gave« og »troede
paa sit Kald«. Ret mange har denne Digtning trods dens gode Sider vel
næppe paavirket, og intet af hendes Arbejder blev populært. Ikke
des mindre skal det erkendes, at hun ejede et umiskendeligt lille Talent,
afgjort kvindeligt fint, og at dette har givet sig Udslag i adskillige smukke
Smaaarbejder, prægede af Religiøsitet og ægte
Fædrelandssind. Hun gik »sin stille Vej gennem Livet, hjælpende,
trøstende, elskende andre«, men selv »blev hun kun glimtvis
forstaaet.«
