Vejbryderen for de danske Kvinder, og det i flere Henseender, blev den unge, tyveaarige
(1830--72)
Hun udgav ved Juletid 1850 under J. L. Heibergs Ægide sin berømte Debut: »Clara Raphael«: Tolv Breve. Trods Forfatterindens store Ungdom, maa man undres over den Modenhed, Bogen, med alle sine Mangler, bærer Vidne om. Forfatterinden var født i København og Datter af Major J. A. Fibiger. Moderen nedstammede fra den tapre Krigshelt Peder Grib. Slægten Fibiger talte adskillige ansete Navne. Et vist ridderligt Væsen og Forkærlighed for militære og boglige Sysler synes at være Slægtens Særkende. Den havde i flere Henseender hæderlige Traditioner at hævde, og den var, som sagt, ingenlunde fremmed for litterære Interesser. Mathilde Fibiger havde faaet en omhyggelig Opdragelse, og navnlig skyldte hun -- som de andre Søskende -- sin udmærkede Moder meget. Denne begavede og højhjertede Kvinde var den egentlige Sjæl i det gæstfri, fintdannede Hjem, hvis hyggelige og urbane Tone endnu vil mindes af adskillige. Hun tog sig med aldrig trættet Kærlighed af Børnene og søgte tidlig at fremelske ædle Spirer i dem. Fru Fibiger døde desværre tidlig, 1844, og allerede et Aars Tid efter giftede Faderen sig igen. Nu blev Hjemmet ikke i samme Grad som før Midtpunktet, der samlede Børnene, og Mathilde forlod det snart for som Lærerinde at drage til Berritsegaard ved Sakskøbing. Det var en Gæringstid for hende, og her brød frem de Tanker, som hun siden gav Udtryk i sin Bog. Hun skildrer i denne en rigt begavet Kvinde, der ikke finder den rette Forstaaelse. Clara hedder hun. Det er en idealistisk, stærkt patriotisk og religiøs vakt Pige, som man gerne har villet identificere med Forfatterinden selv. Hun forfægter de ny Ideer om Kvindens Emancipation, der er Hovednerven i Bogen. Hun tager Ordet for en fyldigere kvindelig Uddannelse, en grundigere Udvikling af Kvindens Aandsevner. Hun maa med i den vaagnende og voksende Kultur, i Kampen for Fremskridtet. Idéen opstilles som Kvindens højeste og rette Ledestjerne; den er mere værd end selve Kærligheden, ja, det kræves endog, at hun skal bryde med Verden og leve for Idéen! Angaaende Bogens rent æstetiske Værd, dens Handlings Udviklingsgang, dens Karaktertegning og især den højst utilfredsstillende Slutning, kan der indvendes adskilligt, og det med god Ret. Men selve Grundtankerne overrasker ved meget nyt og interessant, og det er disse, der giver Bogen Værdi. De faldt som svulmende Frøkorn i en gunstig Jordbund og kom til at spire i Slægten. Saaledes blev hun den heldige Tolk for en Trang i Tiden og vandt sig særlig Øjeblikkets Ry. Bogen lærer os at kende en rigt begavet, varmt følende og ædelt tænkende Personlighed. Den ligefrem sygelige Afslutning tyder derimod utvivlsomt hen paa noget mindre sundt i hendes Natur, noget overspændt, der ogsaa kendes i hendes øvrige litterære Arbejder, ja, spores endog i hendes private Brevveksling. Men den uomtvistelige Fortjeneste tilkommer der hende, at hun var den første herhjemme, der djærvt og modigt hævdede Kvindens Ret til, uden hæmmende konventionelle Baand, at virke i den Livsgerning, hvortil hun føler sig kaldet, selv om hun derved kommer til at trænge ind paa mandligt Arbejdsfelt. Den paafølgende livlige »Clara Raphael's Fejde« viste tydelig nok, hvilken Opmærksomhed Frøken Fibigers Bog havde vakt. Den kom til at sætte mange Sind og Tanker i Bevægelse, og den vakte navnlig mange Kvinder til alvorlig Overvejelse. Den store Bevægelse, Bogen fremkaldte ogsaa hos mandlige Skribenter, er saa meget mere mærkelig, som vigtige fædrelandske Anliggender nødvendigvis maatte lægge stærkt Beslag paa den almindelige Opmærksomhed. Vi skal ikke her dvæle nærmere ved denne Fejde, der saa ofte har været drøftet og bl. a. er udførlig og klart beskrevet af Fr. Bajer. Højst betegnende er det, hvad Frøken Arnesen-Kall har sagt om »Clara Raphael«s Forfatterinde:
»at tog i meget og mangt hun fejl,
hun var dog den første, som hejsede Sejl!«
Efter den Lykke, Frøken Fibigers Debut gjorde, vil det let forstaas, at hun siden atter forsøgte sig som Forfatterinde. Men Lykken stod hende ikke bi. Mange ventede noget ualmindeligt af hende. Hendes første Bog gav jo ogsaa Løfter i flere Retninger, men Forventningerne havde vistnok været alt for overdrevne, og det skadede hendes senere Frembringelser. Allerede 1851 udkom: »Et Besøg«, ny Breve; men det blev for alle en stor Skuffelse. Havde der hidtil været tvistet meget for og imod »Clara Raphael«, og havde Forfatterinden maattet døje mangen hed kritisk Kugleregn, saa blev det ved Udgivelsen af »Et Besøg« langt værre end før, og navnlig fældte Goldschmidt i »Nord og Syd« en knusende og spottende Dom over hendes ny Bog. »Ak, bedre at være en falmet Rose end en forhenværende berømt,« siger han og tilføjer: »Den forhenværende berømte er en død, der hver Dag følger sig selv til Jorden.«
Skønt hun tog sig den ublide Kritik, der i det hele var fældet over hendes Arbejder, meget nær, og den en Tid lang fremkaldte baade Bitterhed og Smerte i Sindet, udsendte hun dog snart et Par ny skønlitterære Bidrag: »En Skitse efter det virkelige Liv« (1853) og »Minona« (1854). Men intet af disse Arbejder bringer ny Tanker til Torvs eller har nogen litterær Værdi. De kendes af meget faa og ejer intet Liv, som kan sikre dem en blivende Plads i vor Bogverden. Heller ikke i dramatisk Retning har hun skrevet noget af Betydning, men alt, hvad hun har ydet, bringer Bud fra hendes lyse Aand og varme Hjerte og viser os et religiøst grebet Sind, der har lært at resignere, og som har fundet Hvile i Kristentroen, der giver hende Kraft til at bære alle Sorger og Skuffelser. Hun siger:
»Og skal min Røst i Verden her
end overdøves,
jeg ved, Guds Hensigt dermed er,
at jeg skal prøves!
Naar blot jeg i den gode Strid
maa staa med Ære.
Er Gud mig alt, maa Haan og Nid
jeg kunne bære!«
Hun var unægtelig en poetisk Natur og besad en aandelig Rigdom, der
stiller hende højt, og hun var fra Hjertets Side en sjælden
udmærket Kvindetype, selv meget langt fra at være emanciperet.
Men nogen ægte Digterkilde sprang der ikke i hendes Indre. Hun var
desuden for ensidig, og hendes Aand ejede ikke denne
svulmende og vækkende Frodighed, der livsvarm forplanter
sig til Læseren og just derved beviser, at Værkerne er
Digterværker og vil leve gennem Slægterne som uforfalsket Kunst.
Ikke blot ved sin »Clara Raphael«, men ogsaa ved at paatage sig
en praktisk Stilling i Statens Tjeneste som Telegrafistinde kom hun til at
gaa i Spidsen for de danske Kvinder.
