Betydelig mere Interesse end Reformationstidens Salmer have de polemiske Digte, denne bevægede Tidsalder affødte. Et udmærket Digt, som i enhver Henseende er enestaaende iblandt alt, hvad der er levnet os i bunden Stil fra Reformationstiden, er saaledes den allegoriske Vise om Løgn og Sandhed, der af en meget gammel Tradition, som synes at fortjene fuld Tiltro, tillægges Hans Tavsen. Den angives at være bleven til paa den Tid, da Reformatoren "blev tiltalt og dømt af Bisperne" c: 1533, og den stærkt bevægede Stemning, der gaar igjennem dette Digt, som i hele sin Tone bærer Præget af at være udsprunget af Digterens inderste Sjæl under Forhold af gribende Alvor, gjør det højst rimeligt, at det just er blevet til i Havblikket efter den stormfulde Tid, da den Sag, han kæmpede for, var stedt i den yderste Nød, da han "af særdeles Naade" var bleven dømt af Bisperne til for bestandig at nedlægge sit Prædikeembede og havde hævnet sig ved at tage Biskop Rønnov i Forsvar imod den opbragte Hob, der truede Prælaten paa Livet. I djærve, fyndige Udtryk skildrer Digtet, hvorledes Sandheden, som "i fordum Tid var mægtig og bold", nu alle Vegne er fortrængt af Løgnen, som "er vorden hende vred"; hvorlunde den fór til Herreslot og klagede sin Vaande, men Løgnen kom ridende i Gaarde "med blanke Spær i Hænde", hvorlunde den fór til Kjøbstaden, men Løgnen "skrev Brev til Borgemestere og Raad, at de Sandhed ihjel skulde slaa", saa den maatte undvige ved Midnats Tid. Saaledes udmales Sandhedens Flugt · fra Sted til Sted; alle Vegne behandles den som en Rømningsmand, og især gaar det den ilde i Klosteret, thi
"Nu er Løgnen vorden Munkens Patron,Men lige meget, Digteren er ved frejdigt Mod, vis paa, at der er den, som nok skal hjælpe Sandheden til Sejr, inden Enden kommer:
og Sandhed sidder i deres Prison
til Døde ville de hende svælte."
"Sandhed fortrykkes til en Tid,Hans Tavsens poetiske Evne har efter de øvrige Vers, vi kjende af ham, i Virkeligheden kun været ringe. I dette Digt har han givet et smukt Vidnesbyrd om, hvorledes en stærk aandelig Betagethed kan gjøre et Menneske til Digter i et øjeblik, hvor det højeste staar paa Spil. Den Tone, der er anslaaet i Visen om Løgn og Sandhed, er holdt med en Sikkerhed og klinger med en Skjønhed, som giver Digtet højt Værd, selv naar det maales med Kunstens Maalestok *).
et kan hver Mand vel mærke,
Djævelen gjør dertil stor Flid,
at han kan Løgnen bestærke;
men kommer Sandhed til Orde igjen,
da raader jeg Løgn, du bruger dine Ben,
du vedst, hvad det vil koste."
*) Dette Digt er ofte udgivet. Den ældste Udgave, der kjendes, er fra 1547 optrykt i "Viser fra Reformationstiden", udgivne af Chr. Bruun, 1864. I nyere Tid er det desuden optaget i Brandt og Helvegs "Den danske Salmedigtning", samt i Brandts "Ældre Danske Digtere".
Ved Siden af dette i en ædel Stil holdte polemiske Digt er der levnet os enkelte andre antipapistiske Viser, som til Trods for den Alvor og den Fortrøstning til den gode Sags Sejr, der jævnlig kommer til Gjennembrud i dem, sete med vor Tids øjne, med en enkelt Undtagelse *) efter hele deres Karakter kun kan betegnes som fra Formens Side maadelige, fra Indholdets plumpe Smædedigte, rettede bl. a. mod Dr. Stagefyr, som Bisperne havde indkaldt fra Tyskland til · Hjælp mod Protestanterne ved Herredagen 1530, imod "Povl Vendekaabe" mod Paven "den Antikrist" og Munkene med "deres falske Handel" og fulde af de voldsomste Udfald imod den gamle Kirkes Tilhængere, der alle skæres over én Kam som arge Skalke, forførte af Satan. Katholikerne have vel her som anden Steds betalt med samme Mønt, men der er kun levnet ét saadant rimet Tilsvar til Protestanternes Angreb, "En Munks Klage", som aabenbart skriver sig fra Slutningen af Reformationstiden, da Katholikerne maatte finde sig i det uundgaaelige og ikke kunde gjøre andet imod deres Modstandere end udtale saadanne velmente ønsker over dem som det, hvormed denne Vise slutter:
"Gud give dennem Sorg og Hjærtevé
og aldrig Glæde i Bryste,
og lade det vare saa længe hos dennem,
indtil vi skulle dennem trøste." **)
