Med den humanistiske Lærdom, der paa Reformationstiden
begyndte at finde Indgang her i Landet, fulgte ogsaa
den lærde Poesi; det latinske Versemageri anbefaledes fra
Universitetet og dyrkedes allerede i dette Tidsrum i stor
Udstrækning, om det end først ret bredte sig i det følgende.
Der haves adskillige større og mindre Samlinger af latinske
Digte, overvejende Skole- og Lejlighedsvers, der ikke have
anden Interesse for os end den, de faa ved de Oplysninger,
de lejlighedsvis give om Personer, Sæder, Forhold o. s. v.
Digte, der hente deres Æmner fra andre Omraader og have
virkelig digterisk Værd, ere i det her omhandlede Tidsrum
saa vel som overhovedet i hele den Tid, i hvilken den latinske
Poesi dyrkedes, yderlig sjældne. Blandt Poeterne maa
navnlig fremhæves Hans Frandsen (1532-1584), som 1561 blev
·
Professor i Medicin, men længe forinden havde erhvervet sig
et stort Navn som Digter baade her hjemme og i Udlandet,
hvor han havde færdedes meget paa Rejser. Baade hans
mange latinske Digte og de enkelte danske, der kjendes af
ham, vise, at han har været i Besiddelse af en betydelig
Digterevne; det betydeligste turde være hans Digt om øjet
og Farverne (de oculorum fabricatione et coloribus liber,
elegiaco carmine conscriptus, 1556). Ogsaa Præsten Jens
Jørgensen Sadolin og Johannes Sascerides (født i
Holland 1526, men i 1557 indkaldt til at beklæde Professoratet
i Hebraisk) vare højt ansete latinske Poeter.
