Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Oplysningens Tidsalder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Den Impuls, han ved mangfoldige Udtalelser i sine folkelige
Skrifter havde givet, virkede imidlertid langt stærkere, end
han havde tilsigtet, og førte snart til, at man bevægede sig
frem i denne Retning med en uhyggelig Fart. De franske
og engelske Filosofers imod Kristendommen afgjort fjendtlige
Lærdomme vandt mere og mere Terræn og trængte snart fra
Skribenterne ud i Folket i en saadan Grad, at dets Agtelse
for Religionen undergravedes, hvoraf Slaphed i Sæder blev
den uundgaaelige Følge. I de dannede Kredse blev det mere
og mere almindeligt at forholde sig skeptisk og spottende til
den aabenbarede Lære, i hvis Sted man hyldede en gold Fornuftlære,
der, i det mindste saaledes som den formede sig for
den almindelige Bevidsthed, maatte bidrage væsentlig til at
nedsænke Samfundet i det hele i Aandløshed og Bornerthed,
idet "Dyd" og "Nytte" blev de ledende Principer,
hvorefter alt bedømtes og maatte rette sig. I og for sig
kunne disse Principer naturligvis være meget berettigede og
prisværdige, men blive de eneherskende, kan de ikke andet
end sløve og nedbryde det aandelige Liv, og navnlig maa
dette blive Tilfældet, naar det moralske Princip, "Dyds"-principet,
opfattes saa ensidig og snævert, som det blev det den
Gang, thi i Virkeligheden var denne Dyd af en rent negativ
Karakter, for saa vidt som den udelukkende sattes i at føre
et agtbart Levned, der ikke stødte an hverken mod Love eller
Vedtægter, og ikke bar Spirer i sig til nogen fri og selvstændig
Udvikling, saa at den naturlig maatte føre til en
Forsumpning og Stillestaaen af det sociale Liv, som der
skulde store Kræfter til for atter at føre Folket ud af. Helt
lykkedes det vel ikke at kvæle den aandelige Magt, Kristendommen
bærer i sig, den savnede ingenlunde Forkæmpere
imod Fritænkeriets Stormløb, men ogsaa de vare saa paavirkede
af Tidens almindelige Retning, at deres Modstand
ikke fik den rette Art og Kraft, men Resultatet af Kampen
for deres Vedkommende blev det Kompromis, man har be-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
