Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Engelbrechtsdatter, Dorthea - Dass, Petter - Dass, Petter
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
selv i de gudelige Digte bryder den poetiské Stemning kun
meget sjælden igjennem de tørre, nøgterne Reflexioner,
hvorunder den i Reglen kvæles [1]. Af Samtiden sattes hun
imidlertid meget højt, hendes Salmer udkom i det ene Oplag
efter det andet, hun omtaltes bestandig i de højeste Toner og
betegnedes som ,,den ellevte Muse" - Sappho var den tiende,
—en Betegnelse, der mere karakteriserer Tiden end hende.
En langt ejendommeligere og betydeligere Natur var
Petter Dass (1647—1708), "Digteren paa Alstahoug", saa
kaldet efter den Bygd i Nordland, hvor han var Præst. Han
Dagen viger og gaar bort,
Luften bliver tyk og sort,
Solen har alt dalet plat,
det gaar mod den mørke Nat.
Nu en Dag jeg ældre blev,
det er som mit Tankebrev,
at jeg med min Vandringsstav
nærmer hælder til min Grav,
Til en Blund staar nu mit Sind,
men før end jeg slumrer ind,
vil jeg hos (c: ved) mit Hvilerum
staa og tænke mig lidt om.
At det er snaledes fat,
jeg en Gang den lange Nat
skal iblandt de dødes Tal
sove i den mørke Dal.
Fire Fjæle er min Pragt,
hvorudi jeg bliver lagt
med et Lagen og lidt mer,
ejer ikke saa en Fjer.
Alle verdslig Ting forgaar,
jeg til Herlighed opstaar,
naar Gud til Basunens Lyd
kalder mig til evig Fryd
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
