Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - VIII.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Og i den hellige, ubesmittede Jomfrus Kirke ligger foran Højalteret
femogtyve sundhedsstruttende, fløjelsklædte Præster og takker Gud for hans
ubeskrivelige Miskundhed ...
– – –
Monsieur et Madame Halling havde følt sig meget ilde til Mode.
Al denne Sygdom og Elendighed tog paa deres Nerver.
Særlig Madames sarte, modtagelige Kvindesjæl led frygtelig.
Og da man kom bærende forbi med det tiende Lig, besvimede hun og
maatte føres afsides ...
Kommen til sig selv paa ny var hun meget svag og talte om Livet efter
dette som en Befrielse og et Refugium:
– O, at vandre did hen sammen, Dytte ...!
Men efter at have indtaget en god lille Middag med et Par kraftige Glas
Vin følte hun sig stærk nok til at fortsætte den mere jordiske Rejse over
Toulon–Marseille–Cette til Rivieraen ...
– – –
Og nu slumrer hun i sit polstrede Lukaf i train de luxe, efter at
Dytte-Han har givet hende et Godnatkys og stoppet Tæppet godt ned om hendes
Former ...
Paa den opredte Sofa i Nabolukafet sidder Monsieur Halling.
Harmonikadørene mellem Rummene staar aabne. Skærmene om de elektriske Lamper er
slaaet ned. Den dunkelrøde Skumring indbyder til Tænkning ...
Han lister stille Dørene til; tænder sig en Cigar og aabner sit Vindue ud
mod Himlen og Stjernerne ... Thi enten er man Digter, eller man er det
ikke!
Og idet han stirrer op mod de evige Kloder, annammer Sorgen ham ...
Han fortryder den hele Affære med Fru Beck; men han vover ikke at
tilstaa det. Han længes efter Klara der hjemme og eller Børnene; men han
har ikke Kraft nok til at skride til Handling. „Dytten“ piner til Døde alt det
værdifuldeste i ham ved sit Hysteri og sin „Kærlighed“; men han har ikke
Mandsmod til atter at bryde. Hele hans Liv og hans Digtning vil gaa ad
Helvede til, om dette Forhold skal vare ved – og det vil utvivlsmt vare
ved i Alevighed ...
Men saa er der jo det, at han behøver ikke mere at spare og spinke.
Alt, hvad han peger paa, kan han erholde – Olivia har overdraget ham
Nøglen til Pengekassen ...
Og hvor bliver det ikke herligt, naar han atter kommer hjem til
Rugmelien, at eje sin egen villa paa Sundvejen og køre i sit eget Køretøj gennem
Absalonias Gader, hvor hans smaa Digterkolleger, gule af Nid, trisser rundt
i deres Udsalgsstøvler og neppe har Raad til at ofre 10 Øre paa en
Sporvognsbillet ...
Ak, men han fortryder alligevel! han fortryder alligevel! Med
Glæde gav han i dette usalige Øjeblik baade Guld og Villa og Landauer fra
sig og tog hjem til sin Kvist i Anemonegade og gik for Lud og kolde
Frikadeller sammen med Klara og Børnene ...
Klara, den søde, trofaste Klara, der forstaar ham og elsker ham og
gerne vil lade sit lille Liv, om han derved kunde blive lykkelig! ... Og
hende har han forraadt, og hende har han solgt for fyrretyve usle
Sølvpenge ...
Ak, ak, ak! ... Men det véd han jo ogsaa, at ikke har han været otte
Dage hjemme, førend han atter vil ud, atter vil fortryde!
... Saaledes danser den arme Digters Tanker i det rullende Tog under de
tindrende Stjerner. – Og han er ludbedrøvet ...
Men det har det kære Menneske nu været i lange Tider, og det hindrer
ham ingenlunde i hver Morgen at trække i sine Pariserbukser og dito
Lakstøvler og snurre videre med sin Olivia ...
– – –
Toget holder ved Toulon. Der gaar et Stød gennem alle Vagonnerne.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
