Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Slægten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Slægten 193
Forladelse: Der er ingen Gud! Hører I, jeg raaber
det ud med Domsbasunens Lyd: D er er, e r, e r in-
gen Gud! - Som en vanvittig Mand har jeg ligget i
Støvet for H a m, vi i vor Barndom lærte sad hist oppe
paa den evige Trone og styrede Jord og Himmel. Jeg
har tryglet og bedt ham, jamrende som en dødspint
Hund, om at tage mig den sviende, brændende Trang
til Skørlevnet og Synd, der sad som Ild i mit Kød.
Aldrig har han hørt mig! Aldrig har han haft Med-
lidenhed med mig! Aldrig har han givet mig et Tegn!
- Jeg har pisket mig med Reb og Remme, som bydes
i hans hellige Skrift. Jeg har kastet mig ned paa mit
Ansigt mod den nøgne Jord og ladet Regn og Storm
stryge som Is over mit Legeme. Forgæves! Forgæves!
Ilden har fortæret mig, Lysterne hjemsøgt mig, og med
sitrende Hænder og Blod for mine øjne har jeg sneget
mig efter de Kvinder, der optændte mit Begær! -
Allerede som Barn følte jeg mig hendraget til Kvinder.
I skal vide alt nu! I skal kende mig fuldt ud! - I
min Ungdom købte jeg Kvinders Elskov. Jeg stjal fra
min Fader. Jeg listede mig ind i hans Kammer, naar
han sov, og skaffede mig de Penge, jeg trængte til
for at stille den Attraa, der luede i mig som Hel-
vedes evige Ild! - Men hvem har saaet dette Frø?
- Hvem har nedlagt denne Spire? H a n, I holder for
Eders Gud. Han og h~n alene! Thi saa vist som I
tror og lærer, at uden H a n s Vilje falder ikke en
Spurv til Jorden. Og saa vist som I véd, at et Menne-
ske kan komme til Verden med en dødelig Sygdom,
for hvilken han forgæves søger Helbredelse. 5 a a v i s t
staar ogsaa jeg uden Skyld! - - Som en
Anklager staar jeg . . . som en Anklager! . . . Jeg har
levet som en Horkarl med min Hustru . . . Jeg har lu-
ret bag Døre for at fange et Glimt af min egen
Datters Nøgenhed . . . Jeg har . . . Stille! Hvorfor
raaber I op? Hvorfor skriger I? Vide I ikke, at det er
Guds Hus, i hvilket I færdes? . . . Stille, siger jeg!
Oustav Wied. III. 13
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
