Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Slægten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Slægten 177
Da hans Skridt var døet hen, og den tunge Dør
mellem Taarnet og Galleriet var smækket i, vendte Ba-
ronessen sig om mod sin Mand, der stod tavs henne i
Skyggen lænet op mod Kaminen.
- Bliver Du herinde i Aften, min Ven? spurgte hun
med sin blideste Røst.
- Ja.
- Er I snart færdige med Havren nede fra det ind-
dæmmede?
Helmuths øjne gnistrede, og hans lidt fremstaaende
Fortænder borede sig ned i hans Underlæbe. Hun
er bange! Hun er bange! haanlo det i hans Hjerne.
Thi hun, der aldrig havde interesseret sig for hans
Landbrug og hans Arbejde, blottede i dette ene Spørgs-
maal sin hjælpeløse Raadvildhed. Han svarede hende
ikke, men spurgte med underlig tyk og grødet Stemme:
- Er Karen gaaet i Seng?
- Ja .
- Og Kammerjomfruen?
- Nej, kære; Du véd jo, at hun aldrig gaar til Ro,
førend hun har hjulpet mig med mit Toilette.
- Gaa ind og sig til hende, at Du ingen Brug har
for hende i Aften.
Baronessen løftede Hovedet og saa’ forundret-spør-
gende hen paa ham. Hun følte Angesten krybe igen-
nem sig som en Gysen; men hun beherskede sig.
- Hører Du ikke?
- Jo, men jeg .
- Jeg vil tale med Dig! Jeg vil være alene med
Dig!
- Jamen, kære .
Helmuth næsten løb hen mod Chaiselonguen, hvor
hun sad. Hans Hænder var knyttede.
Gaar Du? - spurgte han. - Eller skal j e
Og han lod sin tunge, kluntede Næve falde haardt
ned paa hendes Skulder.
Oustav Wied. III. 12
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
