Lydt gjennem Luften i Natten farer
et Tog paa skummende sorte Heste.
I Stormgang drage de vilde Skarer.
de have kun Skyer til Fodefæste.
Det gaaer over Dal, over Vang og Hei,
gjennem Mulm og Veir; de endse det ei.
Vandreren kaster sig ræd paa Veien.
Hør hvilket Gny - det er Asgaardsreien!
Thor, den stærke, med løftet Hammer,
staaer høit i sin Karm, er forrest i Laget;
han slaaer paa Skjoldet, og røde Flammer
belyse det natlige Tog ved Slaget.
Da klinge Lurer, da er der en Støi
af Bjælder og ringlende Ridetøi,
da hyler Sværmen og Folket lytter
med stigende Angst i de dirrende Hytter.
Asgaardsreien i Fylking rider
ved Høst og Vinter i barske Nætter,
men helst den færdes ved Juletider;
da holder den Fest hos Trolde og Jetter,
da stryger den lavt over Eng og Sti
og farer den larmende Bygd forbi -
da vogt dig Bonde, hold Skik og Orden;
thi Asgaardsreien er snart ved Gaarden!
Naar Øllet virker i Bjælkestuen
og vækker de hedenske Juleskikke,
og Ilden kaster sit Skin fra Gruen
paa svingede Knive og vilde Blikke,
da gaaer der et Gys gjennem Tumlen tidt;
da høres de natlige Skarers Ridt,
da knager Væggen, da dandser Kruset;
thi Asgaardsreien slaaer Kreds om Huset.
Der holdtes et Bryllup paa Øvre-Flage
tre hellige Juledage til Ende.
Blandt Terner fandtes ei Brudens Mage,
og Brudgommens ei mellem Ungersvende.
Der stod en Glands i den bonede Hal
af dækkede Borde og dyrt Metal,
der fandtes en Skat, som er kommet for Orde,
af Kobber paa Væg og af Sølv paa Borde.
Og lystigt durede Trommer og Giger,
og Brudgommen traadte sin Dands
mandhaftigt ;
han førte sin Brud mellem Svende og Piger -
da gik vel Hallingen let og kraftigt!
Til Dandserens vældige Kast og Hop
fløi Ternen om som en surrende Top;
da strømmede Larmen og Spillet sammen,
da drønede Hallen af Liv og Gammen.
Den tredie Kveld, da Øllet var drukket
gjennem al den Helg af Gamle og Unge,
da var vel Tørsten i Laget slukket,
men Karlene vare drukne og tunge.
Vor Brud havde atter sin Krone paa;
thi nu skulde Skaalen om Bordet gaae.
Og nu tog Kjøgemesteren Ordet
og krævede Stilhed med Slag i Bordet.
Da styrtede ind i det bænkede Gilde
de vidt berygtede Seims-Bersærker;
Øinene rullede mørke og vilde,
paa Panderne havde de Slagsmaalsmærker.
De gjorde et Sprang over Hallens Gulv -
ja, det var Brødrene Grim og Ulv!
Grim, der nys var forskudt af Bruden,
kom nu selvanden, og var ei buden.
De døsige Gjæster foer op med Bæven
og havde kun liden Hu til at stride.
Hver ravende Mand, der knyttede Næven,
blev grebet i Bringen og kastet til Side.
Brudgommen satte sit Bæger ned,
steeg op paa Bænken og bad om Fred.
Men Brødrene reve alt Kniv af Bælte;
det var just Brudgommens Liv, det gjældte.
Da stimlede Kvinderne sammen i Klynge
og danned' en Vagt om den haardt Betrængte ;
bag Borde og Bænke, der laae i en Dynge,
de stode ved Høisædet indestængte.
Den ældste Kvinde i deres Flok
blottede nu sin graanede Lok,
og gav saa Brudgommen Sønnenavnet,
og tog ham paa Skjødet og holdt ham
favnet.
Men Brødrene endsed' ei Kvindemildhed,
de stormede frem over Borde og Bænke
og splittede Kvindernes Flok med Vildhed -
da var der ei længer paa Fred at tænke.
De greb' deres Offer og slæbte ham hen
til Hallens Dør og ud gjennem den.
Da blev der en rasende Kamp i Gaarden,
og Gjæsterne fulgte i vild Uorden.
De styrtede ud med Blus og med Brande;
thi over Egnen rugede Mørket.
Da saae de Brudgommen opreist stande;
nu var han af Vinterens Luftning styrket.
Han brugte sin Kniv til Snit og til Stød -
saa gav han igjen hvad de Andre bød.
De Trende danned' et rædsomt Knippe,
og Ingen af dem vilde Taget slippe.
Da tumlede Grim med Eet overende,
og Blodet strømmed ham bredt af Brystet.
Des haardere brødes de andre Tvende
og holdt hinanden i Rygtag krystet.
Tilsidst blev Brudgommen sat mod Jord,
og Kniven alt mod hans Strube foer.
men Ulv holdt inde og stod bedøvet,
og skjælved og bæved som Aspeløvet.
Thi gjennem Luften i Mulmet sused
et huiende Tog paa fnysende Heste;
det foer over Skoven mod Brudehuset,
og vilde det blodige Gilde gjæste.
Da klang der Lurer, da blev der en Støi
af Bjælder og ringlende Ridetøi.
Nu var det nær - det kom over Heien -
der hørtes et Skrig: Det er Asgaardsreien!
Da blev der et Veir mellem Jord og Himmel,
der kastede Rædsel i alle Barme;
det hvirvled afsted i voxende Stimmel,
det slog med Vinger, det greb med Arme.
Da var det Ulv blev draget i Haar,
og slynget i Luften og ført af Gaard,
ja ført over Skov, over Fjeldetinde -
han spurgtes ei meer, han var ei at finde.
Da Larmen stilned om Rædselsstedet,
laae Grim af Dødskampen sammenkrummet,
men Brudgommen blev over Sneen ledet,
og sattes paa Hynden i Gjæsterummet.
Hans Hoved vakled, hans Blodstrøm flød,
han svæved en Tid mellem Liv og Død;
men han blev pleiet og vel forbundet,
om Vaaren havde han Alt forvundet.
Nu sidder han bøiet og høit bedaget,
og kan sin Æt omkring Arnen samle,
nu sidder han ofte med Sagn i Laget
og korter Tiden for Unge og Gamle.
Saa var det seneste Julekveld,
da Ungdommen raabte: "Fortæl, fortæl!"
Da flammed hans Blik, da saae han tilbage,
da maned han frem sine Bryllupsdage.
Maanen seer ned i de mørke Skove
og speiler sin Mildhed i Elvens Vove,
mens Fjeldet skygger den gamle Borg.
Herren derinde er piint af Sorg;
han vaager, han kan ei sove.
Hans Hustru er under Kistelaaget,
og derfor har han grublet og vaaget
og sørger endnu den lange Nat.
Sit brændende Hoved helder han mat;
hans Blik er af Kummer taaget.
Hans Hest og Hunde har glemt hans Stemme,
hans Vaaben er i et dunkelt Gjemme,
hans raske Svende har nu Forlov.
Det er Hr. Gilbert af Billingskov,
som ei kunde Sorgen glemme.
Først sad han længe i navnløs Pine
ved Hustruens Lig med forstenet Mine
og stirred i Skyen, der gled forbi,
og holdt, under Munkenes Litani,
den Dødes Hænder i sine.
Saa fik man ham ud i de grønne Lunde
til larmende Jagt med Falk og med Hunde.
Men Sorgen fulgte i Vildtets Spor,
og lagde i Horn og i Buesnor
et Suk, der aabned hans Vunde.
Saa hørte han atter Bønner og Psalmer
om Gravens Fred og om Himlens Palmer,
men Ordet bævede uden Trøst,
som sunket Løv i den sene Høst,
naar Himlen med Jorden falmer.
Han sad i sin Hal som et Marmorbilled,
mens Maanens Straale paa Elven spilled
og Fjeldet skygged den gamle Borg.
Han sad i den dybe, rugende Sorg,
som Taaren ei har formildet.
Da hørte han Toner derude spille,
saa stærke og klare og dog saa milde.
Til Strængerne lød der liflig Sang:
"Min bolde Ridder, din Nat er lang;
jeg vil dine Smerter stille."
"Gak ud, mens Duggen fra Lindegrenen
falder som Perler paa Runestenen.
Der skal jeg aabne dig Alfers Lund
og hæve den Traad fra blommet Grund,
som spindes af Trylletenen."
"Du skal mit funklende Bæger tømme,
og, som de lette, svindende Drømme,
skal Mindernes blege Hær forgaae.
Og Glædernes Væld, som følger derpaa,
skal gjennem dit Hjerte strømme."
Saa lød det i Natten til Harpestrænge.
Men Ridderen grundede dybt og længe
paa Sangens Løfter og Tonefald,
og fulgte tilsidst det lokkende Kald,
der vilde hans Sorg fortrænge.
Han vandred en Nat fra sin Borg alene,
kun Maanen fulgte bag Lundens Grene.
Han vandred i Duft af vaarligt Løv.
der tindrede Dug som Perlestøv,
paa Græs og mosede Stene.
Da saae han Kredsen paa Blomstergrunden,
og da var Alfernes Bolig funden.
Som Elven i Dalen gik hans Blod,
og med sit bankende Bryst han stod
ved Runestenen i Lunden.
Hvad hæver sig her fra Kildevover,
hvad kalder ham her, hvor Baaren sover?
Det er den deilige Kildens Fee
med Kinder og Barm, der ligne Snee,
som Daggryet skinner over.
Sin blændende Arm hun mildt bevæger
og hæver det funklende, fulde Bæger,
og siger med lifligt klingende Røst:
"Paa Glemselen følger nyskabt Lyst,
som ganske din Smerte læger."
Han stod under duftende, sorte Linde
og stirrede taus paa den fagre Kvinde.
Da klang i hans Sjæl et elsket Navn;
ak, skulde da nu hans Sorrig og Savn
falde ham flux af Minde!
Han greb om Bægret, og ufortøvet
han slynged det høit over Lindeløvet
og over den skummende Elvebred -
da stod han med Eet ved Borgeled
og havde sin Troskab prøvet.
Og Taaren, der kom i Sukkenes Følge,
erstatted den døvende Glemselsbølge,
og Minderne foldede ud sin Skat
og virked et Slør ved Dag og ved Nat,
der kunde hans Afgrund dølge.
Han knæled i Bøn ved den viede Kjerte,
han red sig i Lund med formildet Smerte,
han sprængte til Dyst med nytændt Mod
thi Pandsrets glimrende Bue stod
over et trofast Hjerte.
Han førte et Skjold mellem Herrer bolde,
der kjendtes blandt hundrede andre Skjolde.
Et omvendt Bæger var malt derpaa;
det bar Hr. Gilbert, en Helt som Faa,
og vilde sin Sorg beholde.
Den gjeveste Bonde i Vinje Gjeld
var Dyre fra Vaa at nævne.
Han var saa sikker og stø som et Fjeld
og eiede tolv Mands Ævne.
Hans Grander sagde saa stort et Ord:
"Du turde vel prøve en Leg som Thor
med Trold og med Bjerguhyre."
"Ja, om det var mørkt," sagde Dyre.
Saa skulde det hende at Dyre Vaa
sad lunt i Julekveldsgilde.
Mens Øllet gik rundt og Natten faldt paa,
de drukke saameget de vilde.
Med Et blev der tyst i det lystige Lag;
der hørtes fra Fjeldet et. grueligt Brag
og et Brøl som af hundrede Tyre.
"Nu er det vel mørkt," sagde Dyre.
Og Dyre gik fiux til Totak - Vand
og løste sin Baad behændigt;
men da han kom nær til den anden Strand,
det raabte ham an ubændigt :
"Hvem er det som pusler i Kjernet nu?"
"Det er nok Dyre fra Vaa. - End du,
der rusler i Urer og Myre,
saa mørkt som det er," spurgte Dyre.
"Jeg er fra Aashoug og skal afsted
til Glomshougs-Møerne mine.
Læg hid til Stranden og tag mig med,
og brug saa Kræfterne dine!">
"Ja let dig først," gav Dyre til Svar,
"for Prammen er klein og jeg tænker du har
en Krop som de sværeste Fyre,
og husk det er mørkt," sagde Dyre.
Saa skrumpede Trolden sig dygtig ind
og sad som en Dværg paa Tilie;
men da fik Dyre et andet Sind
og meldte paa Stand sin Villie:
"Aa, syn mig nu hvad Rise du er!"
Men Trolden brummede studs og tvær:
"Nei stop, den Lyst faaer du styre!"
"Ja, mørkt er det og," sagde Dyre.
Men Trolden gjorde sig blid om Lidt
og sagde ved Fartens Ende:
"Jeg lægger et Mærke i Truget dit,
hvoraf du mit Maal kan kjende.
Se vel under Toften naar det er Dag,
og tag hvad du finder for din Umag;
det er din Færgemandshyre."
"For nu er det mørkt," sagde Dyre.
Det var en Vantefinger af Uld,
der laae under Dyres Tofte.
Med fire Skjepper den maaltes fuld,
og Dyre har maalt den ofte.
Da blev det for Alvor et stadigt Ord,
at Dyre var Karl for at gaae som Thor
mod Trold og mod Bjerguhyre.
"Helst naar det er mørkt," tænkte Dyre.
Hvad ei med Ord kan nævnes
i det rigeste Sprog,
det Uudsigelige
skal Digtet røbe dog.
Af Sprogets strenge Bygning,
af Tankeformers Baand
stiger en frigjort Tanke,
og den er Digtets Aand.
Den boede i Sjælen
før Strophens Liv blev til,
og Sprogets Malm er blevet
flydende ved dens Ild.
Den gjennemtrænger Ordet
lig Duft, der stiger op
af Rosentræets Indre
i den aabnede Knop.
Og skjønt den ei kan præges
i Digtets Tankerad,
den er dog der tilstede
som Duft i Rosenblad.
Glem da den gamle Klage,
at ingen Kunst formaaer
at male Tankefunken,
hvoraf et Digt fremstaaer.
Thi hvis den kunde bindes
og sløres af paa Prent,
da var i denne Skranke
dens Liv og Virken endt.
Den vil med Aandens Frihed
svæve paa Ordets Klang;
den har i Digtets Rhythmer
en stakket Gjennemgang,
En Gjennemgang til Livet
i Læserens Bryst;
der vil den vaagne atter
i Sorrig eller Lyst,
Og næres og bevæges
og blive lig den Ild,
der laae i Digtersjælen,
før Strophens Liv blev til.
Kun da bevarer Digtet
sin rette Tryllemagt,
det Uudsigelige
er da i Ordet lagt.
Betragt den stille Lykke,
der gjør en Digter varm,
mens Aanden i hans Sange
svæver fra Barm til Barm.
Lad kun hans Rygte hæves
mod Sky af Døgnets Vind,
det er dog ei den sande
Kvægelse for hans Sind.
Men naar hans Tankebilled,
med eller uden Ry,
finder et lutret indre,
og fødes der paany -
0,bring ham da et Budskab
om dette Aandens Bliv;
thi dermed er der lovet
hans Verk et evigt Liv.
