- Project Runeberg -  Visitatsbog
(1867) Author: Peder Palladius - Tema: Danish Literature, Christian Literature
Titel og tekst | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   
Electronic edition in May 1998 by Birger Langkjer through Project Runeberg.

Peder Palladius:

En Visitatsbog

Præfation

I gode Kristne, som bygge og bo her udi Sognen, giver jeg Eder kærligen tilkende, at vor naadigste Herre kongelig Majestæt haver udskikket mig her omkring Sjællands Land at forfare udi alle Sognekirker, om en Kristen Almue faa deres rette Føde til deres Sjæls Salighed, som det sig bør; om den rette Kirkeskik ved Magt holdes efter hans Naades Ordinans, og hvorledes Almuen haver og lemper sig derefter udi alle Maade. Saa er jeg også hid kommen udi Jesu Navn at forfare det samme hos Eder. Derfor vil jeg først lade Eder høre min Befalings Brev, og siden også handle med Eder, efter som mit Embede udviser, bedendes Eder kærligen og gærne, at I bliver saa længe tilsammen, efterdi at min Lejlighed giver sig ikke saa, at jeg kan komme til Eder hvert Aar igen, ja ikke hvert tredje eller hvert fjerde Aar, førend jeg faar draget Sjællands Land igennem; at I derfor høre og mærke det, som I vel have behov, forhaabendes, at I skal ikke det fortryde, naar jeg haver gjort Ende paa min Visitats og Embede her hos Eder.

Her læser Provsten min Befalnings Brev, og jeg straks derefter kalder Kirkeværger og Fattigfolks Værger op til mig i den øverste Stol og kommer Folket til at sidde neder, og jeg sætter mig dér paa en Stol for dennem.

Summa visitationis.

Som I nu hørte min Befaling, I gode Kristne, saa er det første, jeg haver at handle med Kirkeværger og Eder alle sammel:
om denne Kirke og Guds Hus, som I søge til at høre Guds Ord udi.
Det andet:
om Eders Sognepræst og Sognedegn, som skal drage Eder og Eders Børn Guds Ord for.
Det tredje:
om hellige Dage, hvad Tid Eder bør at komme hid til Kirke, og hvad Tid Eder bør ikke at komme her ind.
Det fjerde:
om de fattige her og andetsteds, hvorlunde der skal handles med dem
Det femte:
om Kirkegang, hvorlunde den skal være.
Det sjette:
om Ægteskabssager og om andre nødagtige Artikler, ved hvilke en kristen Almue kan faa deres Sjæls Saligheds Lærdom uforhindret at høre, hver til sin Dødedag, at vi maatte tilsammen faa en glædelig Opstandelse til Hobe udi Jesu Navn og blive Guds Børn paa Dommedag.

Den første Part

Om Kirken

Saa er det første, jeg haver at handle med Kirkeværger og med Eder alle sammel om denne Kirke Guds Hus, som Kirkeværger haver deres Navn udaf; at de skal værge for Kirken og vare paa Kirken, forskikke hid, Kirken til gode, hvad hende tilhører, kræve hendes Gæld ind og beskikke alting saa med hende, at den kristne Almue kan alletid uforhindret Guds Ord her inde at høre. Det hører Kirkeværger til; ellers maatte de hedde Kirkeværre og ikke Kirkeværge.

Kirken kalder vi nu denne Sted, inden og uden, som staar her opbygget af Sten og Kalk, hvorfor I have Eders Forældre at takke og det gode at tale om dennem, der borte er, at de holdt denne sted ved Magt, Eder til gode, førend I blev fødte til Verden. Maa vel ske, var hun ikke bygget paa denne Dag, I skulle ikke findes nu saa villige til at sætte saadan en Mur og Bygning op efter denne Dag. Derfor bør Eder jo i det allermindste at holde Eders Børn til gode og ved Magt det, som Eders kære Forældre haver bygget for Eder, at Eders Børn maatte også faa Guds salige Ord her inde at høre, naar som Eders Hoved ligger og sover her udi denne Kirke eller Kirkegaard.

Om Taget

Derfor skal Kirkeværger skiftes ved at stige her op paa hine Hvælving tidt og ofte og forfare, om denne Kirke er under tørt Tag, og om der er ingen sted Bly blæst udaf eller en Sten sønder og drypper en draabe ind paa Mur og Hvælving at fordærve det, saa at gode folk skal siden ligge her inde udi Regn og Raad og Damp og fordærve saa deres Legem paa den sted, som de skulde hente deres Sjæls Saligheds Lærdom paa. Det er for silde taget, naar man kan kende det her inden paa Muren, naar den begynder at grønnes; det er thi Kirkeværgers store Skam, som den Tid havde Befaling, om det skete for deres Forsømmelses Skyld. Derfor er det Kirkeværgers første Befaling, at I holder denne Kirke under tørt Tag, som hver af Eder vil jo heller hjemme udi sit eget Hus, ved sit Bord og i sin Seng bo ved tørt Tag end under Tage-Draabe, saa meget som hannem muligt er. Saa tænk og til, at denne Hus, der hør vor Herre Jesu til, at den maa ogsaa alle Tider holdes under tørt Tag.

Om Vinduer

Dernæst med tætte Vinduer. I vide vel, at Sne kan knyge og fyge dér ind, som Solen ikke kan skinne ind, og er ikke godt, at gode Folk skal falde ind udi en Stol, der er fuld af Sne og Regn og fordærve deres Klæder og derfor heller blive her borte end komme hid ind til Kirke for den Sags Skyld. Derfor skal Kirkeværger lade bøde Ruder udi Vinduer og kalke, besynderlig imod Vinteren, hvor som behov gøres, at gode Folk kan altid ligge her inde under tørt Tag og inden tætte Vinduer at høre Guds Ord. Og hvilke unge Drenge, som I kan fornemme der kommer hid, paa denne Kirkegaard til onde og ikke til gode at kyle og kaste op til dette Tag og til disse Vinduer, og I faar at vide, hvem de tilhører, da bør Eder at vare deres Forældre ad paa Sognestævnene, at de straffe deres Børn derfor, paa det at Bøddelen ikke skal straffe dennem, inden de dør af Verden, thi de gør ingen uden Skalke. Hvo vilde have sine Vinduer hjemme i sin Hus udkastet og udkylet? Hugger een et Hug udi din Ledstolpe, da tørst Du stævne hannem til Ting og pladse og plage hannem derfor; saa tænker ogsaa til, at vor Herre Jesus beholder sin Hus uskamferet af Skalke.

Om Gulvet og Stole

Denne Gulv skal staa ren, disse stole skal stå rene, og sommeren føre Maj hid ind, og bekende, at I have saadanne Guds Gaver i Skov og Mark. Og gode Dannekvinder og gode Piger vænne dennem til at bære deres Forklæder fulde af Urter og Græs om Sommeren til Kirke med dennem, at strø det paa Gulvet udi deres Husbonds og deres egen Stol, at man kan have Lyst til at søge hid ind tilsammel, naar I holder det dejligt og smukt.

Om Kierkegaarden

Kierkegaarden skal ogsaa staa altid ren og udi gode Maade; ingen Hylde heller Nælder skal være paa Kierkegaarden, ingen Tid højere Græs end over éns Ankelkode, smuk, jævnlang Græs, saa at Kirkeværger lader den slaa to eller tre Gange om Sommeren, at gode Folk kan gaa heden paa hine Kirkegaarde til deres Forældres Grave - ikke at bede for dem, Gud være lovet, det have de ikke behov, de havederes Dom længe siden borte, og vor Dom den staar endnu for - men at betænke hos dine Forældres Grave, at du skal og en Tid selv dø. Udvælg dit Lejested heller i Dag end i Morgen, efterdi at vi haver ingen Brev paa vort Liv. Derfor skal Kierkegaarden staa slet og vel renset; det skal være langt fra, at I skal tilstede, der kommer stundom og Øg eller Fæ paa Kirkegaarden den at beskide, med Orlov at sige, og beklikke den Sted, som Eders Forældre ligge og hvile sine Bene udi, og I agte ogsaa selv at ligge og hvile Eder derhos; det er Eders Søvnehus og Eders Seng, I skal sove udi til Dommedag. Hvo vil have sin Seng hjemme udi sit Hus beskidt og beklikket? Saa tænker til at holde denne Seng, I skal længst være udi, ren og snukt indhegnet og indhøvet med Kirkegaardsmur, Rist, Stente og Port og andet, hvad dertil er behov, saa at I holder den en dejlig, ryddet og pyntet Kirke inden og uden, at den gode Almue kan med Lyst og Glæde søge hid at høre Guds Ord og deres Sjæls Saligheds Lærdom. Og ingen tilstede at ride og rende ind paa Kierkegaarden i Bryllupstid; det hørte Djævelen til, saa vel som den Slemmeri og Demmen, man havde i Kirken paa anden eller tredje Bryllupsdag, det er aflagt til Landsting. Derfor skal nu Kirkeværgerne tage Vare paa, som de er tilbetroede.

Om Prædikestolen, Fonten og Alteret

Tre Ting have I her inden disse Døre, som Eder bør at tage mest Vare paa, og var de ikke her inde, da maatte I vel selv være her ude. Det første er Eders prædikestol, det andet er Eders Font, det tredje er Eders høje Alter. Disse tre ting bør at være udi hver Sognekirke. O ger saa beskikket af gammel Arilds Tid for drabelig Sagers Skyld, at Prædikestolen skal være opbygget ved den søndre Side i Kirken, oven over alle andre Stole, Guds salige Ord til Hæder og Ære, op til et Vindu, Sognepræsten til gode om Vinteren og besynderlig, naar hans Øjne de falme og dummes. Fonten neden i Kirken og Alteret oven i Kirken og Prædikestolen midt imellem, at naar Eders Sognepræst prædiker Eder vor Herre Jesum Kristum rent og klart til Eders Salighed, da beviser han sin Lærdom med de tvende højværdige Sakramenter. Derfor slaar han den ene Haand ned til Fonten og den anden op til Alteret, at de staa paa begge Sider ved Prædikestolen, som de tvende Keruber stod omkring Arken. For de to Sakramenter er de to Indsegl, som hænger for det Brev, som blev givet ned fra Himlen ved Moses og ved vor Herre Jesum Kristum, der de ti Budord, Troen og Fadervor staar skrevne udi, og er den rette Afladsbrev, som os bør at dø hen med og have i Grav med os, og ikke Pavens Afladsbrev, som hørte Djævelen til. Den første Artikel i Brevet er de ti Budord, den anden vor Tro, den tredje vor Fadervor med alt det, dennem tillyder i det gamle og det ny Testament. Her hænger nu de tvende Indsegl nedenfor, de er Daabens og Nadverens Sakrament. Fonten staar bagud i Kirken, at I sidde eller staar allesammen og vender Bagen til Fonten til Fonten, derfor at I skal tænke det at være nok med den ene gang, at I er døbt hver ved sig i Navn Faders, Søns og Helligaands, saa I skal aldrig videre døbes end den ene gang. Alteret staar oven i Kirken for alle Eders Øjne, og I vender op til det, at I skal komme i Hu at gaa altid til Sakramentet og lade Eder berette, saa længe som I leve paa Jorden. Det ene, som er Daaben, er een tid gjort ved hvert kristent Menneske og skal aldrig tiere gøres; det andet skal gøres al Eders Livs Tid, saa at det skal end være også Eders sidste Spisning, naar I skal dø fra denne Verden, om I have ikke foragtet det udi Eders levende Live. Tænker ikkun efter med den, som haver foragtet dette højværdige Sakramente udi sin Velmagt, han vil ikke gærne faa det udi sin sidste Tid; han vil ikke gærne enten faa en Udød eller dø heden foruden Skel og Skriftemaal, og da, saa meget som Mennesker maa dømme, gruer man om dette Menneskes Salighed, enddog vi lade Gud raade for alle Ting. Derfor er det ikke Tid at foragte det udi sit Levneds Live. Dertilmed mærker: Disse tre Ting, Prædikestolen, Fonten og Alteret, er de tre Tegn, som Sankt Hans sætter udi sit Sendebrev, Aand og Vand og Blod, hvorpaa hvert Menneske maa kende og vidne, om han er det evige Livs Barn eller ikke. Aanden, det er din Sognepræsts Aand og Røst, naar han lærer dig Jesum Kristum rent og klart; Vand, det er Du og dit Barn døbt udi, og Blod, det er Jesu Kristi Legeme og Blod at æde og drikke til en Stadfæstelse paa alle vore Synders Forladelse. Aand i Prædikestolen, Vand i Fonten og Blod paa Alteret. Og nævner den Helligaand Blod, og ikke Legeme, imod hine Kalktyve, som [altså Helligånden] ser langt tilforn, at de vilde komme og stjæle og røve fra Almuen den ene Part af Sakramentet, som er Kristi velsignede Blod. De tre Tegn, siger Sankt Hans kan hvert Menneske kende paa, om han er det evige Livs Barn eller den evige Døds Barn. Haver Du Vilje til dette Ord, der gaar ud af din Sognepræsts Mund, naar han prædiker dig Jesum Kristum rent og klart, og Du kommer gærne til din Sognekirke, er gærne den første og ikke den sidste, lader ikke gærne din Stol staa tom, naar Tid er paa og dig bør at være udi din Sognekirke. Du sætter Troen til Guds Ord og haver og lemper dig derefter imod din fattige Næste, det bedste dig er muligt, ydermere ogsaa at Du gærne kommer i Hu ved dit Navn, at Du est døbt i Navn Faders og Søns og Helligaands, dertilmed at Du ogsaa gaar gærne tidt og ofte til Alteret og lader dig berette, disse er de visse Tegn, at Du er det evige Livs Barn, og maa derfor lægge dine Hænder til Hobe og takke Gud.

Men lige tvært imod: haver du ikke det Ord kært, som udgaar af din Sognepræsts Mund, kommer ikke gærne til din Sognekirke, lader din Stol tidt staa tom om Søndage og andre hellige Dage, fører et skændigt Levnet lige tvært imod Guds Ord, kommer ikke end tidt i Hu, at Du est døbt, gaar ikke til Sakramentet, da tør Du ikke spørge dine Naboer og Genboer ad, men dit eget Hjerte skal overvinde dig og sige dig, at dette er et vist Tegn til, at Du est besat med en Djævel udaf Helvede, fordi han sidder ved dit Hjærte og holder dig derfra, at Du skal ikke høre Guds Ord eller sætte Tro dertil. Han er tilfreds, ihvor Du est i den ganske Verden, kan Han ikkun holde dig fra din Sognekirke og fra Guds Ord, for han veed vel, at Du hører da hannem til. Derfor haver den Helligaand ved Sankt Hans sat os disse tre Tegn paa Maalet, at vi skal kende ved dem, hvor nær vi er Gud og han os, heller hvor nær vi er Djævelen og han os. Det skal nu disse tre Ornamenter eller Redskaber, Prædikestolen, Fonten og Alteret, paaminde os.

Om Prædikestolen besynderlig

Prædikestolen skal ikke være en Bogstol eller en Hifgibbe neder paa Jorden, men dejlig opbygget hos den søndre Side i Kirken, Guds salige Ord til Hæder og Ære, og at hvert Menneske kan se sin Sognepræst under Øjne, ihvad Stolestade han haver udi Kirken, at den ene sidder ikke udi den andens Vej, paa det at I maatte alle høre og mærke Eders Saligheds Lærdom. Derfor bør en god Almue først at staa op udi deres Stole, naar Sognepræsten læser Evangelium udi Prædikestolen, og saa sætte dennem neder tilbage paa deres Stole og ikke lægge dennem neder paa deres Bryst, at I ikke falder udi Søvn, men kan blive vaagne og vakker til at høre, mærke og forstaa Guds Ord. Og alle vende dennem til og imod Prædikestolen og ikke saa skændelig sidde og vende deres Røv (med Forlov sagt) til deres Sognepræst, som grove og ufornumstige Bønder plejer at gøre. Dette er nu talt om Prædikestolen. Kan en Almue hver især forsørge sig og sine med Stolestade udi Kirken, da maa de jo alle tænke til at lade vor Herre Jesus ogsaa faa sin Stol, vel opbygget eller opmuret af de ødelagte Altre, som saa mange nu findes allevegne udi Kirker, der ikke kan skikkes til anden eller bedre Brug.

Om Fonten besynderlig

.

Fonten skal altid staa tør og ren, intet Vand udi, til saa længe en Dannemands Barn kommer til Kirke og skal døbes; da kan Degnen eller Klokkeren slaa en spand Vand eller to i Fonten, at der er ingen Tid skident Vand, fuldt af Murlus eller andet Skarn (med Forlov sagt), at een vilde væmmes ved at stoppe en Finger udi, end siden døbe et nyfødt Barn der udi, men at der altid skal være rent og klart Vand, som vor Herre Jesus blev selv døbt udi rent og klart, rindende Vand udi Jordans Flod. Nu skal Eders Sognepræst ikke løbe ud til Floden med Eders Børn, derfor er hannem beskikket et Kar her inden Døren, der neder bag i Kirken, som er Fonten, han kan døbe dennem udi.

Om Vinteren maa man varme den ene Kedel Vand, at det er da ljudt og lunkent Vand, fordi Daaben er given vore Børn til deres Sjæls Salighed og ikke til deres Legemes Skade og Fordærvelse.

Naar et Barn døbes der nedre, da skal I alle staa op udi Eders Stole, Mand og Kvinde, unge og gamle, og vende Eder til Fonten, det højværdige Daabens Sakramente og det lille Barn til ære, og Sognepræsten skal læse Daabens Ord saa højt, at I høre dennem allesammen til Hobe hver i sit Stolestade; og naar som I høre, han nævner Jesu Navn, da skal I alle neje, Mand og Kvinde, og Mændene aabne deres Hoveder, og bekende, at I have ingen Salighed i Himlen, paa Jorden eller under Jorden uden vor Herre Jesum aleneste.

Og I, som staa Fadder til noget Barn, skal tænke til at holde Gud det, som I love og tilsige der neder hos Fonten: først, at I vil være Vidnesbyrd til dette Barns Daab og Kristendom, siden, at I vil have Opseende paa det Barn, som I holde til Daaben, at det skal lære sin Børnelærdom flittelig og vel, indtil det bliver saa stort, at det skal følge heden til Sognepræsten og at hannem overhøres og stadfæstes til at gaa til Sakramentet, hvilket vi kalder den rette Fermelse, Konfirmats eller Stadfæstelse udi Troen og udi Børnelærdom. Saalænge er Gudfader og Gudmoder forpligtig til at have Tilsyn til samme Barn de Maade, og endogsaa udi andre Maader, om Faders og Moders Hoved ginge noget ad, thi os bør jo at holde den ene den anden, hvad som vi lover og tilsiger hverandre, end siden dér ved Fonten udi Guds Sted. Du est ikkun et Menneske, som vi er alle, nu faar Du Guds Navn til med, at Du kaldes det Barns Gudfader eller Gudmoder, derfor at Du skal staa det Barn for udi Guds Sted. Derfor skal I og spørge deres Forældre til derom, naar I finde dem: »Kære Fader, hvor lider min Gudsøn, lærer han noget, gaar han til Sognekirke om Søndagen og andre hellige Dage? Lader hannem komme til mig, jeg vilhøre hannem over, at jeg ikke faar Synd for hans Skyld, at jeg bliver ikke til en Løgnere for Gud og Eder«. Dette est Du forpligtig at holde; Du køber dig det ikke fra, Bondelille, med Fadderpenge; de gives ud for en anden Sags Skyld, som er, at Fader og Moder skal ikke falde udi Mishaab, for Gud giver dennem flere Børn, han vil ogsaa give dennem mere at føde dem med. Derfor giver man Barnet Penge, ligesom man giver ogsaa Brud og Brudgom Penge og Boskab at behjælpe dennem frem med udi deres Ægteskab.

Det siger jeg ikke derfor, at I skal ej jo gerne være Fadder til hverandres Børn, men at I skal tænke til udi Jesu Navn at holde Gud og Eders Næste, hvad I dér love og tilsige.

Her skal I ogsaa vide, at ingen Faddeskab kan forhindre Ægteskab, som det ugudelige Pavens Folk haver lært og løjet for os. To Faddere maa vel have hinanden til Ægte, saavel som de maa giftes i fjerde Maade, heller den ene er udi fjerde og den anden udi tredje, det kan ingen forbyde; for vi tælle altid fra dem, som er længst fra Bullen, saa at nævnes der fjerde Mand paa den ene Side, nyde det godt ad og giftes med den, som rører hannem paa i fjerde Maade. Som disse tiere ikke kan forhindre Ægteskab, saa kan ikke heller nogen Fadderskab forhindre Ægteskab. Dette er nu talt om Fonten.

Om Alteret besynderlig

Alteret skal staa med rene Klæder paa, som hver vil jo have en ren Dug paa sit Bord om Søndage og andre hellige Dage, end siden paa det Bord, dér Jesu Kristi Legeme og Blod skal handles paa, den skal altid være ren, og Kirkeværgerne skal altid lade to hvis Rekvisit heller Messeklæder, som bruges udi samme høje Alter.

Ligesom hver Kirke haver nok udi een Prædikestol, saa haver hun ikke flere Altere heller behov end eet aleeneste. Gud give, at en kristen Almue vil tænke til at bruge det ret, som de havde aldeles nok derudi. Derfor haver de andre Altere intet behov længer, enddog Papisterne vil ogsaa have dem ved Magt, at de skal staa og vente nye Tidende, at deres Kram og Plynderi maatte komme op igen, hvilke de tør dog ikke forbide efter. Gud af Himlen fri os fra andre Vildfarelser, saa sandt som vi bliver vel fri for Pavens og Munkenes Vildfarelse, som vi haver nok været udi.

De andre Altere, uden det rette høje Alter, hører heden til den rette vildfarende Lærdom, som Paver og Munke førte om Helgeners Paakaldelse og om den løgnagtige Skærsilds Pine og er saadanne Kahytter og Kramboder, som vor Herre Jesus selv styrtede om udi Jerusalems Tempel den Tid han drev de Kræmmere ud.

Derfor kunne Kirkeværgerne forkomme dem og anvende det, Stene og Kalk, til anden Kirkens Behov. Tavlerne eller Billeder kunde de slaa paa Væggen, at de kunde være gode enfoldiges Spejl, som de kunde se dennem udi, naar de vide, hvem samme Billeder er gjorte eller malede efter; uden her findes nogen Billeder, som man haver gjort Søgning til og hængte Voksbørn og Krykker for, at de skal borttages og brændes op.

Og efterdi at disse andre Altere bruges nu ikke længer, haver man borttaget dem, at vi ikke nu længer bespotter Gud og hænger Klæder paa Stok og Sten, som kunde bruges til fattige Folks Kroppe at tørre det Vord og Blod at deres Pokker med, hvortil Kirkeværgerne kunde lade to hvis Klæder her haver hængt paa dise Altere og skifte dennem til de syge udi Husarmet her udi Sognen. Ellers kommer der Bud fra Helliggæsthus i København, som skal hente dennem heden til de syge udi Hospitalet, om I vil ikke bruge dennem til Eders egne syge.

Men saa længe, I gode Kristne, som I se disse Altere staa, førend de nedbrydes og der sættes levende Folk i de Steder igen, da skal I tænke paa den store Vildfarelse, vi havde været udi under Paver og Munke, og love og takke Gud, som os haver friet derfra, at vi vide nu bedre udi denne klare Evangelii lyse Dag.

Det Alter nu næst Prædikestolen kan heden tages og sættes en Stol dér igen til alle dennem her udi Sognen, som Gud haver lagt sin Haand paa, at de er tykhøre, at de kan staa næst Prædikestolen og des bedre høre Guds salige Ord.

Ligger her noget Gods til disse øde Altere, da bliver det alligevel til Kirken og hendes Behov, at de afbrydes og tages heden; besynderlig de, som staa nedre iblandt Stolene eller i Vejen mellem Folket og Højalteret.

Højalteret kan staa med sine rene Klæder paa, som hver vil jo have en ren Dug paa sit eget Bord, som før er sagt; og der maa tændes to Lys paa Alteret, ikke tiere end der gaar nogen af Eder til Sakramentet, som skulde jo ske hver Søndag og hellig Dag i saadan Forsamling; Gud skulde andet forbyde! Disse tvende Lys haver noget at mærke; ellers maatte de ikke brænde, fordi her gaar saa dejligt et lys over vort Hoved, den klare Sol, at vi kan endogsaa se at træde Naale herinde, om behov gøres, at vi tør ikke bespotte Gud med Lysetænden, uden de haver noget at mærke: Det første Lys paa Alteret brænder Jesu Kristi Legeme til Hæder og Ære; det andet brænder hans velsignede Blod til Hæder og Ære, og allermest derfor, at vore Hjærter bliver oplyste og vi faa en sand Vidskab og Vidnesbyrd paa vore Synders forladelse, saa tidt og ofte som vi gaar til og lader os berette. Det Lys, er udi Skriften, mærker Oplyselse, som Kirstus siger selv: »Jeg er Verdens Lys«. Ellers maa der ingen Lys brænde her udi Kirken uden de tvende, som tændes for Brud og Brudgom paa deres Blussestager, naar de kommer til Kirke. Hvad de mærker, vil jeg herefter give tilkende.

En Formaning til Folket, at de gaa gerne til Kirke og høre Guds Ord

Saa haver I nu disse trende Ting her inden Døre, Prædikestol, Font og Alter, som Kirkeværgerne bør at holde ved Magt, at I altid kan retteligen bruge dem, Eder og Eders Børn til Salighed.

Derfor bør I at have denne Sted og Kirke kærest over alle andre Steder i Verden, dette Hus kærest over alle andre Huse i Verden, fordi at det er Guds Hus og, som vor Herre Jesus Kristus siger, »min Faders Hus«. Alle andre kostelige Huse, Slotte og Herregaarde, Københavns Slot, Kalundborg Slot, kostelige Bygninger i Købstæder og paa Landsbyer, lader Gud være Menneskens Huse, men din Sognekirke er Guds Hus. Ja, ingen Domkirke eller Kloster, som endnu ugudeligen bruges udi, maa kaldes Guds Hus, men Djævelens Røverkuler, de som ikke er Sognekirker.

Her maa Du sige: »Alt haver de Prædikestole, Fonter og Altere«. Nej, mine Venner! Font var der ikke udi dennem; vor Herre Jesus Kristus vilde have sit højværdige Daabens Sakramente saa forhaanet, at det skulde bruges udi de Mordergrave eller Røverkuler, fordi de lod ikke deres Horebørn komme til Kristendom, men de myrdede dennem - som Sankt Gregorii Fiskepark bar Vidne om de sextusinde Børnepander, de fandt derudi, dér de den ryddede etc. Ikke havde de heller ret Altere, men mange Kahytter og Kramboder til deres løgnagtige Sjælemesser og Helgeners falske Dyrkelser. Derfor lader vi dennem fare og blive ved vor Sognekirke udi Jesu Navn, thi den er Guds Hus. Thi Gud lader sig der inde høre ved sit salige Ord, ikke aleneste det, som Du kan leve med din Næste ved her paa Jorden, men ogsaa det, som Du kan leve ved i Himmeriges Rige til evige Tid; om Du ikke selv vil forkaste det, da faar Du det at høre her inden disse Døre.

Endogsaa derfor bør Eder at have denne Sted kærest, at I skal længst blive her paa det sidste. Naar Du længst krattet, revet og skrabet tilsammel med Ret og Uret fra din fattige Næste og ment, at Du haver ret bedst fat, som den rige Mand, saa skal de bære dig hid til denne Kirkegaard. Vore Forældre er bort baarne, vi maa heden efter dem. Dagen er aldrig saa lang, at Aftenen jo kommer paa; hvad vi have levet er vi visse paa, hvad tilbagestaar er vi ikke visse paa et Øjeblik.

Se til vore Forældre! Som levede i tyve, somme i fyrretyve, somme i hundred Aar udi det længste her paa Jorden. De have allerede ligget og sovet bort i Kirkegaarden i tusind, fem, fire, tre, to, eet hundred Aar, somme længer og somme stækkere; did skal vi da paa det sidste. Hvad er den Tid, fra vi er fødte til Verden af vor Moders Liv, og indtil de lægge os ind i Kirkegaarden, fremfor den Tid vi skal lægge her hen og sove til Dommedag, om Gud vil lade sin Dom blive noget langt borte.

Dette skal I gaa og tænke paa her paa Kirkegaarden, i den Sted som I plejer at gaa og holde Faddersnak og Skvalder med hverandre og gør saa dette Hus til et Møllerhus, et Skvalderhus; det kommer Djævelen af sted, og han taler af de ugudeliges Hals, som saa skændelig vanbruge denne Sted inden og uden, som er dog Guds Ords Nærværelse, som Gud sagde til Moses af Busken. Ja, vor Herre Kristus maatte ikke lide, at én bar en Spand Vand igennem Templet eller den Sted, han stod og prædikede paa; vil I snakke eller tale noget, da tager hverandre ved Ærmet og gaar uden Kirkegaarden; dér have I en hel Mark at snakke og tale udi, at I ikke vanbruge denne Sted, uden hvad I tale paa Eders Sognestævne til gode, det maa Eder vel tilstedes.

Saa tænker nu til at have denne Sted kærest, efterdi at det er Guds eget Hus, og at I skal længe blive her, før om gaar , og at Du gærne søger til din Sognekirke og est den første og ikke den sidste; at din Sognepræst og den gode Almue skal ikke alle staa og bie efter dig, før Du faar stadset frem til Kirke om Dagen. Det er en stor Skam, at Eders Sognepræst skal bie efter Eder, og I ikke efter hannem, naar det har ringet sammen. Dertor skal Brude, Børn og Kvinder, som vil gaa i Kirke, være betiden til Stede, at de er her, naar det ringer sammen, paa det at den hele Almue ikke skal staa og bie og forsømme sin Tid for deres Skyld.

Søg gærne til dit Sognekirkehus, om Du vil faa Gud at se i Himmeriges Hus, fordi dersom Du ikke vil høre hannem her, Du faar hannem dér aldrig at se; ja, lader Du din Stol staa tidt tom inden disse Døre, unødt og utvungen til at være her borte, Gud vil lade tømme dit Hus, at Du skal ikke faa saa meget Brød, som Du kan stoppe udi din Mund, fordi at ligesom Du est imod hannem og hans hellige Ord, saadan vil han ogsaa være imod dig igen, det tør Du intet tvivle paa. Læg ikkun ellers Regnskab over med dig selv inden Aar og Dag, saa faar Du det at befinde.

Du haver en dødelig Herremand til Husbond, som Du tjener og giver dit Landgilde; den bør Du at være hørig og lydig efter det fjerde Bud, saa fremt som Gud vil ikke straffe dig paa Liv og Sjæl. Sender han Bud efter dig med sin Tjener og Svend een Gang, anden Gang og tredje Gang, at Du skal komme til hannem, og Du sidder og fortrykker dig at ret Fortrædenhed og Ulydelse og skøtter intet efter din Husbond, hvad gælder, at han lader dig straffe ved Øxen og Daler? Og dersom Du gør hannem meget Fortræd, han tør sætte dig af dit Gods eller tør lade dit Liv tage at dig.

End siden en Herremand over alle Herremænd, der hedder vor Herre Jesus Kristus; han lader sin Klokke lyde her for dine øren, han raaber til dig og siger: »Kommer til mig, kommer til mig, alle I som er besværede med Synd eller Sorrig, jeg vil vederkvæge Eder!«, og han haver jo givet dig dine fem Sind, at Du est ikke forbistret eller galen og løber (om udi) Skov og Mose, at Du ej kan høre og vide hans Vilje. Dersom Du sidder hans Bud overhørig een Gang, anden Gang, tredje Gang og intet skatter om din Sognekirke, men foragter hans salige Ord, saamænd, vil han ikke lade dig straffe ved Øxen og Daler! Han haver vel et Ris at slaa dig med; han haver Pokker, Pestilense, Koldesyge, Hedesyge og anden Plage at slaa dig med. Ja, gør Du hannem meget at det, han haver vel en levende Djævel at slaa dig med i din Krop, tør lade dig sætte fra Himmeriges Gods og slaa din Hals sønder neder i Helvedes Afgrund. Og vil Du ikke gerne komme hid ind, naar Du hører Klokken gaa, Du ser din Nabo og Genbo komme hid, Du (ved), din Sognepræst kommer, og at det salige Ord skal her prædikes, men Du sidder og fortrykker dig hjemme, alligevel at Du haver ingen nødagtig Aarsag til at blive her borte, Gud tør lade bryde din Hals i sønder og bære dig hid til din Kirkegaard uden din kraaden Tak, end langt førend Du vilde komme hid i saadan Maade. Thi det er jo langt bedre, at Du laa her nedre i din Kirkegaard længe siden, end andre skulde altid støde dennem paa dig og tage ondt Eftersyn at dig.

Men bliver Du nogen Tid aabenbarlig nødt til at blive her borte om Søndage og andre hellige Dage enten udi Herskabs Forfald eller og paa din Sygeseng eller og i din Barselseng, det Du kunde ikke komme hid, da maa Du sige: »Herre Gud naade mig arme Menneske, at jeg maa ikke komme til min Sognekirke i Dag! Vor Herre Jesus Kristus rette mig det op igen paa en anden Tid, saa sandt som jeg vilde jo hellere dér være end her; det kende Gud, som alle Hjærter ser«. Saa langt skal det være fra, at Du skal faa dig nogen unødig Aarsag at blive her borte, naar Tid er paa, at Du skal være udi din Sogne- kirke.

Og den kristne Adel skal her vare paa, at de ikke at let Aarsag forhindrer deres fattige Undersaatter om Søndage og andre hellige Dage fra det hellige Evangelium og deres Sjæls Salighed; enddog at Adelen haver vel ofte nødagtige Sager til at bruge ogsaa hellige Dage, besynderlig udi Fejdetid, ydermere end den menige Mand; dog bør dem at skaane ulærde Folk det allermeste dem muligt er - som Herskab bør jo at give sine Undersaatter et godt Eftersyn ogsaa udi den gode Maade, at de burde selv at søge deres Kirke, end siden ikke forhindre de arme Bønder fra deres Sognekirke med Helligdagsægt, Jagt eller anden Syssel, uden de var aabenbarlige nødt og tvungne dertil og kunde ikke andet være. Ellers Gud vil forbande og fordømme Herskab, dersom de er uden skel- lig Aarsag hans hellige Ord til Afdragt og fattige Folk til Forhindring paa deres Sjæls Saligheds Lærdom.

En anden Formaning til Folket at de tage deres Tid vare

.

Saa bør Eder nu at tage Eders Tid vare, som I leve her paa Jorden, og tænker, at vor Herre Jesus græd over Jerusalems By, fordi de vilde ikke tage deres Tid vare, og sagde dem, hvorledes det vilde gaa med dem - som det ogsaa gik med dem fyrretyve Aar derefter, at der flød Mandeblod ud at alle Porte i Jerusalem, og den ene Sten blev ikke liggende paa den anden udi den hele Stad, aleneste fordi de vilde ikke tage deres Tid vare, paa hvil- ken han besøgte dem; og andre desimellem kom til han- nem af lange Veje og var hos hannem paa tredje Dag og hørte hannem, saa at han maatte end spise dem, førend de for hjem hver til sit, paa det at de skulde ikke sulte paa Vejen. Nu sidder Du her i Sognen og hos Kirken og haver ikkun en dejlig spadserevej til din Sognekirke og ved, at Du faar det samme at høre, som Kristus lærte selv, og alligevel vil ikke tage din Tid vare eller gaa saa langt efter Guds Ord og din Saligheds Lærdom. Sker dig ikke Ret, om Gud straffer dig? Sker dig ikke Ret, om Du bliver en Stakkarl og Stymper? Ja, sker dig ikke Ret, om Du sulter ihjel til Liv og Sjæl?

Mange mener, at kunde de ikkun faa deres Næring og Bjæring, deres Hylde og Fylde her paa Jorden, kunde komme op over deres Jævnkristne, dér ligger mer Magt paa; det er en føje og ringe Ting, om deres Salighed, det er snart endt. Ja, min Ven, gak ikkun hen udi 8 eller 14 Dage og æd intet og drik intet og se, hvor godt det vil gøre dit Legeme; saa kan Du og vide, hvor godt det vil gøre din Sjæl, naar Du est længe tilsammen fra Guds Ord og ikke vil tage din Tid vare.

Fire Tider bør os at vare paa: Den første er Naadens Tid eller vor Livs Tid, den anden vor Døds Tid, den tredje vor Doms eller Regnskabs Tid og den fjerde er Glædens eller Pinens Tid. De fire haver vi at mærke og vare paa, som os ligger Magt paa.

Den første Tid er al den Stund, vi kan gaa og staa her paa Jorden og søge til Kirke, indfil vi kommer paa vor Sygeseng.

Den anden Tid er enten paa vor Sygeseng eller udi vor Livs Nød, indtil vi dør fra denne Verden.

Den tredje Tid er, naar vort Legeme og Sjæl er ad- skilte og vi skal heden for Dommen og gøre Regnskab. Det er godt at være Foged, plejer man at sige, skulde inan ikke gøre Regnskab - som I hører en Tid om Aaret om den Husbond, som gjorde Regnskab med sine Svende.

Den fjerde Tid er den evige Tid, enten udi Glæde udi Himmeriges Rige eller udi Pinen udi Helvedes Afgrund, efter som vi haver tiltjent med vor Tro eller Vantro.

Saadanne fire Tider bør os at give ret vel Agt paa, og derfor over alt vare paa den første Tid, som vi er nu udi, at vi kunde nu høste ind det, som vi kunde udi Fremtiden trøste og husvale os med og vor fattige Sjæl.

Thi det er ikke for denne Tid aleneste at gøre, men der vil visseligen - saa sandt som vi sidde her til Hobe; Gud holde sin Fred over os! - komme den anden Tid, at haver Du flitteligen hørt Guds Ord i denne Tid, da vel dig! Men haver Du foragtet og forsmaaet det, da skal Du se, hvor den lede Djævel skal komme om Borde med dit Hjærte og komme dig til at falde udi Mishaab med Liv og Sjæl, som man slukker et Lys ud.

Da faar Du at se, om Guds Ord haver smagt dig vel eller ilde udi dit levende Live. Det finge vi at vide udenfor København i Aar paa Kyndelmisse Aften eller den Dag næst for Kyndelmisse Aften om vore fattige Naboer og Genboer, noget nær ved firsindstyve fattige Fiskere, som stod ude paa Isen imellem Skibene og Saltholm og stangede Aal udi deres retfangne Arbejde og Bjæring og vidste dennem ingen Livsfare udi al Verden, førend det ganske Stykke Is, som de stod paa, brast neder paa alle Sider omkring dennem og de kom udi Havet til deres Bæltested og flod saa hen ud ad Havet paa Isen tilsammen, indtil at de blev adskilte, somme til dette Liv og somme til det evige Liv, fordi at somme blev reddet og kom op til Amager, somme til Saltholm, og somme flød end hen paa Isangel omkring Malmø, heden imod Falsterbo og kom ind til Malmø igen, og Vandet blev tørket af dem, saa at de blev end ved Livet og kom hjem igen. Men otte eller ni og tyve fattige Fiskere de druknede og døde udi det Vand; deres fattige Hustruer og Børn lever efter paa denne Dag udi København.

Den Tid de var saa tilsammen og fløde hen paa Isen, da maatte man høre - som de sagde for os, der hjemkom - hvilke der havde hørt Guds hellige Ord flittelig udi København - som vi maa vel give Københavns Indbyggere det Ord, at de høre saa gærne Guds Ord, som de gør udi nogen By udi Danmarks Rige, hver Købstad ufortalt, hvilket jeg skriver og andre til et godt Exempel og Eftersyn.

Der var en iblandt de fattige Fiskere ved Navn Hans Bentsøn, født udi Odense, min gamle Discipel med salig Ihukommelse, han og nogen andre raabte til deres Staldbrødre og sagde: »Kære Brødre og gode Naboer, lader os ikke falde udi Mishaab, fordi vi skal dø udi dette Vand! Lader os nu se, om vi haver nogen Tid hørt Guds Ord udi vor Livstid! Det vil nu gælde, vi ser den visse Død for vore øjne; her maa vi blive, det maa ikke andet være!« Og begyndte at synge den Sang, som vi nu sang før Prædiken, »Nu bede vi den hellig Aand«. Det var af Hjærtet, de sang. Dér denne var ude, da sang de denne Sang over deres egen Død, som vi synge over Lig, naar vi det jorde: »Med Glæde og Fred far vi nu hen etc.«. Der var fuld liden Glæde paa Færde med dem, hvo der vilde skaade dette Kød og Blod, og hvo der havde set, hvor de for heden, men den Glæde var udi deres Hjærter, at de havde flittigen hørt Guds Ord udi deres Velmagt. Derfor kunde de nu sætte Tro dertil og trøste dem dermed og vidste vel, at deres Sjæl skulde ikke fordømmes, alligevel at deres Legeme skulde ligge og kastes og sænkes udi det Vand til Dommedag. Derfor var de saa frimodige og falder dybere ned paa Isen paa deres Knæ, op indtil Armhullerne udi Vandet, og bad Gud, at han vilde tage dem bort udi god Tid, og sagde til hverandre: »Kære Brødre og gode Naboer! Hvilke Gud vil endnu spare, at I kunde komme hjem igen fra denne Havsnød, siger vore fattige Hustruer og Børn gode Natter og ser dennem til gode for Guds Skyld, men vi maa ikke mere komme hjem til dem her udi Verden«. Saa sagde de hverandre gode Natter og fulde saa fra hverandre paa Stykker Is og sank derhen udi Guds Vold og Naade. Og er ikke endnu funden flere end to oppe til denne Side, dér jeg véd af at sige.

Mine kære Venner! De ginge hver om Morgenen udi deres rette Embede og Bjæring, til deres rette Arbejde og Næring, og agtede dem hjem igen om Aftenen til deres Hustruer og Børn med Guds Gaver, mig og andre Bymænd, Københavns Borgere, til gode og Gavn, som de plejede at sælge os paa Torvet, hvad Gud undte dem. Dér maatte de blive og dø, de gode Martyrer for Gud, i deres retfangen Arbejde og Bjæring, som de var tilkaldede af Gud. Vor Herre Jesus give dem, og os med alle Kristne, en glædelig Opstandelse til Hobe paa Dommedag! Amen!

Naar vi kommer udi saadan Livs og Sjæls Faré til Land og Vand, var det ikke uden paa vor Sygeseng, da faa vi at se, om Guds Ord haver smaget os vel udi vort levendes Liv. Derfor er det ikke for denne Tid at gøre, men for den Tid her kommer efter, udi hvilken vi skal tære ud til vor Sjæls Trøst og Husvalelse det, som vi nu høste ind; ser derfor til, hvorlunde I høste ind i denne Tid!

Ja, hvad vil vi sige om vor Døds Tid? Der kommer siden vor Doms Tid, da vil det nappe og gælde for Alvor, naar Regnskab skal gøres. Gud vil ikke høre Regnskab med dig for mange Øxen eller Daler, Du haver haft her udi Verden, hvor rig eller fattig Du haver været, men hvor rigelig Du haver hørt Guds salige Ord, annammet hans Sakramenter med andre hans gode Gaver, hvorledes Du haver bevist din Tro til Guds Ord imod din fattige Næste; derom vil Regnskab gøres.

Ja, Gud kan og vil give os alle de Synder til, som vi gør imod hannem og vor Næste her paa Jorden af Legemets Skrøbelighed, om vi dennem fortryde, om vi vil rette og bedre os og bede om Naade og Syndernes Forladelse i Jesu Navn; men denne ene Synd, om vi foragter hans salige Ord, ikke sætter Tro dertil og dø derhen udi, kan han ikke lide; derfor vil han evig forbande og fordømme os med Djævelen udi Helvedes Afgrund, saa at en Guds Ords Foragter, som ikke vil nu udi denne Tid annamme Jesum Kristum for en Saliggører, som han males for i vort Credo, han skal paa Dommedag annamme hannem for en stræng Dommer, som han males bag i vort Credo, og faa denne grumme Dom at høre af den sande vor Herre Jesu Kristo, som han her og nu udi denne Tid saa haardelig foragter; saa vil vor Herre Jesus tale til hannem og sige:

»Du arme Ormekrop, Du arme formaledidede [forbandede; fordansket latin] Synder! Jeg gav dig Sognepræst og Sognedegn, jeg gav dig Prædikestol, Font og Alter, jeg strækkede mine Hænder ud paa Korsens Galge for dig, jeg gav mig i Døden for dig, jeg gav dig din Fornuft og fem Sind, at Du varst jo ikke forbistret eller galen, jeg gav dig øren at høre med, Du maatte jo have hørt dig om; men Du skammelige og skændelige foragtet mine salige Ord, kom ikke til din Sognekirke, lod din Stol staa tom tidt og ofte, andre til et ondt Exempel og Eftersyn og dig selv til Fordømmelse! Tørst Du tro, Du arme Krop, at jeg kan ikke nu saa vel foragte dig for min himmelske Fader og for hans hellige Engle, som Du foragtede og forhaanede mig nedre paa. Jorden? Mindes Du dig ikke en Tid at have hørt, hvad jeg sagde om dig og dine Lige, dér jeg var selv personlig i Verden med det Kød og Blod, som jeg annammede af min kære Moder, Jomfru Maria? Da sagde jeg saa, at hvo som mig ikke vil bekende her paa Jorden for Menneskene, jeg skal ikke bekende hannem for min himmelske Fader og for alle hans Engle; ja, hvo mig gør til Skamme her paa Jorden, jeg skal gøre hannem til Skamme igen for min Fader og for alle hans Engle. Du est visselig een af dem; derfor haver jeg nu intet med dig at gøre. Far bort for alle Djævlene, og vær med dennem til evig Tid udi Helvede, fraskilt fra min Fader, fra min Faders Ansigt; hans Vredes Ansigt skal Du faa at se til evig Tid! Gaa bort fra mig, I formaledidede, til den Ild, som Eder er beredt med Djævelen og hans Engle og hans Selskab!«

Det vil ikke klinge vel for dine Øren, om Du haver foragtet Guds Ord og forsømmet din Saligheds Tid. Der vil gøres et skarpt Regnskab; det vil ikke gaa saa slet til, som Du kan sidde og spotte Guds Ord, naar Du faar en Kande Øl i dit Hoved paa dig: »Ja, Djævelen er ikke saa grum, som de male den af for os; Helvedes Ild er ikke saa hed, som de prædike for os. De sige, at der er ingen Bund udi Helvede; kunde vi ikke løbe neden ud igen?« Far heden og forfar det., Du Foragtere! Du fanger vel en Tidende deraf. Du skal vaage om en kold Drøm, uden vor Herre Jesus Kristus lyver. Men han kan ikke lyve, for han er Sandhed. Derfor maa Du vare til dig; saa snart i Dag som i Morgen; det gælder dig siden enten

Himmeriges Rige i Glæde eller Helvedes Afgrund udi Pinen. Du maa her skikke til, hvilken Du vil, naar din Sognepræst, Provsten og jeg haver sagt dig det; saa bliver vi fri paa Dommedag med en god Samvittighed. Selv skal Du da bære din Sæk til Mølle; Du kan jo ikke skyde paa, at det er dig ej sagt tilforn, dersom Du ellers havde villet sætte Tro til Guds Ord.

Derfor, kær Bømlille, er det høje Tid, at I søge altid til Eders Sognekirke for saadanne Tiders Skyld, som her vil efterkomme, at I maatte blive bestandig paa hin Dag, dér alle Hjærter skal oplukkes.

Den tredje Formaning til Folket, at de tage deres Børn med dennem til Kirke Søndage og hellige Dage

Og som I selv søge gærne hid ind til Kirke, saa tager og Eders unge Folk og Børn med Eder allesammen saa mange, som nødagtige ikke skal være hjemme og vare paa Hus og Ild; de andre skal være i Kirken. Der ligger ogsaa stor Magt paa, naar I vil tænke Eder ret om.

Her er tre Kirker her inden denne Dør. Tre Kirker, mærker ikkun vel!

Her er først den gamle Kirke. Det er alle de, som er gift eller haver været gift.

Dernæst den unge Kirke. Det er alle de, som ikke er gift og aldrig haver været gift.

Den tredje Kirke er den, som staar her opbygget med Kalk og Sten, som I to Kirker søger ind udi til Hobe at høre Guds Ord.

For Kirke, det mærker af det græske Sprog saa meget som: en Forsamling, eller kristne Menneskers Samfund; som I lærer udi vort Gredo. Kommer I nu gærne her ind ad, den gamle Kirke, saa tager den unge Kirke ind med Eder, at de maatte end vænnes til at sidde herinde og høre Guds Ord, naar Eders Hoved ligger og sover her udi denne Kirkegaard. Det skal tidigen krøge, som en god Krog skal vorde; de unge skal man lære, og de gamle skal man ære.

Derfor er det en mærkelig god Sædvane, at Folk tager ogsaa deres smaa Børn med dem udi Skød til Kirke, at de kan betiden vænnes til Gudfrygtighed. Det skal tide- lige kræge, en god Krog skal vorde. En Dannekvinde kan jo vige lidet ud paa Kirkegulvet med sit Barn, naar det vil ikke tie, indtil saa længe det søfter eller tier igen - som gode Kristne gør jo alle Steder, som Guds sande og klare Evangelium prædikes.

Det er ikke Skam, at I tager smaa Børn med Eder til Kirke, de som endnu kan hverken gaa eller tale; men det er vor Herres Jesu Kristi Befaling, dér han siger: »Lader smaa Bærn komme til mig, og forbyder dem det ikke, thi Himmeriges Rige hører dem til«, som han vilde saa sige: »Forbyder I dennem det, jeg skal forbyde Eder Himmeriges Rige«. Ja, »det var bedre (siger han), at der var en Møllesten bunden om din Hals, og Du varst nedersunkét i det dybe Hav, end at Du skulde forhindre og forarge et af mine smaa Børn«. Ve vorde dem udi Verden, som det gær, enddog der skal være saadanne til etc.

I vide vel, hvad Ulempe det haver med sig, naar de unge Bondefolk, det unge Blod, maa ligge hjemme tilsammen, den Stund at Fader og Moder eller Husbond og Hustru er udi Kirken. Der fødes Horeri udaf; der fødes Tyveri udaf og anden Udyd, saa I komme til Skam og Skade for Eders Børn og.Tyende, før I dør af Verden.

Du tørst ikke gaa heden og to dine Hænder, som Pilatus gjorde, og lade som Du est uskyldig, og som det kom dig intet ved, naar dine Tyende belokkes og beligges udi dit Hus, naar Du skal staa til Rette derfor; Bonden er Boets Værge. Det skal en Tid udkræves af dig igen, om det sker for din Forsømmelses Skyld, at Du ikke holder dem til Gudfrygtighed med dig, saa mange Bom dit Brød æder eller under dit Tag beskyttede eller beskærmede er.

Ja, forhindrer Du deres Salighed, da skal Du dybere neder i Helvede end dennem, at de skal ligge og raabe paa dig til evig Tid og sige:

»O, hvilken Fader og Moder haver Du været os, og hvilken Husbond og Hustru haver Du været os! Du haver været os en Djævel og ikke en Husbonde eller Hustru; Du vidste bedre end vi arme, enfoldige Tyende vidste! Du holdt os intet til Kirke med dig; Du lodst os raade selv, passede ikke mere paa os end paa dine Køer, Svin, Hunde udi. din Gaard! Forbandet være Du med os til evig Tid, for Du haver saa skammelig forsømmet os og forhindret os vor Salighed for!«

Ja, her paa Jorden endogsaa skal de klage paa dig, naar de bliver Galgebørn eller Sværdebørn for din Forsømmelses Skyld, som jeg hørte paa Vittenbergs Torv en Kvindes Klagemaal, som havde forkommet sit eget Barn. Ilde kom hun ad det, og ilde skilte hun sig ved det igen; hun fødte det i Løndom og brød Halsen i Bønder og kastede. det udi Graven dér for Byen og mente, at ingen skulde faa det at vide. Men Hor og Mord kan ikke dølges, i hvor længe det skjules; tre Studentere de fandt det myrdede Barn, saa blev der omsøgt, og de fandt paa den ret skyldige. Da skulde hun have været brændt, det var nu hendes Ret, men blev benaadet og bedet til et Sværd, som deres Sædvane er deroppe at halshugge Kvinderne saa vel som Karle. Der stod hun paa Torvet og skulde sætte sig neder for Bøddelens Sværd udi et Læs Sand, som var aget dertil eiter deres Sædvane; da maatte man høre, hvor hun gav jammerlig Klage paa sin Husbond og Hustru, som hun den Tid havde tjent og udi hvis Brød hun blev greben udi. Vi stod der omkring, noget nær ved tre tusind Studentere foruden Borgere og Borgersker, unge og gamle, saa langt som hendes Røst kunde høres; da sagde hun disse Ord: »Jeg tjente her udi Byen udi to samfulde Aar. Den Dannemand og den Dannekvinde -nævnte hun dem ved deres Navn - de nødte og tvingede mig til at gaa til Kirke at høre Guds Ord hveranden Dag - som er dagligen Prædiken, og er ogsaa storligen behov i saadanne Købstæder. Da kunde jeg mine Budord, Troen og Fadervor; da gik jeg gærne til Sakramentet og lod mig berette - sagde hun - da kom jeg i ingen onde Veje, lod mig ikke belokke eller beligge; men straks jeg slap den Tjeneste og kom her ud for Porten, udi Forstaden, at tjene udi Krohuset, da skøttede hverken min Husbond eller min Hustru om mig, hvad heller jeg gik til Kirke eller blev hjemme. Tidt vilde jeg end gaa, som jeg var til vant; da finge de mig andet at gøre og forhindrede mig derfra, saa at jeg blev nu plat udaf med vor Herre Jesus, glemte nu mine Budord, Troen og Fadervor at læse og bede Morgen og Aften, gik ikke nu længer til Sakramentet og kom saa udi onde Veje med unge Karle, som jeg tappede øl for om Natten. Saa kom jeg til denne skændelige Gerning, at jeg myrdede mit eget Barn og derfor skal lide denne skammelige Død her i Dag under Bøddelens Hænder og Sværd«.

Og hun stod og lærte de unge Tyende, at dersom de tjente saadanne ugudelige Kroppe, at de farer fra dennem med det første, at de ikke ogsaa skulde komme i onde Veje. Det var en god Formaning, fordi at hvilke fattige Tyende, som tjene saadanne Folk, de maatte saa gærne tjene en Djævel udaf Helvede; da vidste de, hvad de havde for Herskab, thi ligesom den gamle Gaas kægger for, saa kægger alle de unge efter, og saadan som Herren er, saadanne blive ogsaa Svendene.

Hvad mener Du det vil være, naar alle Hjærter oplukkes og alle Engle og hellige staa der hos og høre derpaa, at dine egne Børn og Tyende skal staa og forbande dig neder udi Helvedes Afgrund for din skammelige og skændelige Forsømmelse, at de for din Skyld er komne udi Livs og Sjæls Fare. Derfor er det Tid paa, at I holder Eders unge Folk hid ind til Kirke med Eder, hver Dannemand med sine Pebersvende unge Karle og Drenge, at være her inden Døren med hannem, som en Ridder haver sine Svende hos sig. Og hver Dannekvinde med sine Døtre og Piger her inde! Det tækkes Gud, som vil have Lov og Pris ogsaa af de diendes og smaa umyndige Børns Munde.

Dersom I have ogsaa nogen ugudelige Tjenestetyende, som ikke vil være udi Kirken med Eder udi rette Tid, slaar dennem med Bagdøren, naar deres Stævnedag er kommen; I faar vel gudfrygtige Drenge og Piger, at I tør ikke føde ugudelige Kroppe op udi Eders Huse og for deres Skyld blive fordømte, idet at I se igennem Fingre og samtykke deres Ondskab med dennem.

Her var vel en stærk Formaning behov; først til Adelen, at de vil gærne søge til deres Sognekirke, Gud til Lov og andre til et godt Eftersyn, og ikke saa ligge hjemme paa deres Herregaarde, naar andre Kristne søge til Kirke - som de ved jo vel, at ikke aleneste Almuesfolk søgte af lang Vej til Kristum og blev saa længe hos hannem, at han maatte end spise dennem ogsaa legemlig, at de skulde ikke sulte paa Hjemvejen; men ogsaa Adelsfolk, Regulus Centurio, Jairus og andre flere, søgte til hannem om Hjælp og Trøst, og ingen ginge trøstesløse fra hannem, saa prædikes jo endnu det samme Evangelium, som vor Herre Jesus selv lærte - at de derfor ikke fortryde at age eller gaa over en Bymark til deres Sognekirke, den Stund Gud vil unde dennem deres Helbred, endogsaa derfor, at de ikke komme udi Mistanke hos den menige Mand, ligesom de skulde lade sige nogen papiske eller Munkemesse for dennem hjemme paa deres Gaarde, som hine ugudelige Adel pleje at gøre, Gud til Spot og deres Konge og Herre og andre Kristne til Trods, indtil Gud besøger dennem med Vrede, Straf og Pine.

Dernæst var her ogsaa vel en stærk Formaning behov til Borgemester og Raad udi Købstæder, at de holdt Svingler omkring deres Byer - som de gør udi min Fødeby, Ribe - og slaa dem til om Søndage og hellige Dage under Prædiken og Gudstjeneste, at der kom ingen Vogne udi Byen paa de Dage, uden Nød tvingede dem jo des større, at de kunde lades ind ad Porten - som de ogsaa holde deres Porte lukte udi Vittenberg og andre Steder om Søndagen og højtidelige Dage før Middag, og er ikkun en Dør aaben paa Porten til at gaa ind og ud af, hvilket er jo en herlig Sædvane, hvor som det kunde ske, at forbyde dermed Helligdagsægt og anden Ulempe, som plejer at ske til Guds store Fortørnelse imod hans tredje Budord.

Dertilmed ogsaa, at alle Vinkældere og ølkældere kunde tillukkes hver Søndag og højtidelig Dag til Middag, uden hvis man vil hente Vin eller øl til noget sygt Menneske, at Døren kunde da straks lukkes til igen, og at Bysvendene maatte vare paa saa lang Tid allevegne udi Byen, som de gør nu flittelig udi København, at ingen Dranker, ingen Slemmer og Demmer skal sætte dem til Brændevin eller anden Drik udi den Tid, som Prædiken og Messen sker udi Kirken. Ellers faar de alle sammen at drikke Helvedes Ild udi deres Hals, som Djævelen skal skænke udi for dennem til evig Tid, saa vel for dennem her ser igennem Fingre og saadant tilsteder, som for dennem der sælge og drikke Brændevin til Guds og Menneskers overmaade store Fortørnelse.

Maatte den arme Mand stenes ihjel under Loven, (som) sankede sig ikkun noget tørt Tros eller Spaaner, imellem Gudstjeneste holdtes i Tabernaklet, hvor monn' det ville gaa hine Vinslugere og Slemmere, som sætter dem til Brændevin, naar gode Kristne søge til Kirken, til Prædiken, til Sakramenterne?

Men efterdi at min Visitation og Arbejde falder mer herudi hos Bønderfolk, vil jeg lade førberørte to Formaninger fare, forhaabendes, at baade Adelen, Borge-mestre og Raadmænd, som andre hver udi sin Bestilling og Befaling, at de ære Gud og give deres fattige Undersaatter og Medborgere gode Exempler og Eftersyn og flitteligen overveje, hvis Fortørnelse eller Forargelse de formærke, som Gud og Mennesker kan ske af dem, som de have at regere og raade udover.

Eder formaner jeg, I gode Kristne, at hvilken som hertil haver end været forsømmelig og forsoren vor Herre med Sankt Peder, og foragtet hans salige Ord, ej heller haver holdt sine Børn og Tyende til Kirke og Guds Ord, da fortryde sig det og begræde sine Synder med Sankt Peder og rette og bedre sig, at hannem ikke hastelig og uforseendes over falder den Straf og Pine, som skrevet staar.

Den fjerde Formaning til Folket, hvad de skal gøre udi deres Sognekirke

Hvad skal I nu gøre, Børnlille, naar I kommer inden disse Døre, at I er her ikke til forgæves og gaa lige gode her ud, som I kom her ind, som man slaar Vand paa en Gaas, og det løber af igen? Saa er der ingen Skilsmisse imellem Eder og disse Stene og Stokke, naar I vide ikke, hvad I skal gøre herinde.

Jeg tror ingen at være saa grove eller saa uforstandige udaf Eder, at han vider ej, hvad han vil gøre hos sin Nabo og Genbo til Bryllup og Barselgilde og Gæstebud. I vide jo da at sætte Eder til Bords tilsammen og først bede et Fadervor, at I løbe ikke udi Mad som Svin og Køer (med Orlov sagt). Gør Du det, da maa vel ske, at Gud vil gøré din Arm saa lam, at Du skal ikke kunne bøje den til din Mund, eller og drage din Mad fra efterhaanden, at Du skal ikke faa saa meget med Tiden, som Du kan stoppe i din Mund. Han vil, at Du skal bede hannem om dit daglige Brød og takke hannem derfor.

Dernæst æde I og drikke med hverandre og sidde tilsammen og taler god Snak om Gud og det, som godt er, om Ægteskabs Handel, giver hverandre Eders Børn og Døtre til Ægte, lærer og underviser hverandre, de gamle de unge at pløje, saa, høste, at sætte Bo, med andre nyttige Snak og Tale, for hvis alt saadant Samkvem er skikket. Ja, somme give ogsaa til Kende, at de er gladhjærtige og sidde og sjunge eller kvæde en dejlig Vise,giver en Vise for i Dansen, drikke hverandre til med et ærinde af en Vise, som vi maa, dersom vi ellers kan fare ve1 dermed. Djævelen skikker os saa mange onde Stunder til; vi maa vel stjæle os en glad Stund til og drikke en Skaal øl med hverandre, endogsaa over vor Tørst, om vi ellers ikke slemme og demme eller fortale hverandre eller bruge nogen anden Ugudelighed med løsagtige Noder, Boleviser eller ugudelig Gildminde og Helgens Paakald og anden Ubelejlighed, som Djævelen kommer af Sted mange Steder - som Tidende gaar om en Udø, hvor de skulde sjunget i deres Gilde: »Hjælp os nu det hellige Kors - og saa den blakkede Hors - og den Aaleglib, som Gilden gjorde rig - kyrielejs« Hvoraf vi kan tage og føle paa, hvad Blindhed og Vildfarelse vi have været Udi under Paven og Munke.

I maa ingen anden Gildminde sjunge udi Eders Gildehuse, end som I sjunge udi Eders Sognekirke! Ikke maa I heller bruge Lys der inde om Dagen for dem, som afdøde er, efterdi at de er ikke udi nogen løgnagtig Skærsilds Pine, men enten udi det evige Pine eller udi det evige Glæde, hvilke de have tiltjent med deres Tro og Vantro. Findes det, at I bruge noget saadant udi Eders Gildehus, da skal I faa vor naadigste Herres Brev, at Eders Gilde skal ødelægges. Det er jo bedre, at en Djævelens Gilde er aflagt, end Gud og Mennesker skal deraf længer fortørnes og forarges.

Hvad Almisse der er nu paa Bordene, giver man Stakkarle for Døren!

Vide I saa vel, hvad I der skal gøre, saa vider I ogsaa, hvad her skal gøres inden disse Døre! Her er ogsaa Bryllup og Gæstebud; saa tidt som Eders Sognepræst prædiker Eder Kristurn Jesum ren og klar til Eders Salighed, saa tidt er I her indbuden, og han gør Bryllup med hver især af Eder, kysser os for vor Mund, tager os i Arm og til Naade igen om alt det, som vi have brødt hannem imod, som en kære Mand tager sin Hustru til Naade igen; han giver os vore Synders Forladelse, det evige Liv og Salighed, hvilke vi ogsaa forstaa og annamme med vor Tro og gør siden Frugt deraf ved Kærlighed til vor fattige Næste. Det kalde vi den Bryllup, som Gud Fader gjorde sin Søn, vor Herre Jesu Kristo, inden disse Døre, og den store Nadvere, som sker her inde til Dommedag, som der tales om i Evangelio. Da kan I vide, at her skal ogsaa ædes og drikkes inde. Jeg mener ikke den Slemmen og Demmen og Dansen med Pibe og Tromme, som skete her udi Sjælland inden Kirkedørene om Mandag heller Tirsdag i Bryllupsugen; det hørte Djævelen af Helvede til og er derfor aflagt til Landsting under Kongens Sværd. Her skal ædes og drikkes inde det, som vor Sjæl skal besynderlig spises med, og hvad vi skal leve med her paa Jorden hos vor Nægte.

Fem besynderlige og daglige Gerninger skal I gøre udi Eders Sognekirke foruden Offer og andet, som siden følger efter, dér en kristen Almue ved vel at rette sig selv udi.

Den første skal Eders Stole paaminde Eder, den anden Eders Prædikestol, den tredje Eders høje Alter, den fjerde Eders Sognedegn, den femte Eders fattige Folks Blok: som er 1) at bede, 2) høre Guds Ord, 3) æde og drikke Kristi Legem og Blod, 4) love og takke Gud og 5) give Almisse inden disse Døre. Saadanne fem Gerninger Skal I gøre alle Søndage og hellige Dage her udi Eders Sognekirke.

Om første Gerning, som er at bede

.

Den første Gerning, som Eders Stol skal maane Eder paa, det er at I skal bede saa, at straks I kommer inden disse Døre, skal I falde ned paa Eders Stole og lægge Eders Hænder tilsammen og lade Eders Hjærte og Mund følges ad, heden op til Gud Fader, med denne Bøn »Fader vor«, én tilsammen heller end flere, at det bliver ikke en mundklammer og en Korlæsning: per dominum, per dominum, per dominum etc.

Og naar Fadervor er ude - i den Sted I plejede af Munkevildfarelse at pladre: »Hil Maria!« ud og gjorde dér en Bøn og en Vanbrug af, lige tvært imod den hellige Skrifts Lydelse, Jesu Kristi velsignede Moder Jornfru Maria til Spot og Spe, efterdi vi er ikke Gabriel Engel, ikke heller Jomfru Maria her hos os, thi Døden er imellem hende og os, at hun kan ikke høre, hvad vi sige til hende, fordi at hun er ikke almægtig, men hendes Søn er

almægtig - da kan I sætte i den Sted igen den blotte og bare Nød paa Maalen, hvor Skoen trænger og tvinger Eder, som hver haver jo sit Kors at bære, om han er ellers en Kristen enten udi sit Hus eller udenfore, og drage

Eders Nød for vor himmelske Fader, som et Barn drager sin Nød for sin kære Fader om Sko og Hoser, Mad og Klæder. Nød kender nøgen Kvinde at spinde; saa skal Nød kende en Kristen til at bede:

»0, himmelske Fader, min Hustru er syg, mine Børn er syge, jeg er selv syg, min Kvæg dør bort; nu er jeg kommen udi Sagefald , Sorrig og Bedrøvelse, min Husbond er vred paa mig, nu (falder) Armod (og) Fattigdom mig til, nu vil den og den forlægge og forhade mig, nu gaar det mig saa og saa med. Jeg beder dig ved vor Herre Jesum Kristum, fly Du en god Raad dertil, skikke Du en god Ende derpaa, send Du mig din hellige Engel, at Djævelen skal ingen Magt faa med mig, min Hustru, Børn og Næste! Dig ske Lov og Ære indtil evig Tid, Amen!«

Gører Eder selv saadan en kristen Bøn, ikke en Tid som en anden Tid, men efter som Eders Hjærte giver Eder, og som der er Nød og Trang paa Færde.

Jeg ser ingen af Eder nu længer udi denne klare Evangelii lyse Dag vanbruge sin ugudelige Psalterbaand, Rosenkrans, Himmeltrappe, heller hvad man kalder det, efterdi at I er underviste og vide, at det haver intet paa sig, men (er) optænkt af Menneskens og Djævelens Lærdom, ikke ud af Troen eller ud af Guds Ord. Thi man vidste intet at sige af saadant Skarn og Djævelens Bedrageri, hverken før Kristus kom til Verden, og ej heller siden udi tretten hundrede Aar, førend nu halvandet hundrede Aar siden at nogle sorte Munke de funde dér først paa og stiftede en Alter udi deres Klosterkirke for deres Gerrigheds Skyld; den kaldte de »RosenkransAlter«, og en sort Munk ved Navn Broder Alanus skrev en Skarnsbog derom. Og lod de male en Tavle om den løgnagtige Skærsilds Pine, hvor der laa nogen Sjæle og rakte en Psalterbaand op, og en Hob Engle fløj der ovenover og tog den af Sjælene og førte dem hen op til Jomfru Maria, og hun førte dem til Jesum, og han til Gud Fader; saa trappede de om med hverandre.

Den rette Himmeltrappe, Du skal komme i Himlen med, er denne, at Du bekender dig at være et armt, syndigt Menneske udi de ti Budord Morgen og Aften, og flyr til vor Herre Jesum udi din Credo og beder om Syndernes Forladelse udi din Fadervor. Dette er den rette Vej til Himmeriges Rige, og ikke din ugudelige Psalterbaand. Vor Herre Jesus forbyder os det selv, det at han vidste vel, der vilde komme saadan falsk Lære; derfor varer han os ad langt tilforn, dér som han saa siger: »Naar I vil bede; da haver ikke meget af Munden, som Hedninger have, ja som Øjenskalke« Det er saa meget sagt: Der er mange, som farer med Mundklammer, og flere der vil komme; men jeg vil ikke have din Mundklammer, jeg vil meget mindre have dine mange Paternoster og Hil Maria, Du vil tælle og ofre mig og andre! Jeg vil have din Mund og Hjærte, Hu og Sind, saa skal Du faa det, Du beder om, heller og det, som bedre er, thi jeg ved bedre, hvad dig er Behov end Du selv. Dog vil jeg, at Du skal drage din Nød for mig, jeg vil gærne høre dig.

Var der en Pavesvend, en Munkedreng eller en Nonneføg under Hoben, som jo vilde vanbruge sin Psalterbaand, Gud og Kongen, Sognepræst og Sognefolk til Trods, saa bruge sig det heller hjemme udi sit eget Hus og inden sine egne Vægge, med alle Dros og Ulykke, Amen! Paa det at en hel Almue skal ikke allesammen tage et ondt Exemplar efter hannem og Eftersyn af en Skarns Munkesvend, Pavedreng eller Nonneføg, der heller vilde tjene Djævelen af (Helvede efter) Munkelære end Gud af Himlen efter hans kære Søns Befalning og den hellige Skrifts Lydelse. »Beder ret«, siger Sankt Ib, »saa bliver I bønhørte«.

I skal end ikke her inde aleneste bede, men ogsaa hjemme, naar I staar op om Morgenen og gaar til Seng om Mtenen, naar I gaar til Bords og fra Bords, naar I vil jid at pløje, saa og høste. En Dannekvinde vil sætte en Væv op, Du vil begynde at kærne, eller hvad I tager Eder til for Gerning, da lader en god Fadervor gaa for, og naar den er ude, da siger saa:

»Himmelske Fader, giv denne min Gerning, som jeg vil tage mig for Hænder, udi Jesu Navn en god Begyndelse, Fremgang og Ende, at dig ske Lov og Ære deraf, min Hustru, Børn og Næste til gode og Gavn!«

Saa skal Du se, at de hellige Engle skal drage med dig, og Du skal faa en god Ende paa, hvad Du tager dig for Hænder, og Gud skal ligge Drivelse derudi. Som I skammes ikke ved at æde og drikke, sove og vaagne med hverandre, saa skal I ikke heller skammes ved at bede tilsammen, hver udi sin Vinkel og Vraa, hos Eders Seng, Bænk og Bord, ja ogsaa udi Eders Seng om Aftenen: Manden første Budord, Kvinden den anden, han det tredje, hun det fjerde, saa Credo og Fadervor, imeden rinder og vinder. Det gør to Hjærtens Kristne, ja de lade deres smaa Børn aldrig bruge en Mundfuld Mad om morgenen, førend de have hørt dem bede Fadervor, og da sætte de ved Enden Mad i Guds Navn - som en liden Pige, to Aar gammel, gjorde nu nylig udi Bjergby Kirke, dér hun læste for mig: »Frels os«, sagde hun, »fra alt ondt, Amen! Mad i Guds Navn!« Det var Tegn til, at hun fik ikke Mad i Guds Navn, førend hendes Fadervor var til Ende.

Ja, min kære Bondelille, naar Du vil først om Aaret ud med din Plov og stikke den udi Jord, da skammes ikke ved at falde ned paa dine Knæ udi det sorte Muld, som vi er alle tagen og skabt af, og læs din Fadervor; og naar den er ude, da sig saa: »0 himmelske Fader, giv dette Korn, som jeg agter udi Jesu Navn at kaste udi denne Ager med mine Hænder og retfanget Arbejde, en god Væxt, saa at dig kan ske Lov og Ære og min fattige Hustru, Børn og min Næste Gode og Gavn deraf!« Du skal se, at Du faar hundrede Korne, som Du fik ikkun tyve tilforn, thi Gud vil være bedet om alt det, vi skal have godt af, som vor Herre Kristus selv siger: »Hvadsomhelst I bede min himmelske Fader om i mit Navn, det skal I gærne faa«.

Jeg lod mig en Tid forlyste, som jeg haver Vidnesbyrd paa, og talte, hvor mange Korne der var paa en Havrestraa, og fandt derpaa lige fem og hundrede Korne - der var jo flere Straa kommen af det ene Korn, som (var) lagt i Jorden - at I maatte end give Agt paa, hvor mangfoldig Gud gør Eders Gaver, at I kunde vide at takke hannem derfor og bede hannem om mere.

Med en kristen Bøn skal I holde Eders Hus, Hustru, Børn, Gods og eget Liv ved Magt. Derfor skal I aldrig forsømme at bede her i Kirken og udenfor, imeden I leve paa Verdsens Jord. Det er nu den første daglig Gerning, som I skal gøre udi Eders Sognekirke. Tager nu dér Vare paa!

Om den anden Gerning, som er at høre Guds Ord

Det andet, som I skal gøre udi Eders Sognekirke, skal Eders Prædikestol paaminde Eder; det er, at I skal gærne lukke Eders Øren op og flittelig høre Guds Ord, ligge det paa Hjærtet og mærke det grangivelig, og Eders Børn med, saa at I tygge det I altid om Ugen igen med dem; som hver kristen Mand er ogsaa en Evangelist og Prædiker udi sit eget Hus, at de kunde end komme til den Forstand og Vidskab om Guds Ord, som jeg kender gode Bønder udi Sjællands Land - Gud være lovet, at der ere end saadanne til! - som kan sidde hjemme hos deres Bord og regne op for deres Børn paa deres Fingre hver Søndagsevangelium, som falder om det hele Aar, fra den ene Aarsdag og til den anden. Det er nu snart lært, Gud være lovet! Der er jo syv Dage om Ugen; I kan jo hver Dag tage Eder saa lang Tid fore, enten Morgen eller Aften, til Bords eller fra, at I kan tygge igen med Eders kære Hustru og Børn noget af den Søndags Evangelium, saa længe til I kan dem allesammen. Udi Købstæder vænne vi vore Børn til at læse den fremgangende Søndags Evangelium op, straks efter de have læst til og fra Bords; saa nødes de til at lære det paa deres Fingre, inden den anden Søndag kommer. Med saadan Tugt og Disciplin skal Børn vænnes til Guds Ord og Gudfrygtighed. »Mine Faar«, siger Kristus, »de hører min Røst«. Guds Faar det er Guds Folk; hvilke som ere ikke Guds Folk, de ere jo Djævelens Folk; det er de, som ikke gærne høre Guds Ord. Nu vil Du ikke have én borte af dine Faar; ja, dersom der bliver én borte af dem, da tørst Du lade de andre gaa for dem selve og løbe heden og lede efter den, der borte er, som der staar i Evangelio. Hvor meget mindre tørst Du tro, at vor Herre Kristus vil have en af sine Faar borte? Hvor gaar det da til, at der bliver saa mange borte af dem? Det er Sagen: Gud haver bundet dem ved det grønne Græs, ved det salige Guds Ord; vilde de dér æde af, da er de Guds Faar, vil de ikke, da er de foragtede og fordømte Faar. Det er nu om det andet.

Om den tredje Gerning, som er at gaa til Sakramentet

Det tredje, som I skal gøre udi Eders Sognekirke, skal Eders høje Alter minde Eder paa; det er, at I skal gærne gaa til Sakramentet og lade Eder berette tidt og ofte, som Ordene lyde: »Saa tidt som I drikker, gør det i min Hukommelse«. Tilforn var vi af Paven og Munken forbundne til en Tid om Aaret, som var til Paasketid; og da havde de skammelig og skændelig røvet og stjaalet fra os den ene Part af det højværdige Sakrament, som var Jesu Kristi velsignede Blod og gav os klar Vand at drikke for Blod. Nu er de Tyve uddrevne af Landet og en Part ophængte, og I have faaet det hele og holdne Sakramentes begge Parter igen. Dersom I nu forsømmer, da er det Eders egen Skyld.

Det haver kostet hannem saa dyre paa Korsens Galge, dér han gav sin Rosensblod ud for alle vores Synder og gav os dette til hans sidste Testament paa Skærtorsdagen ad Aften; saamænd han vilde ikke have det foragtet. Du ser det med dig selv, Du est ikkun et Menneske saa vel som jeg: om Du vilde give nogen en Gave, var det ikke uden et Æble, og han vilde den forsmaa og foragte, Du tørst vride med din Næse og aldrig give hannem mere godt, men altid brede hannem det og sige: Nej, nej, Du faar ikke mere godt af mig; Du foragted en Tid saa haanlig min Gave, som jeg vilde givet dig.

Om en Konge og en Herre vilde give en (af) sine Edelmænd en Guidkæde eller en anden mægtige Klenodie, og han vilde den foragte eller kaste den udi Rendesten for Kongens Fod, var den Foragt ikke værd at straffe? End seen den Konge over alle Konger, den Herre over alle Herrer, vor Herre Jesus Kristus, som haver givet os saa dyre en Skat, som overgaar Alverdens Guld, hans eget Legeme og Blod at æde og drikke til en Stadfæstelse paa alle vore Synders Forladelse? Foragter vi det, da maa vi se, hvorledes vi tager det.

Vor Herre Jesus takkede selv sin himmelske Fader derfore, som Ordene lyde: »Han tog Brødet og takkede«; derfor er det Tid, at vi det ikke foragte.

Sagde han til Sankt Peder: »Maa jeg ikke to dine Fødder, Du skal ikke have Part med mig«, hvad mon han vilde sagt den samme Mten, om han havde forsmaaet hans Legeme og Brød? Hvad mon han vilde sige til dig og mig, dersom vi det forsømme, forsmaa eller foragte? Sandelig det bliver os ikke skænket eller til gode holden!

Derfore maa det jo være dig en stor Skam for Gud og alle hans Engle, om Du est noget evnendes med Tyende udi din Gaard, om der gaar nogen Søndag eller hellige Dage over dit Hoved, at der skal ej nogen findes af dine at gaa til Sakramentet, nu Du selv, nu din Hustru, din Svend, din Mø, din Dreng, din Pige, dit Barn, saa tidlig som en er seks eller syv Aar gammel og kan sin Børnelærdom. »Lader smaa Børn komme til mig etc.«

Det skal være langt fra, at nogen skal gaa bort en Fjerdingaar tilsammen, en halv Aar tilsammen, ja, det Gud forbyde og den hellig Aand, en hel Aar til Hobe, og Ikke lade sig berette. Det maa jo være et formaledide Menneske, som nu længer i denne klare Evangehi lyse Dag gaar aleneste om Paaske efter en gammel Sædvane til Sakramentet og ikke véd tidere om Aaret at bruge retteligen det højværdige Sakramente. End siden den, som gaar hen i mange Aar og forhærder sig mod Gud og aldrig en Tid kommer til Sakramentet, den, som vi plejer heller at kalde en forbandede Krop (Band er at udelukke fra Sakramentet; de lukke dem selv derfra, derfor er de selvvillige Bandskroppe), som sætter sig selv op imod Gud og spytter vor Herre Jesus udi hans Ansigt, idet han agter ikke mere hans højværdige og salige Sakramente, end som det var ikkun givet for Svin, Hunde og Køer. Gud vogte vare os!

Lader ingen Ting i al Verden forhindre Eder fra det højærdige Nadveres Sakrament, at I gaa ej hid op til denne Alter tilsammen, heller ti til Hobe end to, heller tyve end ti, heller tredive end tyve udi saadan en mægtig forsamling. Gaar her faa til Sakramentet om Søndag og hellige Dage, heller og stundom ingen, da er det en visse Tegn, at der er endnu en gammel Skarns papiske og Munkekirke, og ikke en hjærtensgod og kristen Kirke.

Om Vin og Brød

Brød og Vin skal holdes Eder til gode rede af dem, som det er befalet, at det er ikke raadden (Brød) og sur Vin, paa det ingen skal derfore være fra Sakramentet. Findes det, da skal der gives Klage paa dem, som det haver i Befaling.

Om Skriftemaal

.

Skriftemaal er ikke heller saa tung, som det ugudeligt Pavens og Munkefolk haver lært os og løjet for os, at vi skal tælle alle vore Synder op. Herre Gud naade os! Vi kan ikke end tænke alle vore Synder, end siden tælle dem; vore ubekendte Synder er langt flere end de, som vi vide af at sige. Det maa vi bekende, at vi ere avlet i Synd, født i Synd og bøde paa Synd hver en Dag vi gaa paa vores Ben, uden hvis vi kan afværge ined en kristen Bøn, med Guds Ord at høre, med vor retfanget Arbejde. Det andet er Synd altsammen.

Naar Du vil skrifte, da kan Du saa sige til din Sognepræst: »Kære Herre! Vil I høre mig min Skriftemaal for Guds Skyld?« Saa maa han ikke siønne dig det, saa fremt som Du gør hannem al den tilbørlige Redsel og Rettighed efter din Formue, som en Kristen bør at gøre sin Sognepræst. Ellers er han dig intet pligtig. Nu bør dig at kunne dine ti Budord; det er Børnelærdom, derfor skal de gamle jo kunne den, ellers maatte det være dennem en stor Skam for Gud og alle hans Engle. Han maa ingen berette, som ikke kan sine ti Budord; ja, ingen maa stande i Lov eller Tov med nogen Dannemand, som kan ikke sine ti Budord. Ikke bør heller gode Fogeder og gode Dommere at stede nogen til sværge med oprakte Fingre heller give Lov, uden de forfare i Sandhed, at han kan sine Budord. Man tør ikke hellers mere tro, hvad han siger, end som en Hund. Hvad véd den arme Stymper, hvad han svær, som kan ikke dem? Var der nogen saa haardhjærtet, at han ikke kunde lære dem paa sine ti Fingre - som Eders Sognepræst skal jo regne dem op hverind Søndag af Prædikestolen - da er det højt paa Tiden, at han med det aller første gaar til sin Sognepræst og giver hannem det tilkende, saa kan han gøre Bøn for hannem af Prædikestolen. Han tør fordi ikke nævne hans Navn, men saa sige: »I gode Kristne! Her er en (af) mine Sognefolk, som ikke kan lære sine Budord. Vi vil bede vor himmelske Fader for hannem, at den Djævlen, som sidder udi hans Hjærte, maatte vige fra hannem, at han maatte end lære dem engang, inden han døde, og komme til sine Synders Bekendelse og faa sin Synds Forladelse og blive salig og ikke fordømt«. Saadan en Bøn kan der gaa af Prædikestolen for den, som ikke kan nemme sine Budord. Der ligger hannem selv stor Magt paa. Sig nu saa udi Jesu Navn: »Kære Herre! Jeg bekender mig at være et armt, syndigt Menneske for Gud og Eder udinden de ti Budord, at jeg ikke haver holdet den mindste, end siden den største, men haver været min Gud og Skaber mere til Fortørnelse og Vanære end til Lov og Ære, og min fattige Næste mere til Skam, Skade og Fordærvelse end til gode og Gavn. Det klager jeg over mig selv for Gud og for Eder og beder Eder om en god Raad af den hellige Skrift«. - Det hedder Skriftemaal; maal, maal, maal, maal mig Skæppen fuld vel af Skriften, saa meget som I véd, at jeg haver behov imod min Synd, Døden, Djævelen og Helvede. Du vil gaa til Skrifte, og din Sognepræst skal skrifte dig; det er: han skal give dig Trøst og Husvalelse af Skriften. - »Kære Herre! Siger mig ogsaa mine Synders Forladelse til udi Jesu Navn; jeg vil gærne lade mig berette« - det er berede et Bord med Brød og Vin, som bliver til Jesu Kristi sande Legeme og Blod at æde og drikke til en Stadfæstelse paa alle mine Synders Forladelse. Jeg haver ingen Brev paa min Liv; jeg véd ikke, hvor længe jeg maa leve. Haver jeg det med mig, saa takker jeg Gud derfore etc.

Dette er Skriftemaal. Mere tør Du ikke sige, naar Du vil skrifte; uden saa var, at dit Hjærte var beklemt af nogen Sorrig eller Synd, som Du gærne vilde være udaf med og vilde have Raad til. Glipper dig da gode Raad i den ganske Verden, da glipper dig ikke gode Raad hos din Sognepræst udaf den hellige Skrift. Naar ingensteds findes Raad, da findes end dér Raad.

Om nogen (det Gud forbyde) ligge tilsammen uden viet Ægteskab udi Horeri, Boleri heller Skørlevnet, at de vide jo, de høre alle Djævle til udi dette Levnet, og at de er evig fordømte, uden de rette dem, heller i Dag end i Morgen.

Heller om nogen vil gærne snappe og stjæle med sineHænder fra sin fattige Næste, hvad han ser med sine øjne, det vil ogsaa gærne faa en ond Ende og en lang Halsben; det vil gærne komme til Galge heller til Ballie med en.

Heller hvad dig kan saa nage udi dit Hjærte, det Du vil have en god Raad til, da giv din Sognepræst det til kende. Hans Tunge skal skæres udaf hans Hals, om han taler om for noget Menneske, hvad Du i saa Maade giver hannem tilkende. Saa frit maa Du bære din Raad til hannem, at Du gør det ikke for silde.

Jeg haver hørt den Galgebarn med mine øren, som stod ved Galgen og sagde: »Herre Gud naade mig arme Stymper, jeg gav ikke min Sognepræst det tilkende. Han maatte have lært mig bedre, at jeg skulde ikke have kommet hid udi denne Galge!« Det var da for sildig. Hvo der ikke vil lyde Moder, han skal lyde Stifmoder og Værmoder ad. Hvo der ikke vil lyde Fader og Sognepræst ad, han skal lyde Bøddelen ad, inden han dør af Verden. Der vil ikke andet blive udaf.

Dette er nu Skriftemaal, at ingen derfore skal lade sig forhindre fra det højværdige Sakrament. Hvo er den, som kan ikke nu lære at skrifte? En fattig, uforstandig Tjenestepige kan jo nu vide, hvorledes hun skal skrifte og spørge Raad af den hellige Skrift hos hendes Sognepræst.

Om Had og Avind, at det skal ingen forhindre fra Sakramentet

»Ja, jeg haver Had og Avind til den og den; saa og saa haver han gjort imod mig, jeg kan ikke give hannem det til, imedens der er varmt i mit Hjærte« - Gud vogte og vare dig fra saadan en Tanke - »derfor er det bedre, at jeg er fra Sakramentet«. Ja vist er det bedre, min Ven - thi der er Skel paa Pinen udi Helvede, som der er Skel paa Glæde i Himmerig -, at Du ikke æder og drikker dig til en større Fordømmelse, end Du skulde ellers faa for din Had og Avind. Men mærk, hvad Skriften siger derom: »Deus charitas est, Gud er Kærlighed; hvo der bliver i Kærlighed, han bliver udi Gud og Gud i hannem« . Tvært om igen: Djævelen er Had og Avind, det kommer han afsted, og hvo der bliver udi Had og Avind til sin fattige Næste, han bliver udi Djævelen, og Djævelen bliver i hannem til evig Tid - uden han retter og bedrer sig.

Derfor skal hver tænke sig om, som Du nu sidder eller staar. Om der er nogen udi den vide Verden, Du vil værre end dig selv, da læs din Fadervor og giv den Tanke udaf dit Hjærte, fordi at hun æder dit Hjærte op, som Rust æder Staal og Jærn! Vor Herre Jesus forlader dig saa mange Synder, maatte Du ej forlade din fattige Næste, dersom han end havde slaget din Fader ihjel, heller ellers gjort dig storligen til Møde?

Om skændige Levnet, al del skal ikke forhindre nogen fra Sakramentet

.

»Ja, jeg ligger uden viet Ægteskab i Horeri, Skørlevnet og Boleri; derfor er det bedre, jeg er fra Sakramentet«. Ja vist er det bedre; din Sognepræst maa ikke berette dig, Du arme Stymper, som fører saadan et Levnet!. Djævelen maa berette dig med sit Sakrament, indtil Du retter og bedrer dig igen. Men mærk, hvad Skriften siger: »Ingen Horfolk, Skørlevnere heller Bolere maa have Part i Himmeriges Rige«, om Retten skal have sin Gang. Da forstaar I vel, hvor de hører hen, og hvor deres Part er. Og et andet Sted staar saa: »Lader Ægteskab være herligt holden iblandt Eder, thi Skørlevnets Folk og Horfolk vil Gud selv forbande (og fordømme)«. Og hvad hedder det at fordømme? At forbande det er at give Formaledidelse paa deres Hus og Jord, Ager og Eng, Gods og Penge, paa deres Horebørn og dem selv, at de skal blive til arme Stakkarle og Stympere, inden de dø af Verden, uden de rette og bedre dem med det allerførste.

At fordømme det er: siden fordømme dem ind i Helvedes Afgrund under Djævelen til evig Tid, som de have tjent her paa Jorden udi deres skændige Levnet. Det er deres Dom, dersom Retten skal have sin Fremgang med dem.

Gud give os en stadig Fred, at vor naadigste Herre, kongelig Majestæt maatte engang dæmpe den formaledidede Horeri og Skørlevnet, som sker udi Bergen i Norge, dér den menige Mand, baade læg og lærd, giver Klage paa. Gud bedre det, om Mennesker det ikke kan gøre.

Saa lader nu ingen Skændslevnet forhindre Eder fra det højværdige Sakrament! Hver rette og bedre sig, som hannem ligger Magt paa, at I kan altid findes her op hos denne Alter!

Og som man plejer at sige: »Gammel Træ er Fald i Vaane«, i des ældre Du est, i des heller gak til og lad dig berette! Jeg kender gode, aldrende Folk, som hver Søndag gaa til og lade sig berette, fordi de vide ikke, om de kan det naa den anden Søndag. Have de det med dem, saa takke de Gud derfor. Det er jo Sjælsspisning, der £aa vel er os Behov som vort Legemsspisning.

Dette er nu den tredje Gerning, som Eder bør at gøre udi Eders Sognekirke, at I gaar gærne tidt og ofte, uforhindret til Jesu Kristi Sakrament.

Om den fjerde Gerning, som er al love og lakke Gud

Den fjerde Gerning, som Eder bør at gøre udi Eders Sognekirke, skal Eders Sognedegn paaminde Eder. Det er, at I skal sjunge, love og takke Gud tilsammen, Mand og Kvinde, ung og gammel, den ene med den anden. Derfor maa Eders Sognedegn intet Latine sjunge her paa Landsbyen uden paa Paaske, Pinse og Juledag, at han da bekender sin Skolegang og kan lokke Børn til Skole og I derfore give hannem Bogpenge, heller hvad I ellers pleje af Arilds Tid og give hannem om saadanne Dage. De andre Søndage og hellige Dage om Aaret maa han ikke sjunge uden Danske, og Viser og Salmer, som I have lært og kan sjunge med hannem, og ikke andre, førend han faar lært Eders Børn flere, efter at han haver læst Børnelærdom for dem.

Han maa ingen danske Sange sjunge med Latins Noder eller Kor-Noder, som man kalder, ingen anden Glorificats end denne: »Aleneste Gud i Himmerig« etc., det var den Vise, som de hellige Engle sjunge tilsammen den Nat vor Herre Jesus var født i Verden.

»Nu bede vi den Hellig Aand«, »Nu er os Gud miskundelig«, »Vi tror allesammen paa én Gud«, »Af Dybsens Nød« etc., de ti Budord, Fadervor og andré saadanne almindelige Salmer, Viser og anden Sang bør jo en kristen Almue at ligge sig efter at sjunge, thi Skriften befaler det. »Sjunger (siger Sankt Povl) hellige Salmer, Hymner og aandelig Sang, og lover og takker Gud af Hjærte og Mund, naar I komme tilsammen«. Det vil Gud have.

Hvi skulde vi det ikke gøre? Disse Smaafugle, som flyve her ude, de gør lige det samme efter Guds Befaling: »Laudate volucres coeli dominum: I Fugle i Skyerne, lover og takker Herren«. Gør de ikke saa, naar deres Tid er saa om Aaret, hine dejlige Nattergale, Lærker, Stillidser, Stære, Drosler, Solsorte, Papegøjer og andre? Det første det gryr ad Dagen, da sidde de hver paa sin Kvist og sjunge saa dejlig og bede Gud om deres Føde med denne Bøn: »Nu bede vi den Hellig Aand«, hver efter sin Maade. Det forstaar han vel, som skabte dem og gav dem Næb og Tunge at sjunge med og kan forstaa alle Fuglerud. Saa fare de heden i Skov og Mark og hente deres Kro fuld af Maddiker og Korn. Straks som de er mætte, saa hen igen paa deres Kviste og sjunge saa dejlig, at det er Lyst at høre dem sjunge. Det er al ret; vor Herre Jesus befaler det, dér han saa siger: »Considerate volucres coeli:

Giver Agt paa Fuglene, som flyver udi Vejret!«. Saa skal I bære Eder ad; de græde ikke for deres Føde, saa skal I ikke heller græde og sukke og give Eder for Eders Føde og gaa og vride Eders Hænder, ligesom I havde ingen Gud udi Himlen! Hvad da? I skal bede Gud om Eders Føde, arbejde for Eders Føde heller tigge Eders Føde, og siden love og takke Gud. Saa gør de dejlige Fugle, os til et Exempel og Eftersyn. Min kære Kvindelille, og Mand med! Kan Du sjunge udi din Gildehus, Gæstebud og Barsel, og Du forsmaar at sjunge udi din Sognekirke, var det ikke værd at ønske af Gud, at din Mund kom ved din øre at sidde, at man kunde se, at Gud havde vel hævnet sig over dig? Det var jo tusindfold bedre, at din Tunge var rundet op i din Hals og Du laa nu længe siden hernede i denne Kirkegaard, end Du skulde længer staa her inde og bespotte Gud som Svin og Køer, der ikke kan synge. De gaa med deres Næse og Tryne ned til Jorden; Du og jeg vi gaar med vort Ansigt op til Himlen, at vi skal altid love og takke Gud og være fuldglade, vi kan det gøre. Der ligge saa mange paa deres Sygeseng og kvæde Jammers Vise; de vilde alt heller stas her inde med og sjunge og takke Gud.

Det er et andet Skel med dem, som aldrig haver lært at sjunge fra deres Barndom, heller have ikke Røst at sjunge med, heller kan ellers være saa ilde tilpas, at de gide ikke sjunget. Dem bær man over med for Guds Skyld; de andre bør jo at sjunge her udi deres Sognekirke, saa vel Kvinde som Mand, at det klinger i de dejlige smaa Hvælvinger. Det hør Gud til og de hellige Engle.

I skal her ikke aleneste sjunge, men ogsaa hjemme, i Skov og Mark, paa Ager og Eng, hvor Lejlighed kan give sig. En Dannekvinde ved hendes Væv, en god Pige ved hendes Rok; hun faar en Tén Garn langt, førend hun véd selv udaf, naar hun sidder og sjunger en hellig Vise dér hos. Det er jo bedre end sidde og kvæde Boleviser heller fortale hverandre, naar I er to eller tre tilsammen, heller Du sidder og tænker ondt, Pigelille, om Du est ene. Den Hellig Aand gør et glad Hjærte, Djævelen gør en sorgfuld Hjærte. Et glad Hjærte gør et langt Liv, et sorgfuld Hjærte gør et stakket Liv. Hvor skal Du kende et glad Hjærte? At én gaar altid og sjunger heller nynner af en hellig Vise. Hvad tør I ved at sørge? Lader Gud sørge for os; ingen kan udrette med sin Sorg saa meget, at han bliver en Fingers Bred enten længer eller stækker. Der er en hel Bog udi Skriften, som Kong Salomon gjorde, hedder »Ecelesiastes«, som indeholder gode Sager, hvorfor at det er intet et Menneske bedre under Solen end at være gladhjærtet og letsindet; det er jo bedre end gaa og tænke ondt og se surt ud ligesom en Skarns Munk udaf en Kappe. Vi er jo skabt til Himmerigs Rige; der(fore) skal vi (heller synge en Salme) eller læse en Fadervor og lade Sorrig fare, det meste os muligt er. Ellers blive vore Bene snart tørre, og vi blive selv Aarsag til vor Død. Ingen maa slaa sig selv ihjel, enten med Sorg eller andet.

Derfore skal I jo sjunge udi Eders Sognekirke, som os bør at give dem den Lov paa Møen, at de sjunge saa dejlig med hverandre udi hine høje Kirker, at det er jo stor Lyst at høre. »Jeg sjunger det bedste jeg kan, derfor straffer mig ingen Dannemand« staar der udi Rimet.

Dette er nu den fjerde Gerning, som Eder bør at gøre udi Eders Sognekirke: sjunge, love og takke Gud, for vi ere skabte til Guds Ære og Lov, og det er den rette Gudsdyrkelse udi det nye Testamente, det vi kalde: sacrificium laudis et gratiarum actionis.

Om den femte Gerning, som er at give de fattige udi Kirken

Den femte Gerning, som Eder bør at gøre udi Eders Sognekirke, skal Fattigfolks Blok minde Eder paa. Det er, I skal give noget til de fattige inden disse Døre. Hvorfor staar Fattigfoiks Blok hist nede ved Kirkedøren i hver Mands Aasyn og Vej, at ingen kan gaa ind, med mindre end han støder sig paa den og ser den straks dér for sine øjne? Derfor, min Ven, at naar dit Legem og Sjæl er adskilte, og Du kommer for Dom og skal gøre Regnskab, at Du ikke da skal skyde paa og aarsage dig og sige, at Du haver ikke set den arme Lazarus ligge for dine øjne. Saa tydeligen som Du ser deres Blok dér inden den Kirkedør, da tænk paa, at her er fattige Folk udi Sognen, som haver din Almisse behov, fattige husarme, fattige Gadehusmænd og Kvinder, som haver hverken at bide eller at brænde, fattige pokkede Mennesker, værkbrudne, gamle udlevede Folk, dér Arme og Bene vil ikke staa med dem, Ryggen værker paa dem; de kan nu ikke længer pløje, saa eller høste, de gjort deres bedste, saadanne Folk, at naar Du ser én af dem, da siger Du: »0, Herre Gud, hvad haver jeg set hannem glad paa Gildesbænken i fordum Dage! Thi jeg kendte hannem den Tid, han løftede fuld lettelig paa Skaalen; se, hvilken Maade han ligger udi; se, hvor skrider han ud paa den Kæp! Dér maa vi se os i Spejl; aldrig kan vi vide, hvad os kan tilkomme, inden vi dør af Verden«. Desligeste fattige Viduer og Enker, fattige Barselkvinder, fattige Piger som have længe og vel tjent, er nu mandvoksne og kan dog ikke komme til et skamløst Brød for deres Fattigdoms Skyld, ja fattige faderløse og moderløse Børn og andre saadanne, som Gud haver skikket Eder her i Sognen til en daglig Spejle-Bog, dem finde I vel, naar I lede efter dem. Dér staar deres Blok inden Døren; her bør deres Tavler at gaa om disse Stole hverinde Søndag og hverinde Helligdag, dér Gud lader vorde. Og de to Mænd, der er udkejste til Fattigfolks Forstandere og skal have hver sin Laas og Nøgle til Blokken, de skal være saa flittige paa de fattiges Vegne, som Kirkeværger bør at være paa Kirkens Vegne, saa at naar Sognepræsten haver været her udi Sognen og berettet nogen syg Mand eller Kvinde, hvis Navn han kan nævne næste Søndag derefter og befale Eder at bede for samme syge Menneske, da skal straks en af Fattigfoiks Værger give sig ind til den syge og først trøste hannem til det evige Liv og siden bede hannem give de fattige udi Sognen noget til Sjælegave, som man kalder, heller udi Testamente, førend han dør her af Verden. Og de skal skiftes ved at gaa med Fattigfolks Tavle, som Kirkeværger skal skiftes ved at gaa med Kirkens Tavle, hver Søndag og hver Helligdag. Gud forlade Eder det og den Hellig Aand, om I havé det forsømt hertil! Og er ikke da Vunder om I blive til Stakkarle, forarmede og foruslede, efterdi at I skøtte ikke mere om de fattige, naar I komme til Eders Sognekirke.

At mange lide nu større Fattigdom og Armod, end de gjorde nogen Aar siden, og at det vil ikke saa vel frem med dem som tilforn, det skylde de den ny Lærdom for, som her er kommen, som de kalde »Ny-Lærdom«, fordi de ikke kan se længer end til Næsen og at Vand er Vand, som en Ko kan ogsaa se. Og de arme formaledidede Stympere vil ikke vide, at det er en gammel Lærdom, Som det Skam, de efterfølge, om Helgens Paakald og Munkefaste er en ny og ikke en gammel Lærdom.

De ti Guds Budord blev først indskrevne udi Adams og Evas Hjærte - det staar fast paa seks tusinde Aar siden - og siden udi to Stentavler med Guds egen Finger.

Vor hellige Tro er jo uddraget af de evangeliske Historier udi det ny Testament; Kristus lærte os selv Fadervor, han skikket jo selv de to højværdige Sakramenter til den Brug, som de bruges nu udi. Hvad er her nyt iblandt? Dog skal den nye Lærdom have Skyld, og dermed vil mange bedække deres Hykleri og Skalkhed og lære enfoldige Folk disse Ord at sætte imod deres Sognepræst: »Ja, siden vi lod af at faste og bede til Helgen, siden vi maatte ikke lide Munke, da gik det os aldrig vel«. Saadanne maa gode Kristne høre af hine Guds Ords Skændere og hine Hykleres og Munkes Tilhængere. Men vi vil lade Hyklere og Skændegæster være Skændegæster; gode kristne Folk skal vide, at det salige Guds Ord, som nu prædikes rent og klart udi Danmarks Rige - som ingen andet kan bevise - er ikke Aarsag hverken til Folkens Ondskab og ej heller til deres Armod og Usselhed. Men dette er Sagen, at de vil ikke lyde Ordet ad, heller give det Magt og ej heller handle med deres Næste og de fattige, som dem bør at gøre; de vil ikke stoppe deres Fingre til Fattigfolks Blok, naar de komme ind ad Kirkedørene, som de gjorde før til Saltekar og til Stænkesten; de vil nu intet ligge paa de fattiges Tavle, som de lagde før overflødig nok paa Munkealtre; de vil nu ikke føde deres Sognepræst og deres Sognedegn, som hver især tilforn fødte en Alterpræst, og mange andre Sager, som er langt at opregne. Med ét Ord sagt: for hvad Gud vil have frem, det vil de have tilbage, derfor skøtter han lige meget om dem, som de gør om hannem.

Jeg taler nu intet om gode Kristne, som endogsaa have deres Kors at drage udi mange Maade og vide at skikke dem derefter med Taalmodighed og med en god Samvittighed.

Kære Børn, foragter ikke de fattige! Kommer ikke tomhændet her ind længe tilsammen! Kan I se en Gæst og gangende til gode hjemme udi Eders Hus, forglemmer ikke at lægge en Gudspenge over en Side og tage til Kirke med Eder at lægge paa denne Tavle, i denne Blok til Eders egne Husarme her i Sognen. Naar I faar nu en Kornkiste, at I da tager en Haandfuld Korn udi Eders Ærme eller Forklæde til Kirke med Eder. Det er aldrig saa liden et stykke Brød, at en fattige, hungre Menneske tier jo kvær og

takker Gud, naar han æder det. »Du maa ikke komme tomhændet ind udi mit Ansigt« siger Gud. Faar Du din Livs Næring og Føde de syv Dage Ugen igennem, forsøm ikke at lade Guds Del den syvende Dag - besynderlig naar Du haver solgt noget udi Købstaden, at Du ikke altid beholder Mammon og Djævelens Penge hjemme til din! Det bliver ikke borte, som Du giver den fattige; Du faar tyve Penge for den ene, ja var det ikke uden et Bæger koldt Vand, da skal Du ikke miste din Løn. Det siger han, som ikke kan lyve; han hedder vor Herre Jesus Kristus. Men gaar Du længe tilhobe tomhændet her ind og her ud, Gud skal tømme dine Hænder hjemme udi dit Hus, at Du skal ikke faa saa meget, som Du kan tage imellem dine Fingre og stoppe i din Mund, fordi saa, at ligesom Du est imod Gud og de fattige, saa vil han ogsaa være imod dig igen, dér tør Du intet tvile paa. Læg ikkun hellers Regnskab over med dig selv inden Aar og Dag, og se, hvor rig eller hvor fattig Du est bleven, eftersom Du ser de fattige til gode. Vi have alle set vor første Dag, vi haver ingen set vor sidste Dag; vi véd endnu aldrig, hvad os kan overkomme, før vi dø af Verden. Det er ikke Tid, at vi forglemme og foragte de fattige, mindst vore egne Spejlebøger her udi By og Sogn hos os. Spørges det nogen Tid her i Sognen, at nogen enten fryser eller svelter ihjel her hos Eder af de fattige og Husmænd, da er det en visse Tegn til, at Gud vil forbande og fordømme Eder allesammen. Ser nu til, hvorlunde I elske de fattige; hver vælge sig sin Lazarus, der kan siden tage hannem udi Himmeriges Rige igen, for han haver bevist sin Tro dermed.

Saa have I nu hørt de fem daglige Gerninger, som Eder bør at gøre udi Eders Sognekirke, som er: at bede, høre Guds Ord, gaa til Sakramentet, sjunge og takke Gud og give Almissé her ind til de husarme. Tager nu her Vare paa, som Eder ligger Magt paa, og at det er Eder sagt.

Her have I hørt den første og længste Part af denne min Visitats: om denne Sted og om denne Kirke, som I søge ind til at høre Guds Ord udi.

Den anden Part

Nu følger den anden Part efter: om de to Personer, Eders Sognepræst og Sognedegn, som skal drage

Eder og Eders Børn Guds Ord for. Derfor vil vi nu tale om dem udi Jesu Navn.

Om Sognepræsten og Sognedegnen

Jeg haver længe siden i Dag spurgt dem ad, om de kan nyde deres Skyld her hos Eder, om nogen ligger dem for Had, om nogen staar tilbage med det, som dem bør at give dem med rette, som kan give dem det og vil ikke. Hvad heller de sige nu Sandingen, heller de lyve - det maa de gøre udi deres egen Pose - Eder give de almindelig en god Skyld. Saa gør Eders Herredsprovst, her til Stede med mig. Vi betakker Eder og gærne paa vor naadige Herres kongelig Majestæts Vegne, at I se Eders fattige Kirketjenere til gode. Vor Herre Jesus skal Eder være den bedste Belønnere.

Om deres gode eller onde Rygte

Nu vil jeg paa denne Tid spørge Eder ad, I Dannemænd - Kirkeværger og Sognemænd kan vide at svare dertil, naar jeg haver udtalt: Er der nogen Brøst paa Færde enten med Eders Sognepræst heller Sognedegn, som I kan vide heller dømme paa om deres Lærdom, Levnet eller Omgængelse her hos Eder?

Først, om Eders Sognepræst prædiker Eder ikke rettelig det hellige Evangelium, Jesu Kristi salige Ord, rent og klart, som en fattig Tjenestepige, dersom hun endnu kan sin Børnelærdom, da kan hun derpaa dømme, om han farer med nogen Helgens Paakaldelse eller nogen andre papiske og Munkelærdom og -handel, enten i Prædikestolen aabenbarlig eller og udi Skriftemaal lønlig?

Dernæst om hans Levnet, Ægteskab, Husholdning, Naboskab, Omgængelse i Gilde og Gæstebud, om han forsømmer Eders syge heller ellers hans Tjeneste i Kirken eller uden Kirken?

Om Eders Sognedegn ikke lærer Eders Børn, som hannem bør, og ellers med Ringen og Sjungen, om han tager ikke Vare paa sit Embede, om de slemme og demme, om de have dem ikke, som tilbørligt er, i hvis Maade det kan være. Da hykler intet med dem, men giver trolig tilkende, hvis Brøst I vide! Derfor er Eders Provst og jeg her til Stede, som den første Ret hører os til, og vi vil ogsaa gærne undervise dem, forhaabendes, at de lade dem og gærne undervise. Som vi er ogsaa arme Mennesker saa vel som I, er ikke mere fløjen igennem Himlen end I er, kan end falde, og finde ikke meget, kan endogsaa være forsømmelige udi vort Embede. Men hver som brudet haver, bør at bedre, og den haver ikke brudt, som bedre vil. Det er kongelig Majestæt vor allernaadigste Herres Højmægtigheds Vilje, at I skal altid faa Guds salige Ord at høre; derfor bør Eder at takke Gud, at I have saadan en Konge og Herre, som altid vil beramme Eders Sjæls Saligheds Bedste, som Eders Legemes Gavn og Velfærd.

Saa giver dem nu enten en god Skyld eller en ond, hvilket I kan bedst aflade med en god Samvittighed. Dér vil vi siden rette os efter.

Her skyder ogsaa Provsten deres Skel for Almuen; siden svarer Kirkeværger og den menige Mand dertil. Have de dem noget at skylde, saa give de det tilkende, og Provsten og jeg skikke os derefter og forfare paa baade Sider derom, hvad Sandingen er, og gør da saa meget dertil, som os bør at gøre. Vide de dem og intet at skylde, saa give de dem en god Skyld, og jeg beder dem gærne, at dersom der er nogen iblandt, som andet véd om deres Sognepræst og Sognedegn, at de da vil give det tilkende, og ikke en anden Tid paa deres Bag. Da raaber den menige Mand, at der (er) ingen, som dem kan skylde; derfor betakke vi dem nu først for den gode Vidnesbyrd, de give deres Tjenere, og straks siger dem redelige Sager, hvorfor det er Behov at skyde deres Skel med disse Ord:

Det sige vi ikke derfor, at vi have nogen Mistanke til dem - vi kende dem jo til al gode - men derfor, at hvis der kunde findes nogen Brøst, da er det kongelig Majestæts Vilje, at der skal raades Bod paa, heller de skal sættes af deres Embede. Den anden Sag, hvorfor vi skyde deres Skel, er, at om der kunde findes en Ordgyder, Øldaare heller Huggebasse under Hoben, som vil sætte sin Sognepræst, Sognedegnen, Kirkeværger og Eder selv til Rette, naar I komme til Hobe til nogen Glædskab, dem I skal alle sidde til Hug og Stik med, naar I drikke en Skaal Øl med hverandre, da bør Eder at gaa paa Sognestævne og forsvare Eders Kirketjenere til alle Rette imod aaadan en Præstehader. Og dersom I ikke kan komme til Veje med hannem, I vil ikkun skrive mig en Brevelap til om hans Navn og Skyld, da vil jeg love Eder paa min Sjæls Salighed, som min Herre og Konge haver lovet mig, at han ikke skal mørke Eders Dør tiere, om den blaa Taarn kan borge for hannem. Thi det er jo bedre, at saadan en Djævels Fortræder er borte af en Sogn, end hver Mand skulde komme i Klammer for hans Skyld.

Det siger jeg ikke heller for nogen Mistanke, som jeg kan have om Eder; Gud kender Eder bedre end jeg gør. Dog findes der saadanne udi Sjællands Land, som tage dem en Husbond for en Tønde Havre og siden tør fri true og kue hver Mand, og alle skulde være rædde for dem, til de faa deres Løn.

Den tredje Sag er, at, efterdi I give Eders Sognepræst og Degn en god Skyld, og I vide intet at skylde dem, I vil ogsaa tænke til at gøre dem al den tilbørlige Redsel, som gode Kristne bør at gøre deres Kirketjenere. Og at I skal vide i Sandhed, at de ikke æde deres Brød i Bande hos Eder, om de ellers staa deres Embede ret for, da vil jeg lade Eder høre, hvad deres Embed og Befalning er, og siden sige Eder, hvad Eder bør at gøre dem igen, saa at de kan sørge for Eders og Eders Børns Sjæle, og I kan sørge for deres og deres Børns Legemer igen, saa at det gaar lige til paa baade Sider.

Om Sognepræstens Embede og Befalning

Eders Sognepræst skal tjene Eder udi Livs og Sjæls Fare. Udi Livs Fare, det beviser jeg saa:

Han skal være Eder til Rede saavel Midnatstide som Middagstid, udi Mørke og Mulm, i Regn og Raad, i Kulde og Frost, op af sin Seng til den mindste Barn, som Du haver udi dit Hus, som én Tid er berettet, naar han tilsiges. Er der Pokker hjemme til det, er der Pestilents, Hedesyge, Koldesyge heller andre Guds Gaver og Plaver; lugter der vel, eller stinker der ilde, da skal din Sognepræst derind og have sin Næse deri med, dér Du og jeg, maa vel ske, var end fuldgærne uden Døren. Dersom han faar sin Del i det samme, det kommer under Armen at sidde paa hannem, saa maa han gaa hjem og ligge sig og dø derhen; han maa ikke blunke derved, det er hans Embede, og det kalde vi Livs Fare.

Men hans Sjæls Fare det gælder højere. Han véd sin Regel, han véd sine Kapitler udi hans Regel. Det er ingen Munkeregel, men det er en svar Regel.

Det første Kapitel udi hans Regel lyder saa: »Væ mihi, si non evangelizavero, Ve vorder mig til evig Tid, om jeg prædiker ikke det hellige Evangelium rent og klart for min Almue«. Ve, ve, ve, det gaar igennem Skind og Ben, Krop og Sjæl ind i Helvede.

Det andet Kapitel lyder saa: »Maledietus, qui facit opus Domini fraudulenter, Formaledidet bliver den til evig Tid, som gør Herrens Gerning med Svigefuldhed!« Det er: om han prædiker Eder andet end Jesum Kristum ren og klar til Eders Salighed, om han tilsteder nogen at ligge tilsammen uden viet Ægteskab i Horeri, Boleri heller Skørlevnet, og han ligger dem ikke Dage for, at de rette og bedre sig, heller, om de foragte, han ikke sætter deres Navn paa Prædikestolen, at han dem ikke sætter udi Band, forbandet skal han være med dem! Det hedder fraudulenter, med Svigefuldhed.

Det tredje Kapitel: »Ego sanguinem illorum de manu tua requiram, Jeg skal udkræve din Almues Blod af dine Hænder«. Hvad er det sagt? Sker der Afguderi og falsk Gudsdyrkelse Sognen, sker der Manddrab, Horeri heller anden Skændslevnet for hans Forsømmelse, at han varer dem ikke tideligen nok ad, at han sætter dem ikke i Band, da véd han sin Dom. Hvorlunde krævede Gud Abels Blod udi Kains, hans Broders, Hænder? Han fordømte Kain ind i Helvedes Afgrund; dér er han fordømt paa denne Dag og bliver til evig Tid. Saa véd ogsaa Eders Sognepræst sin Dom. Om han vil vide det: dersom han forsømmer nogen af Eder deres Sjæls Salighed, da skal han dybere ind i Helvede end de, som han saa haver forsømt; at de skal ligge og raabe paa hannem til evig Tid og sige:

»0, hvilken Sognepræst haver Du været os! Du haver været os en Djævel og ikke Sognepræst! Du vidste bedre, heller Du skulde have vidst bedre, end vi fattige, enfoldige Bønder vidste; Du studerede intet, Du lagde ingen Vind paa dig at lære os noget godt, Du skøttede ikkun om din egen Bugfylde og ikke om vor Salighed, Du lod os leve udi Horeri, Skørlevnet og Boleri, Du lagde os ikke Dage for, Du satte ikke vor Navn paa Prædikestolen, Du satte os ikke udi Band, at vi maatte have rettet og bedret os! Forbandet være Du med os til evig Tid! Gud give, at Du havde været en Hugorm under en Gærde, den Tid Du blev vor Sognepræst! Usælt maa vi sige det, at vi blev fødte til Verden og finge dig til en Sognepræst!« Denne Orm skal aldrig dø, det Ild skal aldrig udslukkes, den Samvittighed skal nage og pine hannem til evig Tid, om han forsømmer Eder Eders Sjæls Salighed for. Derfor hedder han ogsaa en Sjælesørger; se sig hellers til, hvorlunde han sørger for Eders Sjæle!

Denne hans Regel, min kære Bonde, er ikke den svar? Det er ikke at sidde og skræve (med Orlov sagt) over en Pibeovn og have en rød Kande ved sin Laar og saa rage sig og saa smøre sig, som Guds Gækkemunke de gjorde! Nej, min Sognepræstes Regel er en svar Regel; han æder ikke hans Brød i Bande hos Eder, om han ellers staar sit Embede ret for. Det giver jeg Eder at betænke om Eders Sognepræstes Embede og Befalning.

Han véd ogsaa vel, at han skal skifte og dele sine Aars-Prædikener udi tre Parter, som er: udi Katekismi Prædiken, Søndages Evangeha og Højtiders Evangelia. Dér véd han sine afskaarne Prædikener det ganske Aar omkring, foruden andre tilfaldende Prædikener: over Lig, for Brude, om Fasten, paa Bededagene, hos de syge etc. Desligeste véd han at dele hver Del igen udi sine Partikler og Smaastykker: Katekismum eller vor Børnelærdom udi fem Stykker, de ti Budord udi to Tavler, vor Credo udi tre Artikler, Fadervor udi syv Bønner, Sakramenters Ord udi deres Værelse og rette Brug, Søndags-Evangelia udi deres locos communes, det er: Hovedpunkter, Højtids-Evangelia udi deres Historier og rette Brug, at bryde den vrange Helgenspaakald ned og bygge deres rette Dyrkelse op igen, at bryde den Munkefaste neder og bygge den ret kristne Faste op igen, at slaa haarde og Stenhjærter ned ved Loven og rejse fattige og forslagne Hjærter op igen ved Evangelium, med andre saadanne Gerninger, som hans Embede udviser.

Derfor kaldes ogsaa Sognepræster udi Skriften Bygningsmænd, Agermænd, Vingaardsmænd, Hyrder, Konger og Regenter, at de skal opbygge, dyrke, vogte, styre og regere Kristi aandelige Legeme, det er Kristendom. Mine kære Børn, have de ikke nu nok at gøre, om de vil retteligen tjene en kristen Almue, at jeg intet mere tør tale om deres Regels Svarhed? Det skaber sig vel selv med en god og retsindig Sognepræst.

Om Sognedegnens Embede og Befalning

Eders Sognedegn skal ikke aleneste ringe og sjunge hos Eder, thi en god Almue bør jo at sjunge med Degnen. Derfor skal han ogsaa gaa ned midt paa Gulvet til Eder, naar I sjunge de almindelige Viser og Salmer; en Bonde kan jo saa snart drage om en Klokkestræng som huæde en Hø-Le, om Behov gøres, og om Degnen laa paa sin Sygeseng. Men hans ypperste Gerning, hvorfor han skal tjene sin Brød hos Eder, er, at han skal lære Eders Børn og unge Folk Børnelærdom.

I haver to Kirker her inden udi den tredje, som jeg sagde tilforn; saa have I ogsaa to Tjenere, den ene besynderlig til den gammel og den anden til den unge Kirke. Thi at som Sognepræsten lærer og underviser de gamle, saa bør Sognedegnen at lære og undervise de unge. Naar han findes ikke dér god for at være, heller ikke dér tager Vare paa, da maa han ikke længer være Sognedegn. Er det ogsaa Eders Skyld, at I ikke lade Eders Børn komme til Degnen, da vil jeg straks sige Eder, hvad Nødde der ligger ved den Vedkast.

Desimellem vil jeg forfare, hvorlunde Eders Sognedegn bær sig ad med Eders unge Drenge, og hvad der fejler paa, vil jeg rette hannem udi; de gamle vil jeg intet høre over, forhaabendes at de jo kan deres Børnelærdom; ellers maa de jo skamme dem for Gud og alle hans Engle! Jeg vil ikkun handle med disse unge Drenge, som her staar op hos mig. Er der nogen flere unge Karle heller Drenge neden hos Eder i Taarnet, da lader dem komme hid op i Sanghuset til disse andre; der maa ingen blive tilbage, jeg vil se Eders unge Kirke, og hvad I have for Børn; hvilken der staar og trykker sig og vil ikke op, den skal I stytte til Majtræet paa Søndag.

- Her komme nu til mig alle de unge Karle og Drenge, som kom ind i Kirken, siden jeg begyndte at visitere heller handle med Almuen; de andre Drenge kaldte jeg op, førend jeg begyndte, og bad dem sidde udi Koret eller Sanghuset, at de skal ikke staa og stime udi Taarnet; jeg tog dem med Fordel, nu komme disse andre op til. Saa udvælger Degnen én af Hoben; han læser op, først Fadervor, saa læser Sognedegnen Fadervor for dem alle, og de læse efter hannem; ligesaa med Troen og de ti Budord. Naar det er gjort, da gør jeg denne Formaning til de unge Karle og Drenge, som efter følger: -

En kort Formaning til de unge Karle og Drenge

Kære Børnlille! Hav Tak, at I læse saa vel efter Eders Sognedegn! Han skal ogsaa lære Eder de Ord, som I blive døbt med, og de Ord, som I gaa til og lade Eder berette med. Og I, som er her i Kirkebyen, skal være til Stede her udi Kirken hverinde hellige Morgen, naar første Klokke ringer og Degnen klemter eller Klemt, efter første Klokke er ringet. Da skal I vide, at de klemter til Børnelærdom, og straks findes her udi disse øverste Stole som disse Dannemænd sidde. Og Eders Sognedegn skal staa og læse Børnelærdom for Eder med Lyst og Lempe, efter som den Degnebog udviser, som blev prentet udi København, at I kan lære og forstaa Eders Børnelærdom ret. Saa skal han lære Eder en Ærende af en hellig Vise heller Salme. Men I, som ikke er udi Kirkebyen, skal findes udi en Dannemands Hus udi Eders egen By, hvis Navn her skal nævnes af Prædikestolen, og han lader gærne sin Stue til saa lang Tid; dér skal Degnen umage sig til Eder en Tid hver Maanedsdag i det mindste, om Søndag eller Helligdage efter Middag, naar det er en dejlig Solskin og Børn kan komme fra Huse. Tjene I ogsaa nogle ugudelige Folk heller gerrige Folk, som af Fornødenhed ikke vil lade Eder komme til Sognedegnen, alligevel at de have ingen mærkelig Nød eller Aarsag til at holde Eder derfra, da skynder Eder fra dem, naar Eders Stævnedag kommer, fordi at I maatte saa gærne tjene Djævelen af Helvede som saadanne ugudelige Kroppe! I faar vel gudfrygtige Folk at tjene, Gud være lovet, at I tør ikke tjene saadanne Stympere, som vil forhindre Eder Eders Sjæls Salighed for, som hine ugudelige Halse pleje at lade dem høre: »Min Barn skal være hjemme fra Degnen; han maa lære, som mine Forældre og jeg haver lært«. Véd Du, hvad dér er sagt, din arme Stymper? Det er saa meget sagt: »Jeg vil gaa for ind udi Helvede, og mit Barn maa gaa efter mig«.

Saadanne skal I intet lyde ad udi det onde, Bømlille, men forsee Eder af Døren fra dem med det snareste, thi Djævelen er hjemme til deres, og han regerer over dem! Saa lærer nu vel af Eders Sognedegn, og læser det selv hver Morgen og Aften, og værer Eders Fader og Modér, Husbond og Hustru hørig og lydig udi al tilbørlig Maade med en stille Mund og to gode, tro Næver, saa vel naar de ere ikke selv til Stede, som naar de ere til Stede. Ser Eder i Spejl paa disse gode Dannemænd, som her sidde udi deres Stole! De have været saa fattige og haft saa lidet, som I kan nu have; Gud haver alligevel skikket dem Hustru og Børn, Hus og Jord, Hæder og Ære, og et skamløs Brød for. De sidde nu og bygge Lo og Lade til Eder, fordi at, naar de flytte hid til denne Kirkegaard, da flytte I ind paa deres Gods igen og flytter Eder op af hin Taarn paa disse Stole og (blive) gode Dannemænd, som de nu er, dersom I vil ikke selver forkaste det. Forvarer Eder, at I ingen belokke og beligge! Lad hver god Pige og Kvinde være god for sig, gak ikke efter deres Ære! Bi saa længe, til din Tid kommer; naar Du kan ikke holde dig længer, saa bed om en Dannemands Datter heller god Pige til Ægte og Ret, saa sker dig Lykke og Glæde! Forvarer Eder, at I ikke bander og sværger eller slaas ude ved hin Majtræ, at I ikke slemme eller demme! Ingen Natter maa I vaage over ved Majtræet, det er aflagt til Landsting, ikke heller Sankt Valborg Nat. Om I vil føre Sommer i By, laane Eders Husbonds Hest og ride udi Skoven, hente Maj og komme saa hjem igen med Pibe og Tromme for Eder, at man kan se, hvor I ride udi Marken! Ah, hvad det er godt at vandre om Dagen, da støder én sig ikke! Men Tyve og Røvere, Ulve og Løver de gaa om Nattetide, og ikke gode Børn, hen udi andens Lo og Lade og lokke deres Piger og Døtre; det gør Skalke. Saa vil I nu tage vel Vare paa Eders Tjeneste og blive gode Børn, at jeg kan faa Glæde af Eder, naar Gud vil, jeg kommer til Eder igen? »Ja, vil vi!« Love I mig det, at I vil gærne søge til Eders Sognedegn? »Ja, vil vi!« - Da sidder nu ned igen. Vor Herre Jesus give sin Benedidelse og Velsignelse over Eder til evig Tid. Amen!

- Her kalder jeg straks alle Piger op til mig, enddog at de gaa somme Steder strudende paa at komme op til mig og somme Steder er lydigere end somme Steder, som Sognene er store og smaa til, og som de have Sognepræst og Forældre til. Dog, naar de ser én først gaa op, saa komme de alle straks løbende som Faar til Vand.

Her udvælger Degnen en liden Pige; hun læser først især ud hver Part af Børnelærdom; siden læse de andre lempelig for dem selv. Naar det er gjort, saa gør jeg en liden Formaning til dem.

En Formaning til Pigerne og Møerne

Eder bør Tak, mine gode Bømlille, for I læse saa vel Eders Børnelærdom; Degnen skal og lære Eder de Ord, I bleve døbt med, dér I var smaa Piger, og de Ord, I skal lade Eder berette med. Og I, som er her i Kirkebyen, skal ogsaa lade Eder finde her paa disse Stole, som disse Dannekvinder her paa sidder, naar I vide, at Tiden er, som jeg sagde til Drengene tilforn; og I andre skal møde i Eders egen By, som før sagt er, paa en liden Stund. Siden kan I lempe i og gøre anden Helligdags-Gerning. Læser og selv hverinde Morgen og Aften Eders ti Budord, Troen, Fadervor, saa bliver Eder gode Raad for; og tjener Eders Husbonde og Hustru med Tro og Takke! Ser Eder i Spejl paa disse Dannekvinder; de have været, som I er nu, og trolig arbejdet for deres Brød! Nu haver Gud ladet dem indføre i Gaard og Grund, saa at de er forseet med Hæder og Ære; saa vil han ogsaa gøre ved Eder, dersom I vil være gudfrygtige, tjene troligen for Eders Brød. Forvarer Eder, at I lade Eder ikke belokke heller beligge af Skalke! Bier saa længe, til Gud sender Eder et godt Bud, saa komme I til et skamløs Brød; ellers blive I Skarns Skøger og fordærvet, ja forsmaaet og foragtet Kvinder alle de Dage, I leve paa Jorden, saa hver Mand véd siden at spotte, forhaane og forskyde Eder, som I kan vel se Eder i Spejl paa de Skarns Folk, som har ladet Skalke faa deres Vilje med dem.

Naar en Skalk haver fanget sin Vilje med dig, da er han den første, som forsmaar og forskyder dig, i hvor sødt han lover dig; han var da tilfreds, Du var en Hare og løb for en Hob Mynder; han haver da faaet det, han vilde have; Du sidder igen med baade Skam og Skade, det maa Du vente dig af hannem og intet andet! Men naar den kommer, som dig vil have til Hæder og Ære, da beraad dig med Gud, med Slægt og Venner, gak ikke af deres Raad. Se dig endda vel for, hvem Du tager ved Haanden, naar Du gaar i Dansen! Der ligger dig Magt paa.

Kommer der en Skalk til dig og vil voldtage dig, heller ellers byde dig Skam og Skændsel, vil trammel og føle dig, vil gaa dig nærmere, end hannem bør med Hæder og Ære, est Du ellers en god Pige og vil bære din Urtekrans om Sommer paa dit Hoved med Hæder og Ære, da skulde før alle dine Negle sidde kendt udi saadan en Skalks Forhoved, at han kan sige, han har været der, førend han skulde fremme sin Vilje hos dig. Det er bedre, at Du skrammer hannem, end han skænder dig. Mærk, hvad jeg siger dig, Pigelille, det gælder dig og ikke mig.

Nu, mine kære Bømlille, haver Tak for Eders Umag, og gaar nu ned igen, og sætter Eder udi Eders Hustruers Stole! Gaar ikke end hjem, jeg haver endnu mere at give Eder til Kende, Eder til Gavn næst Guds Hjælp.

En Formaning til Folket, at de lade deres Børn gærne komme til Sognedegn

Nu vil jeg sige Eder, hvad Nødde der ligger ved den Vedkast, om I lade ikke Eders Børn komme til Degnen, og hvorlunde det vil gaa Eder i Fremtiden, om I det forsømme. Lade I Eders Børn ikke lære det gode, saa lære de det onde; lære de ikke de ti Budord, Troen og Fadervor, da lære de at sværge og bande, lyve og stjæle og slaa Folk ihjel; da skal I vel høre ude ved hin Majtræ Blod og Død og Vunder, Guds og Menneskens Fortørnelse, dér en hel Land maa sjunke ved. Saa bliver Eders Børn til Galgebørn, Stejlebørn, Hjulehørn: og Sværdebørn, at I faa baade Skam og Skade for dem, inden de dø af Verden.

Saa plejer det at gaa med dem, som ikke anderlunde tugter deres Børn op, som vi jo se Ligen til daglige, om vi vil ellers mærke efter, som I hørte vel om den Bengel i Merløse Herred, som ifjor Sommer spændte en Staalbue og vilde have skudt sin Svoger ihjel og skød sin egen naturlige kødelige Moder ihjel, skød hendes Hjerne ud i hendes Hoved. Og hans fattige Fader løb ind til og vilde drage Pilen ud igen; Træet fik han ud, og Jærnet blev i hendes Hoved, det kom hun til Grave med. En smuk Galgebarn, skød sin egen Moder ihjel! Han lønnede hende, ligesom Soen lønner Sækken; og ligesom hun havde lært hannem, saa lønned han hende. Saa vil det gaa med dennem, som intet holder deres Børn til Gudfrygtighed.

Og i Stevns Herred i dette Aar var en ung Skalk, som belagde sig med en Dannemands Datter, som saadanne Skalke pleje at gøre - og saadanne Ende faar det og med dem -; han blev stævnet til Roskilde Dom og kunde ikke give sin Lov, som han vilde, thi hver Mand vidste det med hannem; alligevel vilde den Stymper sværge for gjort Gerning. En Dag, hans Fader kom hjem med hannem fra Roskilde Dom og var nu vred paa hannem, for han blev saa delt og plaget for hans Skyld, bad han Sønnen i Tremens' Navn gaa hen i Loen og kaste noget Havre. Som han sad og kastede Havren og vidste sig ingen Fare, kom hans egen Fader og hug hans Hals i sønder, saa at han styrtede død ned paa Jorden. Jeg var jo paa hans Grav nu, dér jeg visiterede i Stevns Herred. Den gamle Skalk havde intet godt lært sin Søn; nu hævnede han sig selv over hannem.

Saadant og andet mere vil dig overkomme med dit Barn. Forsømmer Du den i din Ungdom, han skal bande dig, spytte dig under øjen, rive Haaret af dit Hoved, traade paa dig og gøre dig Ve og Vaande, Jammer og Kummer, Sorg og Bedrøvelse og grædende Taare indtil din Dødedag, at Du skal sige: »Usel blev jeg født til Verden, at jeg fødte saadan en Søn«.

Det er bedre, at Du lader hannem græde, naar han er liden; ellers skal Du græde, naar han bliver stor. Det er end godt, naar Børnene græde, men det gaar ikke vel til, naar Forældrene græde over Børnene. Det havde været bedre, at alle Jerusalems Børn, baade gamle og unge, havde grædet blodige Taarer ud af deres øjne, end vor Herre Jesus skulde grædt over dem.

Tag din Søn og Datter, og led dem til Degnen! Vil de ikke, da slaa dem der til med Riset! Det er bedre, end Bøddelen skulde slaa dem; det vil dog der til paa (det) sidste med dem, at de skal lønne dig med Skam og Skændsel, om Du ser nu ikke til med deres Haand.

I have vel hørt om den Galgebarn, der stod ved Galgen og kaldte sin Fader til sig. Han maatte sørgelig gaa til sin Søn; selv havde han gjort det, og selv maatte han det have. Han kom til sin Søn og mente, han vilde hviske hannem noget i hans øre om Penninge eller andet, han maatte have faaet efter Sønnens Død. Dér han lutte Øret til hans Søns Mund, saa bed Sønnen øret af sin egen Fader og sagde: »Se dér, Fader! Skal jeg hænge udi denne Galge, da maa Du vel miste øret og have en Brændemærke af med, saa længe som Du lever paa Jorden, efterdi at Du lærte mig ikke bedre, dér jeg var liden«. Saa gik Sønnen baglængdes op til Galgen, og Faderen gik hjem med ét øre. Dennem skete jo baade Ret, men de vilde ikke have det bedre.

Der er udgaaet til Landsting af Kongens Befalning, at Bønder skal lade deres Børn komme til Degnen. 0, Herre Gud, at man skal nøde Folk til deres egen Nytte og Gavn! Hvilken Blindhed maa der dog være iblandt Folket!

Gode, gudfrygtige, ædle Mænd vide nu at straffe deres Bønder ogsaa for denne Fornødenhed, at de lader ikke deres Børn komme til Degnen. End er det bedre, end Børn skulde selv straffe deres Forældre; begge Dele er deres fortjente Løn, som saadanne ere. Kan dit Barn sige »Fader« og »Moder« til dig, og Du vil ikke lade dit Barn lære at sige »Fader« til hannem, som haver skabt dig og dit Barn, est Du ikke værd at faa en Ulykke udi dit Hus med dit Barn, at Gud skal ikke straffe det paa din Sjæl?

En Formaning til Folket, at de sætte deres Børn til Skole

Og hvilke smaa Drenge, som I fornemme, at de lære vel, og det løber i dem som bred Smør, hvad Degnen lærer dem, og de vil have Bog og vil til Skole, naar I spør dem ad, saa lader dem gærne komme til næste Købstad til Skole! Lejer Eder heller en liden Plovdreng saa længe, at I kan se, hvad Gud skikker Eders Barn til, og hvad der skal blive af hannem.

Efter et Fjerdingaar kunde I spørge Skolemester til, om Eders Barn lærer noget; siger han »Nej«, da kunde I tage hannem hjem igen og gøre af hannem, hvad Gud haver forskikket af hannem; siger han »Ja, det er et godt Barn, han lærer vel, det var stor Synd at tage hannem fra Skolen«, da vare din Hud, om Du tager hannem derfra igen! Enten skal han snart dø bort, eller Du skal faa lidet godt af hannem. Aarsagen vil jeg sige dig: fordi at Du vil da nøde og tvinge dit Barn fra det, som han er født til af sin Moders Liv; og naar én bliver nødt og tvungen derfra, da bliver han til en Dagtyv. Deraf er der mange Dagtyve til, som ikke maa komme til det, som de ere skabte til af Gud. Siden kan de intet andet gøre end Skam og Skade; de blive ikke alle Bønder, som er kommen af Bønder. Bønder er Guds gode Folk, naar de have Troen til Jesum Kristum; men der sidder tidt paa en Bondekvindes Skød en dejlige liden Drengebarn, som vokser op og kommer til Skole og kan siden hjælpe en hel Hob Slægt indtil niende Knæ med Guds salige Ord og andre gode Raad. Saa at I kunde faa af Eders egne Børn til Sognepræster og til Sognedegne - det var jo Eders store Ære - desligeste til Borgmestre, Raadmænd, Skrivere etc., saa at en hel Slægt kunde hælde deres Hoved til en frommer Mand, som havde slidt sine Børnesko i Skole.

Have I ikke at føde Eders Børn med, lader dem ikke derfor blive fra Skolen; faar dem Høkrogen i Munden og lader dem føde sig selv! I saa aldrig nogen Pebling sulte ihjel; de faa deres Føde halv snarere end andre. Vi kom lettere ad vor Føde, den Tid vi ginge og tiggede vor Brød for gode Dannemænds Døre, end vi gøre paa denne Dag. Jeg gav en Pebling udi Assens Skole en danske Hvid, for han skulde lære mig at gaa om By og tigge Almisse, men han var ikkun min Mester en Middagsstund; siden lærte det sig selv, at jeg turde ikke dér give mere ud for.

Der er halvtredje Hundrede dejlige Peblinge paa denne Dag, ogsaa Bønderbørn, udi Københavns Skole; deres Forældre hjælpe mindst til deres Føde, de faa den alligevel, Gud være Lov! Gud forsér dem vel. De hellige Engle er hos dem, og gudfrygtige Borgere forsé dem med Hus og Almisse, saa dem skader dog intet.

Ikke er de heller ledige dér i Skolen, som man lyver paa dem. I se jo vel, at vi have ikke været ledige i Skolen, enddog vi legede undertiden paa Marken, som Eders Drenge gør ved deres Majtræ; med Lyst og Leg lærte vi, dér vi lærte. Lad ikkun dit Barn løbe hen til Roskilde, til København, til Malmø, til Tyskland! Dør han bort, saa finder Du hannem i Himmerige; bliver han ved Livet, saa kommer han dig glad nok hjem igen, dér tør Du intet tvivle paa! Saa bliver han ogsaa fri, at ingen tør platse eller stævne hannem til Herredsting, til Bud eller til anden Møje og Arbejde. Vore Forældre vare flittigere til at sætte deres Børn til Skole, alligevel de vidste ikke saa meget af Guds Ord at sige, som vi nu vide udi denne klare Evangelii lyse Dag.

Den Tid vi, som nu ere Klerke her inde, ginge til Skole og vare smaa Sinker, da maatte vi hen oven paa Skoleloften; saa mange Peblinge var der, at det var fuldt baade oven og neden, 700 udi Riber Skole, 900 udi Roskilde Skole, ikkun for de skulde blive Munke og Alterpræster; ja, Ædelfolk holdt ogsaa deres Børn til Skole for store Præbender og kostelige Len. Nu sidder der en Djævel ved den Ædelmands, Borgers og Bondes Hjærte og holder hannem derfra, at han skal ikke lade sin Drengebarn komme til Skole, alligevel han formærker i Sandhed, at hans Barn er dertil udvalgt fra sin Moders Liv. Det gør den lede og skændige Djævel derfore, at man kan snarlig fattes dem, som forkynde skulde Guds Ord, og Folk maatte komme udi Vildfarelse igen, som de have været her til; dér lider han efter. Men gode Kristne, ædel og uædel, betænke vel, hvad gavnligt er i den Sag! Den løse Hob lade vi rase hen, til de støde dem og falde, men de vil ikke lære med gode det, som godt og nytteligt er. Det er derom talet. -

Saa vide I nu, hvad Eders Sognedegns Embede og Befaling er. Jeg skal høre. to Regnskaber af hannem om Aaret. Det ene, hvorlunde han haver lært sine egne Peblinge her inden disse Døre, det er Eders unge Folk. Den anden, hvor mange dejlige Drengebørn han haver lokket til Skole her af Sognen. Ser nu til, hvorlunde I lader dem lære, baade store og smaa! Det vil gaa Eder ud igen for fuld Alvor; Børn de maa ikke forsømmes eller forarges. Udi Tyskland, dér som Guds Ord er længer prædiket end her i Danmark, dér er de vel kommet for med deres Børnetugt og have dejlige Skik derpaa, besynderlig udi Købstæder. Gud give, at vore Borgere udi Købstæder vilde tage deraf et godt Eksempel og Eftersyn, som det er høj Tid paa og saare vel behov!

Jeg var en Tid udi Jena i Landte Thüringen, saa vel (som) mange Studenter, som fare derhen fra Vittenberg. Dér have de saadan en Sædvane med deres unge Børn, Drenge og Piger, som er enten fire eller seks Aar gammel. Hver Tirsdag og hver Torsdag efter Middag, naar Klokken er ved ét, da komme alle Smaabørn, som i Byen er, til Kirke. Somme lede de, og somme bære de frem og sætte dem saa i Koret paa hine Trapper, to eller tre, som er gjorte til Gang op til Alteret, saa at de vende dem ned ad Kirken. Dér gaar Kapellanen iblandt dem frem og tilbage og haver en liden Ris eller Kvist udi sin Haand og Iæser saa Børnlærdom for dem, og de læse al!lesammen efter hannem. Han sjunger saa godt og siger: »Fader unser« og hine spæde Børn efter hannem med klinger Røst. Saa forfølger han Børnelærdom med det ud til Enden; siden beder han stundom en Dreng, stundom en Pige staa op og læse højt for sig selv. Hvad de fare vild udi, dér retter han dem straks udi, og høder dem med Riset og truer dem, at de skal faa Utak, naar de komme igen, om de kan ikke da bedre; men ingen slaar han paa, ikkun høder dem aleneste med Riset. Desimellem staar Klokkeren ved Alteret og skær Peberkage til Børnene; det skifter Kapellanen imellem dem, saa hver faar et Stykke saa stor som en Finger. Dermed holdes de til hannem og komme gærne igen, fordi de vente dem Peberkage. Det Peberkage koste fire Mænd i Byen, saa at enhver ligger en Groschen dertil om Ugen; det kan løbe hver af dem noget nær to Daler om Aaret, og det gør de gærne, paa det at Børnene maatte saa komme frem og optugtes i Gudsfrygt.

Og samme Børn er ligesom Aber; det skal man se om Sommer, naar det er blank Vejr, at Børn kan være ude, da sanke de dem til Hobe udi Gaderne hos deres Forældres Døre, og under Vinduer sætte de dem ned, og en ung liden Dreng gør sig til Kapellan og faar en Ris og læser for de andre, og de efter hannem. Saa skifter han smaa Stykker Brød heller smaa Stene blandt dem, det skal være Peberkager. Ligesom de se, at Kapellanen bærer sig ad i Kirken, saa gør de dem en Leg af paa Gaden; i den Sted, vore Børn løbe som Dagtyve og slaa Vinduer ud og gører anden Skalkhed, da gør de dem en Leg af deres Børnelærdom og drikker den saa i dem med Leg, Lyst og Glæde. Gud give, at vores Købstadfolk vilde her se dem i Spejl og hjælpe dertil, at vores Børn maatte ogsaa med Leg og Lyst lære deres Børnelærdom hos vore Kapellaner og vore Bønderbørn hos Sognedegne! Og finge

de en gudfrygtige Ungdom, at de ikke saa turde klage paa den unge Tyende, som de gøre, at de ere ulydige, utro, genstridige, løse paa Tøjlen, tør ride deres Hushond og Hustru i Vand med deres onde Munde, vil intet gøre mere, end som dem lyster selv, vil have stor Løn, med andre Klagemaal, som Folk nu klage over deres Tyende, og er dog deres egen Skyld, for de have ingen Vilje at lade deres Børn lære nogen Tugt eller Lydighed. Dér som ingen Ave eller Lærdom er, dér er ingen Ære; hvor ingen Ære, dér er Skam og Skændsel; hvor Skam og Skændsel er, dér er jo Sorg og Vedermod; hvor Sorg og Vedermod er, dér er jo jammerlig Klagemaal. Saa sker dem jo Ret, som ikke vil ave deres Børn, at de er aldrig Klagemaal foruden; man maa jo have det, man gør sig se!v. Nu haver jeg sagt Eder om Eders Sognepræsts og Sognedegns Embede, hvad de skal gøre Eder til gode. Nu vil jeg lade Eder høre, paa den anden Side, hvad Eder bør at gøre dem igen.

Om Sognepræstens og Sognedegnens Underholdning

- Her lader jeg først oplæse for dem, hvad kongelig Majestæts Ordinans indeholder derom, som blev skikket udi Ribe paa Herredag om Tiende og Degneredsel. Taler jeg ogsaa om Kirkejord deriblandt, at kongelig Majestæt udi hans Reces haver undt de fattige Degne for lige Udgift, og at ingen maa have derfor det fra dem, uden det vil bekomme dem, som det bekommer en Hund, naar han æder Græs; han spyr den op igen (med Orlov sagt), og bliver (det) til Vaar og Blod og Pokker og kommer paa deres Legeme at sidde, dersom de æde en andens Brød og ikke deres egen. Naar hver haver sit, saa Djævelen intet, plejer man at sige.

Naar han haver oplæst, hvad Ordinansen holder derom, saa gør jeg denne Formaning til Folket om Tiende af Korn og Kvæg med disse efterfølgende Ord: -

En Formaning til Folket, at de vil tiende ret

Det er nu Kongens Befalning, og hvis det var ikké hans Naades Befalning, da er det jo Guds Befalning til sit Folk, at de skal tiende retfærdeligen af Korn og Kvæg. Og vor Herre Kristus siger og selv, at en Arbejder er sin Løn og Mad værd. Det kan Du kende paa dig selv, at naar Du haver arbejdet, da vil Du have Klæde og Føde; og din Plovdreng, naar han haver udtjent, da vil han have sin Løn til gode Rede, heller han vil dele den af dig til Tinge, thi Du est hannem den pligtig. Ja, kommer der en Piber til din Bryllup, han vil ikke end lade sig nøje med Mad og Drikke for sin Arbejde og Gækkeris Skyld, han vil end have af Dør med sig, og den Penning sidder ikke fast i din Pung, dér Piberen skal have; hun skrider saa lempelig op i Haanden, imedens det søde øl skrider ned i dig. Og mens vi taler om Pibere, da vil jeg vare dem ad, en ny Skjorte og en ny Hudstrøg de skal snart faa, om de ikke lade deres ugudelige Viser om Helgens Paakald og andet saadant udi Bryllup og Gæstebud.

Nu, hvad vil jeg tale mere om Pibere og Plovdrenge! Naar Hønen haver skrabt, da ser hun til Kloen! Saa kan ikke Eders Sognepræst og Sognedegn mere leve ved Fuglesang end andre, men ogsaa vil æde og drikke, naar de have arbejdet i Livs og Sjæls Fare, som jeg beviste Eder nu, dér jeg talte og deres Embede og Befalning.

Derfor maa jo det være en formaledidet Kærve Korn, Kærne, Gris, Gaas, Lam, Høns, Kalv, Føl, Skæppefuld eller Haandfuld Korn, Du vilde svige eller stjæle fra din Konge, Kirke, Sognepræst eller Sognedegn og holde dem deres Løn inde, og siden brænde derfor udi Helvede, men Gud er i Himlen. Hver bør heller at stille sin Hjærte til Rolighed, at naar Du haver faaet Guds Gaver af Kvæg og Korn og gjort dem Fyldest, som dig bør at gøre Fyldest, Du da kan sige med en god Samvittighed:

»Gud være lovet for sine gode Gaver af Korn og Kvæg, og unde mig saa sandt at faa godt og Gavn deraf til min Hustru, Børn og Næste, som jeg véd aldrig en Penning, Korn, Kærne, Gris, Gaas, Lam etc., hel eller halv Skæppe Korn, dér jeg haver enten svegen eller stjaalet heller holdet inde fra min Konge, Kirke, Sognepræst eller Sognedegn, saa sandt unde mig den levendes Gud at faa godt af det, jeg haver igen, og aldrig sandere mere.« Det hør gode Kristne til at gøre; ellers vil det gaa fra Eder, at I forkaste det mere for det mindre; for en Gaas eller Lam, I kan svige dem fra, faar I derfor igen Lammedød, Faaredød, Fædød, kommer i Sagefald og skal miste 20 Gange saa meget paa en anden Side igen for det, som I holde inde og kunde give og vil dog ikke give Eders Sognepræst og Sognedegn. Ligger ikkun hellers Eders Regnskab over inden Aar og Dag, og ser, hvad I baade af det Tyvstal! Man kalder det en af »de raabende Synder« at holde en Tjener sin Løn inde; det vil gærne vorde til Blod og Pokker for dem, som det bruge.

Kan ikke Fogeden hver Aar løfte din Lade op og se under den, om Du tiender rettelig eller ej, og Bøddelen kan ikke komme over din Hals derfor? Da tænk, der er en Foged i Himlen, som ser alle Hjærter og kender alle Tyvstal! Han haver end sin Bøddel, det er Djævelen i Helvede, der saadant skal straffe og pine til evig Tid.

Jeg sagde dem tilforn troligen, hvad dem bør at gøre med Eder. Nu siger jeg Eder saa troligen, hvad Eder bør at gøre dem igen. Det er nu om Tiende og Degneredsel.

En Formaning til Folket om Højtiders og Hæders Offer

Desligeste med Højtiders Offer: Tre Højtiders Dage om Aaret, Paaskedag, Pinsedag og Juledag, i det mindste, efter kongelig Majestæts Ordinans. Det maatte jo være en formaledidede Menneske, der vil blive hjemme fra sin Sognekirke paa de Dage for det lille, han skulde give sin Sognepræst og Sognedegn, om han ellers haver at give af.

Dernæst: Tre Hædersofre haver været af gammel Arilds Tid, førend vi blev født til Verden, som var: Børneoffer, Brudeoffer og Kvindeoffer. Naar et Barn bliver døbt, en Brud blev viet, en Kvinde gik i Kirke efter sin Barn, da ofre de, hvad Gud skød dem i Hu; ikke for at Sognepræsten og Degnen blive dér saa rige af - hvo der æder sig ikke fuld (med Orlov sagt), han slikker sig ikke fuld - men for den store Ære, de gør hverandre indbyrdes. Kande over Gaard og Kande igen, det er længst Venskab. Det gaar vel til, naar en god Almue ærer og hædrer hverandre; det gaar ilde til, naar de foragte, vanære og skænde hverandre over.

Om Børneoffer

Naar et Barn kristnes, da gaar den Kvinde, som Barnet bær, med Fadderne og andre op at ofre Gud det Barn, nu en Kristen, som kom en Hedning til Kirke, og ofrer dér til Alteret, hvad Gud skyder dem i Hu, Gud til en Taksigelse og den Dannekvinde til Ære, som ligger hjemme paa sin Seng, som hun kan gøre dem en anden Tid igen, naar deres Tid kommer. Det kalder man Børneoffer.

Om Brudeoffer

.

Naar Brud og Brudgom komme til Kirke, da maa de have to tændte Lys for dem paa deres Blussestager, og derfor staar deres Blussestager her i Kirken i den Sted, som de ugudelige Faner stode tilforn. Hvorfore staa disse Blussestager her for hver Mands Øjne? De staa Ægteskab til Hæder og Ære, og de staa Horeri, Boleri og Skørlevnet til en Skam og Skændsel, indtil de rette dem, som dér er faldne udi, fordi der maa ingen leve til Hobe uden Ægteskab udi nogen Skændslevnet. Ingen maa heller leve tilsammen i Ægteskab, uden de kan bevise deres Ægteskab; derfor gør man Bryllup, derfor kommer Brud og Brudgom til Kirken og lade dem vie tilsammen i hver Mands Aasyn, at det skal være god Vidnesbyrd til deres Ægteskab.

I vide ikke, hvad Fare Eder og Eders Børn paahænger, naar I ere ikkun trolovet eller hjemme tilsammen givet aleneste og ikke kommen for Kirkedøren tilsammen og lade Eder vie.

Der kunde været en Mand heller to til Stede den Tid I bleve saa hjemme givne sammen; de kunde dø bort førend I selv, end siden end førend Eders Børn kunde dø bort; der kunde komme én efter Eders Død og kalde Eders Barn en Horesøn; hvormed vil han da bevise sine Forældre at have været to Ægtefolk, naar de ere alle døde, som paa den Tid hos var? Men dersom I gjorde Bryllup heller ellers lade Eder vide tilsammen i Kirken, da kunde der komme unge Børn til Eders Bryllup, ti eller tolv Aar gamle, som siden vokste op og kunde bære Vidnesbyrd om Eders Ægteskab hundrede Aar derefter, om nogen vilde kalde Eders Børn Horebørn. Derfore er Vielse skikket af gammel Tid, Ægtefolk til gode; ellers vil der komme Klammer efter Eders Død, og I sætte en ond Klud paa Eders Børns Kaabe, naar som I forsmaa at komme til Kirke og lader Eder vie tilsammen.

Hvo som hertil haver det forsømt, da kan I endnu give Eders Sognepræst det tilkende, saa kan han kalde Eder af Eders Stole en Søndag, naar Tjenesten er ude og sige saa til den gode Almue: »I gode Kristne! Disse to Personer vil nu aabenbare deres Ægteskab; saa vil vi gærne høre deres Bekendelse: Mand, bekender Du, at hun er din Hustru, trolovet og givet hjemme tilsammen? Ja, det bekender jeg! - Kvinde, bekender Du, at han er din Ægtemand, trolovet og givet sammen? Ja, det gør jeg! - Nu vel, saa giver hverandre Eders Haand derpaa i denne Almues Nærværelse! Det samme stadfæster jeg her i hver Mands Nærværelse og Aasyn i Navn Faders, Søns og Hellig Aands. Amen. Vor Herre Jesus give Eder sin Naade, Miskund og Fred! Amen. Og I gode Kristne vil nu holde dem for to Ægtefolk og bære Vidnesbyrd med dem, om Behov gøres«. Saa kan den Saar læges, at Eders Børn skal ikke nyde Eder ondt ad, naar I er døde fra denne Verden.

Men herefter maa ingen gives tilsammen hverken af Præstemænd eller andre, førend der er lyst tre Gange af Prædikestolen om deres Ægteskab, om der kunde være nogen, som kunde have noget deri at sige. At de trolovede hverandre. desimellem udi gode Folks Nærværelse, med det Vilkaar, at ingen kan forhindre deres Ægteskab, naar der lyses for dem, det forbydes ingen.

Ikke tør de ellers allesammen gøre Bryllup, som lade dem vie af Sognepræsten, det giver sig vel selv. Hvo det formaar, han gøre Bryllup, men hvilke som ikke formaar at gøre Bryllup, de komme alligevel til Kirken og lade dem vie, og gaa siden hjem tilsammen og æde, hvad Gud haver givet dem, tilsammen.

Og naar Brud og Brudgom lade dem saa vie, da maa de have to tændte Lys paa deres Blussestager, som jeg sagde tilforn, og er godt, at de Blussestager blive ved Magt udi hver Sognekirke saa vel for ædel som for uædel, for de have end noget at mærke og var udi ingen Vanbrug, som andre Ting vare, der nu er ødelagt . Derfor haver det ikke været behov at ligge dem øde. Men det hændte dem, som begyndte først at bryde Pavedømmet ned, som det plejer at hænde en Tømmermand, der bryder et gammel Hus ned: han bryder ogsaa i sønder, uforseendes, en Løsholt eller andet saadant, som maatte end have tjent udi det nye Hus. Saa gik det ogsaa med disse Blussestager og andet mer; det kan ikke saa nøje agtes, naar man bryder ned; man kan end jo siden finde iblandt det gammel Tømmer noget, som kan due til den nye Hus. Saa have disse Blussestager ogsaa deres Brug her udi Kirken, hvorfor Kirkeværgerne kan holde dem ved Magt med to smaa Vokslys paa.

Hvad mærke de Lys, som brænde for Brud og Brudgom? Have de intet at mærke, saa turde de ikke heller brænde, som jeg sagde tilforn om de to Lys paa Alteret.

Det ene Lys, som brænder for Brud og Brudgom, mærker, at Brud og Brudgoms og to Ægtefolks Hjærter skal brænde i en stadige Tro til Jesum Kristum al den Stund de leve paa Jorden, saa at de have én Tro, én Daab, én Gud, én Kirke, én Prædikestol, Font, Alteret, én Sognepræst og Sognedegn til Hobe og ere gudfrygtige til Hobe, at hver Mand kan sige dem at være to gode kristne Folk tilsammen.

Det andet Lys mærker, at Brud og Brudgoms Hjærter skal brænde udi en Ægteskabs Tro tilsammen indtil deres Dødedag, at de have ét Hus, ét Bord, én Seng tilsammen, æde og drikke, le og græde, lide ondt og godt sammen, løfte og lette hverandre, hvilken der ligger paa sin Sygeseng.

Og Du, Dannekvinde, vil saa stille dit Hjærte, Mund og Gerninger derhen, at Du skulde langt heller være død og ligge her udi denne Kirkegaard, end Du skulde fortørne din Husbond med et Ord af vitterlig Mod. Saa langt skal det være fra, at Du skal staa udi Næse som Sennep eller være hannem uhørig og ulydig. Det gør ingen Dannekvinde! Skriften befaler dig, at Du skal tide din Husbond og være hannem hørig og lydig.

Og Du, Dannemand, lige tværtom igen, hav dig saa udi dit Hus med din fattige Hustru som med et skrøbelig Kar, om hun kan ikke aldeles være efter din Vilje, som Du gærne vilde, at Du skal ikke straks være en Løve eller en Djævel udi dit Hus med Hug og Stik, men at Du bærer over med hende. Desbedre Du farer med hende, desbedre har Du hende; hun er dit Kød og Blod og skal end besidde Himmeriges Rige med dig. Mand skal jo holde af den Klædebon, han haver næst sig.

Du skal ingen Hus have kærere end det Hus, din kære Hustru og Børn er udi, undertaget dette Guds Hus, det skal I endnu baade have kærest. Det skal være langt fra, min kære Bondelille, at Du skal have Ølkonens Hus i Købstad eller paa Landsbyen kærere end det Hus, din kære Hustru og Børn er udi.

Betænk, hvad Du lovede hende, den Tid de lagde Eders Hænder sammen, og (I) blev to Ægtefolk! Da tilsagde Du hende, at den mindste Penning, Du kunde avle tilsammen, da skulde Halvdelen være hendes. Det ser man paa Rømmernes Gods: naar en Skalk rømmer fra Hus og Hjem, da tager Herskabet hans Hovedlod heller halv Boslod op, den anden halve Part, som hører Hustruen til, maa de hverken rykke eller røre, saa sandt som hun haver ikke forkastet sin Part med.

Derpaa kan I vel forstaa, at Halvdelen hører Hustruen til. Nu vil jeg spørge dig ad: med hvad god Samvittighed kan Du eller tør Du sidde i Ølkone-Hus i Købstad heller paa Landsbyen og slemme og demme og slaa saa meget udi din Hals, med Orlov at sige, at din fattige Hustru og Børn skal sidde hjemme og drikke Valle og Vand for det igen? Tænk, hvad dit Hjærte svarer dig igen, om Du gør hende ikke den Skel, som Du vil have af hende, om hun var udi din Sted! Hvad gælder, dit Hjærte vidner dig udover, at Du est en Tyv for Gud i Himlen, idet at Du stjæler fra dig selv og forkommer det, som din fattige Hustru og Børn skulde have godt af med dig? Er det Skel og Rigtighed? Er det Ægteskabs Tro og Love?

Man kan end baade le og have en faver Mund. Du kan end baade slukke din Tørst udi Købstaden, og dersom Du vil gøre Ølkonen rig, at hun skal jo have af dine Penge, da kan Du tage en Lejel eller Flaske med dig. Før det saa hjem med dig til din Hustru og Børn; hvo kan Du faa udi al Verden, dig bør heller at drikke med end med din Hustru og Børn? Drikker Du en Broderdrik, da unde dem en Søsterdrik med dig i Jesu Navn! Saa haver Du dit Hoved hel, saa haver der ingen slaget dig ihjel i Ølkonens Hus, og Du haver ingen slaget ihjel; saa er dine Heste ikke skennet med din Vogn, saa er Arme og Ben ikke sønder paa dig, saa tør Du ikke lede dine Heste og Vogn op i onde Maade om anden Dag, saa haver Du ikke væltet i Mørke og Mulm og styrtet Halsen i sønder paa dig, saa kan Du gaa udi din Seng, naar som Du fanget en Skaal Øl over din Tørst.

Mangen Dannemand lyder mig ad, og de kende dem Gavn derudi. De fare til Købstad en Stunderom eller to, og saa hjem igen til deres Børn og Bjæring og sætter dem ikke nu til Slæbedrik som en Hob Aalekrager, at det løber igennem dem, hvad de forhverve, saa at de kan hverken gøre Kongens heller deres Husbondes Skæppe Fyldest, men nødes til at flakke og flytte saa længe af ét Gods paa et andet, at de blive til Stakkarle. Naar dem glipper da alting, saa glipper dem ikke Stoddergang paa det sidste.

En Øldaare véd hver Mand af at sige og tale om det, som ikke meget duer. Som den Øldaare, der sad i Kroen og havde sin Sognepræst paa Munde, som saadanne Skalke pleje at have, og sagde:

»Jeg tror, at det er Tremens Løgn, vor Sognepræst han prædiker om Dagen for os! Han siger, at Mand og Kvinde er ét Liv tilsammen. Som Tremmen. Var min Hustru og jeg ét Liv tilsammen, da fik hun saavel af dette Tyskøl jeg sidder og slaar i mig her, og hun sidder hjemme og tørster igen«. Faa han Skam den Tyv, der maatte gaaet hjem til hende! Da havde hun end faaet noget deraf med hannem. Der skal jo være saadanne Skalke til. Den Ormekrop faar end alligevel nok! Der skal alligevel Tudser og Padder krybe ind ad Munden og ud af Næsen og Øjnene paa dig og æde ud igen det, som Du saa slemmer op i din Hals! Og saa vil det gaa, at naar din Hustru og Børn gaa ind i Himmerige paa den Dag for deres Tro, de have bevist med deres taalmodige Valle- og Vanddrikken, da faa de at se paa, hvorledes Du skydes hovedkulds ind i Helvede, at Djævelen skal dér skænke dig Helvedes Ild til evig Tid for din maledidede Slemmen og Demmen!

Du maa ikke saa bære dig ad; vend om igen og ret dig, at det sker ikke mere; betænk, hvad Du est din Hustru og Børn pligtig, om Du vil være og kaldes en Dannemand! - Dette mærker den anden Lys nu, som brænder for Brud og Brudgom!

Og end mærker han den tredje Tro, som Du skal holde med din Genbo og Nabo: at Du ingen lyver paa, ingen stjæler fra, ingen gør anden Skel, end som Du vil have af dem; at naar de ligge dig her ned i denne Kirkegaard, da staa dine Naboer hos din Grav og græde saa bitterligen for dig og sige til hverandre: »0 Herre Gud naade os, at vi miste saadanne Naboer! Hvilke gode Naboer var de; hvor vel de forligtes; aldrig hørte nogen Vidunder af dem; gode magsomme Naboer! De laante os, de borgede os; Gud givet, at de maatte have levet med os; vi faa ikke saa gode Naboer igen, som de vare!«

Er det ikke da vel levet? Et Menneske følger ikkun et Ord fra denne Verden, hvad (enten) det er ondt eller godt. End kunde Du saa snart forlæste et godt Ord efter din Død som et ondt Ord; Du haver jo lige god Køb derpaa. Og da vil det først vaagne med dig for Alvor, naar de bære din Lig til Graven, hvorlunde dine Klæder haver staaet skaarne om dig her i Verden.

Det er jo tusindmaal bedre, end naar de klapper efter dig med Skovlen her paa denne Kirkegaard, og dine Naboer og Genboer staa hos din Grav og holde Kaaben for Munden og lade, som de græde, og de le fuld højt dér underneden og ere fuld glade, at de ere blevne af med dig, og sige til hverandre:

»Hvilke onde Naboer vare de! Gud unde os bedre, end de vare! Nok vare de gamle; det havde været bedre, at de havde været borte for ti Aar siden. Hvor laa de og reves som Hunde og Katte; hver Mand havde Vidunder af dem! Hvilken Djævels Mand var det udi hans Hus; hvor tidt maatte hans Hustru nøgen op af sin Seng og ud til Naboer, naar han kom drukken og fuld hjem om Natten! Hvilken Skarns Kvinde var det; hvor red hun sin Husbond i Vand med hendes onde Mund! Gud være lovet, de er borte!«

Er det ikke da ilde levet? Den Sten bliver snart vaad, dér hver Mand spytter paa. Saa skal dine uskyldige Børn nyde dig ondt ad og høre dig ved deres Brød, naar Du ligger neder i Kirkegaarden. Din Søn kommer og beder til en Dannemands Datter; saa spørger Forældrene, hvad hans Fader var for en. Da kommer Røgen fra Brandene; der kommer Tidende, at hans Fader var en Fortræder og en Skalk, som slog sin fattige Hustru. »Nej, nej, Hustrulille! Ubevaret med hans Søn! Han drager gærne sin Faders Sko paa; vi faa vel (Sviger)søn til vores Datter!« Skal ikke da dit uskyldige Barn nyde din Stymper ondt ad, Du som saadan est?

Saa mærke disse Lys først Troen til Gud, og siden Ægteskabs Tro til din Hustru, og dertil med Tro og Love til din Nabo og Genbo. - Nu gaar Brud og Brudgom først op at ofre, og siden de gode Folk, som vil gøre dem glade i Brylluppet med dem. Det kalde vi Brudeoffer.

Om Kvindeoffer

Naar en Dannekvinde gaar i Kirke efter sit Barn, det haver ogsaa været i en stor Vanbrug her til Dags ud af det ugudelige Pavens Folk, som ikke maatte lide Ægteskab; Horeri, Boleri og Skørlevnet maatte de vel lide. Saa mange tusind Paver, Kardinaler, Biskopper, Munke, Nonner og Alterpræster de maatte ikke giftes, det var en léd Ting for deres øjne. Naar saa Du en Graamunk i Bryllup? Det var, som en Hund var kommen i en Badstue; vé, helligt Folk maa ikke ind i Pilatus Hus! i Alligevel haver Gud selv skikket og stiftet Ægteskab, dér han gav Adam og Eva tilsammen med sine benedidede Hænder og helliggjorde Ægteskab og befalede den Stat udi tre Budord udi den anden Tavle, ogsaa for tre endelige Aarsagers Skyld, som er: at avle Børn, at fly Skørlevnet og at være hveranden til Hjælp og Trøst; men dette maatte ikke være hos det Folk. Derfor talede de ogsaa skændelig om en Dannekvinde, naar hun laa inden Kirkegang; da sagde de, at »hun laa hienske«, det er saa meget at forstaa af Munkelære, at hun er en hedenske Kvinde udi sin Barselseng og ingen kristen Kvinde; at hun haver Djævelen med at fare paa den Tid og ikke Vorherre; at hun skal have Lys og Vand, naar hun gaar i Kirke, at lyse og stænke Djævelen fra sig med igen. Ja, døde hun bort i hendes Barselseng, da skulde hun i en graa Kappe, og et slukt Lys ind for hende. Ja, vist maatte det være slukt! Dér løbe de da Fastelavn med og sagde, at man ledede en Graamunk i Kirke efter hans første Barn, saa at vi kan tage, føle og trøve paa Vildfarelse, som vi have været udi.

Mangen Dannekvinde haver beklaget sig, at hun var aldrig ræddere for Djævelen, end naar hun laa udi Barselseng; det kom altsammen af Munkelære, at der skulde jo blive fuldt af Munke og Nonner til og faa Ægtefolk, at Djævelen kunde jo bruge sit Spil imod Guds Ordning og Skik.

Om Barselkvinder, en Trøst og Formaning

Men, min kære Dannekvinde, Du est ikke en »hienske« Kvinde udi din Barselseng! Du haver ikke Djævelen med at fare, om Du est ellers en kristen Kvinde, kristnet og døbt i Navn Faders og Søns og Helligaands! Du haver ikke Lys, Vand, Kappe behov at lyse, stænke og kyse Djævelen fra dig, naar Du skal i Kirke efter dit Foster. Du haver Gud Fader, Søn og Helligaand med at fare; de haver befalet at føde dit Barn til Verden med Ve og Sprække og at opføde (det) med Jammer og Kummer og mange vaagne Nætter. Og Sankt Povel siger: »En Kvinde bliver salig ved sin Barnefødsel, saa sandt som hun bliver i Troen til Jesum Kristum«. Det er ikke Munkelære, det er Guds Sandhed ud af den hellige Skrift.

Ja, min kære Kvinde, jeg vil sige dig mere til Trøst:

Døde Du bort i din Barselseng - som det hænder ikke end alle Kvinder, men nogen faa, hvilken Gud vil dér kalde til sig, som vi ere hannem alligevel en Død allesammen skyldige - da bliver Du en Martyrinde for Gud i Himlen og faar større Løn af Guds Naade og Miskundhed i Himlen, end om Du ellers døde uden ved din Barselseng, fordi at Du døde ikke for din egen Skyld, men for din rette Embede, for din Mands og Barns Skyld. Du lader dit Liv for din Livsfrugt, som vor Jesus lod sit Liv for alle vores Synders Skyld.

Ligesom en Konge lod sit Liv for sin Fæderneland, eller jeg mistede mit Liv for mit Embedes Skyld og ikke for min egen Skyld, saa er det ogsaa med dig i den Maade.

Om navnløse Børn, en anden Trøst og Formaning

Ja mere, Kvindelille, vil jeg sige dig til Trøst! Døde dit Barn bort, enten det kom død af Moders Liv, eller og det bliver født med lidt Liv, saa at det kunde ikke naa til Daaben, hverken her udi Fonten eller hjemme udi Huset, da skal ingen derfore falde udi Mishaab om dit Barns Salighed; det skal ikke heller jordes udi Høj eller hedensk Jord, men udi kristen Kirkegaard med andre Børn, som døbte er, paa et godt Haab, at vor himmelske Fader er mægtig nok til at give en Barn Salighed inden udi sit Moders Liv og lade det døbes udi sit eget Blod, om han saa vil. Som Sankt Hans han glædede sig i sin Moders Liv, dér Vorherre Jesus kom til hannem udi Jomfru Maries Liv, som I hører paa Vor Frue Dag om Aaret, dér Jomfru Maria søgte Elisabeth.

Men her bør hver Dannemand at holde Førm over sin Hustru udi de 40 Uger, som hun er med sin Foster; og hver Dannekvinde bør at forme over sig selv paa saa lang Tid, at Du ikke forkaster din Barns Liv heller din Barns Kristendom. Det hedder at friste Gud; det maa Du ikke gøre.

Du, som reder til Barsel, haver et helt Kapitel her udi Kongens Ordinans, hvoraf Du kan lære en dejlig Bøn at skænke og give Vorherre Jesus det Foster, som Du est med. Naar det er hannem skænket og givet, han tager vel siden Vare paa med dig ved sine hellige Engle, at dit Barn bliver forvaret enten til dette Liv heller til det evige Liv, hvilket han vil.

Lærer den af Eders Sognepræst; han kan vænne sig til af Prædikestolen at læse den, heller ved Kirkedøren, saa tidt som han leder en Dannekvinde i Kirken efter sit Barn.

Om Jordemødre, en Undervisning og Formaning

En Jordemoder hun maa meget volde derudi; hun haver ogsaa et helt Kapitel udi Kongens Ordinans. Hendes Sognepræst skal tidt og ofte overhøre hende, om hun er gudfrygtig, om hun er en kristen Kvinde, om hun kan hendes ti Budord, Troen og Fadervor, om hun gaar gærne til Sakramentet, om hun véd rettelig at trøste en fattig Barselkvinde med Guds Ord; der ligger stor Magt paa. Hvor en gammel, Skarns, papistiske Munkekvinde er Jordemoder, dér er gærne Djævelen inden Døre med hende, og vil ikke gærne gaa vel til; der bør at være en gudfrygtige Kvinde.

Og de ældste og ypperste Dannekvinder udi Sognen eller i Byen skal forfare, om hun er god paa sit Embede, førend hun stedes til nogen Dannekvinder; det er alt ellers borte. Det Barn er død, der død er; fordærvet det, fordærvet er; den Gaas kægger ikke, dér Hovedet er plejer man at sige.

Hvo vil have sit Barn dødt, hvo vilde have sin Hustru fordærvet? Hvor mange fordærves der dog af onde og ugudelige Jordemødre! Derfor ligger der stor Magt paa - saa vel (for) Mændene som Kvinderne - at en Jordemoder er en god, lærd og gudfrygtige Kvinde, efterdi at ingen vil gærne have nogen af sine fordærvet.

Om Troldkvinder, en Formaning og Undervisning

Det skal være langt fra, at en Jordmoder skal fare med Løv, Signelse, Manelse heller Trolddom! Hvo der kan høre det enten af hendes Mund, som en Jordmoder skal være, eller af nogen Kvindes Mund, og hun vil ikke vare Herskab ad, paa det at der kunde ages et hundrede Læs Ved til hendes Ars - med Orlov sagt - at hun kan faa en sviende Hale, som hun haver tiltjent, da est Du saa god en, der holder, som den der flaar.

Du maa ikke tie med nogen Troldkvinde! De faa nu deres rette Løn; de kan nu ikke længer bare dem udi denne klare Evangelii Lys og Dag; de faa nu en Verdens Skam af Verden med dem; det er og deres fortjente Løn.

De brændte jo en Hob tilforne af dem udi Malmø, udi Køge og andersteds, og hører vi til, at der sidder atter en Hob greben i Malmø og skal brændes.

Udi Jutland og Smaalandene er de udi Jagt efter dem som efter Ulve; saa blev der nu nyligen greben og brændt paa Als og paa de andre smaa omliggende Lande (hen)ved tolv og fyrretyve Troldkvinder; den ene røber den anden, saa de følges hen ad til hin Verden.

Det sker ikke end gærne gudfrygtige Folk udi deres Huse, at de faa Skade af Troldkvinder. Hav ikke uden Tro til Gud, og lær alle dine Børn Troen, og hold ingen løsagtig eller Skænds Folk heller Levnet udi dit Hus! Hvad skal det gælde, at ingen Djævels Troldkvinde skal kunne gøre dig Skade enten paa din Melk eller Smør, heller paa din Mandheld heller Førlighed, heller paa nogen den Ting, Du haver udi dit Hus? Det sker ikkun gærne det ugudfrygtige Folk, som sætter Troen til saadanne Troldkvinder, ja tør end vel ogsaa bruge dem og lade dem hente til deres Heste, til deres Køer, til dem selv, naar de blive syge og hun skal komme og signe dem. Hun gaar for din Ko, hun gaar bag den, hun maa - med Orlov sagt - kysse den bag, hun skal primsigne din Ko, hun kan signe for det hede Ild, hun kan signe for det kolde Ild, hun kan signe for Igt og Slik, hun véd saa mange lange Remser, som Djævelen og Munke have lært hende:

Mari gik ad Veje,
dér kom de tre Meje
og vor Herre Jesus Krist
og Sankt Hans, Evangelist.
Melcher, Jesper, Baltzer,
Jesus, Marie Anna. I Navn Faders etc.

En Kostjert med Eddike! Djævelen haver hun, saa faar hun ogsaa med sin Signelse! Saa faar Du ogsaa, om Du lader dig eller din Fæ signe af hende. Vel kan din Ko faa bedre, som dig kan tykkes, men din Sjæl fordømmes ind i Helvedes Afgrund med din Signelse! Lad dig signe ud af vor Herre Jesu Kristo ved en kristen Bøn til hannem og ikke af nogen Djævels Troldkvinde!

Vel skal hun læse Sankt Hanses Læst over dig, at dit Hoved skal ikke tiere værke, om hun tager paa at læse: »In principio prebe lumine, et lumine prebe lux, et verbi can faetum est, et titituri nobis«. Saa farer hun af Sted med sin Læsning og Signelse.

Kvinde vár din Mund, at Du faar ikke en sviende Hale! Haver Du vanbrugt saadant Skam hertil, giv det over, lad Folk aldrig høre mere om dig! Mærk, jeg kynder dig et godt Raad: Der skal komme Hofmænd til dig udi Bønderklæder, med Bukser paa og have en Klud om Benen og folde op og lade dig se og spørge dig om Raad: »Kære Kvinde, jeg haver hørt, at I kan Signe! Ser, hvilken en Ben jeg haver; vide I ingen Raad til at Signe mig den?«, paa det de kan faa et Ord udaf din Mund og straks gribe fat paa dig, at Du kan komme ud til hin Galge at brændes op i Falaske med Skind og Ben, Kød og Krop; det er din Ret. Tag dig ikkun ellers Vare, som dig ligger Magt paa!

I tør ikke heller være rædde for saadanne Skarns Troldkvinder nu længer; det er ikkun Løgn, man siger, at Djævelen skal selv være ræd for hende - han er ikke ræd uden for Gud - og at han skulde en Tid give hende et nye Par Sko, da skulde han have rakt hende dem paa en lang Stage, for han turde ikke selv være i Færd med den gamle Troldkvinde. Det er ikke uden Løgn! Hvi skulde han ikke turde være i Færd med hende, efterdi at en Troldkone er Djævelens Melkedeje; hun malker hannem, og han malker hende, saa længe at de malke hen tilsammen udi Helvedes Afgrund. Vár dig for deres Løn! Vi vil ikke tale mere om dem.

Mere om Jordemødre

Det skal være langt fra, at en Jordemoder skal være en fuld og drukken Kvinde, fordi at en Dannekvinde tør sende Bud efter hende den Tid hun er fuld og drukken, og hun tør komme og forkaste baade Liv og Barn med sin Ulempe. Det bør heller en Kvinde at være til Vilkaar, der drikker Melk, end den der drikker øl, enddog øl er hende uforbudet. Dog bør hun at være ædru saa vel om Midnatstide som om Middagstide, thi hun véd aldrig, naar en Dannekvinde haver hende behov. Det staar en Mand ilde at drikke sig fuld; end staar det en Kvinde halv værre, endsiden den, en Jordmoder skal være.

Og naar som I have saa en god Jordemoder, I Dannekvinder, da lønner hende vel for hendes Umag; hun er da sin Løn værd og var at ønske af Borgmester og Raad i Købstæder, at saadanne Jordemødre maatte være fri alle Vegne for almindelig Skat og Tynge. Det er de, som hjælpe os til denne Verden, og end have de deres Lov allevegne udi Skriften, besynderlig Genesis 38. Kapitel og udi det 24. og 35., Exodi i det første Kapitel og mange andre Steder, hvo der vil give Agt paa.

Om Kirkegang

Hvorfor er en Dannekvinde inden Kirkegang udi seks eller syv Ugers Tid, efter hendes Barn er født, efterdi hun haver ikke Djævelen med at fare udi sin Barselseng?

Alle Mænd vide det vel, og alle Kvinder føle det vel, og alle naturlige Mestre og Læger siger det ogsaa, at ingen Kvinde kan rettelige vel komme til sin Førlighed igen efter hendes Barnefødsel før seks eller syv Ugers Tid. Ja, mange ere end saa skrøbelige, og gaar dem saa haardt med udi deres Barselseng, at de ligger end den Tid over paa deres Sygeseng.

At en Dannemand skal vide at holde sig udi sin Hud saa længe og have sin Seng for sig selv og lade sin fattige, syge Hustru ligge med sin Barn, om det er levende, heller for sig selv, om det er dødt. Og naar hun kommer end oven Sengklæd, at hun maa liste sig ud og ind i Huset og i Gaarden og gør, hvad hun kan, at hun ikke skal nødes eller tvinges hen ud til Eche eller Arbejde, til Høst, til Bryllup og Barsel at forspringe og fordanse sig, at forgøre og forarbejde sig saa, at hun forspilder sit Melk, forkaster sit Liv eller sin Barns Liv heller saa fordærver sig, at hun aldrig føder Børn derefter, saa længe som hun levede paa Jorden. Der maa saa lidet ved komme og besynderlig paa den Tid. Hun er et skrøbelig Kar, og da allermest. Naar hun er da fordærvet, saa haver Du selv gjort det, selv maa Du ogsaa have det. Mand haver og det, han gør sig selv; Forsømmelse tager ikke mere, end hun kan faa.

Derfor er en Dannekvinde nu inden Kirkegang, at hun skal førrne over sig selv paa saa lang Tid. Og, min kære Kvinde, dersom Du var end saa stærk, at Du kunde end gaa ud, førend din Kirkegangs Dag kom, da skulde din egen naturlige Høviskhed holde dig inde saa længe - uden Du havde jo des større Nød og Trang til at give dig ud - paa det at en anden fattige, skrøbelige Kvinde, der haver en Skalk inden Døre at drages med, ikke skal nyde dig ondt ad, og han skal ikke ride dig hende i Næsen og sige: »Alt gik hun ud, hvi maatte Du ikke gaa ud?« Saa skal mangen fattige, skrøbelige Kvinde nyde en hovmodige, stolt og stærk Stymper ondt ad. Derfor er det bedst, at én bliver inde med den anden indtil deres Kirkegangs Dag kommer.

Hvorledes det skal gaa til med Kirkegang

Nu, naar en Dannekvinde kommer hid til denne Kirkedør, da skal hendes Sognepræst gøre hende en anden Tjeneste, om hun lader hannem derom bede, end med Vand og Lys. Det er aflagt af Gud og Kongen over al Danmarks Rige. Hvilken Kvinde, der jo vilde nu længer have Vand og Lys, hun giver selv tilkende, at hun haver en Djævel med at fare; hun vil lyse og stænke fra sig efter Munkelære; ellers haver hun nu saadant intet behov, Gud være lovet! Ej heller lader Djævelen sig uddrive med Poløkse og Badspyd, hvor han er til Stede, endsiden med Lys og Vand; det hedder ikkun at spotte Gud. Der maa alt andre Vaaben til at bestride heller bortdrive hannem, som man maa læse om Behemoth hos Job i det 40. og det 41. Kapitel og hos Paulum til de Efeser i det sidste Kapitel.

Men naar hun staar for denne Kirkedør, da skal Sognepræsten saa sige til Eder allesammen: »I gode Kristne, her er vor kære Søster kommen til denne Kirkedør i Dag efter hendes Barnefødsel! Thi vil vi alle takke Gud for hendes Skyld, at hun er vel kommen over med sit Livs Frugt; og vi vil falde paa vore Knæ og ligge vore Hænder sammen og bede en Fadervor for hende, at hun maatte optugte sine Børn udi Gudfrygtighed og Ærlighed, og for alle andre Dannekvinder, som tilstunde med deres Livs Frugt her og andensteds, at Gud vil ogsaa give dem sin Naade, at de maatte vel komme over med deres Livs Frugt og siden forvare det for Ild og Vand, og at de ikke ligger det ihjel og skal tage Skrift for deres Barn«. Der hør en kristen Bøn til, og den skal ske, saa tidt som en Dannekvinde gaar udi Kirken efter sin Barn.

Nu siger han saa til hende: »Min kære Søster, kom nu ind igen efter din Barnefødsel til denne Prædikestol, Font og Altere, og gør alle de Gerninger, som en kristen Kvinde bør at gøre her inden denne Kirkedør! Vorherre Jesus sende sin Naade over dig, over din Mand og Børn og alt det, Du vel vil indtil evig Tid. Amen!«

Dette kan være Kirkegang med sin Nytte og Gavn, og hvorfor at Sognepræsten kan lede en Dannekvinde i Kirke efter sit Barn. En Dannekvinde taler jeg om, fordi at Skøger og Skarnsfolk skal en Sognepræst ikke lede udi Kirken; Djævelen maa lede dem i Kirken, indtil de rette og bedre dem. Der skal jo være Skilsmisse imellem Dannekvinder og saadant Skarnsfolk!

Nu gaar den Dannekvinde op at ofre, og de andre Dannekvinder med hende, som følge hende udi Kirken og gøre hende den Hæder og Ære, som hun kan gøre dem igen, naar deres Tid kommer. Og jo des fattigere en Dannekvinde er, des heller gak med hende! Dine øjne sidde højt op i din Hoved, er der en Blæjen neder paa din Fod, da ser Du neder med baade dine øjne, at det skal ikke blive værre; est Du rig og evnendes, saa se ogsaa ned til de fattige Dannekvinder; forsmaa hende ikke, for hun er fattig; Du véd ikke end, hvad dig selv kan overgaa, inden Du dør af Verden. Alt plejer man gærne at tage ind med den Skæppe, man maaler ud med.

Der er nu talt om disse tre Hædersofre. Saa have I nu hørt udi den anden Part af min Handel, hvad Eders Sognepræst og Sognedegn bør at gøre Eder, og hvad I bør at gøre dem igen. Saa tager nu Vare paa baade Sider, som I vil forsvare for Gud og være bekendt for alle Kristne i Nu vil vi udi Jesu Navn paa det korteste tale om Tider, paa hvilke Tider at Eder bør at søge hid ind til Kirke paa, og hvad Tid Eder bør ikke at komme hid, thi der løbe nu mange Fastelavn med og véd ikke, hvad de skal holde derom; enddog det staar klarlig nok udi Kongens Ordinans, hvilke hellige Dagé man bør at holde.

Den tredje Part

Om hellige Dage

Eders hellige Dage dem kan I mærke efter Eders Tro. Hvo som kan sin Credo heller Tro, han véd

ogsaa sine hellige Dage om Aaret. Disse gode Tjenestepiger, som var nu her oppe og læste for mig, de kan regne deres hellige Dage paa deres Fingre, om de vil ellers mærke vel og høre nøje til, hvorlunde jeg regner dem op. De er ikke mange, at man kan ej jo vide dem; dog er de ved tretten eller fjorten og tresindstyve, hvo der vil regne nøje efter. Saa hør nu til!

Udi vor Tro sige vi saa: »Jeg tror paa Gud Fader, paa Jesum Kristum og paa den Helligaand«. Her have vi tre Personer og én sand Gud; hid hører hellig Trefoldigheds Søndag med alle andre Søndage om Aaret. Dér have I allerede saa mange hellige Dage, som der er Uger i et Aar ret efter Skriftens Lydelse: De seks Dage skal Du arbejde for din Føde, indtil Du vorder til Jord igen, som Du est kommen af; den syvende Dag vil jeg intet, at Du skal arbejde paa for din Føde, ikke heller din Tyende heller din Hest og Okse, men jeg vil, at Du skal da gaa til Kirke og høre mine salige Ord, Du og dit Barn med dig efter det tredje Budords Lydelse; ellers vil jeg forbande og fordømme dig, uden saa var, at dig trængede jo saa stor Nød. Her have vi den første Slags hellige Dage, som ere alle Søndage om Aaret. Nu følger den anden Slags.

Det er Kristi Høj tiders Dage, som vor Credo udviser: »Som er undfangen af den Helligaand«. Hid hør to Helligdage, som er Vor Fruedag om Paaske og Vor Fruedag om Midsommer, den ene, paa hvilken vor Herre Jesus blev undfangen af den Helligaand udi Jomfru Mariæ Liv, den anden, paa hvilken Jomfru Maria søgte sin Frænke Elisabeth.

En liden Bøn om ret Faste

Den første Vor Fruedag kaldte man tilforne »Vor Fruedag i Faste«; saa kan I nu kalde den »Vor Fruedag om Paaske«, efterdi, Gud være lovet, at I ere nu bedre underviste om Faste og vide vel, at I ere ikke forbundne til eller forpligtet at faste den Tid om Aaret mer end andre Tider, ikke mere før Paaske end efter Paaske, ikke mere i Dimmeluge [ugen før Påske] i end i Paaskeuge, ikke mere Fredag end som Søndag, heller Lørdag end som Mandag. Men alle Dage skal være en god Kristen lige gode udi den Maade.

Ikke er det heller at faste at æde Fisk og ikke Flæsk; det hedder »at førme« paa vor danske Maal og »en Førmedag« at det ene skal ej ædes med det andet. Ikke er det heller at faste at æde Brød og intet Smør derpaa, at æde Olie og ikke Melkemad, at æde kostelige Urter og ikke Fisk eller Flæsk; det er en Løgnefaste, en Munkefaste, en Djævels Faste, og der tales aldrig om den Faste en Tøddel i Skriften.

Men det er ret Faste: at æde og drikke intet. Saa længe som I det gør, da faste I ret; gør I det til Middag, saa er det en halv Fastedag; gør I det til Aften, saa er det en rette Fastedag. Det skal I jo gøre gærne tidt og ofte, saa vel en Søndag som Fredag; det skal vi jo gøre, der saadan svar Befalning haver, at tidt og ofte den sorte Nat kommer over vores Hoved, førend at vi faa enten vaadt eller tørt udi vor Mund. Ikke svelte vi end derfor ihjel; den arme Ormekrop faar end alligevel nok.

Faste er Hunger, Hunger, Hunger! Dér vor Herre Jesus havde fastet, da hungrede hannem; dér vore Munke havde fastet efter hannem til Paaske, da var de federe og mer puskindede om Paaske, end de var om Fastelavn. Herre Gud, hvor havde de fastet! Det var ikke uden Guds Gække.

»Nabo (siger Du), faste I endnu, er I endnu fastende?« Du spør ikke; om han haver ædt Fisk eller Flæsk, men om han haver faaet enten vaadt eller tørt udi sin Mund. Haver han faaet noget til Livs, da siger han: Nej, han faster ikke; haver han og intet faaet, da siger han: Ja, at han faster. Kan vi ej jo høre det paa danske Maal, hvad det er at faste ret?

En Dannekvinde hun sidder ved Bordet hos hendes kære Husbond og tager et Stykke af hannem imellem hendes tre Fingre og vil stoppe det udi sin Mund. Saa staar de to eller tre Børn omkring hendes Knæ og drage Armen fra hendes Mund og staa Hu til det, som de se, at Moderen vil æde, raabe og sige: »Kære Moder lille, giver mig det!«; saa tager hun det samme fra hendes Mund og stopper det udi sit Barns Mund. Hvor tidt monne en naturlige, kødelige Moder det gøre!

Saa gør Du ligesaa, da faster Du ret! Tag det fra din egen Mund, og giv din Næste, og æd saa meget des tyndere! Som Skriften siger: »Bryd dit Brød for den hungrende, og giv den tørste at drikke«. Saa faster Du ret! Sig saa til din Hustru: »Hustru, jeg vil intet Mad have til Middag, jeg vil faste til Aften; men det, som Du vil give mig, giv det den arme pokket Mand. den husarme Kvinde; dem vil jeg unde min Del i Dag«. Det er en ret Guds Faste, dér Skriften véd at sige af.

Ellers, naar Du saa ikke faster, da æd og drik til din Naturs Ophold, Kød, Flæsk, Fisk eller andet, hvad Gud haver dig giveet, saa vel Fredag som Søndag, og tak Gud for sine gode Gaver! Vi ere ikke bundne til den og den Dag, som den Tid vi var under Paven og Munken.

»Ja«, maatte Du sige, »jeg haver alt lovet at faste Fredag og den og den Dag, derfor maa jeg alt holde det, ellers vil Gud straffe mig. Skal jeg ej holde, hvad jeg lover et Menneske? Hvi skal jeg ikke holde Gud, hvad jeg lover hannem?«

Min kære Ven! Jeg haver og lovet - og vidste ikke bedre heller, end det var vel gjort - at jeg skulde faste den Apostels Aften, den Fredag, den Tamperdag etc., men nu kan jeg vide i Sandhed, at jeg lovede Djævelen det og ikke Gud i Himmerige. Thi Gud haver intet befalet mig det, for jeg haver ingen Gudsord derpaa udi den ganske hellige Skrift. Hvad vi have ikke Guds Ord paa, det haver Gud ikke befalet; hvad Gud haver ikke befalet, det er ikke af Troen; hvad ikke er af Troen, det er Synd! Derfor have vi lovet en syndige Løfte, som os bør intet at holde, uden vi vil vorde fordømte.

Du tør ikke sætte Lus i Skindkjortelen, hun kommer der alligevel; vi tør ikke gøre os flere Synder selv, vi synder nok mod de ti Budord. Vi haver lovet alt for meget den Tid vi bleve døbt, ja mere end vi nogen Tid kan komme afsted med i alle vore Dage; lader os det betale først, førend vi saa daarlige sætte os udi mere Gæld hos Gud! Det er alt for meget, saa at vi faa dog at bede om Naaden og ikke om Retten, indtil vi komme udi vores Grav, og maa dagligen sige: »Forlad os vor Skyld«. Derfor duer nu saadanne Munkeløfter intet længer!

Nu, der er vel talet om ret Faste, saa meget som behov gøres paa denne Tid, efterdi det kom nu saa for.

Vi vil til vore hellige Dage igen og se, hvor dejlig at de følges ad med vor Tro.

»Født af Jomfru Maria«. Dér have vi seks højtidelige Dage, som (ere) Juledag selvtredje, Nytaarsdag og Kyndelmissedag. Paa de Dage begaas vor Herres Jesu Kristi Fødsel og Barndom.

Længer udi vor Tro: »Pint under Pontio Pilato, korsfæst, død og jordet, nedfor til Helvede«. Hid hør Langfredag, en mærkelig højtidelig Dag og var vist vor Herre Jesu en lang Dag, dér han hængte paa Korsens Galge og gav sit Rosensblod ud for alle vore Synder. Den Dag maa I intet arbejde paa, men gaa til Kirke med Eders Børn og høre vor Herres Jesu Kristi Pines og Døds Historie og Fortjeneste, som er alles vor Salighed.

Længer i Credo: »Opstod tredje Dag fra de Døde«. Her have vi Paaskedag selvtredje, alle tre lige hellige, og skal holdes Tjeneste paa dem alle tre.

»Opfor til Himmels«. Her have vi vor Herres Opfarelsesdag, en saa herlig og dejlig højtidelig Dag, som kan komme den hele Aar igennem.

»Jeg tror paa den Hellig Aand«. Her have vi Pinsedag selvtredje.

Nu er Aaret kommen til hellig Trefoldigheds Søndag, som vi begyndte paa; saa have vi den anden Slags hellige Dage, Kristi højtidelige Dage.

Nu følger den tredje Slags og hør til denne Artikel udi vor Tro, som vi saa sige: »Jeg tror én hellige, kristen Kirke at være«.

Hvilke hellige Dage hør hid? Først: »alle Engles Dag« eller »Sankt Michaelis Dag«, fordi at hver Kristen haver sin Engel, og de hør ogsaa til den kristne Samfund, idet de ere skikkede til at tjene de Kristne; og den Dag skal vi takke Gud for dette Aars Grøde og sjunge Te deum laudamus.

Dernæst: »alle Helgens Dag«, det er alle deres Dag, som have været før os her paa Jorden udi den kristne Kirke og Menighed og er nu bortfaren og høre dog lige vel til den kristne Samfund. Thi aleneste Døden er imellem os og dem; de have været, som vi nu er, arme, syndige Mennesker, og vi agte at komme til vor Herre Jesum, som vi haabe dem nu at være hos hannem ved den Tro, som de satte til hannem her paa Jorden.

Og naar I høre tale om Helgener, da skal I ej aleneste holde Jomfru Maria, Sankt Peder, Sankt Povl og andre saadanne for Helgener, men ogsaa Eders egne Forældre, som er bortdøde i kristen Tro; de ere ogsaa Guds gode Helgener; de er ikke Sjæle udi den løgnagtig Skærsilds Pine, som de have lært og løjet for os. Det er ikke sandt, deres Legem sover i Jorden til Dommedag, men deres Sjæle er hos vor Herre Jesum Kristum og udi Glæden.

Hed din Fader Peder her paa Jorden og døde bort i en kristen Tro, da hedder (han) nu Sankt Peder udi Himmerigs Rige. Hed din Moder Anne, da hedder hun nu Sankt Anne; Skilsmisse paa dem og de andre maa Gud vide, men ved Troen er de alle salig med Gud. Vil han siden give den ene en større Glæde end den anden, dér raader han for; det sker altsammen af Naade og ikke Fortjeneste.

Vide vi at sige af de gode Helgener, som længe siden er bortdøde, hver tale om de, han kende, hvad han véd der kan være en anden til en god Eftersyn!

Som vi udi København véd at sige om Niels Stemp med salig Ihukommelse, at han var en god Fattigfolks Ven; om Hr. Jørgen Hintze, han var sin egen fattige Slægts gode Ven; Sidsel Apotekers, hun var fattige Studenters gode Ven; og Mester Kristen var en tro Sjælesørger udi sit Embede. Saa bør os at begaa de gode Helgener, som er hjemfarne, os til en god Eftersyn, som her efterlever.

Det er ogsaa den rette Tjeneste, vi kan gøre dem, at takke Gud for deres Skyld, at efterfølge det gode udi deres Lærdom og Levnet, at trøste os ved det onde, som de enten gjorde heller lide her paa Jorden, thi Gud tog dennem alligevel til sin Naade, forhaabendes, han tager os ogsaa til Naade, alligevel at vi er arme, syndige Mennesker, som de vare.

Derfore er alle Guds Helgens Dag hellig, at vi kan vide, hvad vi skal holde om de gode Helgener, som bortfarne er. Én alle Guds Helgeners Dag for dem alle, ligesom ikkun én Engels-Dag for dem alle, at vi gøre ikke mer de gode Engle Uret end de gode Helgener, én Engle-dag og én Helgensdag; hvo er dér ikke iblandt, han er udi Helvedes Afgrund.

Derfor holde vi nu alle Apostlers Dage, alle andre Helgeners Dage, som Paverne og Munke skikkede, dem holde vi allesammen til Hobe paa alle Guds Helgens Dag og ikke længer paa de Dage, som de falde paa tilforn, paa det at ingen skal længer røve og stjæle Eder Eders retfangen Arbejd og Bjæring fra.

Det er en god Guds Helligdag, paa hvilken Du arbejder for din Føde, til Du vorder til Jorden igen, som Du est kommen af. Salig est Du, som æder det, som Du med dine Hænder arbejdede for; og det er Guds Befalning, at Du skal æde dit Brød i dit Ansigtes Sved.

Derfore skal I arbejde ogsaa paa de Munkedage, som vi haver nu intet længer at skøtte, paa det I skal ikke være Guds Dagtyve; som den Munk i Aar paa Sankt lbs Dag fik et Horn og tudet udi ved Maitræet og kaldte Naboer til Gadestævne og sagde: »Hvad vil vi gøre i Dag, det er Sankt lbs Dag? Vil vi ikke holde Helligdag, hvad tykkes Eder? Vil I lyde mig ad, da vil vi gaa til øls!« Saa maa Du drikke Helvedes Ild i din Hals; Gud haver befalet dig at arbejde, din Dagtyv, og ikke sætte dig til øls!

Eders Sognepræst maa ikke lukke Eders Kirkedøre op paa én af de Dage, uden den faldt paa Eders Bededag, paa det han ikke skal røve Eder Eders retfangen Arbejde fra.

Og dersom hine Lakkefogeder vil tage Eders Høleer eller Segle fra Eder, for I gaa og arbejde paa samme Dage, da skyder Eder til Kongens Ordinans, saa skal I have vundet, og de skal have tabt. Det er nok, ja altfor meget, at Paver og Munke have røvet og stjaalet Eders Arbejde fra Eder, at Eders egen Sognepræst heller nogen ugudelig Lakkefoged tør ikke det nu længer gøre. Arbejd for din Føde, det haver Gud befalet dig. Han haver ogsaa undt Eder hellige Dage nok, flere end halvfjerdsindstyve om Året. Gud give det, at I vilde lade Eders Arbejde paa dem og bruge dem rettere, end I gør!

De holde mindst af deres Helligdage, som skrige paa os ligesom en Hob Aalekrager og sige, at vi have lagt helligdage udaf. De er ikke lagt udaf, men de ere hensatte til alle Guds Helgensdag; dér skal I finde dem, de som lede efter dem og lade saa ilde for deres Skyld. Saa have vi hverken de Dage eller de Aalekrager at skøtte, men vil skikke os efter Tiden udi denne klare Evangelli lyse Dag med vore hellige Dage. Det er nu talet om Guds Helgeners Dage.

Hvad er nu mere inden disse Døre, som hør til en kristen Kirkes Nytte og Gavn? Vor Prædikestol, den haver sin Dag om Aaret, som er Midsommersdag, paa hvilken Eders Sognepræst skal give Eder tilkende, hvad I skal holde om Eders Prædikestol, og hvorfor den er opbygget, og hvad en kristen Prædikers Embede og Befalning er. Thi Sankt Hans Baptist var en kristen Prædiker.

Vor Font haver sin Dag, det er Fastelavns Søndag. Da skal der prædikes om Kristi Daab, og hvad gode vi have deraf, at vi ere døbt i Navn Faders og Søns og Helligaands.

Vor Højalter haver sin Dag, det er Skærtorsdag, den rette Guds Legems Dag; den anden var til Djævelens Brug. Paa denne Dag, ad Aften, gav vor Herre Jesus os sit Legeme og Blod at æde og drikke, til en Stadfæstelse paa alle vore Synders Forladelse. Gud give det, at vi vilde ikkun det bruge tidt og ofte, som noksom tilforn er omtalet. Paa denne Dag skal der prædikes om Nadverens Sakrament, hvorfor det er os givet.

Her have I nu alle Eders Helligdage om Aaret, Søndage, højtidelige Dage og andre hellige Dage, undtagen én Dag, som nu tages op udi vor Tid og kaldes Fattigfolksdag, de fattige udi hver Sogn til gode. Og kan være den Dag om Aaret, en Tirsdag eller Torsdagen, paa hvilken I tilforne vanbrugte det ugudelige Korsbyrd, at løbe omkring Ager og Eng med Kors og Fane, og var en Fastelavnsleg, Gud til Spot og denne Kirke til Spe. »Min Faders Hus«, siger Kristus, »er en Bedehus«.

Den Dag kan en kristen Almue komme til Kirke og høre Guds Ord, gaa til Sakramentet, sjunge Fredbøn etc. og siden gaa hjem hver udi sit By og lægge tilsammen, hvad Gud skyder i Hu, til de fattige og til andre, som det kan skiftes iblandt, som de gjorde udi den ugudelige Korsbyrd, og gaa saa hen i Byen til dem, som sidder for Gærderne, med en Fad Mad og med en Skaale øl og gøre saa dem en glad Dag, de fattige til gode. Hvo det vil nu forsmaa og foragte, for han maa ikke længer vanbruge sit ugudelige Korsbyrd, den vil vi alle saa bede for: »Gud give det, at han faar selv at vide, hvor de fattige og arme lide, inden han dør af Verden!« De fattiges Del bør man ikke at formindske, men at forøge, ihvad man skæmter. Vi have alle set vor første Dag og ingen vor sidste; vi véd aldrig, hvor det kan gaa os, førend vi dør af Verden. Lader os ikke forringe de fattiges Del! Nu er der talet om Helligdagene.

Om Bededagene

Desligeste bør Eder at søge til Kirken paa Eders Bededag om Onsdagene eller Fredagene - enddog Onsdagene er bedre dertil beskikket, for det er midt i Ugen - og det af Guds og Kongens Befalning, saa længe som I ser denne Bavn staa op paa denne Høj her ude, og vide aldrig, naar at fremmede Fjender overfalde os enten Nat eller Dag.

Vi have vel fortjent Blodstyrtning, saa at vi skulde vade op til vore Knæ udi hverandres Blod. Slaa vi ej vore Forældre ihjel, vore egne Børn og saadant mere? Er vi ikke dejlige Djævels Børn her udi Sjællands Land, om Gud vilde bruge Retten med os? Derfor er det Tid paa, at vi falde ind tilsammen og bede Gud afvende sin Vrede fra os!

Eders Sognepræst skal prædike den halve Stund; den anden halve Stund skal han sidde her paa sine Knæ og sjunge Fredbønnen. Og Degnen skal sidde hisset neder hos Eder ved fattige Folks Blok, og I skal alle svare med hannem: »Fri os nu, 0 Herre Gud!« Hvo vilde ikke det svare og raabe til Gud i saadan en farlig Tid, som et Barn raaber til sine Forældre, naar de haver Riset over Hovedet og vil kviste paa: »0, Fader lille! Giv mig til for Guds Skyld! Jeg vil aldrig tiere fortørne dig! 0, Moder lille! Slaa ikke nu mere! Jeg vil aldrig tiere gøre det!« Er det ikke saa Tid, at vi raabe til Gud?

Nu gaar dit Fæ og Faar og føder paa Marken. Du haver Lyst og Glæde deraf, naar Du henter det hjem. Det er endnu godt, imedens her løber Ryttere og Landsknægte og Baadsknægte igennem Landet af din Konges og Herres Befalning - om de ellers vil fare skellig afsted med fattige Folk. Naar Du ser dem til gode, da est Du din Konge og Herre hørig og lydig, og vor Herre Jesus giver dig vel mere igen, thi at de ere de, som skal hjælpe og beskærme Land og Rige og have endogsaa deres Lov udi Skriften, om de vil hellers retteligen bruge deres Embede og være tilfreds med deres Sold. Men naar her kommer fremmede Fjender ind over Hovedet paa os, saa føres hen for dig, hvad nu gaar paa Marken; din Hustru og dine Døtre skændes for dine øjne, Du maa selv ad Skoven heller miste dit Liv; saadant haver Fejde med sig at føre. Jeg tror, at I haver end forsøgt saadant her i Sjælland saa vel som andre Steder her i Riget.

Derfor er det Tid, at vi komme tilsammen og bede om Fred, Fred, Fred! Hvo vilde ikke æde sit Brød og have Fred og Ro hos sit Bord? Hvo vilde ikke ligge med Ro udi sin Seng om Natten? Da lader os alle hjælpe til udi Jesu Navn, at vi maatte faa Fred! Saa skal I se, at Gud vil end spare os fremdeles, saa at vi kan faa i bedre og bedre Tidende at høre, næst Guds Hjælp!

Hvo her vil nu forsmaa vor naadige Herres Befalning og ikke vil søge hid til Fredbøn med andre Kristne, alligevel at han er ikke nødt og tvungen til at være her borte, da var det at ønske af Gud i Himlen, at han maatte faa Ufred inden sine egne Døre, at det onde, han haver i Sind, skulde ikke komme ud over den fattige Almue, men blive hjemme til hans eget over hannem og hans Hus.

I skulde endogsaa selv gøre Eder Bededage, saa tidt som I finge almindelig Plage udi Eders Sogne med Fædød, Faaredød, Lammedød, Folkedød etc., paa det Gud vilde des før tage samme Plage fra Eder igen.

Og det som man ringer tre Gange om Lørdagen ad Aften, Søndagen ad Morgen eller andre Tider, som vi pleje at kalde Mariklokke, det er rettelig Fredklokke, da skal I besynderlig bede om Fred. Og i den Sted, som I pladret da: »Hil Maria« ud - og var ikkun en Vanbrug, som tilforn er bevist - da kan I lære denne Fredbøn af Eders Sognepræst og læse, saa tidt som I høre Fredklokken ringe: »0 Herre Gud! Giv os Fred i vore Dage, fordi der er ingen anden mere, som for kunde stride, end Du selv, vor Gud alene«.

Den kan I læse tre Gange imod hver Gang, at det ringer Fredklokke!

Det er nu talet om vor Fredbøn, Fredklokke og Bededag og en Summa paa den tredje Part af min Handel om hellige Dage.

Den fjerde Part

Om de fattige

Nu vil vi se, hvilke de fattige ere, førend vi skilles ad, paa det at hver kan kende sine fattige og vide at besøge dem med Guds Almisse og anden Trøst og Husvalelse.

De første fattige er de, som ligge indlagt i Hospitalet i København og andersteds omkring i Sjællands Land, dér deres Bud kommer her om til Eder om Guds Almisse til dem. I have nu ikke Munke og Mulestødere at give Eders Almisse, som kom med en Pats og Øjentrykker og krystede øjnene ud paa Folk med en Abraham, med en Sæk paa Bagen, og tog baade Oste - »baade er gode«, sagde Munken, »stop ind ikkun i Sækken«. Det er aflagt.. Men vil Du se, hvem Du giver din Almisse, da, naar Du kommer til København og haver dér noget at gøre, gak ind i Helliggæstes Hus midt i Byen! Dér skal Du finde en aaben Dør for dig, gak dér op ad den ene Side og ned ad den anden, og se hvilke mange arme Almissehoveder dér ligger paa de Senge, indført af ganske Sjællands Land, dér Næse, Øjne og Mund er afædet af Pokker og Værk og Kræft, dér Arme og Ben er afrunden og endnu ligge og rynde af Orme og Maddiker og staa ikke til at læge udi deres Livs Tid.

Ikke ligger Du derinde og jeg ej heller, enddog vi have det saa vel fortjent, som de have, og at de skulde se dem i Spejl paa os, som vi nu maa se os paa dem.

Jeg vil ikke andet befale Eder om dennem, end at I vil gøre dem den Skel, som I vilde have af dennem, om I var derinde og de herude, naar deres Bud kommer om til Eder, ikke alleneste med Mad og Penge og Korn, men ogsaa med en Sengklæd, et Lagen, et gammelt Haandklæd, Forklæd, Halsklæd, at (give) dem hjem til de fattige at tørre det Vor og Blod af deres pokkede Ansigt med.

Og hvis gamle Klæder, som hør til disse andre gamle Altre, og Kirkeværgerne have ikke behov hverken til Eders høje Alter eller til Eders husarme, da kan de dennem heden til de fattige udi Helliggæstes Hus, heller end de hænge herinde at rynde.

De andre fattige er fattige Peblinger, som fanger Lov at komme hid til Eder og sjunge for Æg, til Papir, Sko, Bøger etc. Hjælper dem, da hjælper I Guds Ord paa Fode, fordi de ere de, som skal prædike Guds Ord, end naar vi ere døde fra denne Verden. Og gode kristen Borger, find Raad til at behjælpe dem med Husly og Guds Almisse!

De tredje fattige ere de, som ikke have selv Hus, heller og at de ere saa langt fra deres eget Hus, at de ikke kan naa den; de komme og bede derom hos Eder. Laaner dem gærne Hus i Jesu Navn, lukker intet Eders Døre for dem! Der er jo flere øjne i Gaard end de to, der komme til din Gaard, at Du tør ikke sige, de vil stjæle fra dig. Stjæler de noget fra dig, da bliver det værst deres eget, ikke bliver Du til en Stakkarl derfor,. men det kommer til Galge og til Balje med dem! Laan gærne Hus i Jesu Navn, og vær fuld glad, at Gud haver undt dig Hus at laane andre! Vil Du gærne ikke gøre det, da tør Gud, som haver undt dig Hus, blive vred paa dig og tilstæde, at der kommer Ild paa alle fire Hjørner paa dit Hus, at Du skal siden gaa med din Hustru og Børn og tigge Hus af andre; saa plejer det at gaa med dem, som ikke gærne vil laane Hus.

Og I Dannekvinder! Naar der kommer en Gæst til Eders Hus, mødig og træt, da hænger en Kedel Vand over Ilden, og vil I ikke selv gøre det, da lader Eders Pige eller hannem selv to sine Fødder, som vor Herre Jesus toede sine Apostlers Fødder. Thi saa siger Sankt Povl i sit Sendebrev til Timotheum , at den Kvinde er vel at hjælpe af fattige Folks Blok, om hende gaar Nød ad. Hvilken? »Quæ sanctorum pedes lavit«, den som toede sine Gæsters deres Fødder, naar de komme til hende. Fordi saa at en arm, mødig og træt Menneske, som haver gaaet seks eller syv Mile Vejs om Dagen, vilde saa gærne have noget varm Vand hos dig, som han vilde have enten Mad eller Drikke. Disse ere ikke Munkegerninger, men rette, gode kristne Gerninger, dér den hellige Skrift lover og priser.

Hine Stoddere, som ikke nu længer maa gaa til Sankt Jakob og anden Steds Pilegrimsgang, men nødes til at være udi Land og Leje her med os, fordi at de faa ikke uden Skarn og Skalkhed af deres Gang, de pleje nu at være ugudelige Stoddere, som vi havde ugudelige Munke tilforn. Nu nyligen ved Roskild udi et Bryllup slog en Stodder en anden Stodder ni Knivslag i hans arme Krop; de lagde hannem dér ned i Kirkegaarden. Man ser ikke mange her udi Kirken af dem, men blev her en Bryllup paa Søndag i Sognen, da maa vel ske, at man skulde end dér finde to eller tre af dem, dersom de var nu ikke til Fisken.

Dem maa I vel saa holde det med, at naar de komme og bede Eder om Guds Almisse, da maa I vel høre, om de kan deres ti Budord, Troen og Fadervor. Kan de deres Børnelærdom, da giver dem i Jesu Navn. Kan de dem ikke, heller Stodderen er saa stolt, at han ikke vil læse dem op for dig, da kan Du vel lade hannem gaa og pille sig, til han vil saadant lære, saa gør jeg, naar de komme til mig. Det er bedre, at de lære med deres egen Skade, end at de skal længe være saadanne ugudelige Kroppe og blive fordømte.

De fjerde fattige det er Eders Sognepræst og Degn. Om dem gik Fattigdom ad, da er I forpligtige at dele et Stykke Brød med dennem, om I havde ikke mere; saa kære bør Eder at have dem. Fordi saa at de ere Eders Sjælesørgere, derfor bør Eder at sørge for deres Legemer igen. Aarsagen siger Sankt Povl dertil, at det, som I fanger af dem, det er aandeligt, men det, som de fanger igen, det er legemligt og skal her fordærves heller blive her efter dem paa Jorden. Det er det lille, som de kan fødes og klædes med; endeligt og uendeligt de er jo ikke lige med hverandre. Og dersom deres Præstegaard eller Degnegaard blev afbrændt af Vaadeild, heller kom ellers Fald paa, da betænker I jo vel, at de er Eders Gaarde og ikke deres, det er ikke Arvegods, som man siger; naar Tjeneren dør, saa maa alt hans fattige Hustru og Børn flytte ud efter hannem inden Aar og Dag. Derfor finde I vel Raad at hjælpe dem udi saadan Nød, hver Bonde med en Dags Arbejde eller med en Binding Hus op at sætte.

De sidste fattige er nu Eders husarme og andre fattige her i Sognen hos Eder, som vi have nu tilforn i Dag talet om deres Blok, Kornkiste og Tavle, som her bør at være inden denne Kirkedør. Og naar I sidde hjemme udi Eders Hus ved Eders Bord og have Avind-Ret for Eder, da vænner Eder til at have en uden Fad hos Eders store Fad, og slaa dér en Skefuld varmt udi og et Stykke Brød eller Fisk, hvad Gud haver undt dig, og lad saa din Dreng eller Pige løbe hen dermed tvært over en Gade, hvor Du véd, at saadanne er! Vælg dig en Lazarus ud, som Du kan finde noget godt, naar Du brygger, bager eller fanger Mad, der kan siden tage dig ind i Himlen igen.

Om Helligdomsgang

Ser ogsaa til, at I gaa gærne til Helligdom, naar som I vide, hvad det er at gaa til Helligdom! Det haver og været udi stor Vanbrug, at man haver besøgt de døde Helgen og forglemt de levende Helgen. Det er andet at sige Pilegrimsgang og andet at sige Helligdomsgang, naar man vil det ret forstaa. Thi Pilegrimsgang hørte Djævelen til, og det kom han afsted; men Helligdomsgang det er Guds Befalning. Hvad Skilsmisse er dér imellem? Det var Pilegrimsgang - enddog at de kaldte det ogsaa urettelig Helligdomsgang - at løbe hen til den døde Jakob til Compostella, til Karup og Vilsnap og de syv døde Kirker i Rom, til det døde Blod i Bistrup ved Roskild, til døde Søvren i Hoimstrup, til det døde Blod i Kipping i Falster, dér og anden Sted, som Djævelen gjorde sine Jærtegn og gøglede vore øjne, og vi løb derhen, som jeg kender mig end under Hoben med. Hvorfor os bør at takke Gud, at vi ere udkommen af den Vildfarelse saavel som af andre flere, og bede hannem, at han lader os aldrig

mere falde i saadanne Vildfarelser. Her haver han givet Eder Eders daglige Brød uden paa disse Agre her omkring, og her haver han skikket Eder Eders Spisning inden disse Døre, her kan Du fødes i denne Sogn, her kan Du dø bort og aldrig komme uden(for) denne Sogn og alligevel blive salig med Gud, om Du vil ellers flitteligen lære din Saligheds Lærdom, at Du tør ikke løbe til andre Steder og stavstryge efter; det haver ingen Gavn af.

Der er en god Dannemand til Sognepræst baade i Holmstrup og i Kipping; hvo did kommer med sin Ugudelighed, de viser han vel hjem igen, som de komme. Sankt Søvren er brændt op, hans Blok er heden taget; Du faar dér intet saadant, som Du leder efter.

Der var en Kvinde i Fjor i Flakkebjerg Herred; hun stod af sin Gejløshed [skødesløshed] og lod sit Barn falde fra sig og styrte Halsen sønder paa sig. Hendes Husbond var ikke hjemme, hun var ræd for hendes Husbonds Tilkomst og tog det døde Barn udi sin Favn og løb hen over til Kipping fem Mile Vejs. Dér Sognepræsten formærkte, at hun var did kommen i den Mening, saa underviste han hende ret, og hun lagde sit Barn dér i Kirkegaarden og gik hjem til Sjælland igen. Jeg maatte end løse hende udaf for det og andet mere, nu jeg var dér i Visitats.

Bliv ved din Sognekirke, og hør her din Saligheds Lærdom, og forlad saadanne ugudelig Væsen. Arons Ris og Orm slugte de andre Orme udi sin Hals; saa sluger vor Tro saadanne falske Jærtegn og gør dem til intet og ligger dem øde, for Grundsuppen om Helgens falske Dyrkelse og Paakald var ond og afgudisk, er og ikke plantet af Faderen, men af Faderens Uven, Djævelen; derfor maa det altsammen oprykkes med Rode.

Men Helligdomsgang det er at gaa om hellige Dage besynderlig til Guds Helligdom, til Guds levende Tempel, det er til levende Jakob, Søvren, Anne, der ligger paa sin Sygeseng, til det levende Kød og Blod, som ligger dér og svier og værker; at naar Du haver fanget din Sjæls Bespisning udi din Sognekirke, Søndage og Helligdage, og din Legems Spisning hjemme ved din Bord, saa tag din Nabo med dig, heller gak ene, om ingen vil gaa med dig, hen i Sognen eller Byen, som Du véd, at saadan én ligger paa sin Sygeseng; sid og trøst hannem til det evige Liv, som Du vilde selv være trøstet, om Du laa paa din Sygeseng! Ere de fattige, tag med dig et Stykke Brød, Smør, Ost eller Melk, hvad Gud skyder dig i Hu, og vederkvæg det hungre Hjærte, som Du vilde være vederkvæget, om Du havde saadant behov! Derom vil Kristus høre Regnskab, naar vi komme frem til Doms: »Jeg var hungrig, da gav I mig at æde; jeg var tørstig, da gav Du mig at drikke«. Hvad følger nu efter? »Jeg laa paa min Sygeseng, da søgte Du mig«; der staar ikke: »Du løb til Sankt Jakob«; »da søgte Du mig« staar der. Ser til, hvor I søge hverandre! Det er bedre, siger Skriften, at gaa til Grædehus end til Gildehus, thi udi Grædehuset finder Du vor Herre Jesum selv udi; den arme Lazarus finder Du dér liggendes for Døren for dig.

Men dersom Du vil jo gaa fra Huse til Helligdom, da gak her heden til Hagested; dér skal Du finde den fattige gamle Sognepræst Hr. Jens paa sin Sotteseng og hans fattige, syge Hustru udi en anden Vraa paa sin Seng. De have hverken for dem eller for deres Smaabørn at brænde eller bide. Tag din Helligdomspose paa din Bag, og lak derhen, da gaar Du retteligen til Helligdom!

Vil Du længer fra Huse, da vil jeg vise dig, hvor Du skal gaa hen til Hellig dom. Gak bort til Farendeløse, det ligger hos Ringsted! Dér skal Du finde en Mand sidde paa sin egen Bænk, om han er ikke udaf med sine Gæster; dér de sætte hannem, dér tage de hannem vel igen, han løber ikke fra dem; neden ved hans Bæltested er (han) halv borttagen og kan intet røre den Part, hvad igen er; oven hans Bæltested det er besat med Djævelen. Gud bevare os!

Han hedder Hans Skram, ihvo hannem kender, Byen hedder Farendeløse. Vel skal Skalken tække sig hjemme til, naar Du kommer derind til hannem, saa at sidde og æde og drikke med dig; men vil Du ikkun saa sige: »Kære Hans lille, kan I Eders Fadervor, bede I noget om Dagen? Lader mig høre Fadervor«, da skal Du se, hvor det arme, blodige Hjærte, der dog er Guds Tempel, alligevel det er besat med fremmede Gæster [onde onder], vilde gærne have Fadervor af Munden paa hannem, mens hans Tunge hun foldes fire Fold, saa at han bider paa sin Tunge, som en Hest staar og bider paa et Bed. Og vil Du ikkun falde neder paa dine Knæ og bede hos hannem, da skal Du vel se, hvad Lader han skal gribe, hvor han slaar sine Hænder op i Vejret og skriger og skraaler, og hvor tidt hans Mund drages og vrænges heden til hans øre, og han gaber, at Du maatte stoppe baade dine Næver udi hans Hals; og hans øjne staa aaben og røde som en Ild, han kan ikke lukke dem til igen, saa længe som staar paa. Jeg var der ikke længe siden, og en hel Almue med mig; Blodet det rørte vel i os af saadanne en Syn. Men dog kan Djævelen intet gøre os, førend Gud vil, at vi skal drage, som han nu drager; da vil vi ogsaa bede Gud om en god Taalmodighed.

Giver Eder hen, og trøster hannem, hans fattige Moder og hendes Fader! De findes gærne derinde hos hannem. Dér have I en dejlig Grædehus at søge til, om han er ikke udaf med sine Gæster, Gud give det, at han var! Der er jo gjort Bøn for hannem nu mere end udi halvtredje hundrede Sognekirker, som jeg haver overfaret med den Arbejd og Flittighed, jeg gør i Dag hos Eder. Saa vil vi endnu ogsaa her, førend vi skilles ad, bede for hannem, at naar Gud vil, han skal ikke længer være vor Spejlbog, han vilde da løse hans Baand for hans kære Søns, Vorherres Jesu Kristi Skyld. Amen!

Vil I endnu gaa længer til Helligdom, da gaar hen hos København til ét (Sted), hedder Gentofte. Dér udi Kirkebyen skal I finde en Dannekvinde udi hendes Husbonds Gaard udi en Hjørne, som den Altervraa her hos mig, udi fem samfælde Aar Nat og Dag. Hvo der giver hende en Særk - med Orlov at sige -, i Morgen er den revet i tusinde Stykker og ligger om hende, og hun raaber og siger: »Gud bedre mig det, Gud bedre mig det, arme Kvind, at jeg blev født til Verden!«, at ingen kan vide andet, end hun er falden i Mishaab, indtil Gud vil det selv rette og bedre.

Vil I jo gærne gaa til Helligdom, da gaar til saadanne og til Hospitaler, og hvorsom I finde de syge og sorgfulde! Det hør Gud til. Men hvad gælde, at det bliver Eder nu langt svarere, end at I løb tilforn hen til Sankt Jakob, til Kipping og andre Steder! Hvad Gud befaler os, det vil vi saa nødig til, men Djævelens Lærdom følge vi straks efter og gaa langt heller længre Vej til Djævelens Kapel end stakkede Vej til Guds Tempel. Nu, hver tage Vare paa denne rette Helligdom, som hannem ligger Magt paa. Det er derom talet!

Om Testamentgave

Naar I skal dø af denne Verden, da ser I til, at I gør et godt Testament, som Vorherre Jesus gjorde for os, dér han gav os sit Legeme og Blod at æde og drikke! I skal intet have fra denne Verden med Eder, uden hvis den bare Natur kan skjules med; det andet bliver efter Eder.

Fire ere I forpligtige til at give i Eders Testament, I som have at give udaf: til Eders Sognekirke - som Eders Forældre haver givet til før Eder, dér Kirkegaard og Kirkejord haver deres Navn udaf -, til Eders Sognepræst, til Eders Sognedegn og til de fattige udi Eders Sogn, i Hospitalen eller andensteds. Og hvad dermem saa gives i Testament, bør ingen at rygge tilbage igen, men Fogeden i Herredet bør at lade Kirkeværge, fattige Folks Værge og andre, som haver derudi at sige, ske Lov og Ret derfor som for andet vitterlig Gæld, saafremt som det ikke er imod den Lov, som er, om nogen giver bort mere, end som hans Hovedlod er.

Det er talet om de fattige udi Jesu Navn, som er den fjerde Part af denne min Visitats her hos Eder.

Den femte og sidste Part

Om nogle andre nødagtige Artikler, Bøger, Band etc

Nu vil vi straks med det allerkorteste ende denne sidste Part udi Jesu Navn og saa befale hverandre Vorherre Jesus. Først om Bøger.

Om Bøger

.

Skal Kirkeværger købe til Sognepræstens og Sognedegnens Behov Bøger - og skal hedde Kirkebog, som Kirkeko, og indskrives udi Stolen og bæres frem alletid paa Regnskab. Det er ikke end mange og er fordi snart købte, og naar I end have dem én Tid, saa tør I aldrig købe flere. Provsten kan give Eder tilkende af kongelig Majestæts Ordinansbog, hvilke de ere: Bibel, Postil etc. og er gærne fal i Roskild, en Paaskemarked. Disse gamle Bøger er ikke nu længer duelige til nogen Brug i Kirkerne. Des bedre Bøger I holde til Kirkes, des rigeligere faa I Guds Ord at høre, og hvad I faa for Kirketjenere, blive dog Bøgerne altid til Kirken som andet Kirkens Inventarium.

Om Band

Band i skal Eders Sognepræst sætte to Gange om Aaret i det allermindste efter Kongens Ordinans: den Søndag før Jul og den Søndag før Paaske. Da skal han vare dem alle ad, som ikke maa gaa til Sakramentet, som er aabenbarlig Manddrabere, Horkarle, Skørlevnedsfolk, Bolerfolk, aabenbarlig Slemmer og Demmer, aabenbarlig Løgnere, Bandere og Sværere, som ikke er afløste. Hvorlunde kan den Helligaands Naade være udi det Hjærte, som saa mange Skok - Gud vogte og vare os! - Djævle flyve ud af hans Hals, hans fattige Næste til onde: »Gid Du faar etc.« Haver Du saa mange at give bort, hvilken Hob maa der være inde igen, (som) Du haver at fare med hen til Helvedes Grund! Din Tunge er en liden Lem, men hun forkaster din Salighed saa snart, som man vælter en Vogn.

Man siger - enddog jeg véd ikke Sandhed derom -at den fattige Mand udi Farendeløse skulde have bandet sin Gæst udi sig; han skulde have taget en Skaal fuld med øl og sagt: »Gid jeg drikker saa mange udi mig, som her ere Taare udi etc.« Hvo véd, der tør vel være saa mange udi hannem. Som han sagde til mig, dér han kom til sig igen: »Peder, det kriller og mjurler udi mine Bene og Laar, som der var tusind Spurve i dem«. Vi have end (fortalt) om én i Evangelio; der var en Skok Djævle i hannem. »Hvor mange ere I?« sagde Kristus; de svarede: »Vi er en Skok«, det er 6666. Du tør ikke regne dem op i Skok heller i Tøndetal, de er vel selvvillige til rede nok, og er en stor Guds Naade og Miskund, at engang som Du haver dem allerslemmeste fat udi din Mund, de bryde ikke da ud i øjne, Næse og Mund, som de gør nu udi den fattige Mand.

Siden skal han, saa tidt og saa ofte (som behov gøres) bandsætte de ulydige, som haver tre Gange i det mindste paamindet dem, og de vilde da ikke rette og bedre dem. Og det skal saa gaa til, at Naboer og Genboer, som bo hos skændige Folk, som før et utilbørligt Levnet, dem bør at vare Sognepræsten ad, hvo de ere; ellers er den saa god, der holder, som den, der flaar. De maa ikke tie med saadanne Folk, uden de vil blive fordømt med dem; og der plejer end tidt at komme Ild i en Mands Hus udaf Naboers Hus, og de, som bo hos saadanne Folk, plejer understundem at faa en Benling af Huden med. Derfor er det Tid paa, at I give saadanne tilkende for Sognepræsten, at Guds Fortørnelse, Livs og Sjæls Fare kunde borttages.

Naar Sognepræsten faar at vide, hvo de er, da kand han ligge dem en Dag for i Ugen - (eller) to-tre - og undervise dem tre Gange udi det mindste, om de vilde rette og bedre dem. Og dersom de foragte deres Sognepræstes salige Undervisning, da kan han fjerde Søndag derefter sætte deres Navn paa Prædikestolen, thi aabenbarlige Synder skal have aabenbarlig Straf, og da kan han saa sige: »Herre Gud naade os! Vi raabe og skrige af Prædikestolen, vi underviser og formaner, det hjælper intet, den lede Djævel vil ogsaa have sin Kapel her hos os. Dog bør os at bryde dem neder, paa det at Guds Kirke kunde desbedre blive ved Magt og Djævelens Liner kan sønderbrydes. Ellers er det vor Dom, om Retten skal have sin Gænge, at vi skal fordømmes med dem; derfor kan jeg ikke længer tie. Saa hedder den Mand, saa hedder den Kvinde i den By (i den Gaard); de haver ført og fører endnu et skændig Levnet med Boleri. Jeg haver lønlig, jeg haver aabenbarlig paamindet dem, som de skal ikke selv andet sige; ja Gud af Himlen skal være mit Vidnesbyrd, at jég haver gjort mit dertil, endogsaa hos dem, der huser og hæler disse Horefolk.

Derfore vil jeg gøre mit Embede Fyldest, baade imod den ene og den anden, saa vel imod den, som holder, som den, der flaar: Jeg sætter dem her i Dag i Guds Band, i Navn Faders, Søns og Helligaands, Amen, og lukker dem ude fra det højværdige Sakrament og fra kristen Menneskens aandelige Selskab og Menighed, indtil saa længe at de rette og bedre dem og blive her igen aabenbarlig afløst, og denne gode Almue beder for dem til Gud og glædes da over dem, som Engle glædes i Himlen over et syndigt Menneske, som kommer til Anger og Ruelse«.

Desimellem kan I gode Kristne være dem ubevart, at I ikke have idelig Omgængelse med dem, indtil de rette og bedre dem igen; og derfor maa de søge til Kirke og høre Guds Ord, at de maatte end omvende sig, men ikke maa de gaa til Sakramentet og ej heller være her til Stede længer, énd som Fadervor er sjunget her for Alteret og de høre Klokkeringen, da skal de pakke dem ad Døren. Hvis de herudi, saa vel som udi deres Synd, forhærdes og intet skøtter om Guds Ris, da lukke de dem selv ude fra al den Glæde, i Himmeriges Rige er, og forbinder dem under al den Pine, udi Helvedes Afgrund er, foruden den legemlige Plage og Pine, som Djævelen af Guds Tilladelse skal kaste dem paa og vældige og kraftige regerer over dem som en Tyran over sine Skattebønder, for de høre hannem til, saa længe som de fører saadant et Levnet, og blive dog til arme Stympere og Stakkarle paa det sidste.

Siden derefter, naar man formærker, at de skøtter intet om Guds Ris og Straf, da bør Kirkeværger med Sognepræsten at give Herredsfogeden deres Navne og ugudelige Væsen tilkende, og han da forbyder dem Sognen og Herredet, indtil de have været for Roskild Dom og plejet dér enten Minde eller Ret. Her maa nu de gode Herrer, gejstlige og verdslige, som have Befalning at sætte Dom og Landemode, se dem om, at de stævne saadant Folk for dem efter Ordinansens Lydelse og rette alle de Sager, som de vil forsvare for Gud og være bekendt for alle Mennesker. Først, at de fattige, som have en Ret og en slet og klar Sag, ikke skal tidt fare dér langvejs til Glippe og derudover falde i Mishaab og komme udi Livs og Sjæls Fare for et Hoveds Skyld, som vil fordriste sig til, udi denne klare Evangelji lyse Dag, at rette alle Sager ud efter den gamle papiske Handel og Blindhed, som findes udi Kirkeloven - saadan Mand, om han findes deriblandt, kan de altid jo vise hannem for Døren sin Vej og selv dømme udi samme Sager med en god Samvittighed. Dertilmed ogsaa, at Horefolk, Skørlevnerefolk og Bolerefolk maatte faa en Straf, at Guds og Menneskens Fortørnelse maatte formindskes jo mere og mere.

Om Ægteskabssager

.

Dette vil jeg sige Eder til Trøst, om her er nogen, som haver Handel og Trætte med hverandre paa Ægteskabs Vegne, heller om Manden er løben fra Kvinden, heller Kvinden fra Manden, at det staar ikke saa med din Sag, som Du gærne vilde, at der er skikket fire Tider i om Aaret, paa hvilke der bliver Landemode udi Roskild. Derom kan Du raadslaa dig videre med din Sognepræst og tage din Sag beskrevet og give dig derhen paa det Haab, at Du kan dér faa Dom for dig og en Vidskab, hvorledes Du maatte leve med en bedre Samvittighed.

Om Horfolk, Bolere og Skørlevnetsfolk

Saadanne skal og stævnes ud til Roskild Dom og dér straffes, og andre paa Herreslot og Gaarde, som I nu formærke jo, at de straffe dem til Københavns Kag, til Kalundborgs Kag, udi Kulhuset i Roskild, hvor altid bør at ligge ti til tolv Skoleris, som det Folk kan hudstryges med, paa det Gud skal ikke lade et helt Land hudstryge med Blodstyrtning og anden Plage, fordi at, hvor en Skarns Skøge er - med Orlov at sige - som lader sit Legeme vanbruge, da maatte I saa gærne have en Ulv her paa Eders Mark, thi hun gør Skade.

Der sadde tilhobe to Naboer nu i Aar paa Vorherres Himmelfartsdag udi deres egen By, som hedder Høm og ligger straks udenfor Ringsted, og drak en Skaal øl med hverandre. Da kom der en Skarns Kvinde ind til dem, og de begynder at sidde og trættes om hende, saa længe at den ene slog den anden al død paa samme Sted og maatte han og selv miste sit Liv derover, om jeg er ellers ret foresagt. Det er jo vist, at to mistede deres Liv for den ene Kvindes Skyld.

Ja, hvor mange mistede deres Liv i København, for den Rosengaard var ved Magt! Ikke visker Bøddelen sit Sværd saa tidt ud udi denne Tid, som han gjorde i den Tid.

Nu, hun haver ondt øl i hendes Kande; drikker Du det af med hende. Du faar baade Skam og Skade, og Bærmen bliver til Pokker og andet, som jeg vil ikke nævne for Skams Skyld, saa at de unge Karle, som løbe til hende, som en Hob Hunde - med Orlov at sige - løber til en Tæve, de skal paa det sidste nedsmøres og blive fordærvede. Hvor mange blive saa fordærvede af onde Kvinder!

Og Eders egne Døtre, sorn var nu her og læste for mig, gode ærlige Piger, gaa over deres Tid, blive 20 eller 24 Aar, ja 30 Aar og ikke kan komme til et skamløst Brød, men maa saa gaa hen udi Livs og Sjæls Fare for en Skarns Skøges Skyld, som ligger og dibber udi Sognen og forhindrer Ægteskabs Stat.

Thi al den Stund at unge Karle maa bole med en skarns Kvinde, da gifte de dem ikke med nogen Dannemands Døtre, og dersom saadant fult Skarns Folk er udi Sognen, dér bliver ikke mange Bryllupper i den Sogn.

Ja, formærker hun, at nogen af de unge Karle, som bole med hende, vil begynde af Forældrenes, Slægts og Venners Raad at gifte sig udi Herren, straks faar hun sin Kaabe paa sit Hoved og hen og søger hannem op og faar hannem fat bag en Lade og skrifter hannem:

»Jens, jeg haver hørt, at Du vil nu gifte dig; Du vil have den Mands Datter. Vil Du have den bredmundede Pige, den langnæsede Djævel? Jeg undrer nu, hvad Du nu haver fanget for et Sind« - saa begynder den Taske at snibe og græde - »alt haver Du lovet, at Du skal end længer bole med mig, ty, hy, hye!« Saa tuder hun og vil forhindre Ægteskab, den Skarns Hud!

Det var jo tusindmaal bedre, at hun arbejder for sin Brød, til Gud sender hende selv et godt Bud paa Ærens Vegne, end at hun skal fordærve unge Karle og forhindre gode Pigers Giftermaal og gøre deres Forældre Harm og Sorrig og sig selv her en evig Skam og hisset en evig Fordømmelse.

Her var vel en god Formaning behov, først til hine ugudelige Byfogeder udi Købstæderne, som vil beskytte og beskærme saadanne Skarns Kvinder, til onde og ikke til gode, for en Gylden heller for en Sildegarn heller ellers en skændige Baade og Vinding, hvormed de sælge Synd og fordagtinge Synder, dér Kristus taalte Død for, og betænke ikke, at de er derfor forskikkede til Byfogeder, at de skal afværge Synd og Skændslevnet udi en Stad og ikke styrke eller stadfæste saadant Folk udi Synd og Guds Fortørnelse. Du Syndsælger faar at gøre en skarp Regnskab derfor! Du véd vel, at det var godt at være Foged, skulde man ikke gøre Regnskab; derfor tænk paa Regnskabs Tid, som staar endnu for!

Desligeste var ogsaa behov at formane ugudelige Ædelfolk, Herredsfogeder og Slotsfogeder, at de hverken tage Havre heller andet af saadanne Folk og tilstede dem derfor at føre et skændige Levnet, heller tage dem op paa Herregaarde og holde dem dér til et skændige Vanbrug, hvilket Gud vil dog endelig straffe paa dem, som det gør.

Den tredje Formaning var her behov til dem, som huse og hæle dem og sælge deres øl og Brændevin med saadant Folk i Købstæder og paa Landsby. Man tør ikke sætte Lus i Skindkjortel, hun kommer vel selv; Du tør ikke belade dig med fremmede Synder, Du haver vel nok udi din egen Sæk at bære til Mølle, naar Du skal frem til Dommen.

Tyv og Tyvens Kumpan dem hænger man op, naar man faar fat paa dem; hvi maa ikke Horerne og Skøger og deres Kumpaner, det er de, som bole med dem, ikke hudstryges til Kagen heller til Galgetræet?

Tager det onde fra Eder, saa vil Gud give Eder det gode! Men vil I beholde det onde, saa faar I af Gud alt ondt til det onde! Nu om disse Formaninger vil jeg en anden Tid tale mere om, thi jeg trættes nu fast. Vi vil gøre en Ende herpaa i Jesu Navn.

Om Samkomme

Naar I komme tilsammen og skulde drikke en Skaal øl over Eders Tørst med hverandre, da fortaler ingen, lad hver være god for sig! Sidder ikke og regner op fra den ene Byende og til den anden, som de ugudelige gør: Nu sidder Næsen ikke udi Hovedet paa dem, som de vilde have den skaaren, nu vide de en Lak med hver Menneske og vide intet; før de ser dem om, da er de selv allermest beskidt og beklikket, fordi at den, som gærne vil fortale en anden, han bliver gærne selv baade til Skam og Skade, inden han dør af Verden. Fortaler ingen; sidder heller og sjunger en god Vise tilsammen, og naar Du est glad, saa gak hjem hos din Hustru, og lad hende faa en god Aften, naar Du haver haft en god Dag! Spild ikke din Bærme paa hende, sæt hende ikke til rette, naar Du est drukken og fuld! Det gør ingen Dannemand. Haver hun brødt dig noget imod, hvorfor Du jo vil undervise hende, da gør det, naar I er lige om Morgenen tilsammen i Sengen, eller naar I er kommen op og er baade fastende og ædru, og lad end da ingen høre derpaa, om Du kan undvære det, paa det at Du skal ikke selv komme din Hustru i Vanrygt. Tag hende udaf, til en Side, og giv hende din Mening tilkende med gode, spagfærdige Ord: »Kære Hustru! Det og det haver jeg hørt om dig; saa og saa bær Du dig ad i det og det Stykke. Jeg vil ikke have saadant mere, jeg varer dig ad tilforn; gør det ikke tiere, ellers skal jeg tage dig til Mistykke, dér maa Du fri forlade dig til. Mærk, at jeg haver sagt dig det!«

Det haver Lempe med sig, og ikke naar Du est fuld og drukken. Hvad véd en arm, fuld Stymper, hvorlunde han skal sætte sin Hustru til Rette? En Seng er hannem bedst, enddog ikke ingen skulde drikke sig fuld og drukken; det er et Svinelevnet, at de kalder dig »Peder Slemmer« eller »Mads drukken« paa det sidste.

Forvar Eder, at I ikke sidde Natten over og slemme. Al Natdrik og utilbørlig Nattevagt, som er Hvegehors, Hvidebjørn, Julebuk, Huggetønde, Daaretønde i Bryllup og andet saadant er altsammen aflagt til Landsting under Kongens Sværd, hvo der findes med. Din Seng klager ikke paa dig. Man plejer at sige, at fire Ravne de gør én Djævel; det er ikke sande, for Ravne er Guds gode Kreatur som andre Fugle. Men fire Natravne, som sidde og slemme Natten over med hverandre, de have den femte hos sig, det er Djævelen; han kommer dem om Hals og i Haar sammen med Sværd og Knive, saa at de gør hverandre det korteste. Nu græder Hustruen, nu tuder Børnene, nu kommer Slægt og Venner i Fald, nu haver Du forkastet al din Velfærd med en Skaal øl, maa Du ikke nu skamme dig for Gud og alle hans hellige Engle? Hvo der vil have den sidste Drik, han skal have den første Pust [lussing]! Der vil ikke andet blive af.

Om Sognestævne

Eders Sognestævne er Eders Raadhus, Eders Kapitelshus; dem skal Kirkeværger váre til i hver Søndag, om nogen haver dér noget at handle. Og naar I Kirkeværger kan spørge nogensted udi Eder Sogn, hvor to haver undsagt hverandre og vil slaa hverandre ihjel, da skal I straks om Søndagen derefter tage dem for Eder paa Sognestævne og tale dem imellem, to eller tre om den ene og to eller tre om den anden, og drager deres Hjærter tilsammen, og lægger deres Hænder tilsammen, og forliger dem igen! Saa fortager I Manddrab, saa fortage I Sagefald, saa tør Gud heller Herskab ikke straffe Eder. I vide vel, at Herskab de straffe og tage Penninge; dem bør at gøre det, dersom de ellers farer redelig og ikke uskellig afsted med deres Sagefald. Ja, vil ikke de straffe, da vil Gud selv straffe, og naar han bliver vred og straffer, da maa vel ske, at han levner dig ikke et Fæhoved i din Gaard; men den er endnu den bedste Barn, som straffer sig selv; den tør hverken Gud eller Mennesken straffe. Saa bruger nu Eders Sognestævne ret, og ser vel nøje til, hvad Sognevidner I giver ud, at der er ikke falsk i Posen, og kommer Eder siden om øjne, at I blive igendrevne Mænd og saa siden give Eders Midsmers-Penge ud heller hellers at vise tilbage fra Lov og Tov og fra Dannemænd.

Du Méneder, vár din Finger, Ære og Boslod! Du Tyv, vár din øre, Hud og Halsben! Du Skøge, vár dig, at Du faar ikke en Særk! Du Troldkvinde, vár dit Liv! Du Manddraber, vár din Hals for den Sværd! Mandelig vár sig selv, som Magt paa ligger! Du est advaret!

Om Kalente

Eders Sognepræst og Sognedegnen skal søge til Kalente her i Herredet med andre Præster, at de kan altid vide, hvad de endrægtelig med andre skal lære Eder, og skikke dem efter kongelig Majestæts Ordinans i alle Maader, som de vide at kunne rette dennem efter den Kalentebog, som jeg haver skrevet dem til gode.

Om Provsten

Skal Provsten komme til Eder og til hver Sognekirke i denne Herred én Gang hver Aar i det mindste, efterdi at det er ikke mig muligt at komme til Eder hver Aar, ja ikke hver tredje heller hver fjerde Aar, før jeg faar saa draget Sjællands Land igennem, om jeg maa end leve. Derfor skal han komme hver Aar og haver sin afskaarne Tjeneste udi Ordinansen, hvad han skal gøre, Eder til gode; som han kan og véd at rette sig efter den Provstebog, som jeg haver ogsaa skrevet, dem og Eder alle til gode.

Naar han haver gjort sin Tjeneste her hos Eder, da skal Kirkeværgerne give hannem en Mark Penge af Kirkens og saa meget Mad, Drikke og Hestefoder, som han, hans Køresvend og Heste fortære en Stunderom heller to hos Kirkeværgerne, naar han haver gjort sit Embede Fyldest. Vil han byde Gæster, saa betaler han selv for dem. Han skal fare ud fra sit om Morgenen og hjem om Aften igen, saa at der bliver ingen mere Tynge og Besværing. Nu dette skal han selv læse Eder af kongelig Majestæts Ordinansbog. Saa staa I mig dette Bud til, med alt andet, hvad jeg haver Eder tilkende givet!

Om Superintendenten

Jeg skal intet have, hverken af Kirkeværger heller af Eder, for min Umag, uden Kærlighed. Den vil jeg og gærné bevise Eder igen, allesammen og hver særdeles, og gærne brede mine Hænder under Eders Fødder til al gode. Min Herre og Konge forsørger mig, næst Gud, min Klæde og Føde for.

Saa betakker jeg Eder nu kærligen og gærne, at I have nu saa længe siddet stille og hørt, hvad jeg havde at befale Eder paa min Herres og Konges Vegne, forhaabendes, at I tage alle Ting udi den bedste Mening og intet ligge ud til det værste, som hine ugudelige gør, dem vi have intet at skøtte, Gud være lovet! Hvo der vil spotte, saa spotte sig! Der kommer vel Ild i Spotterens Hus og brænder Spotteren inde. Jeg er tilfreds med alle de Løgne, som de kan tænke op og øse ud om denne min Visitats, thi det koster mig Liv og Helbred, som jeg sætter gærne til herude, paa det at jeg kan tjene min fattige Næste; det kende Gud! Det vide og alle gode Kristne, som jeg haver besøgt udi denne Visitats, som jeg tør og, Gud være lovet, have min Skudsmaal til dem allesammen, ædel og uædel, rig og fattig, og vil gærne sætte min Fod hos den, som haver dér noget i at sige, og staa hannem til al Rette for min tilbørlige Dommer.

Naar jeg nu kommer igen, heller min Efterkommer, om det bliver mig for kort - som vi have ingen Brev paa vort Liv - da faar man at se og forfare, hvorlunde I have skikket Eder herudi, med Eders Kirketjenere, Hus, Børn. Naboer og Næste, med Levnet og Omgængelse, ja imod Gud selv med Eders Gudfrygtighed at søge til Kirke, høre Guds Ord, gaa til Sakramentet, love og takke Gud, holde Eders Børn til Degnen, til Skole, med retfærdig Tiende, Offer og anden Tilbørlighed, som gode Kristne bør at gøre.

Andet haver jeg ikke at befale Eder paa denne Tid; men Liv og Gods, Hustru og Børn, Hus og Jord, Ager og Eng og alt det, som I vel vil, befaler jeg udinden vor Herres Jesu Kristi Beskærmelse. Hans Naade og Miskundhed og Fred være over Eder allesammen til evig Tid! Amen.

Vil I nu vel gøre og bede en Fadervor for den fattige Mand udi Farendeløse, som er besat, og for den fattige Pige udi Gentofte og for den Sognedegn udi Ferslev, som er besat, og for Eder selv, at I maatte begribe her og mærke, hvad som I have hørt her i Dag, og over alt for en stadig Fred, og at vi maatte den retteligen bruge! Siger alle af Hjærtet: Fadervor etc.

Nu, vor Herre Jesum befaler jeg Eder allesammen! God Nat, kære Bømlille! Gud bevare Eder udinden sin sin Naade! Amen.

--- Peder Palladius.


Table of Contents


Titel og tekst

Project Runeberg, Sat Dec 15 21:12:02 2012 (aronsson) (diff) (history) (download) Next >>
https://runeberg.org/visitats/

URN:NBN:se-d1998423
Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free