Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Elefanter (Proboscidea) en artrig Dyregruppe, dannende en meget afvigende Underorden under Hovdyrene - Elefant-Floden, se Olifant-Floden. - Elefant Grund, Store Bælt, omtr. midt imellem Romsø og Reersø - Elefantiasis kaldes en kronisk Hudsygdom, der skyldes en tiltagende, stærk Udvikling af Bindevævet - Elefantine, gr. Navn paa en Ø i Nilen, lige ndf. den »første Katarakt«, ovf. Byen Assuan - Elefantlus, se Anacardium. - Elefantordenen, dansk Ridderorden, der med temmelig stor Sikkerhed kan føres tilbage til Kong Christiern I
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
fra den nedadbøjede Hage udgaaende,
Stødtænder (smlg. Fig. 6). Kindtænderne med 2-3
Tværrygge, mindende om Tapirens Tænder.
Tandskiftet var hos disse primitive Proboscider
normalt (ikke horisontalt), og alle Tænderne var i
Brug samtidigt; de betegner altsaa en endnu
primitivere Type end Mastodonterne, endnu
nærmere Urhovdyrene. Kraniet er noget fladt,
kun lidet pneumatisk; Kropskelettet er kun
ufuldstændig kendt. Kraniet haves derimod
fuldstændigt. Mest kendt er Dinotherium giganteum,
der først blev fundet i Eppelsheim i
Rhinhessen; det bedst bevarede Kranium, der findes i
Darmstadts Mus., er 1,1 m langt og 65 cm bredt.
Senere er Arten fundet i forsk. nedre pliocæne
Lag i Sydtyskland, Frankrig, Grækenland og
Lilleasien; meget nærstaaende Arter er fundne i
nedre pliocæne og øvre miocæne Lag i Indien.
(Litt.: Sanderson, Thirteen years among
the wild beasts of India [London 1879]; om
uddøde E. i Alm. Lydekker, Catal. of the
foss. Mamm. in the Brit. Mus., part 4 [London
1886]; om Mammut: Mittendorf, »Sibirische
Mammuthe« [Moskva 1860]; Howorth, The
Mammoth and the flood [London 1887]; om
Mastodon: Meyer i »Palæontographica« [Bd
17, 1867]; om Dinotherium: Kaup, Descr.
d’ossem. foss. d. mammifères [1832-35];
Engell, »E.’s Udbredelse i Afrika« [1899];
Winge i E Museo Lundii [3. Bd, 1. Halvbd 1906]).
R. Hg.
Elefant-Floden, se Olifant-Floden.
Elefant Grund, Store Bælt, omtr. midt
imellem Romsø og Reersø. Den har en Udstrækning
af 1 Sm i NV. og SØ. med mindre end 10 m
Vand. Det lægeste Vand, 3 m, findes paa en
Stenrøse paa den sydlige Del af Grunden.
Elefantiasis kaldes en kronisk Hudsygdom,
der skyldes en tiltagende, stærk Udvikling af
Bindevævet, hvorved Huden paa de angrebne
Partier bliver uformelig tyk, stiv, skjoldet og
rynket. Lidelsen optræder langsomt, i Reglen i
Tilslutning til stadig recidiverende
Hudbetændelser ell. Rosenanfald og kan udvikle sig til
meget betydeligt Omfang; hyppig angribes
Underekstremiteterne, der kan faa Udseende som
Elefantben, dernæst Genitalia, sjældnere andre
Hudpartier. I Danmark er Lidelsen sjælden,
hvorimod den i mange Tropeegne
(Barbadosben) er endemisk og skyldes
Tilstedeværelsen af Filaria sanguinis. I stærkt
udviklede Tilfælde er den kun tilgængelig for
kirurgisk Behandling.
E. P-n.
Elefantine, gr. Navn paa en Ø i Nilen, lige
ndf. den »første Katarakt«, ovf. Byen Assuan,
hvorfor den nu af Araberne kaldes Geziret
Assuan. Den er c. 1,5 km lang og 0,5 km bred og
er godt dyrket. Paa Kysten vokser en Del
Træer, Palmer og Sykomorer. Paa E. findes nu
to Landsbyer, beboede af nubiske Berâbra. Paa
Spidsen af Øen mod SØ. findes en stor Ruinhøj,
7-800 m i Omfang, der betegner Stedet for
Oldtidens Hovedstad i den 1. Nomos af
Øvre-Ægypten. Den kaldtes af Ægypterne Abu (Ebu), med
hvilket Ord de betegnede Elefanten og
Elfenben. Den var i Oldtiden en anset By og vigtig
Handelsplads; men i Romertiden fordunkledes
den af det lige over for liggende Syene (nu
Assuan). Hovedguden var Chnum (med
Vædderhoved) og Gudinderne Sati og Anukis. De
omtales ofte i Indskrifterne, saavel i gr. som i
ægypt. Da den fr. videnskabelige Ekspedition,
som ledsagede Napoleon, beskrev E., stod der
her et velbevaret Tempel for Chnum, bygget af
Amenhotep III, og nordligere et mindre, bygget
af Tholmes III. Begge ødelagdes 1822, da
Mehemed Ali lod opføre et Slot i Assuan. Man
ser dog endnu ikke faa Rester fra Oldtiden, en
Portbygning fra Alexander den Store’s Tid, et
Nilometer, der omtales af Strabon, og som er
blevet restaureret af Mahmud-Bey; en Kaj ud
imod Floden, bygget i Romertiden, og en
Mængde Brudstykker af Indskrifter m. m. Bl. de fra
E. stammende hieroglyfiske Indskrifter har et
Brudstykke af en Festkalender, der nu er i
Louvre, tiltrukket sig særlig Opmærksomhed,
da det indeholder en Datum for Iagttagelsen af
en heliakisk Opgang af Sothis (Sirius). Den har
givet Anledning til mange Undersøgelser
(E.-Monumentet). Alle Mindesmærker, der 1894 var
at se paa E., er nøje beskrevne af J. de Morgan:
Catalogue des monuments et inscriptions de
l’Égypte antique I (Wien 1894). Herodot, der
selv besøgte E., omtaler E. som den sydligste
By i Ægypten. Han omtaler ogsaa den ægypt.
Fortælling om, at Nilen kommer op af Jorden
ved E. af to Huller ell. Væld, som han kalder
Krofi og Mofi, en gl folkelig Forestilling om
Katarakten. I Ruinerne af E. er der fundet
adskillige Ostraka, d. e. Potteskaar med
Indskrifter, indeholdende Kvitteringer for
indbetalte Skatter og Afgifter, alle fra Romertiden.
Man ser heraf, at der i Kejsertiden, og vel
ogsaa tidligere her var et Skattekontor. I de
senere Aar er der paa E. ved Udgravninger
gjort Fund af den allerstørste Interesse, af
Aktstykker paa Papyrus, affattede paa Aramæisk og
stammende fra en jød. Koloni fra Persertiden.
Disse Jøder var i ægypt. Krigstjeneste og hørte
til Grænsevagten imod S., der skulde dække
Ægypten mod. Indfald af røverske Stammer fra
Nubien. Disse Papyrus’er, af hvilke en Del
findes i Berlin, andre i England, og nogle i Paris,
har givet Anledning til mange Undersøgelser.
(Litt.: J. de Morgan, Catalogue des
monuments et inscriptions de l’Égypte antique I [Wien
1894]).
V. S.
Elefantlus, se Anacardium.
Elefantordenen, dansk Ridderorden, der
med temmelig stor Sikkerhed kan føres tilbage
til Kong Christiern I. At ældre Tiders Skribenter
har søgt at fastslaa Ordenens Oprindelse til
en langt tidligere Periode, kan, hvad der
fremgaar med større ell. mindre Tydelighed, ikke
staa for en hist. Kritik. Peder Syv mener
saaledes, at E. maaske kunde skyldes Holger
Danske, der paa Hærtog til Afrika »kan have
truffet og fældet et Elefantdyr«; Jesuiterpateren
Sigismund Marquart, der under Frederik III
besøgte Danmark, og som forfattede det første
særlige - utrykte - Skrift om E., søger at
hidlede Ordenen fra Knud den Store’s Tinglid
med dens forgyldte Vaaben og særlige Love;
Vedel-Simonsen og Kall vil endelig bringe den
i Forbindelse med Nordboernes Deltagelse i
Korstogene. Disse Paastande savner lige saavel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
