Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - ekscitere (lat.), tilskynde, drive til, pirre - Eksegese (gr.), Forklaring, Fortolkning; en Ekseget, en Fortolker. Bibelsk E. er Fortolkning af de bibelske Skr.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Ekscitabilitet, Letbevægelighed, Pirrelighed;
Ekscitation, Vækkelse, Opmuntring;
ekscitativ, vækkende, tilskyndende, oplivende.
Eksegese (gr.), Forklaring, Fortolkning; en
Ekseget, en Fortolker. Bibelsk E. er
Fortolkning af de bibelske Skr. Den fremstilles i
1) Parafraser ɔ: tydeliggørende
Omskrivninger af Teksten, 2) Kommentarer, ɔ:
sammenhængende Fortolkningsarbejder, 3)
Scholier ɔ: sporadiske Oplysninger til
enkelte Ord og Sætninger, 4) Glosser ɔ: korte
Forklaringer tilføjede i Randen (marginale
Glosser) ell. mellem Linierne (interlineære
Glosser) af selve den Tekst, som forklares. Den
Videnskab, som omhandler Fortolkningens
Metode og Love, kaldes Hermeneutik. - I
den oldkirkelige E. er i det hele taget den
allegoriske Fortolkning raadende. For gl. Test.’s
Vedk. overtoges den fra Jøderne, f. Eks. Filo,
men det varede ikke længe, inden den ogsaa
anvendtes paa ny Test. Stor Bet. for den flg.
Udvikling har her navnlig de alexandrinske
Kirkelærere haft, fremfor alle Origenes, der gav
en Fortolkningens Teori, idet han sondrede
mellem legemlig (ɔ: bogstavelig), sjælelig og
aandelig Mening i Skriften, og saaledes at der
paa mange Steder i Skriften slet ikke var
tilsigtet nogen bogstavelig Forstaaelse, da den
vilde stride mod Skriftens Værdighed. I
Origenes’ Spor følger i det hele baade de græske
og de latinske Kirkelærere, bl. hvilke sidste
Augustin er den mest fremragende Ekseget.
Allegorien er hos ham mindre stødende end hos
mange andre, men han billiger den udtrykkelig
og giver Regler for dens Anvendelse.
Imidlertid findes dog ogsaa i Oldkirken en kraftig
Opposition mod den allegoriske E., nemlig fra
Fortolkerne af den antiochenske Skole med
Theodor af Mopsuestia i Spidsen, i hvem den
hist.-gramm. (i Forening med den typiske)
Fortolkning havde fremragende Repræsentanter. -
Den middelalderlige E. manglede i mange Aarh.
saa godt som ganske Selvstændighed. Den store
Vægt, som lagdes paa den kirkelige Tradition,
bevirkede, at man indskrænkede sig til at
ekscerpere og kompilere Fædrenes Meninger. Som
Forfattere af saadanne Samlinger, Catener,
kan nævnes Mænd som Beda Venerabilis, Alkuin,
Rabanus Maurus, Paschasius Radbertus, Notker
Ealbulus o. a. En særlig Bet. fik Rabanus’
Discipel Walafrid Strabo’s Glossa ordinaria, som
i fl. Aarh. nød en enestaaende Anseelse.
Imidlertid fortsattes den allegoriske Forstaaelse af
Skriften; man skelnede mellem forsk. Slags
aandelig Mening (foruden den historiske): den
allegoriske, som fremstiller Trosindholdet, den
tropologiske ell. moralske samt den anagogiske,
som styrker Haabet. Et egl. Fremskridt sker
først med Nicolaus af Lyra (Beg. af 14. Aarh.),
hvis Sprogkundskab gav ham en sikrere
Forstaaelse af de bibelske Skr end hans
Forgængere. Med de humanistiske Studier i 15. Aarh.
gør E. et betydningsfuldt Skridt fremad. Blandt
dem, som i den humanistiske Periode har ført
den videre, kan særlig nævnes Laurentius Valla
(15. Aarh.) samt Erasmus og Faber Stapulensis
(Beg. af 16. Aarh.). Ved deres sproglige og
hist. Interesser og Kundskaber har de forberedt
den Skriftbehandling, der kom til klar
Gennemførelse med Reformationen. - Reformationens
Skriftfortolkning karakteriseres ved de to
Fortolkningsgrundsætninger om Skriften som sin
egen Fortolker, samt om den ene
Skriftmening. Den første indeholder E.’s Uafhængighed
af Traditionen, foretager det principielle Brud
med den tidligere Bundethed til tidligere
kirkelig Afgørelse, hvad enten denne nu var givet
af enkelte Mænd, de kirkelige Fædre, ell. af
Kirken som Helhed gennem Koncilier og Paver.
Den anden Grundsætning bryder principielt med
den allegoriske E. og opstiller heroverfor den
hist.-gramm. som ene gyldig. Hermed følger
Reformatorernes Indskærpelse af
Nødvendigheden af at studere Skriften i Grundsprogene. Med
disse Grundsætninger, der fik deres metodiske
Fremstilling i Flacius Illyricus’ Clavis scripturæ
sacræ, er indledet de flg. Aarh.’s videnskabelige
Skriftbehandling. Højt som Eksegeter staar
Reformatorerne selv, højest vel Calvin; men
ganske vist naaede Principperne ej straks overalt
til definitiv Gennemførelse, idet der i 17. Aarh.
i den protestantiske Kirkeafdeling indtraadte
en Periode, som faktisk gjorde E. ganske
afhængig af Kirkelæren, idet det uden videre
forudsattes, at de protestantiske Symboler
aldeles stemmede med Skriften og havde
fremstillet dens væsentlige Indhold paa definitiv
gyldig Maade, en Betragtning, som i Ufrihed i
Behandlingen af Skriften i Virkeligheden var
af samme Art som Romerkirkens, der paa
Trident-Konciliet havde fastslaaet E.’s
Normerethed af den kirkelige Afgørelse. Men denne
Stilstand inden for Protestantismen var af
forbigaaende Karakter; allerede i 18. Aarh.
indtraadte en Reaktion mod den ortodoksistiske E.
Ganske vist var Pietismen med dens fortrinsvis
opbyggelige og Rationalismen med dens
overvejende moraliserende og hyppig smaatskaarne
Skriftbehandling ikke i Stand til at bringe
nogen virkelig alsidig E. Men ved Brydningen
mellem disse forsk. Retninger banedes Vejen for
19. Aarh.’s eksegetiske Storværksarbejde, der er
fordelt paa saa mange fremragende Mænd, at
man ved at fremhæve enkelte af dem vanskelig
undgaar at blive uretfærdig mod andre, som har
samme Krav paa Omtale. Ved Klarhed i hist.
Metode saavel som ved Jernflid i Indsamling
af et E. fremmende sprogligt, arkæol. o. s. v.
Materiale har 19. Aarh. udmærket sig fremfor
noget tidligere. Med Bevidstheden om ovenn.
Vanskelighed nævnes her nogle af de ypperste
Forskere. Grundlæggere af den nyere bibelske
Sprogvidenskab er Gesenius og Winer. For den
hist.-kritiske Metode har mere end nogen anden
F. C. Baur haft Bet. Som egentlige Eksegeter
turde maaske nævnes i første Række Mænd
som Lücke, H. A. W. Meyer, v. Hofmann,
Godet, Th. Zahn, H. Holtzmann, B. Weiss for det
ny Test.’s Vedk., Ewald, Reuss, Keil, Delitzsch,
Dillmann, Cheyne, Driver, Gunkel. Duhm for gl.
Test.’s Vedk. Ogsaa den nordiske Litt. har
adskillige fremragende eksegetiske Arbejder.
(Litt.: H. N. Clausen, »Det nye Testaments
Hermeneutik«, 1840; Diestel, »Geschichte des
Alten Testamentes in der christlichen Kirche«,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
