Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Eilersgaard, Charlotte, født Møller, dansk Forfatterinde, (1858- ) - Eilifr Goðrúnarson, en isl. Skjald omkr. 1000 - Eilschov, Frederik Christian, dansk Filosof, (1725-1750)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Eilersgaard, Charlotte, født Møller,
dansk Forfatterinde, f. i Hjørring 25. Marts
1858. E. debuterede med et 2 Akts Skuespil
»Gertrud« 1896, som senere er blevet opført
paa Dagmar-Teatret. Det viser allerede hendes
Sans for at søge ind til det menneskelige, som
gemmer sig bag Overfladen. Og den samme
Kærlighed til det opr. og jævne kommer igen i
hendes Prosa-Fortællinger »En moderne
Helgen« (1902), »De Værgeløse« (1903) - maaske
hendes fineste Arbejde - »Fru Direktricen«
(1905) og »Jægermesterinden« (1906). Den sidste
blev i dramatiseret Skikkelse opført paa
Folketeatret. E. raader vel ikke over nogen
udpræget Fremstillingsevne, og nogle af hendes
Prosaarbejder som »En Ægteskabsfjende« (1912) og
»Havet renser« (1913) peger ikke ud over den
rutinerede Skribent; men hun er meget lydhør
over for Menneskehjertets Rørelser, hvilket ikke
mindst viste sig i Fortællingen »Mit Land -
dit Land« (1915). E. har endvidere taget livlig
Del i Kvindebevægelsen, og som Delegeret ved
Kongressen i Berlin 1904 blev det overdraget
hende at give en Fremstilling af den nordiske
Kvindebevægelse til »Frauen-Jahrbuch«. Alle
hendes Prosa-Arbejder er overs. til Tysk,
enkelte ogsaa til Hollandsk og Svensk.
J. Cl.
Eilifr Goðrúnarson [’æjli.vr-’gåðru.narsån],
en isl. Skjald omkr. 1000; hans Herkomst og
Levned er ellers ubekendt. Han kendes, foruden
som Forf. til et for det meste tabt Digt om
Hakon Jarl paa Lade, særlig som Forf. til et
Digt om Tor, »Þórsdrápa«, og et om Kristus.
Af det første er en god Del (19 Vers) opbevaret
i Snorre’s Edda; de her bevarede Vers handler
om Tor’s Færd til Jætten Geirröd’s Gaard, Tor’s
Kamp med denne og Jætterne. Udg. og Tolkning
ved F. Jónsson i »Vidensk. Selsk. Oversigt«
(1900). (Litt.: F. Jónsson, »Oldnordisk og
oldislandsk Litteraturhistorie«, I).
F. J.
Eilschov [’ajlskå^u], Frederik Christian,
dansk Filosof, f. 13. Febr 1725 i Rynkeby paa
Fyn, d. 8. Oktbr 1750 i Kbhvn. Kun 15 Aar gl
dimitteredes E. til Univ. med et glimrende
Testimonium. Filosofien blev den Videnskab, som
fremfor andre drog ham; han hørte vistnok
Forelæsninger hos Henrik Stampe og
underkastede sig filosofisk Eksamen 1741, der gav ham
Baccalaurgraden. Næste Gang, vi møder hans
Navn, er det paa Titelbladet af en lille Logik,
»Kort Anviisning til at eftertænke«, som den kun
18-aarige unge Mand indviede sin korte og dog
betydelige Forfatterbane med. Et Par Aar forløb
endnu med Studier og Forarbejder, men fra
1746 - samme Aar tog E. Magistergraden -
producerer han uafbrudt til sin tidlige Død;
med et Par Overs. og nogle ubetydelige
Lejlighedsskrifter naar han inden for dette Tidsrum
til Opus 16. Et Selskab havde forenet sig om at
udgive en Række »Philosophiske, økonomiske og
hist. Skr« under den lovkyndige
Koefoed-Ancker’s Ledelse, der ogsaa havde indbudt E. til
at være Medarbejder. Selskabet opløstes
imidlertid, men E.’s Bidrag blev dog udg.; det var 4
populærfilosofiske Afh.: »Om det er tilladt at
æde Kød«; »Om Religionens nøje Sammenhæng
med Forsynen«; »Om Pythagoræ Levned«; »Om
Tiden, Tids-Fordriv og Tids-Spilden«. De
samme Emner udføres videre og drøftes i
Forbindelse med mange andre i E.’s omfangsrigeste
Arbejde, »Philosophiske Breve« (1748). Naar E.
har valgt Brevstilen, stemmer dette paa det
nøjeste med hans Opfattelse af Filosofiens Maal
og Med. Filosofien - den verdslige Visdom -
er ikke et Fag, som kun enkelte eksklusive
Videnskabsdyrkere med Fornøjelse kan hengive
sig til; i Danmark var den ganske vist hidtil
blevet behandlet paa en saare aandløs og
pedantisk Maade. Skoleeleverne proppedes med
nogle Kompendier i Logik og Metafysik, som
de lærte udenad, men intet forstod af; den var
næsten udelukkende doceret paa Latin ell. i en
uforstaaelig Terminologi. Dette er Synd; thi
Filosofien skal være Hvermands Eje, den skal
lære ham at bruge sin Fornuft, »at eftertænke«.
Men dette vil aldrig ske, uden den alm.
Interesse for Filosofien vækkes, ell. m. a. O. Faget
behandles paa en almenfattelig og tiltrækkende
Maade. Alt Pedanteri maa fjernes, først og
fremmest den Overtro, at det ikke lader sig
gøre at skrive filosofisk paa Modersmaalet. »Jeg
tilstaar, at de allerfortræffeligste Sager ere
skrevne paa Latin; men jeg paastaar derhos, at de
og kunde skrives paa vort Sprog, og at dette
er ikke mere ubekvemt dertil end det Engelske,
Franske ell. Tyske«. Imidlertid ved E. vel, at det
ingen let Sag er at ombytte alle de lat. filos.
Kunstord med tilsvarende forstaaelige danske;
et Forsøg gør han dog i den Retning med sin
- pudsigt nok paa Latin skrevne - Afh.:
Cogitationes de scientiis vernacula lingva docendis
cum specimine terminologiæ vernaculæ (ɔ:
Betragtninger over, hvorvidt Modersmaalet kan
anvendes i Videnskaben, med en Prøve paa en
dansk Kunst-Ordbog) (1747). Dette lille Arbejde
er utvivlsomt det, hvorved E.’s Bet. for
Eftertiden er størst. E. indrømmer, at enkelte Ord
er blevne saa alm., at de ikke lader sig
fortrænge, skønt af fremmed Rod (f. Eks. Materie,
Poet, Republik), men for de flestes Vedk.
hævder han, at de kan erstattes med tilsvarende
hjemlige, dels selvlavede ved Analogidannelser,
dels frembragte ved Sammensætninger. E. er
langtfra altid heldig med sine Orddannelser, der
indviklede ham i Polemik med adskillige, men
paa den anden Side skylder vi ham, at
saadanne Ord, som f. Eks. »Bevisgrund, Enkelthed,
Sædelighed, Personlighed, Selvstændighed,
Overflade, Tonekunst, Tvangslov, Omkreds« o. s. v.
nu er i alm. Brug. Det var ingenlunde
filologiske Interesser, der bragte E. ind paa disse
Studier, udelukkende hans Bestræbelser for at
skabe en populær, letlæselig dansk Filosofi. Ud
herfra vil man let forstaa, at E. ikke
tilhører nogen bestemt filos. Skole; en Tid drages
han mest af Leibniz’ og Wolff’s Teorier, men
han erklærer selv, at han ikke tilhører nogen
bestemt. Som smukke Forbilleder for sin
Virksomhed anfører han især Fontenelle og Holberg,
om end den sidstes Underkendelse af den
transcendentale Filosofi ikke ret vil smage ham.
Den første, hvis »Samtaler om mere end een
Verden« E. oversatte, har han ogsaa efterlignet
i en »Fruentimmer-Philosophie i tre Samtaler«
(1749). E. viser sig som en bestemt Modstander
af den Mening, at Kvinden ikke skulde have
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
