Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Edvard II, eng. Konge 1307-27, (1284-1327) - Edvard III, eng. Konge 1327-77, (1312-1377) - Edvard IV, eng. Konge 1461-83, (1442-1483)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Kongens Frænde Thomas af Lancaster tiltvang
de sig Gaveston’s Henrettelse og indskrænkede
Kongemagten, der udadtil led ved den store
Sejr, Robert Bruce 1314 vandt ved
Bannockburn, som gjorde Ende paa det eng.
Herredømme i Skotland. Fra 1311 var Lancaster den egl.
Regent, men 1322 lykkedes det Kongen og hans
ny Yndlinge, Fader og Søn Hugh le Depenser
(Spenser) at faa ham styrtet, hvorpaa
Baronernes Herredømme afløstes af et mere lovbundet.
Baade E. og hans Yndlinge blev dog mere og
mere forhadte, endog hans egen Hustru vendte
sig fra ham og drog 1325 til Frankrig med
Sønnen Edvard. Det flg. Aar vendte hun tilbage
med fr. Tropper, hele Landet sluttede sig til
hende, Depenserne blev hængte, og paa et
Parlament i Westminster tvang Dronningen og
hendes Elsker Mortimer E. til at nedlægge
Kronen; 8 Maaneder efter dræbtes han.
M. M.
Edvard III, eng. Konge 1327-77, foreg.’s
Søn, f. 13. Novbr 1312, d. 21. Juni 1377. I hans
3 første Regeringsaar havde Mortimer hele
Magten; men han gjorde sig hurtig forhadt ved
at anerkende Skotlands Uafhængighed. De
Misfornøjede fandt en Fører i den unge Konge,
der, uagtet han allerede var Ægtemand,
behandledes som et fuldstændigt Barn. Ved hans
Hjælp blev Mortimer styrtet, og Dronning
Isabella mistede al Indflydelse paa Regeringen
(1330). Ligesom Bedstefaderen, men uden
dennes rolige Besindighed, greb E. ind i Skotlands
Forhold og understøttede Edvard Balliol mod
Robert Bruce’s unge Søn David, der efter
Faderens Død 1329 havde besteget Tronen. Den
eng. Prætendent blev vel taget til Konge, men
maatte snart atter forlade Landet, og trods
talrige Krigstog formaaede E. ikke at opretholde
hans Sag, tilmed da Modpartiet fandt Støtte i
Frankrig. Dette og en Række andre
Forviklinger gav Stødet til Hundredaarskrigen mellem
Frankrig og England, der udbrød 1337; et
officielt Paaskud fik E. tillige, da han 1340 antog
Titlen Konge af Frankrig og som en Søn af
Filip den Smukke’s Datter gjorde Fordring paa
den fr. Trone uagtet han tidligere havde
godkendt den saliske Arvefølge. Han vandt 1340
Søslaget ved Sluys, men kæmpede i de flg. Aar
uden særligt Held, indtil han 1346 foretog et
stort Plyndringstog gennem Normandiet og
videre ind i Frankrig til Paris. Skarpt forfulgt
af en stor fr. Overmagt maatte han trække sig
tilbage; men da det lykkedes ham at naa bag
ved Somme-Floden, gjorde han Holdt og
tilføjede Franskmændene et stort Nederlag ved
Crecy (26. Aug. 1346). Det flg. Aar erobrede han
Calais og vendte derpaa tilbage til England,
hvor han fejrede sine Sejre med glimrende
Fester, under hvilke Hosebaandsordenen
indstiftedes, men hans stadige Pengemangel
umuliggjorde dog en virkelig Forfølgelse af Sejren,
hvorfor han maatte slutte Stilstand. Den sorte Død
standsede foreløbig Krigen, og da denne 1355
udbrød paa ny, holdtes E. tilbage af de skotske
Forhold, medens hans Søn, »den sorte Prins«,
kæmpede i Sydfrankrig og sejrede ved Poitiers
(1356). Kongen var mindre heldig i Skotland;
han skiftede derfor Politik og understøttede nu
David Bruce, i det Haab at vinde Tronen efter
hans Død. Frankrig tvang han derimod efter et
nyt Tog 1359 til Freden i Bretigny 1360,
hvorved han mod at opgive sit Krav paa Tronen
vandt Galais, Ponthieu og Akvitanien, men
denne sidste Besiddelse gik for største Delen atter
tabt, da Krigen begyndte paa ny 1369. De sidste
Aar af E.’s Regering var idet hele lidet
lykkelige, Kongen selv var uskikket til at regere og
gik fuldstændig i sin Elskerinde Alice Perrer’s
Ledebaand, en intrigant og samvittighedsløs
Kvinde, der havde været en af Dronningens
Hofdamer. Hun brugte sin Indflydelse til at
støtte Hertugen af Lancaster, Lederen af det
antiklerikale Parti, og sætte Splid mellem ham
og hans Broder, den sorte Prins. Folket var
misfornøjet, og »det gode Parlament« forviste
hende 1376 og gjorde en Ende paa Lancaster’s
ærgerrige Planer ved at udnævne den sorte
Prins’ Søn Richard til Tronfølger; men hun
vendte snart tilbage og genvandt hele sin
Indflydelse paa den nu næsten sindssvage Konge.
Aaret efter døde denne forladt af alle. (Litt.:
Mackinnon, The history of E. III [London
1900]).
M. M.
Edvard IV, eng. Konge 1461-83, Søn af
Richard af York, f. 28. Apr. 1442, d. 9. Apr.
1483. Som Earl af March støttede han Faderen
under dennes Forsøg paa at vinde Kronen; han
fangede Henrik VI i Slaget ved Northampton,
og da Richard var faldet ved Wakefield (1460),
blev han Partiets Leder. Imod Huset Lancaster,
der samlede Nordens raa Krigere under sine
Faner, fandt han Hjælp hos Sydenglands
Borgerskab, og efter at have overvundet sine
Fjender ved Mortimer’s Cross udraabtes han til
Konge i London. Kort efter vandt han en
afgørende Sejr ved Towton (29. Marts 1461),
hvorefter Henrik VI og hans Dronning
Margrete flygtede til Skotland; da de senere gjorde
Indfald, fangedes Henrik 1465 og sattes i
Forvaring i Tower. 1464 ægtede E. Elisabeth
Woodville, Enken efter Earlen af Grey, men ved at
begunstige hendes Slægt stødte han mange af
sine Tilhængere fra sig og kom i Strid med
»Kongemageren«, den mægtige Warwick.
Denne forbandt sig med E.’s egen Broder, Hertugen
af Clarence, som ægtede hans Datter, men
nødtes til at forlade Landet. E. stod i venligt
Forhold til Karl den Dristige af Burgund, der var
gift med hans Søster, og Warwick fandt derfor
Støtte hos Ludvig XI, der forsonede ham med
hans gl. Fjende Dronning Margrete, og denne
Magt kunde E. ikke modstaa; han flygtede til
Holland, medens Henrik VI toges ud af Tower
og paa ny blev Konge (1470). Men allerede n. A.
vendte E. tilbage og sejrede ved Barnet og
Tewkesbury; i disse Kampe faldt baade
Warwick og Henrik VI’s Søn Edvard, og da den
sindssyge Konge selv var blevet myrdet, var
Huset Lancaster. »den røde Rose«, saa godt som
tilintetgjort, og E. kunde herske i Fred. Da
han ønskede at genoprette Englands Magt i
Frankrig, foretog han 1475 et Tog til dette
Land, men lod sig bortkøbe af Ludvig XI.
Takket være de aarlige Subsidier, han modtog fra
denne Konge, sammenkaldte han kun sjældent
Parlamentet og regerede næsten enevældigt.
M. M.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
