Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - 2) Navnet E. anvendtes ved en lærd Misforstaaelse om Codex regius
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
halvmytiske Digte kan fremhæves Digte som
Hyndluljóð, Völundarkviða o. fl. I de fleste af de
her nævnte Digte mærkes der tydelig en
didaktisk-moralsk Understrøm, som sikkert staar i
Forbindelse med disse Digtes Oprindelsesaarsag
(saaledes ikke mindst i Völuspá); men særlig
fremtræder dette moralske Element i de
saakaldte Hávamál, som indeholder mange forsk.
Leveregler og Livslærdomme. Det er uden
Tvivl 10. Aarh.’s Gæring i religiøs Henseende
med de dertil knyttede revolutionære
Bestræbelser og Omvæltninger i forskellige
Samfundsforhold i Norge, der har bevirket, at de ældre
Generationer og konservative Dele af
Befolkningen med Bekymring har set paa det ny, der
begyndte at trænge sig frem, de Forsøg der
tidlig gjordes paa at tilintetgøre, hvad for dem
maatte være det helligste, Troen paa de gamle
Guder. Det er disse Omstændigheder, der har
frembragt Digtene med deres religiøse Følelse
og den mere ell. mindre aabenlyst udtalte
Indignation over Forholdenes Vending og
Fremhævelse af de gl. Guders Magt, der overalt
bærer Sejren hjem. - Heltedigtene
danner en Cyklus, for hvis Ordning
Begivenhedernes Gang har været Princippet. Først er der
3 Digte om rent nordiske Sagnpersoner
(Helgerne og deres Valkyrier). Resten (omtr. 15
Kvad) handler udelukkende om Gjúkunge- (og
Niflunge-) Sagnene med Jörmunrekks-Sagnet.
Disse er for det meste indkomne til Norden
fra Tyskland i 7. og 8. Aarh. (yngre Sagn har
man tillige ment at kunne paavise fra 10.-11.
Aarh.); de er kun løselig knyttede til nordiske
Sagn gennem en genealogisk Forbindelse
mellem den nordiske Helge Hundingsbane og Sigurd
Fáfnisbane. En af de kvindelige Hovedpersoner,
Guðrún er afgjort nordisk (dansk) Sagnfigur,
der er indsat i de tyske Sagn som Datter af
Grímhildr (Kriemhilt, der i de tyske svarer til
Guðrún) Fremdeles er Sagnet om Kong
Jörmunrekkr (Ermenrik) den Store knyttet til de
historiske Gjúkunger, uagtet Jörmunrekkr levede
længe før Gjúke og Gunnar. Endvidere er
Sagnet om Hunnerkongen Atle (Attila)
sammenkoblet dermed paa en ejendommelig Maade,
ligesom ogsaa de enkelte Sagn paa mange Maader
er sammenblandede. Endelig er den hele
Sagncyklus blevet knyttet til Myten om den fra en
Dværg stammende Skat (Andvares-Guldet), der
volder enhver Ejers voldsomme Død; dette er
afgjort en nordisk Tilføjelse. Hele Handlingen
udfolder sig nu paa en højst dram. Maade,
hvor den urokkelige Skæbne i Forbindelse med
det dødbringende Guld danner den røde Traad,
indtil alle Gjúkunger og de til Sagnet i dets hele
Kombination knyttede Personer er døde, med
Undtagelse af Guðrún; men med hende standser
Slægten; alle hendes Børn er døde. Ligesom
de forskellige Tilknytninger af de forsk. Sagn
for det meste er nordisk Digtning, saaledes er
ogsaa de optrædende Personer udelukkende
prægede af nordisk Tro, Livsforhold og
Livsprincipper. Disse Personer er for det første de
mandlige Helte. Af disse er der to Slags, Typer
paa nordiske Karakterer; til den første hører
de ædle, noble Naturer, som Sigurðr, Gunnarr
og fremfor alle Helge’rne, hvis væsentlige
Kendemærke er, foruden Tapperhed og Mod, deres
romantiske Elskov til en Valkyrie ell. skønne,
ædle Kvinder. Aldrig begaar disse Mænd noget
lavt, men de kan ledes fra den rette Vej ved
andres Rænker og Svig. Den anden Slags Helte
er de djærve og hærdede Naturer, der har
Frygtløshed og Mod fælles med hine, men som
savner deres blidere Følelser; det er den
jernhaarde, ukultiverede Viking, som aldrig betages
af glødende Elskov, og som kan føre en mere
ell. mindre høvisk Tale og mundhugges med
lavere Væsener og Personer; saadanne er f. Eks.
Sinfjötle, Stavnboen Atle o. fl. Kostelige er de
optrædende faa Trælle; de er i eet og alt et
Modstykke til Heltene, fejge, lumske,
bagtaleriske, der først og fremmest er bange for Smerte
og Død; det er Typer, der er grebne ud af
Livet. Kvindeskikkelserne svarer til de
mandlige Heltes og er dog forskellige fra disse. Vi
har for det første Valkyrien, den stolte, fine
Kvinde, der farer over Hav og Land, indtil hun
finder den Helt, hun skal elske; hendes Følelser
er rene, hendes Kærlighed urokkelig, hendes
Skæbne (ligesom Heltens) for det meste tragisk
(Sváfa, Sigrún). Saa er der Valkyrien, der
aflægger sin Natur og bliver rent menneskelig
Kvinde; hun er stolt og taaler ingen Svig ell.
Forurettelse, men hviler ikke, førend hun faar
Hævn, vel at mærke ligegyldigt ved hvilke
Midler; hun kan begaa noget uædelt (sige
Usandhed) for at hævne sig, men naar saa Hævnen
er fuldbragt, synker hun sammen og søger
Døden (Brynhild). Den 3. Slags er Kvinden, der
aldrig har været Valkyrie; hun er trofast og
ædel, men voldsom i sin Lidenskab, hævner sig
paa det grusomste og skyr ikke at ofre sine
egne Børn for at hævne de Personer, hun har
elsket som sig selv (Gudrun). Trælkvinderne
svarer nærmest til Trællene. Gudernes Elskov
er lige saa ubændig og romantisk som Heltens,
men der maa det ende i Fryd og Gammen
(Freyr, Gerðr). - Overordentlig interessante
er de forsk. Væseners Karakterer, stillede over
for Gilderne: den vældige Jætte med sin megen
Viden, men som er saa dum at indlade sig i
Ordstrid paa Liv og Død (Vaftrudne); den
menneskelige Konge, som saa let lader sig noget
indbilde, og som beruser sig, saa at han til sin
egen Skade ikke kan forstaa Sagens rette
Sammenhæng (Geirröd), ell. den lille, iltre Pusling
af en Dværg, som lader sig narre af en ikke
mere begavet og veltalende Gud end Tor (Alvis).
Det er udmærkede Typer paa rent menneskelige
Væsener alt sammen, tro Billeder af vore
Forfædre, som de, hver paa sin Vis, var. - M. H. t.
Fremstillingen selv er Digtene i Reglen lige
udmærkede i Karaktertegningen, den egl.
Fortælling og Stilen. Karaktererne er mesterlig
holdte, saa at de staar skarpt og klart hver
med sin fulde, særlige Ejendommelighed; dog
kan den samme Person være noget forsk. i de
forskellige Digte. Begivenhederne fortælles
saaledes, at kun de vigtigste medtages, medens de
underordnede overspringes ell. underforstaas.
Sceneforandringen kan ske pludselig, men altid
let forstaaeligt; Samtaler er korte og træffende.
Det er de store Træk, der skildres i den
knappest mulige Form. Saaledes forholder det sig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
