Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Døden i Kunsten (hertil 2 Tavler) - døde Punkt ell. Dødpunkt, se Dampmaskine. - Döderlein, Ludwig Christoph Wilhelm, tysk Filolog og Pædagog, (1791-1863)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ell. friere Fremstillinger efter det Petrarca’ske
Værk; i Italien bibeholder de fleste
Trionfo-Billeder dog den sædvanlige Skeletfigur. Den
berømte store Freske »Dødens Triumf« i Pisas
Camposanto staar ogsaa i Gæld til Petrarca (og
til de gamle rom. Dea Mors-Forestillinger); der
er aandelige Lighedspunkter mellem Petrarca’s
Dødsgudinde og Dødens Skikkelse paa Fresken,
denne hæslige og frygtelige Kvinde - med
Flagermusvinger, langt flagrende Haar, Kløer paa
Hænder og Fødder - der kommer farende gennem
Luften og med sin Le mejer Verdens Fyrster
og Stormænd ned for Fode, som den store Pests,
den »sorte Døds« onde Aand, der kort før
Maleriets Tilblivelse havde hærget Italien. -
Under ital. Indflydelse optræder den vingede Død
efterhaanden ogsaa N. f. Alperne, som i det van
Eyck’ske Dommedagsbillede i Petrograd, i P.
Cristus’ Billede af lgn. Karakter i Berlins Kaiser
Friedrich-Mus., i Burgkmair’s berømte
Clairobscur-Snit »Døden som Kvæler« o. s. fr.
Under Renaissancen trængtes Fremstillingen
af Døden for en Tid tilbage. Hvor Skelettet
gengives, forsyner man det i Italien fremdeles med
det forædlende Tillæg: Vingerne; saaledes ser
vi endnu under Barokken paa Bernini’s
Gravmonument over Urban VIII i Peterskirken i
Rom det vingede Skelet som Dødstype.
Naar Renaissancens Kunst staar over for
Døden som Opgave, foretrækker man at søge
tilbage til antikke Udtryksformer, billedlige
Omskrivninger og Symboler. Man træffer jævnlig
Motivet: Drengene med omvendt Fakkel i Italien
og andetsteds (Frants I’s Gravmæle i St Denis),
en Gang imellem ser man Døden som
triumferende Atropos med Saksen, oftere, saaledes i
Frankrig, den sørgende Dreng ved Siden af
Dødningehovedet o. s. fr.; Dødsemblemer
benyttes: Kraniet med ell. uden korslagte Ben
(Femora), Timeglasset m. v. Man skyer at
fremstille de Afdøde som Lig, men lader f. Eks. den
Afdøde paa Sarkofagen støtte Hovedet paa
Armen (A. Sansovino’s Sforza-Monument i S. Maria
del Popolo).
Videre frem og op i 17. og 18. Aarh. viser
D. i K. et Kaos af Former, en Alsidighed, der
bruger de hidtil benyttede o. a. billedlige
Udtryksformer mellem hinanden. Barokken har
dog Forkærlighed for Skelettet og gør et helt
Virtuosnummer ud af dets Formning. I Slutn. af
Middelalderen og under Renaissancen var
Skelettet efterhaanden blevet friere og elegantere;
i 17. og 18. Aarh. bliver det mer og mer
realistisk, et livfuldt bevæget osteologisk Pragtstykke.
Karakteristisk Prøve ses i Bernini’s
ovennævnte Værk. Paa Maler- og Tegnekunstens
Omraade bringer Holbein d. Y. den
middelalderlige Type: Mellemtingen mellem
Skelet og Kadaver op til et kunstnerisk
Højdepunkt ved fin Forstaaelse af Skelettets Bevægelse
og Udtryk (Dødedans, Alfabetet). A. Dürer
fulgte endnu den ældre Kadavertype (hans
berømte Stik: »Ridderen, Døden og Djævelen« o. m.
a.). Kunstnere som M. Wohlgemuth, Altdorfer,
Burgkmair, J. Bink, Aldegrever, H. Baldung
Grien, H. S. Beham, Tobias Stimmer, Urs Graf
m. m. fl. har ydet værdifulde Bidrag til D. i K.
I 18. Aarh. vandt de klassiske Forbilleder
Overhaand. Winckelmann, Caylus, G. E. Lessing
(»Wie die Alten den Tod gebildet« [1769]) o. a.
bringer under deres Studier af Antikken de
klassiske Forestillinger til Hæder og Ære;
udøvende Kunstnere som Carstens, Canova,
Thorvaldsen m. v. praktiserer disse Forestillinger i
deres Kunst. Drengen med den omvendte Fakkel
bliver atter et Yndlingsmotiv; paa Canova’s
Monument (1792) i Peterskirken i Rom over Pave
Clemens XIII ses en vinget Yngling, der i sin
højre Haand holder en omvendt Fakkel.
Chodowiecki fastholder dog i sin Dødedans
Skelettypen.
Med Romantikken i 19. Aarh. kommer
Knokkelmanden atter frem; den gruvækkende
Benrad bliver i romantisk Livsopfattelse et yndet,
skærende Kontrastmotiv til Livsfylden og
Livsglæden. En Mængde Kunstnere i 19. Aarh.
varierer og uddyber de gl. Forestillinger om
Døden som det vandrende ell. ridende Skelet (ell.
søger andre Billedudtryk for Døden i de gamle
Spor ell. ad ny Veje). Bl. de mange
Kunstnere, der har fremstillet Døden, skal blot
nævnes rent eksempelvis: Cornelius, W. v. Kaulbach,
Rethel (den fortrinlige Serie »Dødedans«),
Millet, Wallander, Thoma, Böcklin, Klinger, Sattler,
Zwintscher; af danske eksempelvis Syberg
(Historien om en Moder), Elna Borch, E. Køye. Paa
medfølgende Billedbilag gives spredte Prøver
paa skiftende Tiders Fremstilling af D. i K.
(Litt.: Lessing, »Wie die Alten den Tod
gebildet« [1769]; Wessely, »Die Gestalten des
Todes u. des Teufels in der darstellenden Kunst«
[Leipzig 1876]; King Death as depicted in ancient
Art [i The Gnostics and her Remains, London
1887]; Robert, »Thanatos« [i »Winckelmann’s
Festprogr.« 1879]; Th. v. Frimmel, »Beiträge
zu einer Ikonographie des Todes« [i »Mittheil.
der k. k. Central-Commission«, 10. Aarg. 1884 og
flg. Aargange]; Ubell, »Vier Kapitel von
Thanatos« [1903]).
A. Hk.
»Døden fra Lybeck«. At »se ud som D. f. L.«
(ɔ: at se ligbleg ud) er en Talemaade, som er
laant fra Plattysk, hvor den hentyder til den
personlige Fremstilling af Døden i den
lybeckske Maria-Kirkes »Dødedans«. Skønt disse
Billeder siden 16. Aarh. har været kendte i
Danmark igennem Folkebogen om »Dødedansen«, tør
det næppe formodes, at Folket har været klar
over Meningen; i Viborg-Egnen er Udtrykket
hjemliggjort til at se ud »ligesom Døden fra
Sjørslev«.
A. O.
døde Punkt ell. Dødpunkt, se
Dampmaskine.
Döderlein [’dø.dərla^in], Ludwig
Christoph Wilhelm, tysk Filolog og Pædagog,
f. i Jena 1791, d. 1863. D. blev 1815 Prof. i
Filologi i Bern, 1819 Rektor for den lærde Skole
og Prof. ved Univ. i Erlangen, hvor han
virkede til sin Død. Hans Bet. ligger væsentlig i
hans pædagogiske Virksomhed; for Skolevæsenet
og for Universitetsundervisningen i Bayern har
han gjort meget. Vidnesbyrd herom er forsk.
Skrifter: »Reden u. Aufsätze« (1843 og 1847);
»Oeffentliche Reden« (1860). Mindre Bet. har
hans Udg. (Tacitus [2. Bd, 1841-47], Iliaden
[1863-64]; Horats’ Satirer og Epistler [1856-58
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
